Jeg græmmes – lidt for tit

I dag kan man i web-Politiken læse, at vi danskere, gennem vores officielle talerør (vores politikere, man husker nok, at de taler for os? Vi har jo demokrati) vil stramme våbenlovgivningen i EU, fordi våben er adbad-fyfy og gør os utrygge.

For et par dage siden kunne vi læse i samme avis, at samme talerør støtter ideen om, at vi og vores venner fra USA, m.fl., giver os til arbitrært at uddele våben til civile afghanere, angiveligt så de kan forsvare sig mod Taleban.

- så du og jeg, som borgere i et demokratisk land, tages til indtægt for den holdning, at våben er OK, så længe det kun er sådan nogle sortsmudskede muslim-nogen, der skyder på hinanden.

God weekend.

Taster de enormt hårdt?

Nu er jeg jo ret glad for blogs, og læser (og kommenterer på) no’le stykker herinde i cyberspace. Jeg synes principielt godt om mediet, og om at man kan affyre sine musings et sted hvor andre kan læse dem, hvis ellers de gider, og endda afgive en kommentar tilbage, hvis de gider dét.
Det betyder ikke, at alt, der står i en blog, er sandt, klogt eller interessant, men den lille diskussion vender jeg måske tilbage til – lige nu er det spørgsmålet om kommentarerne, der optager mig lidt, og som sædvanligt er der også en over-analytisk lang hale på…

Jeg læser som sagt blogs, og vælger gerne nogle der har indhold, man lissom kan tænke lidt over – det skyldes (håber jeg da) som regel, at forfatteren har taget sig tid til at skrive noget fængende, interessant, whatever.
Så skulle man tro, hvis man er naiv som jeg i hvert fald, at kommentarer på sådanne blogs også var interessante, og at disses forfattere havde taget sig tid til at læse teksten ordentligt og tage stilling dertil, og her når vi så humlen for dagens tekst: – Det er sgu ikke altid tilfældet!
Faktisk har jeg bemærket, uden at have ført en egentlig statistik, at noget over halvdelen af blog-kommentarer er mere eller mindre perfid nedrakning, enten af blogejeren eller af de andre kommentører – og det er stadig på “saglige” blogs, altså sådan nogle der handler om noget, og ikke bare selv rakker noget ned (det findes nemlig også).

Det er jo statistisk uholdbart at påstå, at der generelt er flere af alle disse blogs’ læsere, der ikke bare ikke bryder sig om dem, men faktisk vil tage sig tid til at svine ganske voldsomt henne i cyberspace – det er vel nogenlunde fifty-fifty, når man tager et vist udsnit af blogs. Altså må man tro, at det er mere sandsynligt, at en dansk bloglæser sætter fingrene til tastaturet for at møge sig, end for at skrive noget konstruktivt…

Nåeh? – er det så fordi vi er mere sure end glade, eller er det fordi vi får afløb, anonyme og ansigtsløse i internettets sporløse verden, for en masse vrede, surhed og antipati, som vi ikke tør agere på ude i virkeligheden, fordi vi er så pæne…?

Javel, skiltemaler!

I Politiken’s virtuelle tillæg Tjek kan man for tiden læse en lille artikel, der handler om folks elevator-vaner i stormagasiner & centre – kort fortalt handler den om, at man kan få folk til at tage trapperne, med en lidt bedre personlig sundhed til følge, ved at sætte skilte op.

Hvorfor er det så interessant, måske? – joeh, altså, undersøgelsen viser, at antallet af mennesker, der tager trappen i stormagasiner mere end fordobles, hvis der står et skilt som fortæller, at det er sundt for hjertet, men den viser også, at når skiltene forsvinder, falder folk tilbage, og selvom man må antage, at de stadig ved, at det er sundt at tage trappen, så tager de igen elevator og rulletrapper.

Isoleret set er det måske kun af anekdotisk interesse, men tænk i en lidt større sammenhæng: – vi, eller i hvert fald englænderne, gør ikke af sig selv ting, vi godt ved er gode for os, men vi gør det, når vi får besked på det, og holder op igen, når vi ikke længere får beskeden.
Hvad siger det for eksempel om vores holdning til politik (man vil jo vide, når man er her i bloggen, at jeg har en bestemt mening om dén sag)? – og især, gælder det kun positive beskeder?

