Emnet, altså, det med sammenhænge, og mangel på dem, og vores skrantende evne til ikke at blive helt guldfiske-agtige og reagere på alting, som om vi aldrig har hørt om det før.

“Denne Lars Løkke lyder som en interessant statsministerkandidat – gad vide hvordan han ville klare jobbet…”

Så nu: Artikeltid. Læs og bliv klogere. Eller underholdt. Eller kedet ihjel, hvis det er det, du trænger til.

Jeg kan jo godt li’ at gå sådan lidt videnskabeligt-agtigt til værks, så jeg tror lige, jeg peger på noget af den art, som kunne være relevant: Mennesket er et dyr, der har været en lang evolution om at blive tobenet og intelligent.
Først for nylig har der været overskud til sådan noget luksus som om- og eftertanke – vi har mange, mange generationer mere øvelse i at reagere instinktivt, end i at reagere med omtanke.

Sagen er bare, at vi har skabt en verden, hvor omtanke efterhånden er enormt vigtig, men vi er stadig langt mere tilbøjelige til at bruge de instinkter, vi har så lang tids erfaring (og succes) med.
Det er det, jeg mener med evnen til at se sammenhænge – vi har den faktisk, fra naturens hånd. Man kunne endda sige, at høj intelligens netop er evnen til at se sammenhænge ud over de åbenlyse. Men de sammenhænge, vi har skullet se hidtil, har været af quasi-mekanisk art: “Hvad sker der med denneher sten, hvis jeg slår til den med min pind”-type opgaver.

– eller “hvor langt kan jeg kaste bæ hvis jeg opfinder slyngen?”…

Ikke “hvilken effekt vil det have på den sociale dynamik i min stamme over de næste 5-10 år, hvis værdien af skinnende sten bliver sat højere end værdien af mad”-type opgaver.
- eller andre opgaver, der indeholder komplekse problemstillinger, abstraktioner og lange tidshorisonter.

Denne sidste type opgaver kræver det omtanke at forholde sig til, og omtanke kræver øvelse, lige som alt andet. Men vi øver os ikke, og en del af grunden til det er (surprise, surprise) vores medielandskab…
Død og ødelæggelse, sensationer, afsløringer og chock fylder aviser (af papir såvel som pixels) og nyhedsudsendelser, og du har sikkert tit hørt om, hvordan aviserne favoriserer det, fordi det sælger.
Det gør en masse ting, både ved mediebilledet selv og ved samfundet, som vi i øvrigt heller ikke rigtigt får diskuteret, og så har det også en anden effekt, som er grunden til, at det sælger: – alle disse “BØH!”-artikler giver dig et mildt adrenalin-rush.

Når nogen råber “BØH!” og får dig til at fare sammen, aktiveres et af de ældste og dybeste instinkter, “fight-or-flight”-mekanismen.
Adrenalin frigives i kroppen, som lukker ned for alle processer der ikke er til umiddelbar fordel for at slås eller få røven med sig (d.v.s. hjerte, muskler og åndedræt, og ikke så meget andet).
Mediernes yndlings-salgstrick (med sex som en sølle nr. 2 langt nede ad rangstigen) holder mediebrugeren i en nær-konstant, mild men distinkt flygt-eller-kæmp-tilstand, en tilstand hvor primitive instinkter vinder over omtanke og besindelse.

Og så reagerer vi på hver enkelt artikel, som var den en indiviuel ting, for sådan er vores instinkter skruet sammen – vi er skabt til at reagere på den enkelte sabeltiger, når vi møder den, ikke til at forholde os til sabeltigeren som fænomen. I hvert fald ikke, så længe den er midt i at angribe os.

SÅ DU SIGER DU IKKE ER I FAMILIE MED KATTEDYRENE DET FINDER JEG VÆLDIG INTERESSANT!

Sagen er bare, er der er tale om det, Skeptic-redaktør Michael Shermer kalder “false positives” – den overvældende majoritet af disse artikler handler jo ikke om noget, der er en trussel, og i de få tilfælde, hvor de gør, er det alt for tit noget, vi alligevel ikke kan gøre noget ved.

Men evolutionen har lært os, at det kan være dyrt at overse en trussel, så vi er hard-wired til hellere at se en fare, hvor der ingen er, end omvendt – det er sabeltiger-princippet igen: Hvis man hører en lyd og tror det er en sabeltiger, og tager fejl, sker der ikke noget, men hvis man tror det ikke er en sabeltiger, og det er, bliver man spist.

Derfor reagerer vi hellere med en sjat adrenalin end med omtanke på en artikel, der grundlæggende er ligegyldig, eller som i hvert fald ikke er nogen trussel – og så reagerer vi, helt ærligt, ret indskrænket.
- og for at gøre det hele endnu værre, så betyder mave-reaktionen på artiklen også, at vi husker detaljerne dårligere, og i stedet danner et “flash bulb memory” om den, og at vi, i vores agiterede tilstand, er mindre tilbøjelige til at lytte til argumenter omkring den (vores instinkter står jo oppe på stolen og fægter med armene og råber “Der er ikke tid til at diskutere det, vi bliver angrebet af en sabeltiger!!”).

Skulle vi ikke begynde at øve os lidt mere i at lade være med det…?

Update: – det er ikke kun død og elendighed, jeg taler om; der er mange andre måder at få os op at ringe på. Se f.eks. Traileren til “Miss Representation”, som i disse dage tager (endnu) en runde på de sociale medier – den er også et glimrende eksempel på, hvordan man, som medie, drejer et glittet, smukt og velproduceret budskab så man får den eftertragtede “Gudddzzz, hvor forfærdeligt”-effekt…

En af måderne, det (selv-defineringen – læs lige første afsnit, vi venter) er problematisk på, er netop spørgsmålet om fangenskabet i samfundet. Der er ingen tvivl om, at rigide samfundsnormer og -strukturer har undertrykt mennesker op gennem historien, ofte med forfærdelige følger, men hvis vi vil undgå andre problemer, der nemt kan blive lige så slemme at stå med, så må vi prøve at forstå selvets rolle, også i dét, bedre.

Samfund er jo skabt af en hel masse selv’er – og hvad der er meget væsentligt: Samfund findes overalt, ikke bare i historien, men også i biologien. Det er derfor rimeligt at foreslå, at det er en naturlig ting for os at slutte os sammen; det er til gavn for os allesammen, at vi hjælpes ad om ting.
Rent udviklingsmæssigt kan man sige, at det enkelte individs selvopholdelsesdrift, der dybest set er egoistisk, er blevet tempereret af, at selv det stærkeste individ aldrig ville kunne klare sig bedre end en gruppe (blandt andet fordi “at klare sig” blandt andet vil sige at stifte familie, et behov der rangerer blandt de allermest basale) – erkendelsen af det sociale selv som en fordel for individet.

Dette er også grunden til, at det selvbillede, vil talte om tilbage i starten af Part I, i virkeligheden er grundlæggende forkert, og kontraproduktivt i forhold til at opnå ganske mange af de ting, mennesker tit gerne vil have for at føle sig tilfredse – verden består ikke af en grå masse, pyntet op med farverige dig som et smukt, skinnende bær på toppen. Verden består af en hel masse andre individer, der grundlæggende er præcis lige som dig. De er forskellige fra dig, klart nok, men forskellene er mindre end lighederne, kan du godt bide dig selv lige midt i næsen på.

