Den nødvendige dumhed

Cykelhjelmen.

Symbolet på, at der er noget der er væltet (et i høj grad tilsigtet lille ordspil der, mange tak).

Hvor gammel er du?
Kan du huske engang, hvor ingen kørte med cykelhjelm? Hvordan vi cyklede gennem en sø af blod og knuste kranier? Ikke?
Men du kender da en, der er død eller blevet hjerneskadet af et styrt på cykel?
Nå.
Men har du selv slået skallen halvt itu ved et fald på en cykel?

Det er helt sikkert forfærdeligt for de involverede, og hvis ellers nogen læste min blog her, ville jeg nok komme til at stå for skud for at bruge sådan noget grufuldt noget til at argumentere for, at samfundet er ved at blive for lidt dumt.

Men hør mig nu alligevel…

Det handler om balance.
Balance mellem forholdsregler og risiko, mellem smart og dumt (“dumt” betyder i denne sammenhæng “ulogisk”, “noget, man ikke rationelt kan forsvare”), mellem kvinder og mænd, fup og fakta – balancer, der er forskudt, og det er ikke så bra.

Det er jo ubestridelig logik, at man bør bruge cykelhjelm, hvis man på nogen måde bekymrer sig om, at man kan ende på den rædselsfulde statistik over cykel-relaterede, kroniske hovedskader.

Det er til gengæld fuldstændig ulogisk at nægte at bære sådan en fanden på sit kranium, under henvisning til at selv den mest velmente designer-cykelhjelm ligner at man har stukket ho’det op i røven på en Transformer.

afbildet: – en af Bumblebee’s hæmorrider

– og få mig nu slet ikke til at nævne de dér absurd idiotiske, grimme, stupide, uklædelige, fjogede hjembetræk (nå, nu nævnte vi dem alligevel)…!

AAAARGH! FÅ DEN TINGEST VÆK FRA MIG!!

Kig lige på de to afsnit – måske er det alligevel ikke hugget i sten, at mænd er logiske, og kvinder følsomme.
Det er vist tydeligt nok, at det første argument er noget, man vil høre fra sin mor (eller kæreste), mens det andet er noget, en mand (f.eks. jeg) kan finde på at sige.

Det tidspunkt er langt overskredet…
- hvor vi dumme, ulogiske mænd kræver at vores synspunkt i dén slags sammenhænge bli’r taget til efterretning, og DU, mand-der-har-valgt-at-bære-cykelhjelm-for-at-slippe-for-diskussionen-med-din-kæreste, står ved at du vil være ulogisk, tjekket (hjelm-wise, om ikke andet), og nægter at lade dig kujonisere af en marginal risiko for at slå hovedet.

vel bli’r hun da ej sur – sig det nu bare!

Ikke bare for at stå ved noget mandigt og dumt (for det ville jo være… well, dumt), men fordi vi – og især vores børn – har brug for at kunne foretage en risikovurdering, endda mange, tit, måske næsten hver dag, uden at gå i panik, og uden at ligge under for et princip om, at ingen risiko er værd at løbe.

Selvfølgelig er der risici, der er værd at løbe – som f.eks. at være sammen med en kvinde, selvom du kan risikere, at hun en dag skrider eller bliver syg og dør, eller at gå uden for sin dør hver dag, også selvom du kan blive ramt af en faldende tagsten, eller snuble ned ad trappen og brække ryggen.
Du gør de ting alligevel, fordi den forventede gevinst, glæde eller fordel står i hvad du vurderer er et rimeligt forhold til risikoen.

Som sagt er hjelmen bare et symbol – symbolet på, at der altid er en skæbne, der er ude efter dig, men selve livet forventer, nej, kræver, at du tager nogle rimelige chancer, i stedet for at forsøge at beskytte dig imod al tænkelig modgang…

- og det totalt uvedkommende dagens-mande-link: Hvis du tror, computerspil er for nørder og overvægtige, forvoksede drengerøve, har du ikke fattet en pind!