Hvis nogen siger til os, at vi skal støtte en bestemt sag, og siger det er godt for os, gør vi det så bare?

Og hvis vi får besked om at gøre noget, der angiveligt er godt, hvad skal man så mene om, at vi straks holder op med det, når ingen presser os?

OK, sig bare, at jeg overfortolker, men jeg mindes om det verdensberømte Milgram Experiment – for dem der ikke gider følge linket, var det dét, hvor en autoritær person instruerede almindelige mennesker i at give et andet menneske kraftige elektriske stød (op til, i visse tilfælde over, 400 volt), og hvor op til 68% af disse, helt almindelige, mennesker gjorde det, uden at sige fra og højst under spage protester.

Er det så også for meget sagt, at vi skal til at tage os lidt sammen…?

- så er det nok en and…

Der gik lige lidt tid, men nu har også jeg fundet ud af, at der er udskrevet noget og hedder valg i DK – og som sådan en, der har en mening om alting, så kan jeg næsten ikke forsvare ikke at køre konceptet gennem maskinen.

Nu har jeg ikke den store tillid til demokratiet p.t., eller det vil sige, systemet er ret godt, ideen om at man arrangerer sig, så folket “at large” kan tilkendegive, hvilken slags samfund man ønsker, og så er der nogen der, af samme folk, udpeges til at realisere det (det repræsentative demokrati, mere specifikt), er god – men det kører sgu ikke så godt, Folk…

Systemet afhænger nemlig af et par menneskelige faktorer, der er helt afgørende:

- omtalte Folk skal sgu tage det alvorligt, for der er et ret stort ansvar ved det. Man skal have en eller anden rimelig grad af samfundsmæssig bevidsthed (i modsætning til samfundsmæssig bevidstløshed, ik’?), og man skal i rimelig grad følge med og justere den, hvis det er nødvendigt.

- omtalte Nogen, der skal realisere Folk’s samfundsmæssige ønske, skal have en tårnhøj integritet, for Folk stoler jo på, at Nogen rent faktisk også gør, og ikke mindst ønsker at gøre, det, Folk beder dem om.

Sådan fungerer det ikke nu, i DK (jeg er ikke gammel nok til at sige noget om, at det gjorde i de go’e gamle dage, og ikke berejst nok til at påstå det virker andre steder) – faktisk har den politiske scene i årevis, og set med mine øjne, set ud som et stadig mere ekstremt eksperiment i at få det til at se ud, som om det er dette velfungerende demokrati, der kører, mens det i virkeligheden mest drejer sig om at foretage sig alt muligt andet end det, Folk ønsker man skal, i stilhed og under stadigt mere indviklede cover stories samt henvisninger til, at enhver, der måtte have et kritisk syn på noget som helst politisk, er maliciøs og købt af modstanderen, og kritikken er så meget hen i vejret, at det slet ikke er nødvendigt at forholde sig til den (meaning: – jeg, som politiker, gør det ikke, og du, som vælger, behøver heller ikke at tage den alvorligt)…

Folk er slet ikke fritaget for ansvar i det hersens noget – vi (for jeg er selv sådan en) er nemlig blevet alt for ego-fokuserede og alt for glade for management-speak, reklame- og coachingsprog og andre kommunikationsmæssige “sugar coatings”, og vi æder næsten hvad som helst, hvis det serveres med disse ingredienser i rette mål: – et budskab, der angår mig personligt (som spindoktor Lotte Hansen siger: “…du kan forholde dig til, om du har lyst til at gå fra arbejdsmarkedet nu eller om fem år, mens det er svært at overskue følgerne af en efterlønsreform.”), nogle buzz-words fra reklameverden (som ellers udmærker sig ved at være spektakulært kortsiget, i modsætning til hvad politik ideelt set bør være) og andre, gerne hjemmelavede, supercharged plus-ord, og så det løse plidder-pladder, sprinkle-sprinkle, og Danskeren tror, der er ved at ske noget, som hun får det bedre af.