- og selv hvis det passede…

Men i diktomien mellem individ og samfund, hvor den anden er det førstes fjende, ligger en grum trussel – risikoen for, at individet glemmer, at dets egen position i verden, trygheden og alle mulighederne for at søge glæde, er absolut afhængig af alle andre individers grundlæggende ret til det samme.
Det kan lade sig gøre at glemme det, selvom man lever midt i det, fordi selvet som sagt er lidt nærsynet. Det ser sine egne omstændigheder langt klarere end de andres, så når et andet individ har brug for noget, er det “samfundet” (som jo er fjenden), men når selvet selv har brug for noget er det individets ret (som er af det gode og ses som en trumf).
Det er en logisk fejl, der kaldes “Special Pleading“, og hvis det lyder som en bagatel for nørder, så forestil dig lige, hvad det betyder, hvis man anlægger denne “det er noget andet, når det er mig”-anskuelse på f.eks. politiske eller samfundsmæssige spørgsmål.
Det vil sige, du behøver faktisk ikke forestille dig det, bare læs aviserne eller se lidt TV – det sker rigtig meget for tiden, og det er altid horribelt.

Man kan selvfølgelig sige “- og hva’ så…?” og håbe at være på den vindende side hver gang – men det efterlader stadig én med et andet problem: – hvis kun selvet selv har den ultimative autoritet til at definere det selv, hvilken værdiskala skal det så gøres efter?

Eller, sagt på en anden måde: – hvis det er selvet selv, der værdisætter selvværdet, er det så overhovedet noget værd?

Det er ikke noget trivielt spørgsmål, og igen kan vi kigge os om og finde nogle bud på et svar.
Det har længe været i nogen (og stigende) grad i fokus, at vi i det moderne samfund skal sørge for, at vores børn vokser op og får et godt og sundt selvværd. Vi forventer af skoler og institutioner, at de skal udstyre børnene med det, og især i USA er det et begreb i høj kurs.
Man iscenesætter konkurrencer hvor ingen taber, laver regler for madpakker så ingen bliver misundelige, og foretager sig alle mulige ting for at forebygge, hvad man forestiller sig er omstændigheder der kan underminere selvværd, og man roser børn for alting for at bygge selvværdet op.
Problemet er, at disse arbitrære mål for værdi ikke skaber børn med større selvværd. Værdierne er ikke afhængige af nogen præstation (man vinder noget, alle andre også vinder, får ros for noget ligegyldigt m.m.), så børnenes sind opdager, at de kommer udefra, og derfor bliver børnene afhængige af den udefra kommende anerkendelse. Ingen anerkendelse, ingen værdi.
Resultatet er børn, der i mange tilfælde vokser op med en nær-patologisk trang til hele tiden at modtage omgivelsernes anerkendelse, uanset hvad de så skal gøre for at opnå den – se evt. det meste af reality-TV-genren og dens stakkels protagonister, der skrupelløst opfører sig som idioter for at blive kigget på.

Men selv denne ynkelige udvej, at fedte for ydre tegn på anerkendelse, har selvet ikke, hvis det selv ansætter værdien – det kan forsøge sig med selvros, men det ved godt, at den eneste udvej er at bilde sig selv ind, at værdien netop kommer af en ydre målestok.
- og da løber det ind i problemer, fordi det er ganske vanskeligt for selvet at tilskrive en ydre kilde betydning, samtidig med at det ønsker at fastholde sin egen absolutte autoritet…

Jeg behøver vist ikke trampe mere i det – igen burde det, med kun få eksempler, være klart, hvor ufedt det må siges at være et selv uden samfund.

- ser sejt ud, men havde det ikke været federe hvis man havde nogen at dele en velfortjent og velplaceret high five med lige nu…?

Hov, hvad pokker? Siger jeg nu, at selvværdet skal komme indefra, efter al denne kritik af selvets utilstrækkelighed? – er det ikke det modsatte af, hvad jeg sagde lige før!?

Nej, jeg har ikke sagt, at selvværdet skal komme indefra, eller for den sags skyld at der er noget galt med selvet.
Lad os tage det sidste først: – alle har et selv, det er vores observatør mod verden, vores visitkort til mennesker vi møder, vores brugerprofil, vores interface (så er det nok af dem – jeg kunne ellers blive ved hele eftermiddagen), og det er naturligt at have et.
Min pointe gennem denne to-parts føljeton (som muligvis danner ophav til en eller flere sequels…) har været, at selvet ikke kan eller bør stå alene. Den eneste grund til at have et selv er jo, at dette selv kan møde andre selv’er, og danne broer og venskaber og skabe samfund og udvikling.

Jeg advarer mod selvet som diktator.

Og selvværdet? – det opstår i en vekselvirkning mellem os selv og omverden, og alle de andre mennesker, der bor i den.
Det er resultat af den erkendelse, at vi har gjort noget, der har en eller anden værdi, også set med andre øjne end lige netop vores egne, og selvom vi ikke er der til at forklare eller forsvare det.

- eller som Dr. Wong formulerer det :” -self-esteem and the ability to like yourself only come after you’ve done something that makes you likable”.

- eller, med et citat fra en Batman-film:” – it’s not who you are underneath, but what you do that defines you”.

Vi ses derude.

Hvis ellers nogen læste min blog her, ville man måske huske at jeg ved flere lejligheder har talt om mening. Det er lidt af en kæphest for mig, kunne man sige. Nærværende post kommer vist også til at handle en del om det – men udgangspunktet er et andet: Dig.

Eller mig.
Eller ham, eller hende.

Jeg taler om individet – vi er alle individer, men tilstanden er på ingen måde statisk.

Over de seneste årtier er der sket en markant forandring i måden, vi er individer på. Meget kort og groft sagt har vi bevæget os fra primært at være defineret af vores kontekst (samfundsborger, familieforsørger, hvad har vi) til primært at definere os selv.
De fleste mennesker ser ud til at betragte dette som positivt, en bevægelse fra fangenskab mod frihed, en hel generation er vokset op med ordet “selvrealisering” som det store, sublime mål med at være til.

Lad os se lidt på alt det her, og prøve at se rigtig godt efter…

start evt. med dette link til en tydelig visualisering af den moderne selvopfattelse: – alle andre er en ensfarvet, homogen masse, som jeg selv træder frem på baggrund af og/eller hæver mig over… det er uklart, om hensigten er ironisk, hvad der i sig selv er ret ironisk.

Hvis vi starter med dette begreb, “selvrealisering”, hvad er så overhovedet dette “selv” for noget? Well, dette skal jo ikke udarte til et åndeligt-filosofisk værk, og jeg er også sådan en praktisk fætter, så jeg vælger at pege på, at et “selv” grundlæggende er en selvbevidst observatør, det vil sige et væsen, der er bevidst om sin egen placering i den verden, der kan observeres.
Det andet led i ordet, “realisering”, ser ud til at betyde “at optimere sin placering og adfærd i den observerede verden, så den er til størst mulig fordel”. For selvet, altså, eftersom det er dét, der realiserer sig.

