I Politiken’s virtuelle tillæg Tjek kan man for tiden læse en lille artikel, der handler om folks elevator-vaner i stormagasiner & centre – kort fortalt handler den om, at man kan få folk til at tage trapperne, med en lidt bedre personlig sundhed til følge, ved at sætte skilte op.
Hvorfor er det så interessant, måske? – joeh, altså, undersøgelsen viser, at antallet af mennesker, der tager trappen i stormagasiner mere end fordobles, hvis der står et skilt som fortæller, at det er sundt for hjertet, men den viser også, at når skiltene forsvinder, falder folk tilbage, og selvom man må antage, at de stadig ved, at det er sundt at tage trappen, så tager de igen elevator og rulletrapper.
Isoleret set er det måske kun af anekdotisk interesse, men tænk i en lidt større sammenhæng: – vi, eller i hvert fald englænderne, gør ikke af sig selv ting, vi godt ved er gode for os, men vi gør det, når vi får besked på det, og holder op igen, når vi ikke længere får beskeden.
Hvad siger det for eksempel om vores holdning til politik (man vil jo vide, når man er her i bloggen, at jeg har en bestemt mening om dén sag)? – og især, gælder det kun positive beskeder?
Hvis nogen siger til os, at vi skal støtte en bestemt sag, og siger det er godt for os, gør vi det så bare?
Og hvis vi får besked om at gøre noget, der angiveligt er godt, hvad skal man så mene om, at vi straks holder op med det, når ingen presser os?
OK, sig bare, at jeg overfortolker, men jeg mindes om det verdensberømte Milgram Experiment – for dem der ikke gider følge linket, var det dét, hvor en autoritær person instruerede almindelige mennesker i at give et andet menneske kraftige elektriske stød (op til, i visse tilfælde over, 400 volt), og hvor op til 68% af disse, helt almindelige, mennesker gjorde det, uden at sige fra og højst under spage protester.
Er det så også for meget sagt, at vi skal til at tage os lidt sammen…?