Maskulint, feminint, blablablah…

Jaja, joeh, nejmenaltså, det er bare tanker der strør sig selv ud over et gammelt, halvfærdigt indlæg, som hermed har fået nyt liv af en slags…

Mød Charra og Zee.
Charra har barberet hoved og et sammenbidt udtryk i ansigtet, hun er kampklar – Zee har fyldigt, krøllet sort hår med et tørklæde om og ser måske lidt mere blid ud (de bliver spillet henholdsvis af Sarah Blackman og Nona Gaye, datter af Marvin Gaye, og de er personer i filmen “The Matrix Revolutions”, FYI).
Er det sådan, at Charra er maskulin og Zee feminin, som kvinder betragtet? – og hvis det er tilfældet, hvorfor er det så sådan?

Dette er Xander Cage.
Han har tatoveringer og muller (og bliver spillet af Vin Diesel i “XXX”) – er han en maskulin fætter? – og hvis det er tilfældet, er det så fordi vi ved, at han portrætterer en butch fyr, ville det være anderledes hvis vi vidste, han var en af Chippendales eller medlem af “Right said Fred”?

Mit spørgsmål er, om vi ved særligt meget om, hvad vi mere eller mindre automatisk betragter som maskulint og feminint, eller hvorfor.
Sidder det kun i tøjet, eller håret, eller er det i situationen, eller baserer vi det på hvad vi ved i forvejen, mens vi tror eller foregiver, at det er objektivt og nemt at se?
- og hvad med os selv, hvordan definerer vi vores egen M. eller F.?

I modsætning til sædvanligvis med mig, så har jeg ikke noget der ligner et svar på mine egne spørgsmål denne gang.
Jeg ved bare, at ret mange diskussioner om emnet går ganske meget amok (uden jeg lige kan finde nogle passende eksempler på nettet, sådan lige på stående fod, men du ved nok hvad jeg mener), med en masse påstande om det ene eller det andet.
Som om emnet optager os enormt meget, hvilket også er forståeligt, men hvorfor synes jeg, der ellers praler af en vis opfattelsesevne, så at diskussionerne er så uoverskuelige…?

Og så var der disse “Bare Bröst”-aktivister, der tilsyneladende mente, at femininitet defineres af bryster – ikke af hele kroppen, men kun af brysterne. En kamp for kvindelighed udtrykkes derfor ved at bevæge sig topløs omkring i det offentlige rum.
Topløs.
Ikke trusseløs.
Kun topløs.
Basta.

Men hvad betyder alt det her rod?

Man må sgudda begå visse ho’det-under-armen-og-fremad-løb-handlinger indimellem, når man skal finde ud af (ofte “on the fly”, så at sige) hvordan man – som mand – skal respektere kvinders kvindelighed og samtidig anamme sin egen maskulinitet, hvor forholdet mellem de to ting jo klart nok er noget, ingen tilsyneladende har særligt meget styr på alligevel, og i hvert fald på ingen måde er enige om, når diskussionen kører?

Dagens mandlige bonuslink: – skråt op med numerologi, et uoverskueligt sejt navn er noget, man er født med!

Måske om manden…

Jeg er mand – dér, jeg har sagt det.
Denne, min blog, der indtil videre har handlet lidt om løst og fast, ik’? Og som jeg ikke har skrevet til i årevis ik’?
- jeg overvejer, om den måske kommer til at handle lidt om mande-ting, sådan som jeg ser dem… ikke at jeg er særligt glad for mere polarisering og “os og dem”-retorik, så det bliver der ikke noget af, men bare sådan ting.

Om – eller for – mænd.
Eller begge dele.

Måske.

Tror vi trænger.

Det kunne f.eks. være noget om film:
- de fleste fyre hader at blive tvangsindlagt til at se tøsefilm. Du ved, sådan nogen, hvor det hele handler om føøøøølelser, og man skal bli’e rørt, og det ender med at de onde græder og de gode ler til toner af violiner og med douche-filter på kameralinsen. “Joooh, skat, jeg synes vel nok den var rigtig sød, og ham der eks-kærsten var også en skiderik… *suk*”.

Nej, altså, drengene vil ha’ noget overfladisk action, ikke, kvinder? Ikke så mange følelser, bare nogle eksplosioner og todimensionelle karakterer, og nogle babser, så de stakkels drenge-sind ikke bliver overbelastet med ting, de ikke kan rumme, og bare får kildet den indre drengerøv.