Det er nogle år siden, at selvrealisering for alvor var på mode, og vi kunne allerede dengang godt se, at det nemt kunne blive lidt egoistisk. Vi var måske mindre opmærksomme på et par andre problemer med dette udgangspunkt, selvet, og optimeringen af det.
For eksempel kunne man jo spørge, hvad “den størst mulige fordel” vil sige, som optimeringsmål betragtet, og der har da også været diskussioner om, hvilken rolle disciplin kunne have i spillet; disciplin er jo evenen til at gøre noget, man ikke umiddelbart har nogen fornøjelse af, til gavn for et langsigtet mål – men hvad nu hvis man mener (som mange gør), at den fordel, man sigter på i sin realiseringsproces, har med øjeblikkelig (og konstant) glæde, lykke og tilfredshed at gøre?
Vil det så sige, at enhver aktivitet, der ikke øjeblikkeligt medfører lykkefølelse eller tilfredshed er uforenelig med realiseringen af selvet?

Det lyder som et retorisk spørgsmål, men vi kan faktisk godt finde et rimeligt godt svar på det. For vi kan spørge folk, og prøve at finde ud af, hvad der kendtetegner oplevelser, der er ledsaget af disse stærke, positive følelser.
Vi kender jo godt følelsen af at have udrettet noget (tilfredshed), følelsen at være blandt venner (glæde) – jeg har ikke lige én for lykke, måske fordi den er dér, hvor de andre mødes på en helt særlig måde.
Anyways, at udrette noget har det med at gøre os tilfredse, ikke på trods af at det var svært, men netop på grund af det (men ikke omvendt – ikke alt, hvad der er svært, er nødvendigvis tilfredsstillende).
Om man er musiker og netop har spillet en fantastisk solo, eller man netop er blevet færdig med at bygge sin egen terasse i baghaven, eller har været ovre i fitness-centret selvom man havde tømmermænd, så fylder oplevelsen én med tilfredshed, ikke fordi man følte sig skidelykkelig imens, men idet man bagefter ser på resultatet, den gennemførte proces, og ved, hvilket arbejde det var.
Det var svært, og meget af tiden ikke særligt skægt, men det var fa’me det værd.

OK, ikke præcis hvad jeg mente – men det lyder faktisk også som en del arbejde…

Lige sådan med den varme og glæde, man kan føle i venners lag (tak for fødselsdagen, allesammen!). Der er en dybde, når man er blevet og forblevet venner over tid – man har sikkert skændtes om et eller andet, ikke set hinanden i perioder, man har været der, når hinanden har haft det skidt, og man har lært at stole på hinanden, kort sagt, et venskab er noget, der har krævet og stadig kræver tid, energi og engagement, og meget af det er ikke nødvendigvis aktiviteter, der strutter af lagkage og balloner. Men det er en del af det at være venner.
Og det er derfor, det giver så stor en glæde.

Alt det her er interessant i forhold til det hersens udgangspunkt, “selvrealisering”, fordi – og det burde være ret tydeligt, selv med så få eksempler – observatøren, selvet, har ganske betydelige vanskeligheder med at observere, og dermed forstå, nok til at afgøre, hvad der er værd at gøre, og hvad der optimerer eller “realiserer” bedst.
Selvet kan hverken se særlig langt i tid eller i rum (det sociale, eller for den sags skyld det fysiske), men i selvrealiseringen giver vi ikke desto mindre selvet den afgørende autoritet til at beslutte, hvem vi skal være.

OK så, det betyder jo bare, at vi skal udvise lidt besindelse over for dette begreb, og jeg har jo selv nævnt, at ordet ikke er nær så meget på mode, som det har været – så hvorfor analysere dette datede begreb?
Fordi en af grundene til, at det ikke er så meget på mode mere, er at det er blevet utilstrækkeligt. Selvrealisering som buzzword gav kun mening, dengang vi lige var på vej ud af det angivelige fangenskab, det var at være defineret af sin rolle i samfundet, og vi går ikke og taler om selvrealisering i dag, fordi vi er alt for selvrealiserede til det.

Vi er blevet selv-definerende i sådan en grad, så vi dårligt forstår, at der findes andet.

Og selvom det lyder godt, kan det gå en og blive et ret stort problem – det vender vi tilbage til i “Jeg og De Andre, Part Deux“. Stay tuned…

Den dér globale økonomiske nedsmeltning, der – i korte træk – skyldtes, at finansinstitutioner verden over havde valgt at basere store dele af deres økonomi på at købe og sælge gæld, som alle godt vidste var værdiløs, men som man pakkede ind og solgte videre til hinanden, og scorede fine profitter på kvartalsregnskaberne. Indtil nogen pludselig erkendte, at kejseren var bukseløs. Den husker du nok.

Bunden gik mere eller mindre ud af dem, fordi det måtte ske; den værdi, de handlede mellem hinanden, var andres gæld, og i samme øjeblik disse andre ikke er i stand til at betale, at understøtte værdien med substans, bliver varen værdiløs.

Jeg har tænkt på, om vi måske er i færd med at gøre noget lignende med andre ting. Ting, som måske er lidt vigtige.

- eller, i hvert fald vigtige by proxy.

Muisk, for eksempel – alle de uundgåelige ørehængere, der hele tiden afløser hinanden i æteren, bliver lavet til hits hen over hovedet på dig. Store selskaber med enorme PR-budgetter vælger, hvad de vil satse på, og de er ikke interesserede i usikre investeringer og folks smag.
De er interesserede i, at deres investeringer giver afkast, og bruger alle de forretningsmæssige midler, de har, til at sikre sig, at masser af mennesker køber deres produkt – de ejer radio- og TV-stationer, musiktjenester og magasiner, og har tjek på, hvordan de får også de medier, de ikke ejer, til at skrive om deres seneste stjerner, og sådan noget.

Du vil måske sige, at det ikke ville virke, hvis ikke produktet var noget, folk synes om – men hvor mange af de store hits ville have været populære, hvis man bare havde hørt dem mellem en masse andre sange, uden ledsagelse af hele PR-maskinen? Kan vi virkelig li’ dem, eller vænner vi os bare hurtigt til dem, og lader os besnære af hypen og overtale af deres allestedsnærvær, måske for ikke at falde ved siden af, når nu alle andre åbenbart er vilde med dem?

update 14/8: – det sidste dér var åbenbart ikke noget dårligt gæt, hvis man skal tro denne artikel fra New York Times. Det er måske også værd at bemærke, at den rette brug af de nævnte hype-mekanismer kan udløse den ballon-effekt, artiklen taler om; vi behøver ikke vide, at de andre kan li’ sangen, det er nok, at vi tror det.

Det samme med mode – der er toneangivende instanser med økonomisk interesse i branchen, som afgør, hvad der nu skal ske, og hvordan du skal klæde dig i næste sæson, og heller ikke her er man interesseret i, om folk synes det er pænt. Man er interesseret i, at det sælger.

Primetime TV: – reality-shows, gameshows, talking heads med letfordøjelige meninger.

Bøger: – Twilight-sagaen. Don’t even get me started.

I alle disse tilfælde betjener man sig af alle tænkelige tricks fra markedsførings-manualerne, og i alle disse tilfælde er der store økosystemer af folk og medier, der spiller den seneste hype frem og tilbage mellem hinanden, og hvis eksistens er helt afhængige af denne interne handel.
De vil sikkert hævde, at de giver folk, hvad folk vil have, men dels er disse økosystemer tilsammen ikke specielt interesserede i, at du har alternativer, og gør hvad de kan for at forhindre dig i at finde dem (Eli Pariser’s “Filter Bubble” kan meget vel tænkes at være én af måderne), dels er de eksperter i at få os til at opføre os, som om de har ret.