- og det har vi ikke lov til, for demokrati er ikke en ret (og slet ikke en ret til at få det som man, rent egoistisk, vil have det!), men en pligt og et ansvar.

The system is broken, Rachel – og derfor har jeg meldt mig ud, og det tager jeg ansvaret for.

Jeg tager også ansvaret for at kalde dansk politik 2007 og deromkring, og valget, for en gang bragesnak og spilfægteri – for hvis det går som en and, og siger som en and…

Jj

edit: – i dag så jeg, på siden af en bus, en reklame for partiet Venstre, som lød noget i retning af “et samfund, selvforsynende med vedvarende energi”. Hvem fanden tror på den slags!? – det har sgudda aldrig været Venstres politik, tværtimod har netop vindmølle-branchen, blandt andre, fået kniven af den siddende regering, men det er åbenbart så ufatteligt ligemeget, hvad man gør i virkeligheden, at man – helt åbenlyst – kan bruge lodret løgn og udsagn der får “mere medvind på cykelstierne” til at lyde rabiat realistisk, i partireklamer…vorherrebevares!

Autoritets-trendy…?

Jeg mener at have opfattet, at vi gennem længere tid har trampet rundt i, hvor individualistiske, selvkørende og egoprofilerende, moderne mennesker – og især det urbane caffe-latte-segment – er.
“- ikke som i gamle da’e, næææh, hvor folk gjorde som autoriteterne bød og agerede halehæng for trends, dikteret ovenfra…” – i dag finder man mode i marskandisere og musik på MySpace, ik’?

Men ak, nej – så skøn er drømmen, men selvsamme pseudo-underground-urban-segment higer med såvel lys som lygte efter nogen at lade sig diktere af, og seneste skud på De Nye Autoriteters Træ er lesbiske, kan Politiken orientere os om.

Vi er åbenbart trætte af, at det er bøsserne, der fortæller os hvad der er tjekket (for seksuel overbevisning har, det ved enhver, en klar effekt på et menneskes stilbevidsthed), og pigerne, som er til piger, er trætte af, at det ikke er cool at være betonlebbe – gad vide, hvordan nogen beslutter, at Djuna Barnes & Rosa Lux (som begge er nævnt i linkede artikel, ellers havde jeg sgudda ikke vidst, at de skulle headlines “lebbe-DJ”) er mest interessante, fordi de er til damer.

Jeg synes bare, de er nogle fede DJs, men det er måske ikke nok?

Djuna med sin lesbiske mixerpult

Det er den samme tendens, der fører med sig, at tosser og fladpander som “the Paris Hilton school of mentally challenged, but morally flexible bimbos” ikke bare er blevet berømte uden at have præsteret noget som helst, de skal naturligvis også designe ting, og der skal være et af de lange (20 sek) indslag i de landsdækkende nyheder, når én af dem bliver klippet, fuld, fængslet eller løsladt.

Who gives a flying fuck?

- det gør alle, der alligevel ikke rigtigt tror på, at individet inden i dem selv er godt nok, og stadigvæk leder efter de mest trendy rollemodeller…

Dansk, engelsk, engelsk, dansk…

Der er uden tvivl folk, der synes, det er utåleligt krukket, at min blog henne i min professionelle sfære foregår på engelsk.

Der er helt sikkert nogen, der tænker ” – få så lige armene ned, hvor international tror du lige, du er!?”….

Og der er sikkert nogen af alle disse nogen, der har ret – jeg kan godt li’ at skrive på udenlandsk, det tilbyder nogle formuleringsmuligheder, jeg ikke så ofte ville have brugt på dansk.

- men det modsatte gør sig også gældende, på dansk kan man for eksempel sige: “- gider du lige…?” (jeg hører et tørt og nedladende tonefald, men det er måske bare mig), hvor den engelske pendant “- do you mind…?” bare ikke er nær så cool.

Jeg er kort sagt splittet, burde jeg tage kosteskaftet ud af r…. (den stammer klart fra engelsk, den vending, fyi) og droppe krukkeriet, eller er det OK?

