Jeg græmmes – lidt for tit

I dag kan man i web-Politiken læse, at vi danskere, gennem vores officielle talerør (vores politikere, man husker nok, at de taler for os? Vi har jo demokrati) vil stramme våbenlovgivningen i EU, fordi våben er adbad-fyfy og gør os utrygge.

For et par dage siden kunne vi læse i samme avis, at samme talerør støtter ideen om, at vi og vores venner fra USA, m.fl., giver os til arbitrært at uddele våben til civile afghanere, angiveligt så de kan forsvare sig mod Taleban.

- så du og jeg, som borgere i et demokratisk land, tages til indtægt for den holdning, at våben er OK, så længe det kun er sådan nogle sortsmudskede muslim-nogen, der skyder på hinanden.

God weekend.

Autoritets-trendy…?

Jeg mener at have opfattet, at vi gennem længere tid har trampet rundt i, hvor individualistiske, selvkørende og egoprofilerende, moderne mennesker – og især det urbane caffe-latte-segment – er.
“- ikke som i gamle da’e, næææh, hvor folk gjorde som autoriteterne bød og agerede halehæng for trends, dikteret ovenfra…” – i dag finder man mode i marskandisere og musik på MySpace, ik’?

Men ak, nej – så skøn er drømmen, men selvsamme pseudo-underground-urban-segment higer med såvel lys som lygte efter nogen at lade sig diktere af, og seneste skud på De Nye Autoriteters Træ er lesbiske, kan Politiken orientere os om.

Vi er åbenbart trætte af, at det er bøsserne, der fortæller os hvad der er tjekket (for seksuel overbevisning har, det ved enhver, en klar effekt på et menneskes stilbevidsthed), og pigerne, som er til piger, er trætte af, at det ikke er cool at være betonlebbe – gad vide, hvordan nogen beslutter, at Djuna Barnes & Rosa Lux (som begge er nævnt i linkede artikel, ellers havde jeg sgudda ikke vidst, at de skulle headlines “lebbe-DJ”) er mest interessante, fordi de er til damer.

Jeg synes bare, de er nogle fede DJs, men det er måske ikke nok?

Djuna med sin lesbiske mixerpult

Det er den samme tendens, der fører med sig, at tosser og fladpander som “the Paris Hilton school of mentally challenged, but morally flexible bimbos” ikke bare er blevet berømte uden at have præsteret noget som helst, de skal naturligvis også designe ting, og der skal være et af de lange (20 sek) indslag i de landsdækkende nyheder, når én af dem bliver klippet, fuld, fængslet eller løsladt.

Who gives a flying fuck?

- det gør alle, der alligevel ikke rigtigt tror på, at individet inden i dem selv er godt nok, og stadigvæk leder efter de mest trendy rollemodeller…

Dansk, engelsk, engelsk, dansk…

Der er uden tvivl folk, der synes, det er utåleligt krukket, at min blog henne i min professionelle sfære foregår på engelsk.

Der er helt sikkert nogen, der tænker ” – få så lige armene ned, hvor international tror du lige, du er!?”….

Og der er sikkert nogen af alle disse nogen, der har ret – jeg kan godt li’ at skrive på udenlandsk, det tilbyder nogle formuleringsmuligheder, jeg ikke så ofte ville have brugt på dansk.

- men det modsatte gør sig også gældende, på dansk kan man for eksempel sige: “- gider du lige…?” (jeg hører et tørt og nedladende tonefald, men det er måske bare mig), hvor den engelske pendant “- do you mind…?” bare ikke er nær så cool.

Jeg er kort sagt splittet, burde jeg tage kosteskaftet ud af r…. (den stammer klart fra engelsk, den vending, fyi) og droppe krukkeriet, eller er det OK?

Der foreligger ingen undersøgelser, d.v.s. jeg har ikke gjort noget for at finde ud af, om mine udenlandske venner og kontakter overhovedet gider læse hvad jeg skriver (eller om nogen andre gør, for den sags skyld), men jeg vil bare gerne have, at de har chancen.

Min trang til at blande mig gør også, at der f.eks. på LinkedIn er folk i andre lande, der hører min virtuelle stemme, og som jeg gerne vil kunne henvise til noget, der fortæller mere om den professionelle mig…

Du ser nok, jeg er i syv sind….

Hrmn.

Det skal jo ikke hedde sig

Der er vist ingen, der er i tvivl om, at jeg betragter Apple som verdens cool’este virksomhed og har såvel Steve Jobs som Jonathan Ive som en art idoler – nogen vil måske endda påstå, at jeg er evangelistisk herom.

Det er naturligvis helt hen i vejret – Apple har min beundring, fordi firmaet som helhed (og ikke bare deres design, f.eks.) har gjort sig fortjent hertil generelt – men selv henne i Cupertino begås der fehlere….:

Den nye iPod-serie er just kommet ud – og helt ærligt, det er ikke fedt, det nye design.
Disse let buede fronter og super-runde hjørner, samt dimensionerne på jog-wheel’et, får faktisk hele denne serie til at ligne…billige iPod knock-offs.