Det har de vel lov til, kunne man sige, og måske er jeg bare ved at blive gammel, og føler mig uden for mainstream’en – jeg forstår bare ikke moden, og musikken og den slags.
Men jeg taler ikke om, hvorvidt jeg personligt kan li’ Medina og Seebach og bamsestøvler. Jeg taler om musik, der (måske) savner musisk værdi, litteratur uden litterær værdi (måske), underholdning, som (måske) savner underholdningsværdi, nyheder, som (helt sikkert) savner nyhedsværdi m.m. – kunne det tænkes, at vi er ved at puste en boble op, der, som det jo er tilfældet med bobler, ikke indeholder andet end luft?

Er al den luft måske de grundlæggende værdiløse varer, et landskab af medieselskaber lever af at sælge til hinanden, med os i rollen som de husejere, boligboblen i USA placerede med røven i vejret i en flyttekasse?

Dem, som troede de var i besiddelse af en værdi, som magter uden for deres indflydelse og forståelse havde gjort værdiløs?

Og i så fald, hvad kan det tænkes at gøre ved os, hvis sådan en boble pludselig brister?
Kan vi risikere at stå over for en erkendelse af, at mange af vores livsstilsvalg var hængt op på tomme værdier?

Hvad kan vi have mistet…?

Jeg har passeret 40 og er altså ældgammel, og på trods af mit evigt ungdommelige useende…

How you doin’

- har jeg ikke nogen ønsker om at være ung med de unge. Denne artikel burde således være lige noget for mig – og jeg har da også noget at sige om den, som om så meget andet.

Det har igen noget med mening at gøre (hvis ikke titlen deroppe allerede havde afsløret det), det dér med at læse den, tilskrive den, søge den og, hvis man ikke kan finde den eller ikke bryder sig om den, man finder, fabrikere den.

Artiklen udsiger i store træk det samme, som alle generationer har sagt om “de unge”: – at de er mærkelige og, som man siger i dag, fucked up.
Der er en vis selverkendelse i artiklen (kan en artikel have det?), som om man godt ved, at man bare er en gnaven ældre person, der ikke fatter de unge, og måske er lidt misundelig på deres ungdom og velsignede naivitet, men så alligevel…
Alligevel handler det mest om at forklare, hvordan popidoler som Seebach og Medina definerer, og er defineret af, den påståede tidsånd, og det bliver alt sammen lidt mærkeligt. For eksempel kan man jo sige “Det siger du ikke!” til oplysningen om, at popidoler surfer på de populære bølger – er det ikke det, pop går ud på, kaptajn Åbenlys?

Man kan for resten også, som en anden djævelsk advokat, sætte spørgsmålstegn ved, om der nu også er denne sammenhæng mellem idoler og ungdom; glem ikke, at popmageri er en forretning, som der er obskønt mange penge i, og mange folk er helt enormt gode til den forretning (jeg antager, at pengene er en motiverende faktor) – så køber de unge Seebach og Medina fordi de er det bedste, de nogensinde har hørt, eller bare fordi de er der, er hypet, fordi nogen bare er fantastisk dygtige til at sælge dem?

Seebach og Medina – det er Seebach til venstre

Og her er det så, vi når til det med meningen.

Ser du (hvis du ellers stadig er her), én af de mest almindelige fejl, der begås, når folk undersøger diverse forhold ved verden, er når man forveksler korrelation med kausalitet – man antager, at når man observerer to forhold sammen, så må det ene nødvendigvis være årsag til det andet. Derved kommer man til at betragte det ene forhold som en falsk årsag.

Her: – det er korrekt, at See og Me synger som beskrevet, og det er også korrekt, at nutidens ungdom lever i en verden med meget egofokus, men det betyder ikke nødvendigvis, at SeeMe (så du, hvad jeg lige gjorde der?) er populære på grund af deres repræsentation af en tidsånd. Der kan være tusind andre grunde.
Det er heller ikke sikkert, at de skriver sange sådan, fordi de selv er børn af en ego-verden – der kan være tusind andre grunde til det også.

Os sure gamle knarke, vi kunne nemt blive enige om den mening, der ser ud til at bo i sådan en artikel, nemlig at de unge er fucked up – men det kan også lige så godt tænkes, at vi læser en mening, vi allerede har, ind i nogle påståede fakta, og her er så en anden menings-fælde:
- én ting er, hvad folk siger og skriver på Facebook eller i sange, og noget andet er, hvordan de handler. Hvis vi tror, vi ved alt (eller bare særlig meget) om andre mennesker, baseret på, hvad de ifølge en (også) ukendt trediepart, eller ofte bare ifølge dem selv, mener og siger, så tager vi helt sikkert fejl.

“- Nejnej, det er helt sikkert, han er skrupskør!”

Jeg siger ikke, at artiklen er meningsløs, overhovedet ikke – der er rigtig mange gode tråde i den, og jeg håber du synes den var interessant.
Men jeg håber også, at du kun lige er begyndt at tænke over den, når du er færdig med at læse den, og at du, hvis emnerne interesserer dig, læser andre artikler, taler med folk, og observerer verden omkring dig med dine egne øjne. Jeg håber, at du ikke bare anammer en færdig mening, bare fordi den tilsyneladende er godt begrundet, og det samme gælder for din læsning af nærværende udgydelse (som måske, måske ikke er lige så velfunderet, men jeg er glad og taknemmelig, hvis du stadig er med).

Because as we both know, appearances can be deceiving…

tak til Jesper Friis // cphmass for billede

Politikere er verbale svindlere, skriver retorik-professor Christian Kock i sin nys udkomne bog – og det har han jo ret i.
Men det har de altid været, og det er fordi det ikke alene ikke straffes (som CK, fornuftigt nok, foreslår i oven-linkede artikel), men direkte belønnes: – der er stemmer i det, fordi vi stemmer med maven og husker med røven og i det hele taget bruger vores hoveder foruroligende lidt. Kort sagt.

Men det virkelige problem (og måske berøres det også i bogen, jeg har jo ikke læst den endnu) er, at der er verbale svindlere og sproglige bedragere overalt. Vi snyder med sproget så det står ud af ærmerne, som samfund betragtet – og det mere nære “vi” (som du og jeg, kære læser), vi er medskyldige, når vi lader det fortsætte og blive værre.

Vi glemmer meningen – eller vi er ligeglade med den, hvad der er lige så slemt.

Det snedige ved ord er jo den mening, der ligger i dem. Ord er bæremedium for mening, vi opfandt dem for at transportere mening fra ét sind til et andet, og når vi bruger dem uden at have os det klart på sinde (som man sagde i gamle dage), så bedrager vi dem.
Vi brænder den bro, menneske-arten har bygget for at overkomme svælget, der er imellem individerne.

Når vi bruger udtrykket “en krig på ord” om begivenheder som den verserende Rønn-sag, og beskriver forholdet mellem fru ministeren og de spørgende X’er på den anden side af bordet som en skyttegravskrig, så bruger vi en metafor, der er meget mere præcis end godt er – sådanne to parter forsøger ikke at udveksle mening, men kaster i stedet ord efter hinanden som var de afsikrede håndgranater, i håb om at ét eller flere af dem når at eksplodere mellem hænderne på modparten, før man når at kaste dem tilbage.