Der foreligger ingen undersøgelser, d.v.s. jeg har ikke gjort noget for at finde ud af, om mine udenlandske venner og kontakter overhovedet gider læse hvad jeg skriver (eller om nogen andre gør, for den sags skyld), men jeg vil bare gerne have, at de har chancen.

Min trang til at blande mig gør også, at der f.eks. på LinkedIn er folk i andre lande, der hører min virtuelle stemme, og som jeg gerne vil kunne henvise til noget, der fortæller mere om den professionelle mig…

Du ser nok, jeg er i syv sind….

Hrmn.

Det skal jo ikke hedde sig

Der er vist ingen, der er i tvivl om, at jeg betragter Apple som verdens cool’este virksomhed og har såvel Steve Jobs som Jonathan Ive som en art idoler – nogen vil måske endda påstå, at jeg er evangelistisk herom.

Det er naturligvis helt hen i vejret – Apple har min beundring, fordi firmaet som helhed (og ikke bare deres design, f.eks.) har gjort sig fortjent hertil generelt – men selv henne i Cupertino begås der fehlere….:

Den nye iPod-serie er just kommet ud – og helt ærligt, det er ikke fedt, det nye design.
Disse let buede fronter og super-runde hjørner, samt dimensionerne på jog-wheel’et, får faktisk hele denne serie til at ligne…billige iPod knock-offs.

Det nye familiemedlem, iPhone-uden-phone, a.k.a. iPod Touch, var forudsigelig – og er fed, fordi forlægget iPhone er fed, men produktet giver ikke så megen mening, undtagen for én ting: At flytte hele iTunes-markedet til iPhone og wifi-iPods, mere eller mindre.
Så kan man nemlig også bejle til dem, der ikke er interesserede i en ny telefon, og således berede grunden.

A’propos iPhone – det er jo typisk Apple at lancere den nye ringtone-maker (se El Steve’o demonstrere den, hvis du gider), og gøre al den brok over, at man ikke kunne bruge musikken i den som ringetoner, totalt til skamme…

Jeg tror det ord du leder efter er “Hva’ba!?”…

Her kan du læse en lille artikel i Politikens Tjek om laptops, den har noget at gøre med pris og hvad-får-man-så-for-pengene.

Det jeg undres over heri er det allerførste afsnit: “Acer Aspire 5920 er langt fra testens smukkeste eller mest velbyggede maskine, for nu at sige det mildt. Til gengæld leverer den masser af rå ydelse…”, blablabla. Acer-maskinen vinder så denne “test” i fin stil.

Det er lissom her, overskriften kommer ind i billedet – hvad i alverden er det der sker henne i computerverden?
Hvordan kan det være OK derhenne, at man – for ikke helt små beløb endda – sælger maskiner, der er både grimme og dårligt byggede, fordi de leverer rå ydelse, og så klapper alle i deres små hænder, når vi i stort set alle andre sammenhænge (med lørdagskyllinger som en mulig undtagelse) med høj røst kræver kvalitet og æstetik?

Hvornår var det, at computerbranchen blev fritaget for at leve op til de allermest basale forbrugerkrav, og alligevel tiljubles når de allernådigst leverer noget, der har “rå kraft” (et begreb der i øvrigt kun giver mening for hardcore nørder og computerspil-spillere, ingen andre brugere har nemlig nogensomhelst gavn af “rå kraft” til at skrive word-dokumenter, se billeder og sende emails)…?

Det svarer vel nærmest til at man sælger en nødtørftigt sammenklampet bil uden støddæmpere og med en trækasse i stedet for sæder , og reklamerer med at den kan køre enormt stærkt, eller enormt langt på literen for den sags skyld – en sådan bil-producent ville jo blive grinet ud og aldrig kunne opnå bare skyggen af respekt i branchen igen i resten af sit liv, a’la “…det kan godt være, den er økonomisk, men den er grim og ukomfortabel og går i stykker hele tiden…”.

Og så er der endda ikke sagt et eneste ord om, hvordan denne grimme og dårligt byggede brugeroplevelse udarter, når man tænder for dyret.