Det nye familiemedlem, iPhone-uden-phone, a.k.a. iPod Touch, var forudsigelig – og er fed, fordi forlægget iPhone er fed, men produktet giver ikke så megen mening, undtagen for én ting: At flytte hele iTunes-markedet til iPhone og wifi-iPods, mere eller mindre.
Så kan man nemlig også bejle til dem, der ikke er interesserede i en ny telefon, og således berede grunden.

A’propos iPhone – det er jo typisk Apple at lancere den nye ringtone-maker (se El Steve’o demonstrere den, hvis du gider), og gøre al den brok over, at man ikke kunne bruge musikken i den som ringetoner, totalt til skamme…

Jeg tror det ord du leder efter er “Hva’ba!?”…

Her kan du læse en lille artikel i Politikens Tjek om laptops, den har noget at gøre med pris og hvad-får-man-så-for-pengene.

Det jeg undres over heri er det allerførste afsnit: “Acer Aspire 5920 er langt fra testens smukkeste eller mest velbyggede maskine, for nu at sige det mildt. Til gengæld leverer den masser af rå ydelse…”, blablabla. Acer-maskinen vinder så denne “test” i fin stil.

Det er lissom her, overskriften kommer ind i billedet – hvad i alverden er det der sker henne i computerverden?
Hvordan kan det være OK derhenne, at man – for ikke helt små beløb endda – sælger maskiner, der er både grimme og dårligt byggede, fordi de leverer rå ydelse, og så klapper alle i deres små hænder, når vi i stort set alle andre sammenhænge (med lørdagskyllinger som en mulig undtagelse) med høj røst kræver kvalitet og æstetik?

Hvornår var det, at computerbranchen blev fritaget for at leve op til de allermest basale forbrugerkrav, og alligevel tiljubles når de allernådigst leverer noget, der har “rå kraft” (et begreb der i øvrigt kun giver mening for hardcore nørder og computerspil-spillere, ingen andre brugere har nemlig nogensomhelst gavn af “rå kraft” til at skrive word-dokumenter, se billeder og sende emails)…?

Det svarer vel nærmest til at man sælger en nødtørftigt sammenklampet bil uden støddæmpere og med en trækasse i stedet for sæder , og reklamerer med at den kan køre enormt stærkt, eller enormt langt på literen for den sags skyld – en sådan bil-producent ville jo blive grinet ud og aldrig kunne opnå bare skyggen af respekt i branchen igen i resten af sit liv, a’la “…det kan godt være, den er økonomisk, men den er grim og ukomfortabel og går i stykker hele tiden…”.

Og så er der endda ikke sagt et eneste ord om, hvordan denne grimme og dårligt byggede brugeroplevelse udarter, når man tænder for dyret.

Jeg sidder i hvert fald her i mit Mac-elfenbenstårn og er helligt fornærmet – helt ærligt, PC-brugere, nu må I sgu snart til at stille nogle krav til jeres maskiner, som I selv kan bruge til noget.

Jj

P.S. – for mere om sammenligningen mellem biler og computere, se her…

Virtuelt launch-party

Som om jeg ikke har blogs & andre digitale hæng-ud-steder nok, så er der hermed virtuel champagne i anledning af åbningen af: I mit ansigt.

Det er så meningen, at jeg på dette sted udgyder alt og intet, der ikke passer ind i nogle af de andre blogs – det ser nogenlunde ud som følger:

Primus Motor’s Noter – oprettet i forbindelse med det p.t. noget stille netværk Grant’s Chair, emner af generel interesse for kreative professionelle

The Channel – min nyhedskanal & kommentatorsporet, der hører til min professionelle identitet, Jesper W. of Copenhagen. Emnerne her knytter sig mere til mit arbejde & tanker i den forbindelse, kan dog af og til strejfe lidt. På engelsk, man er vel metronational

Jesper W. of Copenhagen – det virtuelle visitkort

Min profil på MySpace – siger sig selv, hvis man kan li’ den slags

Min profil på LinkedIn – en udpræget professionel udgave af MySpace – jeg arbejder en del med at finde ud af, hvordan man bedst udnytter disse “social web services”…

Mit lille videorum på YouTube – øhhh, ja – video-hosting, og sådan noget. Den ukulele-spillende dame er Alison Young, som jeg stiftede bekendtskab med på Eurogel sidste år. Hun bliver ved med at love hun kommer til København snart…

Det er også meningen, at jeg vil bruge denne som en del af det eksperiment, det er at have så mange web 2.0-tilstedeværelser, og så få dem til at hænge sammen på en eller anden måde. Tror jeg nok.