Det er ukonstruktivt, det er grimt, og det er også værre end det…

(i parantes bemærket: Denne artikel handler ikke specielt om dén sag, og jeg gider ikke diskutere den – det er bare et eksempel)

Det er værre, fordi vi, når vi lytter til ord, der ikke har til hensigt (eller er i stand til) at overføre mening, øver os i ikke at tillægge og afkode sproget den mening, der er dets eneste grund til at eksistere – ordene bliver løsrevet fra selve begrebet mening, og reduceres til stumpe redskaber man kan slå med.

Og mening er ikke bare det, at man mener hvad man siger – den slags er en utålelig forsimpling, lige som det er altid at kræve objektiv ærlighed af enhver talende. Ting er så meget mere komplekse end det, og det er netop denne kompleksitet, og den helt uvurderlige og uerstattelige rigdom, den indeholder, vi afskærer os selv fra, når vi tillader den ovennævnte løsrivelse at finde sted hele tiden.

Det er sådan her: – forestil dig, at du ser ud over et smukt landskab, lige i den magiske time… den dalende sols gyldne lys, der spiller over den åndeløst betagende sceneri, skønheden der vælter ind ad dine øjne, ind i dit sind, og overskyller det med en vidunderlig følelse… eller forestil dig, at du ser på din elskedes ansigt i skæret af et enkelt stearinlys, hvordan dine øjne inddrikker hver linie i dette ansigt, og du opfyldes af den glæde, det giver dig.

Forestil dig så, at denne synsmæssige oplevelse erstattes, ikke med en sort-hvid udgave (det troede du, jeg ville sige, ikke?), men af en række lysglimt, der i morsekode beskriver landskabet eller personen for dig, eller – hvis du er mere moderne – en lysavis, der et pixeleret ord ad gangen fortæller dig, hvordan landskabet ser ud, eller hvordan det elskede åsyn er formet.

Det er det, vi gør ved vores sproglige oplevelse – vi udpiner den, og erstatter alt det, den burde give os, og sætte os i stand til at give andre, med en meningsforladt surrogat…

Vil du love mig, at du tænker lidt over det? Det betyder meget for mig.

Dagens indlæg indeholder ingen billeder – hvis du stadig er her, tror jeg du måske forstår hvorfor…

- og så var det den toer…

Der var engang, måske cirka da jeg var barn, hvor det at rejse ud i verden med fly var noget stort, indviklet og skræmmende. Den slags oplevelse, som folk forberedte sig på, praktisk og mentalt, flere måneder i forvejen – i modsætning til nu, hvor man bare griber en håndfuld sokker og undertøj og sit pas og hopper på et fly, som var det et S-tog.

Der var også engang, hvor folk hjalp hinanden – i modsætning til nu, hvor verden og dens borgere er blevet både kynisk og kold.

Eller hvad?

Dette er beretningen om en rejse og en oplevelse, der udfordrer begge disse påstande – en rejse, der aldrig var blevet til noget, hvis de var sande, simpelthen.

Det begyndte med en beslutning, som sådan noget har det med at gøre.
Min gode ven Thor og jeg besluttede, at en tur til New York ville være dejligt – midt i maj, godt vejr i Det Store Æble, der var en møbelmesse, vi ville til, og venner i byen, yessir!

New York, here we come!!

Fordi det jo ikke længere er nogen stor sang og dans at flyve, gjorde vi, som man gør i det 21. århundrede: – gik på nettet og købte os en pakke, bestående af ud- og hjemrejse. Vi printede billetter ud, læste om turen på checkmytrip.com, og gav os til at glæde os…

På afrejsedagen, som var en fredag, mødtes vi i god tid, så vidt vi kunne se af klokkeslettene på billetten – der var lidt lang kø ved checkin, men fint nok, vi var som sagt i god tid, og forhastede os ikke. Vi afleverede vores bagage, fik boardingpas, og begav os i et roligt tempo mod gate’en.
Derude blev vi modtaget af det samlede gate-personale, der lidt højspændt spurgte “Er det Jesper og Thor?” – vi var alligevel ikke i så god tid, viste det sig, faktisk var der måske ti minutter til take-off, og vi var de sidste, man manglede.
Jaja, rolig, vi er her, sagde vi med vores afslappede attitude, og afleverede booking-passene. Damen scannede dem og stillede samtidig et spørgsmål, der skulle blive starten på en rejseoplevelse, der kun kan beskrives som surrealistisk:

” – jeres ESTA er i orden, ikke?”

“Hvad er ESTA?”, svarede vi i kor.

Ti sekunders lamslået tavshed i hele gateområdet blev brudt af en eller anden, der i et definitivt tonefald sagde: “Vi bliver nødt til at tage dem af…”.

“Hvad er ESTA for noget?”, spurgte vi.

Der blev ringet til bagage-folk og til kontrolcenter (eller hvad det nu hedder, der hvor bookingerne foregår), og to standby-passagerer fik en god nyhed, imens vi endnu engang spurgte “Hvad fanden er ESTA!?”.

HVAD BETYDER DETTE!?

I løbet af hele vores online-booking, og selv ved checkin i lufthavnen, havde ingen med ét ord nævnt ESTA. Skulle du overveje en rejse til USA, så ved du lige om lidt, hvad det er:

Siden marts måned i år har det været obligatorisk at udfylde en ansøgning til U.S. Department of Homeland Security via Electronic System for Travel Authentication (= E.S.T.A), hvis man vil rejse ind i USA – systemet havde ganske vist eksisteret i et års tid, og formularen er identisk med det aflange, grønne stykke papir, du hidtil har udfyld i flyet, hvor du forsikrer dine amerikanske værter om at du ikke er terrorist, og du skal for resten stadig udfylde papir-udgaven alligevel, men altså: Ingen ESTA, ingen rejse.

Dér står man så. Det er værd at bemærke, at ingen, hverken de tre forskellige rejseagenter, der var involveret (FDM Travel, newyork.dk og SAS), eller endda medarbejderen, der tjekkede vores bagage ind, følte nogen anledning til på nogen måde bare at antyde i forbindelse med vores bestilling af rejsen, at noget sådant som ESTA fandtes, heller ikke selvom det kun havde været obligatorisk i knap to måneder og derfor kunne kaldes noget nyt.
Jeg ved godt, det er éns eget ansvar, men vi er i det 21. århundrede, for pokker! Det kan vel ikke være meningen, at… nå.

“Hvad skal vi så gøre?”

En flink person – den første i en række af dem, bare vent! – fortæller os alt det, du lige har læst, og spørger så om vi vil være interesseret i at rejse med samme fly dagen efter?
YÆS, rejsen lever stadig! “Selvfølgelig!”, siger vi, og han ombooker os på stedet ved hjælp af sin mobiltelefon og sin venlighed. Bagefter viser han os hen til den nærmeste computer med internetforbindelse og hjælper os med at udfylde ESTA-ansøgningerne, der bliver godkendt med det samme (systemet siger, at der kan gå op til 72 timer, men havde vi været lidt tidligere på den denne fredag, kunne vi have nået det før vores oprindelige fly. Første påstand oppe fra indledningen er for alvor begyndt at vakle).

Til sidst tjekker han os ind og udskriver vores boardingpas – det eneste, han ikke kan hjælpe os med er, at vores rejse til New York går via Washington (det var en billig rejse, ik’?), og han kan ikke ombooke indenrigsflyet.