Jeg sidder i hvert fald her i mit Mac-elfenbenstårn og er helligt fornærmet – helt ærligt, PC-brugere, nu må I sgu snart til at stille nogle krav til jeres maskiner, som I selv kan bruge til noget.

Jj

P.S. – for mere om sammenligningen mellem biler og computere, se her…

Fælles-egotrippere?

For nogle dage siden var der, i Politiken online’s tillæg Tjek, en lille artikel om ferietrends. I den nævnes noget om, at sådan nogle overskudsramte byfamilier m. hus i kartoffelrækkerne tilhører et særligt segment, Gallup kalder det “moderne fællesskabs-orienterede”, en betegnelse, der, sammenholdt med artiklens indhold – og hvad man i øvrigt nemt kan få øje på med hensyn til personlig og familiemæssig branding – er noget underlig.

Jeg mener, hele artiklen – og hele selv-branding-fænomenet i øvrigt – har sgudda såre lidt at gøre med fællesskab.

Eller er det sådan, at på moderne, reklamebureau-dansk betyder “fællesskab”: – at blære sig over for de andre, så de får et fordelagtigt billede af éns eget overskud (dette billede må såmænd gerne være uden forbindelse til virkeligheden; det betydningsfulde er ikke, hvordan vi er, men hvordan de andre tror vi er).

Jeg er faktisk ikke så meget for personlig branding – corporate branding kan være slemt nok, men kan administreres så det er et vækstværktøj (mere herom andetsteds og senere, og tidligere), men på det personlige plan må det næsten gå galt når man bruger den slags begreber.

I nærværende eksempel: Brandet “fællesskabs-orienteret” har intet som helst at gøre med rent faktisk at være det…hvor ynkeligt, egentlig.

Er jeg bare blevet gammel?

ZAP! – en post om krukkeri:

Henne hos Line så jeg referencen til dettehersens designerslashmodel-noget, og efter adskillige forsøg lykkedes det mig enddda at se hele filmklippet – dernæst var det så nær ved at udarte til en ren diskussion m. Puk Sjeldan i Lines kommentar-sektion, så nu migrerer jeg mine meninger herover på hjemmefronten:

- jeg kan godt forstå budskabet i denne video, og det er potentielt sjovt at køre på AD’erens, grafikerens, designerens selvhøjtidelighed, potentielt for at trække et par skridt baglæns fra den og sige “OK, OK, små slag i bolledejen, din Brandes-kæmpe-krukke…”.

Jeg bliver ved med at sige “potentielt”, fordi det ikke lykkes, efter min dybt subjektive mening. Der er bare ingen Frederik Lacour (Peter Frødins bøssoide og hylemorsomme reklame-fjols fra ølreklamerne, FYI) i denne film, der er ingen selvironi, der mangler den indsigt i, hvad der er det både komiske og latterlige ved det pågældende, selviscenesatte segment, for at det ville være en sjov video.

Grunden til, at undertegnede, gråhårede gammelsmølf var adskillige forsøg om at se den til ende var, at jeg fandt den tåkrummende u-morsom og krukket, langt mere krukket og selvfed end de mennesker, den foregav at gøre nar ad.

Nu kan man jo ikke forklare sig til morsomhed, så desværre kan jeg ikke bede om, at man forklarer mig, hvorfor dette skulle være sjovt. Derfor peger jeg, også allerede henne hos Line, i en anden retning:
- er det særligt kreativt fundet på? Og hvis man vil sige noget, om design og kreativitet, eller om de mennesker der tegner den verden, eller om sig selv som del af den, er dette så måden?
Stykket er lavet af Digital Kitchen, og som så meget andet online-snavs, så fremgår det ikke nogen steder, hvad der er formålet med designslashmodel – det er dog nærliggende, at DK forsøger at profilere sig selv, og de forskellige muligheder for at uploade, maile etc. antyder, at de gerne vil have noget web 2.0-streetcred.

Jeg synes bare det er noget værre crap – hvis man er så kreativ, så bør man være i stand til at tegne noget bedre end dette hype-drevne savl, hvis man vil profilere sig, især da når man har budget til det…

Igen: Er jeg bare blevet gammel…?

Jj