Jeg mener at have opfattet, at vi gennem længere tid har trampet rundt i, hvor individualistiske, selvkørende og egoprofilerende, moderne mennesker – og især det urbane caffe-latte-segment – er.
“- ikke som i gamle da’e, næææh, hvor folk gjorde som autoriteterne bød og agerede halehæng for trends, dikteret ovenfra…” – i dag finder man mode i marskandisere og musik på MySpace, ik’?
Men ak, nej – så skøn er drømmen, men selvsamme pseudo-underground-urban-segment higer med såvel lys som lygte efter nogen at lade sig diktere af, og seneste skud på De Nye Autoriteters Træ er lesbiske, kan Politiken orientere os om.
Vi er åbenbart trætte af, at det er bøsserne, der fortæller os hvad der er tjekket (for seksuel overbevisning har, det ved enhver, en klar effekt på et menneskes stilbevidsthed), og pigerne, som er til piger, er trætte af, at det ikke er cool at være betonlebbe – gad vide, hvordan nogen beslutter, at Djuna Barnes & Rosa Lux (som begge er nævnt i linkede artikel, ellers havde jeg sgudda ikke vidst, at de skulle headlines “lebbe-DJ”) er mest interessante, fordi de er til damer.
Jeg synes bare, de er nogle fede DJs, men det er måske ikke nok?
Djuna med sin lesbiske mixerpult
Det er den samme tendens, der fører med sig, at tosser og fladpander som “the Paris Hilton school of mentally challenged, but morally flexible bimbos” ikke bare er blevet berømte uden at have præsteret noget som helst, de skal naturligvis også designe ting, og der skal være et af de lange (20 sek) indslag i de landsdækkende nyheder, når én af dem bliver klippet, fuld, fængslet eller løsladt.
Who gives a flying fuck?
- det gør alle, der alligevel ikke rigtigt tror på, at individet inden i dem selv er godt nok, og stadigvæk leder efter de mest trendy rollemodeller…
