For nogle dage siden var der, i Politiken online’s tillæg Tjek, en lille artikel om ferietrends. I den nævnes noget om, at sådan nogle overskudsramte byfamilier m. hus i kartoffelrækkerne tilhører et særligt segment, Gallup kalder det “moderne fællesskabs-orienterede”, en betegnelse, der, sammenholdt med artiklens indhold – og hvad man i øvrigt nemt kan få øje på med hensyn til personlig og familiemæssig branding – er noget underlig.
Jeg mener, hele artiklen – og hele selv-branding-fænomenet i øvrigt – har sgudda såre lidt at gøre med fællesskab.
Eller er det sådan, at på moderne, reklamebureau-dansk betyder “fællesskab”: – at blære sig over for de andre, så de får et fordelagtigt billede af éns eget overskud (dette billede må såmænd gerne være uden forbindelse til virkeligheden; det betydningsfulde er ikke, hvordan vi er, men hvordan de andre tror vi er).
Jeg er faktisk ikke så meget for personlig branding – corporate branding kan være slemt nok, men kan administreres så det er et vækstværktøj (mere herom andetsteds og senere, og tidligere), men på det personlige plan må det næsten gå galt når man bruger den slags begreber.
I nærværende eksempel: Brandet “fællesskabs-orienteret” har intet som helst at gøre med rent faktisk at være det…hvor ynkeligt, egentlig.