Vi tager det med gåpåmod, synes vi selv – vi finder et fly, eller et tog eller noget, fra Washington til NY, no problemo!

Så dagen er ret meget ved siden af forventningerne: – i stedet for at være på vej til USA går vi nu i stedet ind og ser Iron Man 2 – det smager vel altid lidt af fugl – spiser en sandwich og siger “Vi ses i morgen – SÅ tager vi altså til New York!”.

Jeg tager en udmærket S-tog tilbage til Valby, hvor jeg bor – og så slår idiotien til for alvor: Da jeg står af, efterlader jeg min skuldertaske, medsamt mit pas og boardingpas, i toget, som fortsætter mod Ballerup, eller Frederikssund, eller hvor det nu var på vej hen…. jeg har aldrig efterladt en taske i toget før, og regner ikke med at gøre det igen – har du nogensinde hørt udtrykket “hans hjerte sank helt ned i skoene”?
Nu ved jeg, hvordan det føles; sådan var det at stå i Valby og blive klar over, at anslag nr. 2 mod min rejse til Æblet netop havde ramt, med samme kraft (og lige så uvelkomment) som tusind eksploderende dåser surströmming.

- eller kimchee…

DSB’s service-center gjorde deres bedste, kontaktede endda en S-togfører, hvad der ikke normalt er muligt undtagen i nødtilfælde (spørg mig, om jeg syntes det var tilfældet – kom så, spørg!), og rådede mig i øvrigt til at spørge alle togførerne, når de kom tilbage fra Balle-sund, om de havde fundet noget i toget. Næh, desværre, men en af dem gav mig nummeret til Hittegods, der dog heller ikke havde registreret en gul taske med mit rejsehumør i – “Ring i morgen, vi åbner kl. 7″, opmuntrede de.

Det var ganske vanskeligt at falde til ro denne fredag aften – min forsvarsløse taske, alene i et tog, der allerede ved 20-tiden, da jeg efterlod den der, så småt var ved at fyldes med overstadige, drikkende teenagere fra oplandet… hvis den skulle slippe fra det uden at blive tisset eller kastet op i, skulle der jo mirakler til.

Samtidig viste lidt research, at alternativer som midlertidigt pas var yt; USA kræver rigtigt pas, biometrisk og officielt og antageligvis lavet af en eller anden form for patriotisk grundstof – ingen sedler fra mor, tak.
Det betød, at eneste anden udvej var hastepas-proceduren, som tidligst kunne gennemføres mandag. Crap.

Min rejsekammerat opmuntrede mig til at tænke positivt – “nogen vil finde den, finde noget med dit navn på, og ringe, bare vent, any moment now, vi skal nok komme afsted!”. Tak, min ven, jeg prøver…

Næste morgen. Hittegodskontoret: “Desværre. Hvis toget er blevet bortrangeret, kan der gå til mandag morgen, før nogen registrerer din taske – hvis ellers den er fundet”. Hvorfor pokker ville vi også rejse på en fredag!?

TAAAAA-SKØØØØH….? – aaa-skøøh… aa-skøh….

Shit.

OK, tænk positivt: Jeg pakkede mit grej sammen igen (efter at have fjernet tøj til ca. 1 døgn, som jeg jo ikke længere havde brug for at slæbe med) og gjorde mig klar til et bad – og så ringer telefonen: Det er Thor.

Som fortæller mig, at en rar dame, der hedder Ruth, har fundet min taske.
Med mit boardingpas og pas i.
Og har ringet til SAS, som, i skikkelse af en sød pige ved navn Sarah, har fundet Thors firmanavn på bookingen, Googlet ham, og ringet til ham og givet ham Ruths telefonnummer.
Fik du den? I hvert fald tre trin, involverende to forskellige personer, vildt fremmede for såvel mig som hinanden, der hver især kunne være gået anderledes – og det fortsætter:

Klokken er nu nær ni, og vores fly letter kl. 12.20 – skynder mig at ringe til Ruth, som jeg priser til skyerne og takker igen og igen for hendes hjælp, hun viser sig at bo ca. 15 minutter væk i en taxa, jeg bader hurtigt og styrter ud ad døren og til Rødovre i en taxa, idet jeg kun lader mig forsinke af et besøg i en blomsterbutik for at købe den største buket, jeg kan få.

Ruth, det rare menneske, der handlede i tide, står på gaden (i regnvejr!) og vinker, da jeg kommer, med en cigaret i den ene hånd og min gule taske i den anden – jeg giver hende buketten og verdens største kram og så megen tak mine oratoriske evner formår, og får til gengæld min taske, og en lille bamse for held og lykke på rejsen, er det ikke sødt?

Så hør lige det her: – da jeg har sat mig i taxa’en igen og ræser i retning af Kastrup, åbner jeg tasken for at have styr på mine rejsedokumenter, og opdager, at Ruth har lagt en pose med frugt og en håndfuld chokolader i farvestrålende cellofan ned i den!!

Damn, Ruth, dit rare væsen!
Er folk ikke bare søde, altså? Påstand nr. 2 deroppe holder bare heller ikke.

Læs med lidt endnu, for det er ikke slut: – Sarah, den aktive SAS-medarbejder, der googlede Thor og ringede til ham, spurgte ham for resten også, hvorfor vi var booket til Washington, når der var et direkte fly til New York, vi kunne tage? Vi skulle såmænd bare henvende os i bookingservice i lufthavnen.
Dér var de også supersøde, og gav os valget mellem et lidt tidligere, men ikke direkte fly, og et senere, direkte, samt god til til at tænke over det – vi valgte dør nr. 2, det direkte fly, og blev ombooket igen, stadig uden det havde kostet os en krone ekstra, og udelukkende fordi disse folk ydede en service, de ikke er forpligtet til, men har al mulig grund til at være stolte af, hvis du spørger mig.

Tak, allesammen!

Det direkte fly var lidt forsinket, men på grund af Washington-detour’en ankom vi til den tid, vi havde planlagt, alligevel – skal du lige have den sidste krølle på denne totalt surrealistiske rejse?

Ca. 45 minutter efter vi var landet, stod vi, takket være vores lokale ven Tracy, i en typisk New York-baggård, med røde murstensmure og brandtrapper, som var lavet om til en gårdhave, med bagagen i hånden og omgivet af totalt fremmede, men venlige mennesker, og blev budt velkommen til fødselsdag af Tracys ven Patrick Ferrell, der omfavnede os og sagde “Der er mad dérovre, bare tag fat i en af servitricerne og bestil hvad I har lyst til af drinks, kom og hils på min bror, Will”, der stod i et hjørne sammen med Brooke Shields, som stadig ser fantastisk ud… jeg følte mig som var jeg faldet ned fra månen og landet i drejebogen til en eller anden komedie, der ikke var skrevet helt færdig.

thanks for the warm welcome and cold beers guys!

Så dagens opgave til dig: – prøv at regne ud, hvor mange mennesker, der skulle være søde og hjælpsomme, for at denne historie kunne blive til, og hvor få, der skulle have været egoistiske eller ligeglade for at ødelægge det hele.

Helt galt med verden kan det da ikke være.
Vel?

De unge er enten dumme eller kyniske. Det ser vi tydeligt her og her og i TV og i bussen og allevegne. Pyha, hvordan vi overhovedet skal overleve ved jeg ikke.

