Er jeg bare blevet gammel?

By Jesper W.

ZAP! – en post om krukkeri:

Henne hos Line så jeg referencen til dettehersens designerslashmodel-noget, og efter adskillige forsøg lykkedes det mig enddda at se hele filmklippet – dernæst var det så nær ved at udarte til en ren diskussion m. Puk Sjeldan i Lines kommentar-sektion, så nu migrerer jeg mine meninger herover på hjemmefronten:

- jeg kan godt forstå budskabet i denne video, og det er potentielt sjovt at køre på AD’erens, grafikerens, designerens selvhøjtidelighed, potentielt for at trække et par skridt baglæns fra den og sige “OK, OK, små slag i bolledejen, din Brandes-kæmpe-krukke…”.

Jeg bliver ved med at sige “potentielt”, fordi det ikke lykkes, efter min dybt subjektive mening. Der er bare ingen Frederik Lacour (Peter Frødins bøssoide og hylemorsomme reklame-fjols fra ølreklamerne, FYI) i denne film, der er ingen selvironi, der mangler den indsigt i, hvad der er det både komiske og latterlige ved det pågældende, selviscenesatte segment, for at det ville være en sjov video.

Grunden til, at undertegnede, gråhårede gammelsmølf var adskillige forsøg om at se den til ende var, at jeg fandt den tåkrummende u-morsom og krukket, langt mere krukket og selvfed end de mennesker, den foregav at gøre nar ad.

Nu kan man jo ikke forklare sig til morsomhed, så desværre kan jeg ikke bede om, at man forklarer mig, hvorfor dette skulle være sjovt. Derfor peger jeg, også allerede henne hos Line, i en anden retning:
- er det særligt kreativt fundet på? Og hvis man vil sige noget, om design og kreativitet, eller om de mennesker der tegner den verden, eller om sig selv som del af den, er dette så måden?
Stykket er lavet af Digital Kitchen, og som så meget andet online-snavs, så fremgår det ikke nogen steder, hvad der er formålet med designslashmodel – det er dog nærliggende, at DK forsøger at profilere sig selv, og de forskellige muligheder for at uploade, maile etc. antyder, at de gerne vil have noget web 2.0-streetcred.

Jeg synes bare det er noget værre crap – hvis man er så kreativ, så bør man være i stand til at tegne noget bedre end dette hype-drevne savl, hvis man vil profilere sig, især da når man har budget til det…

Igen: Er jeg bare blevet gammel…?

Jj

Læg en kommentar