Aww HELL yeah! Vent, fås den ikke større…? (courtesy of TyRuben Ellison)

Det er nok sådan, det ser ud for jer – men mindst én mand (spoiler: det er mig) bliver ganske nemt rørt, nærmest idiotisk nemt faktisk. Bare ikke over tøsefilm.
Det er tit sådan nogle små ting, der har sneget sig ind i film der ellers ikke ligefrem er “Manon og Kilden” (som også er så røvkedelig, at man overvejer at gnave sin egen arm af for at slippe for at se mere).

“Hvad kunne det være”, spørger du? Well, sådan noget som…

— o —

Scene: Superhelten Elastigirl bliver tvunget til at give sine to børn et lynkursus i virkelighed:

- Remember the bad guys on the shows you used to watch on Saturday mornings? Well, these guys aren’t like those guys – they won’t exercise restraint because you are children. They – will – kill – you, if they get the chance. (Helen Parr/Elastigirl, “The Incredibles”)

— o —

Scene: Holdt i fangenskab at et totalitært regime finder unge Evey Hammond et afskedsbrev til livet, skrevet på toiletpapir af en tidligere, nu død, fange, Valerie. Brevet slutter:

…but what I hope most of all is that you understand what I mean when I tell you that, even though I do not know you, and even though I may never meet you, laugh with you, cry with you, or kiss you, I love you.
With all my heart, I love you. (Valerie’s letter, “V for Vendetta” – denneher trækker tårer hver eneste gang, også nu)

— o —

Scene: Postapokalyptisk fremtid, vampyrisk super-dræber-kvinde, manden der elsker hende og ikke forstår, hvorfor hun ikke vil lukke nogen ind:

…because these moments, as beautiful as they are….they’re evil when they’re gone. (Violet Song Jat Sharif, “Ultraviolet”)

— o —

Scene: Borebissen, der redder andres liv (nogle rumvæsner, faktisk) ved at ofre sit eget, har et sidste budskab til den kvinde, han elsker:

Don’t cry baby
knew this was one way ticket
but you know I had to come
Love you
Wife
(Virgil “Bud” Brigman, “The Abyss”)

— o —

En slut-note før vi går: – alle danske film er tøsefilm. Stram så op, danske filmindustri, eller vi inddrager klaptræet.

Jeg græmmes – lidt for tit

I dag kan man i web-Politiken læse, at vi danskere, gennem vores officielle talerør (vores politikere, man husker nok, at de taler for os? Vi har jo demokrati) vil stramme våbenlovgivningen i EU, fordi våben er adbad-fyfy og gør os utrygge.

For et par dage siden kunne vi læse i samme avis, at samme talerør støtter ideen om, at vi og vores venner fra USA, m.fl., giver os til arbitrært at uddele våben til civile afghanere, angiveligt så de kan forsvare sig mod Taleban.

- så du og jeg, som borgere i et demokratisk land, tages til indtægt for den holdning, at våben er OK, så længe det kun er sådan nogle sortsmudskede muslim-nogen, der skyder på hinanden.

God weekend.

Taster de enormt hårdt?

Nu er jeg jo ret glad for blogs, og læser (og kommenterer på) no’le stykker herinde i cyberspace. Jeg synes principielt godt om mediet, og om at man kan affyre sine musings et sted hvor andre kan læse dem, hvis ellers de gider, og endda afgive en kommentar tilbage, hvis de gider dét.
Det betyder ikke, at alt, der står i en blog, er sandt, klogt eller interessant, men den lille diskussion vender jeg måske tilbage til – lige nu er det spørgsmålet om kommentarerne, der optager mig lidt, og som sædvanligt er der også en over-analytisk lang hale på…

Jeg læser som sagt blogs, og vælger gerne nogle der har indhold, man lissom kan tænke lidt over – det skyldes (håber jeg da) som regel, at forfatteren har taget sig tid til at skrive noget fængende, interessant, whatever.
Så skulle man tro, hvis man er naiv som jeg i hvert fald, at kommentarer på sådanne blogs også var interessante, og at disses forfattere havde taget sig tid til at læse teksten ordentligt og tage stilling dertil, og her når vi så humlen for dagens tekst: – Det er sgu ikke altid tilfældet!
Faktisk har jeg bemærket, uden at have ført en egentlig statistik, at noget over halvdelen af blog-kommentarer er mere eller mindre perfid nedrakning, enten af blogejeren eller af de andre kommentører – og det er stadig på “saglige” blogs, altså sådan nogle der handler om noget, og ikke bare selv rakker noget ned (det findes nemlig også).