- og verden er fuld af galninge, man kan snart ikke træde ud af døren uden at blive overfaldet af økse- og bombemænd. De hedder Lors eller sådan noget.

Verden er af lave, og den er farlig – husk cykelhjelmen, og stol ikke på nogen. Især ikke brune mennesker og videnskabsfolk.

AAAAaaaaarrgggg….!

Hvorfor er der så så megen angst?

Penn har ret: – det er mediernes skyld. Og dermed vores egen.

I dag, hvor jeg skriver dette, er der hele tre overskrifter på forsiden af web-Politiken, som drejer sig om en eksplosion i Bruxelles. Tre.
Hør nu her, jeg kan da godt se, at en ulykke i Belgien med flere døde er en overskrift værd, hvis der ikke er sket andet i dag, men tre artikler, som alle bare siger “Det sagde booom og så var der nogen der døde!”?
Samtidig foregår de vigtigste forhandlinger i Israel-Palæstina-konflikten lige i disse timer, en proces der ifølge kong Abdullah II af Jordan vil betyde forskellen mellem en mulig fred i regionen, og ti år mere med konflikt og krige.

Én overskrift om det – en lille en, langt nede på siden.

Hvorfor?
Fordi indviklet diplomati på højt plan ikke giver læsere – det gør “BØH!” og “BANG!”.

“- men hvis diplomati nu var instrueret af Michael Bay…”
source

Og det er vores egen skyld, det er nemlig os, der lægger penge til, så det kan betale sig for dem – det er ren business.

Desværre er det også den 4. statsmagt, vi taler om, rent bortset fra at pressen burde være én af vores kilder, faktisk en betydningsfuld en, til information og oplysning. Brugen af uddannede journalister, eksistensen af presse-etik m.m. er en slags informationens peer-review, som burde sikre os en vis kvalitet i vores input.

Men når der skal stigende sorte tal på bundlinien, well, så giver man pøblen hvad en ønsker sig og gerne vil betale for – eller det, der holder cirkulationen oppe og/eller bringer clicks og links, så man kan sælge nogle reklamer.

OK, eftersom du stadig er med, her 400 ord senere, så får du det at vide: – det er ikke sandt, hvad de siger.

Nej, det er ikke.
Vi i vesten (den 3. verden har andre problemer, bl.a. os) er mere veluddannede, tryggere og lever længere nu end nogen sinde før – voldsforbrydelser falder i alle vestlige lande, og risikoen for at blive ramt af et terror-angreb er mange gange mindre end risikoen for at blive ramt af lynet eller ædt af en haj.
Selv trafikken, som er størrelsesordener farligere end nogen af de andre ting, vi er bange for, bliver hele tiden sikrere.

helt ærligt, hvor tit ser du det her? – ikke lyve for internettet…

Børnene og de unge i dag, de er klogere og mere indsigtsfulde end nogensinde, de fleste af dem – og de fleste af dem er søde, ved hinanden og ved dem, der er mindre, og nej, de mobber ikke hinanden. De fleste, det meste af tiden, gør ikke.
De har deres at slås med, som alle generationer, men som min blomstermand sagde engang: Da vi var børn, troede alle de voksne, at vi var dømt til at mislykkes, men de fleste af os klarede os faktisk meget godt, så mon ikke børnene i dag også gør det?

(disclaimer: – det er nemt at sige og meget sværere at leve op til, når man selv er forælder)

Men hvad skal der så ske? Skal vi bare leve med, at forskellen mellem, hvad vi siger, skriver og læser om verden, og verden som den i virkeligheden ser ud, bliver større og større?

Eller skal vi gøre et eller andet?

Hvad er tro, og hvad er viden? Well, det går ud over min præmis for denne blog (og ud over mine evner) at fastslå – men jeg har alligevel noget at sige om det… hør lige engang:

Så sent som i dag kan man læse en artikel på Politiken’s webavis, som taler om “the 911 truth” og om hvordan en række kendte danskere støtter denne bevægelse. Hvis du ikke har hørt om det, så er det, kort fortalt, en gruppe(ish) af rigtig mange mennesker, som tror vi er blevet løjet for om hvad der i virkeligheden skete den 11. september 2001.

Nu er der jo ikke noget galt i at tro, så længe man ikke skader nogen, og jeg skal være den sidste til at beklage sund skepsis – faktisk kommer dette indlæg til at handle om lige netop det, men på den helt forkerte måde. Det kommer til at handle om folk, der kæmper imod sund skepsis, sund fornuft og sund viden….

Det bliver nok også lidt langt. Og tekst-tungt. Jeg beklager. Det er ret vigtigt, det her.

Den danske bannerfører for 911-tvivlerne er en kemiker ved navn Niels Harrit – han har en masse at sige om det, men lægger især vægt på to faktorer som fundament for sin skepsis:

1 – der er angiveligt fundet noget, der kaldes nanothermit, ved bygningerne

2 – bygningerne faldt i fritfalds-hastighed

Disse to faktorer (især) giver ham basis for at mene, at bygningerne ikke faldt på grund af fly-kollisionerne, men fordi de blev destrueret med vilje.

Dette er ikke ment som en debunking-artikel, men jeg er nødt til at tage lidt af dether med for at nå min pointe, så let’s do this… *suk*

1- Der er ikke fundet nanothermit ved bygningerne – de “røde flager”, Harrit taler om, minder ham om nanothermit. Flagerne har i øvrigt ingen “chain of evidence” (som man siger på spansk); de blev givet til Harrit af folk, som hævder at have fundet dem ved ground zero lige efter sammenstyrtningen, men han fik dem først flere år senere, i hvilken periode de, selv hvis de er fra stedet, kan være blevet kontamineret sønder og sammen.

2 – Ingen officielle, offentligt tilgængelige data bekræfter fritfalds-teorien – beregninger (som denneher), og almindelig observation viser faktisk noget helt andet. Dertil kommer, at Harrit, som kemiker, måske nok ved en del om den kemiske adfærd hos jern og aluminium, men han er ikke materialefysiker, og slet ikke ingeniør, og han ved intet om at destruere bygninger med eksplosiver.

Men der er jo ikke foretaget nogen officielle, offentligt tilgængelige undersøgelser, hævder Harrit og 911truth – men det er der. Der er mange af dem, udført af allehånde eksperter, både data og konklusioner er offentligt tilgængelige, og de bliver løbende bekræftet af andre eksperter.
Tjek f.eks. denne artikel og dens referencer.

Det, Harrit gør, er at lave sine egne fakta.

OK, lad os skifte spor et øjeblik – har du nogensinde hørt om Gregg Braden?

Han er det, sunde skeptikere kalder pseudo-videnskabsmand, det vil sige en person, der understøtter sine personlige meninger og sin tro med beviser, der skal forestille at være videnskabelige. Folk som han, og Maharishi, L. Ron Hubbard og mange, mange flere, har store skarer af disciple, som bliver tiltrukket af, at de, hos disse guruer, ikke behøver at tro. De kan vide. Det er jo videnskabeligt.

Men guruerne er enten løgnere eller gakgak, eller begge dele – se for eksempel denne video, hvor en eller anden tilfældig fyr ved navn White, med Google og et grundlæggende greb om naturfag på gymnasieniveau, piller en række af Bradens formodet videnskabelige udlægninger i stumper og stykker.