Det er jo statistisk uholdbart at påstå, at der generelt er flere af alle disse blogs’ læsere, der ikke bare ikke bryder sig om dem, men faktisk vil tage sig tid til at svine ganske voldsomt henne i cyberspace – det er vel nogenlunde fifty-fifty, når man tager et vist udsnit af blogs. Altså må man tro, at det er mere sandsynligt, at en dansk bloglæser sætter fingrene til tastaturet for at møge sig, end for at skrive noget konstruktivt…

Nåeh? – er det så fordi vi er mere sure end glade, eller er det fordi vi får afløb, anonyme og ansigtsløse i internettets sporløse verden, for en masse vrede, surhed og antipati, som vi ikke tør agere på ude i virkeligheden, fordi vi er så pæne…?

Javel, skiltemaler!

I Politiken’s virtuelle tillæg Tjek kan man for tiden læse en lille artikel, der handler om folks elevator-vaner i stormagasiner & centre – kort fortalt handler den om, at man kan få folk til at tage trapperne, med en lidt bedre personlig sundhed til følge, ved at sætte skilte op.

Hvorfor er det så interessant, måske? – joeh, altså, undersøgelsen viser, at antallet af mennesker, der tager trappen i stormagasiner mere end fordobles, hvis der står et skilt som fortæller, at det er sundt for hjertet, men den viser også, at når skiltene forsvinder, falder folk tilbage, og selvom man må antage, at de stadig ved, at det er sundt at tage trappen, så tager de igen elevator og rulletrapper.

Isoleret set er det måske kun af anekdotisk interesse, men tænk i en lidt større sammenhæng: – vi, eller i hvert fald englænderne, gør ikke af sig selv ting, vi godt ved er gode for os, men vi gør det, når vi får besked på det, og holder op igen, når vi ikke længere får beskeden.
Hvad siger det for eksempel om vores holdning til politik (man vil jo vide, når man er her i bloggen, at jeg har en bestemt mening om dén sag)? – og især, gælder det kun positive beskeder?

Hvis nogen siger til os, at vi skal støtte en bestemt sag, og siger det er godt for os, gør vi det så bare?

Og hvis vi får besked om at gøre noget, der angiveligt er godt, hvad skal man så mene om, at vi straks holder op med det, når ingen presser os?

OK, sig bare, at jeg overfortolker, men jeg mindes om det verdensberømte Milgram Experiment – for dem der ikke gider følge linket, var det dét, hvor en autoritær person instruerede almindelige mennesker i at give et andet menneske kraftige elektriske stød (op til, i visse tilfælde over, 400 volt), og hvor op til 68% af disse, helt almindelige, mennesker gjorde det, uden at sige fra og højst under spage protester.

Er det så også for meget sagt, at vi skal til at tage os lidt sammen…?

- så er det nok en and…

Der gik lige lidt tid, men nu har også jeg fundet ud af, at der er udskrevet noget og hedder valg i DK – og som sådan en, der har en mening om alting, så kan jeg næsten ikke forsvare ikke at køre konceptet gennem maskinen.

Nu har jeg ikke den store tillid til demokratiet p.t., eller det vil sige, systemet er ret godt, ideen om at man arrangerer sig, så folket “at large” kan tilkendegive, hvilken slags samfund man ønsker, og så er der nogen der, af samme folk, udpeges til at realisere det (det repræsentative demokrati, mere specifikt), er god – men det kører sgu ikke så godt, Folk…

Systemet afhænger nemlig af et par menneskelige faktorer, der er helt afgørende:

- omtalte Folk skal sgu tage det alvorligt, for der er et ret stort ansvar ved det. Man skal have en eller anden rimelig grad af samfundsmæssig bevidsthed (i modsætning til samfundsmæssig bevidstløshed, ik’?), og man skal i rimelig grad følge med og justere den, hvis det er nødvendigt.

- omtalte Nogen, der skal realisere Folk’s samfundsmæssige ønske, skal have en tårnhøj integritet, for Folk stoler jo på, at Nogen rent faktisk også gør, og ikke mindst ønsker at gøre, det, Folk beder dem om.

Sådan fungerer det ikke nu, i DK (jeg er ikke gammel nok til at sige noget om, at det gjorde i de go’e gamle dage, og ikke berejst nok til at påstå det virker andre steder) – faktisk har den politiske scene i årevis, og set med mine øjne, set ud som et stadig mere ekstremt eksperiment i at få det til at se ud, som om det er dette velfungerende demokrati, der kører, mens det i virkeligheden mest drejer sig om at foretage sig alt muligt andet end det, Folk ønsker man skal, i stilhed og under stadigt mere indviklede cover stories samt henvisninger til, at enhver, der måtte have et kritisk syn på noget som helst politisk, er maliciøs og købt af modstanderen, og kritikken er så meget hen i vejret, at det slet ikke er nødvendigt at forholde sig til den (meaning: – jeg, som politiker, gør det ikke, og du, som vælger, behøver heller ikke at tage den alvorligt)…

Folk er slet ikke fritaget for ansvar i det hersens noget – vi (for jeg er selv sådan en) er nemlig blevet alt for ego-fokuserede og alt for glade for management-speak, reklame- og coachingsprog og andre kommunikationsmæssige “sugar coatings”, og vi æder næsten hvad som helst, hvis det serveres med disse ingredienser i rette mål: – et budskab, der angår mig personligt (som spindoktor Lotte Hansen siger: “…du kan forholde dig til, om du har lyst til at gå fra arbejdsmarkedet nu eller om fem år, mens det er svært at overskue følgerne af en efterlønsreform.”), nogle buzz-words fra reklameverden (som ellers udmærker sig ved at være spektakulært kortsiget, i modsætning til hvad politik ideelt set bør være) og andre, gerne hjemmelavede, supercharged plus-ord, og så det løse plidder-pladder, sprinkle-sprinkle, og Danskeren tror, der er ved at ske noget, som hun får det bedre af.

- og det har vi ikke lov til, for demokrati er ikke en ret (og slet ikke en ret til at få det som man, rent egoistisk, vil have det!), men en pligt og et ansvar.

The system is broken, Rachel – og derfor har jeg meldt mig ud, og det tager jeg ansvaret for.

Jeg tager også ansvaret for at kalde dansk politik 2007 og deromkring, og valget, for en gang bragesnak og spilfægteri – for hvis det går som en and, og siger som en and…

Jj

edit: – i dag så jeg, på siden af en bus, en reklame for partiet Venstre, som lød noget i retning af “et samfund, selvforsynende med vedvarende energi”. Hvem fanden tror på den slags!? – det har sgudda aldrig været Venstres politik, tværtimod har netop vindmølle-branchen, blandt andre, fået kniven af den siddende regering, men det er åbenbart så ufatteligt ligemeget, hvad man gør i virkeligheden, at man – helt åbenlyst – kan bruge lodret løgn og udsagn der får “mere medvind på cykelstierne” til at lyde rabiat realistisk, i partireklamer…vorherrebevares!

Autoritets-trendy…?

Jeg mener at have opfattet, at vi gennem længere tid har trampet rundt i, hvor individualistiske, selvkørende og egoprofilerende, moderne mennesker – og især det urbane caffe-latte-segment – er.
“- ikke som i gamle da’e, næææh, hvor folk gjorde som autoriteterne bød og agerede halehæng for trends, dikteret ovenfra…” – i dag finder man mode i marskandisere og musik på MySpace, ik’?

Men ak, nej – så skøn er drømmen, men selvsamme pseudo-underground-urban-segment higer med såvel lys som lygte efter nogen at lade sig diktere af, og seneste skud på De Nye Autoriteters Træ er lesbiske, kan Politiken orientere os om.