Blandt andet påviser White, hvordan Braden tager kendte videnskabelige principper som f.eks. Schumann-effekten, og misfortolker dem så de passer i hans kram – og hvordan han tager forhold, man rent faktisk kan verificere, og siger ting der ikke passer om dem, som om han har opdaget noget, ingen andre ved (mens der i virkeligheden er tale om ting, ingen andre siger, fordi de er helt ude i hampen).

Han laver sine egne fakta.

Det var bare to eksempler, der er ingen speciel grund til, at det lige var 911 og Braden – ikke andet, end at begge eksempler er ret klassiske og derfor er gode, well, eksempler.

Min pointe med at skrive sådan en lang, og måske kedeligt alvorlig og naiv, diatribe er, at jeg grundlæggende tror på, at det skader verden at tro på den slags folk, og jeg føler trang til at opløfte min egen, beskedne fistelstemme i protest – hvis du har set videoen oppe ved det indledende citat, så ved du lidt om, hvad jeg mener, men der er også mere end det.

Der er det med skepsis.

Det er sundt og produktivt at tvivle og undersøge nærmere, men disse folk, konspirationstosser og pseudovidenskabsfolk, lokker deres fans til at gøre det modsatte: At sætte dømmekraften ud af spillet, at lade være med at tvivle (på dem, guruerne).

Tag ikke ved lære af dem – de er, som sagt, enten skøre, eller også taler de usandt med fuldt overlæg. Udøv kildekritik, søg alternativ be- eller afkræftelse, brug den viden, du har i forvejen, og din fornuft. Lad dem ikke lære dig overtro…

Vi slutter dagens foredrag med et par honorable mentions af mennesker, som vi rent faktisk bør lytte (med sund skepsis) til:

Michael Specter – som jeg især holder af for at sige “kom ikke og påstå at det ikke skader at tro på fup og fiduser” og have hårde data til at bakke det op

James Randi – som har udlovet 1 million dollars til enhver, der kan bevise et hvilket som helst overnaturligt fænomen under kontrollerede forhold

Robert Todd Caroll – forfatter til bogen (og websitet) Skeptic’s Dictionary

Michael Schermer – chefredaktør på Skeptic Magazine

- og hvis du vil diskutere 911, plantepsykologi, Dianetics eller andet hokuspokus med mig, så er det ikke sikkert, jeg tager handsken op – men hvis jeg gør, så taber du.

Her – det er en artikel i web-Politiken, den handler om børn og sol, læs den lige.

Færdig? Her er en anden en, om børn og røg – tjek lige kommentarerne under artiklen, hvis du har to-tre dage og en stærk trang til at få din tro på menneskeheden prøvet.

Så tager vi lidt “comic relief” – her er en fnise-artikel om nogle love og deres formodede, og reelle, virkning.

Jeg tog mest den sidste artikel med, fordi den meget rammende nævner, at de fleste af de idiotiske ting, vi foretager os, er forklædt som “omsorg for børnene”. I dén logik er der ingen grænser, “… så længe det redder bare ét barn”.

Tillad mig at pege på en detalje her: – logikken er i sig selv totalt retarderet. Ifølge dén kan det forsvares at slukke en brand i et børnehjem, og redde beboerne, ved at smide andre børn på flammerne til man har kvalt dem (flammerne, ikke børnene). Det reddede jo adskillige børneliv, ikke? Så må det da være OK!

Nånånå, der er nok nogen der har overdoseret sarkasmen, tænker du måske – men hør lige en gang: – alarmisterne, dem der advarer med høje hyl og skrig mod alting, har fået amerikanske og engelske (og i stigende grad andre) forældre til, i titusindvis, at afvise at få deres børn vaccineret mod MFR, fordi nogle tosser har fået den fikse ide, at der skulle bestå en forbindelse mellem vaccinen og autisme.
(red. note: Det er der ikke – suck it, Jenny McCarthy)

Det har fået antallet af tilfælde af de tre sygdomme til at stige, og børn kan, og vil, dø af dem, hvis de ikke bliver holdt nede. Det er derfor, vi opfandt vaccinen.

Ipso facto: Det er OK at ofre dette barn for at redde hint. Fra autisme, som ikke engang er dødelig.
(eller, det er forsvarligt, ja faktisk vores pligt, at udsætte barn A for langt, langt større fare end den, vi ønsker at beskytte barn B imod, og “barn A” er i virkeligheden et statistisk signifikant antal, mens “barn B” er en forsvindende minoritet)

Phew, det er ikke et emne der sætter én i godt humør, vel?

Men det kan endda være, det er værre endnu.

Alarmisterne deroppe, sol-frygterne og vaccine-exorcisterne og den passive røgs banemænd-m/k’erne – hvad er deres motivation, siger de?
Omsorg! Det ufravigelige krav om absolut sikkerhed for børnene!
Det er også helt sikkert, at de selv tror på det, når de siger det – men hvordan er det omsorg for sit barn at klæde det i heldragt, bare fordi solen skinner?
“Uhada jo, det beskytter jo barnet!!”
Såeh? Mod hvad?
“CANCER, WRAAAAAH-BØØØØH!!!!”
Er det så dét, du siger til dit barn, cancer – eller en eller anden eufemisme om, at solen kommer for at æde dem levende?

Min pointe er, at uanset hvordan du vender og drejer det, så A) er risikoen ved at blive skinnet på af solen i et fornuftigt omfang (som måske inkluderer et par små-skoldninger i løbet af et helt liv) absolut at betragte som minimal, og B) skræmmer du dit barn fra vid og sans, og lærer det at selv den livgivende, varmende sol er noget, der er ude på at slå det ihjel.
Som forælder reducerer det din funktion til rædsels-formidler – solen er dødbringende, og sådan er det! “Her, tag din rumdragt på, min søn…”

OK, så måske er rygnings-eksemplet deroppe mere clean-cut; rygning er jo decideret skadeligt. Der kan vel ikke være noget galt i at beskytte sit barn mod det, vel?
Nej. Absolut ikke.

uhyret under sengen anno 2010

Med mindre, selvfølgelig, man er en perfid idiot.
Så kan der bestemt være noget galt i det.
Igen: – for så vidt “passiv rygning” gennem gulvbrædderne angår, så er der tale om en risiko, der er absurd lille. De der gule vægge og lofter, man altid ser hos rygere, ik’? Det er fordi tjære og nikotin aflejrer sig på enhver overflade, røgen kommer i kontakt med – når den har været igennem en etageadskillelse og nogle vægge, kan du bide dig i næsen på, at selvom man kan lugte den, er den reduceret til netop dét, dårlig lugt. En minimal risiko.

Derimod er bilosen nede fra gaden, som du overhovedet ikke kan lugte, en meget større trussel mod dit barn – hvis man virkelig er så omsorgsfuld, bor man slet ikke i byen, der jo er en dødsfælde.
Det hører også med til historien, at det, man primært lærer sit barn, er at verden er ude på at slå det ihjel (igen), og at andre mennesker er onde og hensynsløse.

Så hvad er situationen? Er disse folk, alarmisterne, så indskrænkede, at de kun kan håndtere to eller tre trusler, som de så til gengæld overdriver langt hinsides absurditet?
- eller er det hele en selvfornægtet øvelse i at virke omsorgsfuld gennem tegneserie-agtigt primærfarvede jeg-er-en-ansvarlig-forælder-valg, rettet mod udvalgte, men komplet idiotiske, mål?

Og hvad er så værst…?