Vi er åbenbart trætte af, at det er bøsserne, der fortæller os hvad der er tjekket (for seksuel overbevisning har, det ved enhver, en klar effekt på et menneskes stilbevidsthed), og pigerne, som er til piger, er trætte af, at det ikke er cool at være betonlebbe – gad vide, hvordan nogen beslutter, at Djuna Barnes & Rosa Lux (som begge er nævnt i linkede artikel, ellers havde jeg sgudda ikke vidst, at de skulle headlines “lebbe-DJ”) er mest interessante, fordi de er til damer.

Jeg synes bare, de er nogle fede DJs, men det er måske ikke nok?

Djuna med sin lesbiske mixerpult

Det er den samme tendens, der fører med sig, at tosser og fladpander som “the Paris Hilton school of mentally challenged, but morally flexible bimbos” ikke bare er blevet berømte uden at have præsteret noget som helst, de skal naturligvis også designe ting, og der skal være et af de lange (20 sek) indslag i de landsdækkende nyheder, når én af dem bliver klippet, fuld, fængslet eller løsladt.

Who gives a flying fuck?

- det gør alle, der alligevel ikke rigtigt tror på, at individet inden i dem selv er godt nok, og stadigvæk leder efter de mest trendy rollemodeller…

Dansk, engelsk, engelsk, dansk…

Der er uden tvivl folk, der synes, det er utåleligt krukket, at min blog henne i min professionelle sfære foregår på engelsk.

Der er helt sikkert nogen, der tænker ” – få så lige armene ned, hvor international tror du lige, du er!?”….

Og der er sikkert nogen af alle disse nogen, der har ret – jeg kan godt li’ at skrive på udenlandsk, det tilbyder nogle formuleringsmuligheder, jeg ikke så ofte ville have brugt på dansk.

- men det modsatte gør sig også gældende, på dansk kan man for eksempel sige: “- gider du lige…?” (jeg hører et tørt og nedladende tonefald, men det er måske bare mig), hvor den engelske pendant “- do you mind…?” bare ikke er nær så cool.

Jeg er kort sagt splittet, burde jeg tage kosteskaftet ud af r…. (den stammer klart fra engelsk, den vending, fyi) og droppe krukkeriet, eller er det OK?

Der foreligger ingen undersøgelser, d.v.s. jeg har ikke gjort noget for at finde ud af, om mine udenlandske venner og kontakter overhovedet gider læse hvad jeg skriver (eller om nogen andre gør, for den sags skyld), men jeg vil bare gerne have, at de har chancen.

Min trang til at blande mig gør også, at der f.eks. på LinkedIn er folk i andre lande, der hører min virtuelle stemme, og som jeg gerne vil kunne henvise til noget, der fortæller mere om den professionelle mig…

Du ser nok, jeg er i syv sind….

Hrmn.

Det skal jo ikke hedde sig

Der er vist ingen, der er i tvivl om, at jeg betragter Apple som verdens cool’este virksomhed og har såvel Steve Jobs som Jonathan Ive som en art idoler – nogen vil måske endda påstå, at jeg er evangelistisk herom.

Det er naturligvis helt hen i vejret – Apple har min beundring, fordi firmaet som helhed (og ikke bare deres design, f.eks.) har gjort sig fortjent hertil generelt – men selv henne i Cupertino begås der fehlere….:

Den nye iPod-serie er just kommet ud – og helt ærligt, det er ikke fedt, det nye design.
Disse let buede fronter og super-runde hjørner, samt dimensionerne på jog-wheel’et, får faktisk hele denne serie til at ligne…billige iPod knock-offs.

Det nye familiemedlem, iPhone-uden-phone, a.k.a. iPod Touch, var forudsigelig – og er fed, fordi forlægget iPhone er fed, men produktet giver ikke så megen mening, undtagen for én ting: At flytte hele iTunes-markedet til iPhone og wifi-iPods, mere eller mindre.
Så kan man nemlig også bejle til dem, der ikke er interesserede i en ny telefon, og således berede grunden.

A’propos iPhone – det er jo typisk Apple at lancere den nye ringtone-maker (se El Steve’o demonstrere den, hvis du gider), og gøre al den brok over, at man ikke kunne bruge musikken i den som ringetoner, totalt til skamme…