Archive for november 2007

Nu er jeg jo ret glad for blogs, og læser (og kommenterer på) no’le stykker herinde i cyberspace. Jeg synes principielt godt om mediet, og om at man kan affyre sine musings et sted hvor andre kan læse dem, hvis ellers de gider, og endda afgive en kommentar tilbage, hvis de gider dét.
Det betyder ikke, at alt, der står i en blog, er sandt, klogt eller interessant, men den lille diskussion vender jeg måske tilbage til – lige nu er det spørgsmålet om kommentarerne, der optager mig lidt, og som sædvanligt er der også en over-analytisk lang hale på…

Jeg læser som sagt blogs, og vælger gerne nogle der har indhold, man lissom kan tænke lidt over – det skyldes (håber jeg da) som regel, at forfatteren har taget sig tid til at skrive noget fængende, interessant, whatever.
Så skulle man tro, hvis man er naiv som jeg i hvert fald, at kommentarer på sådanne blogs også var interessante, og at disses forfattere havde taget sig tid til at læse teksten ordentligt og tage stilling dertil, og her når vi så humlen for dagens tekst: – Det er sgu ikke altid tilfældet!
Faktisk har jeg bemærket, uden at have ført en egentlig statistik, at noget over halvdelen af blog-kommentarer er mere eller mindre perfid nedrakning, enten af blogejeren eller af de andre kommentører – og det er stadig på “saglige” blogs, altså sådan nogle der handler om noget, og ikke bare selv rakker noget ned (det findes nemlig også).

Det er jo statistisk uholdbart at påstå, at der generelt er flere af alle disse blogs’ læsere, der ikke bare ikke bryder sig om dem, men faktisk vil tage sig tid til at svine ganske voldsomt henne i cyberspace – det er vel nogenlunde fifty-fifty, når man tager et vist udsnit af blogs. Altså må man tro, at det er mere sandsynligt, at en dansk bloglæser sætter fingrene til tastaturet for at møge sig, end for at skrive noget konstruktivt…

angryman

Nåeh? – er det så fordi vi er mere sure end glade, eller er det fordi vi får afløb, anonyme og ansigtsløse i internettets sporløse verden, for en masse vrede, surhed og antipati, som vi ikke tør agere på ude i virkeligheden, fordi vi er så pæne…?

Read Full Post »

Javel, skiltemaler!

I Politiken’s virtuelle tillæg Tjek kan man for tiden læse en lille artikel, der handler om folks elevator-vaner i stormagasiner & centre – kort fortalt handler den om, at man kan få folk til at tage trapperne, med en lidt bedre personlig sundhed til følge, ved at sætte skilte op.

Hvorfor er det så interessant, måske? – joeh, altså, undersøgelsen viser, at antallet af mennesker, der tager trappen i stormagasiner mere end fordobles, hvis der står et skilt som fortæller, at det er sundt for hjertet, men den viser også, at når skiltene forsvinder, falder folk tilbage, og selvom man må antage, at de stadig ved, at det er sundt at tage trappen, så tager de igen elevator og rulletrapper.

Isoleret set er det måske kun af anekdotisk interesse, men tænk i en lidt større sammenhæng: – vi, eller i hvert fald englænderne, gør ikke af sig selv ting, vi godt ved er gode for os, men vi gør det, når vi får besked på det, og holder op igen, når vi ikke længere får beskeden.
Hvad siger det for eksempel om vores holdning til politik (man vil jo vide, når man er her i bloggen, at jeg har en bestemt mening om dén sag)? – og især, gælder det kun positive beskeder?

Hvis nogen siger til os, at vi skal støtte en bestemt sag, og siger det er godt for os, gør vi det så bare?

Og hvis vi får besked om at gøre noget, der angiveligt er godt, hvad skal man så mene om, at vi straks holder op med det, når ingen presser os?

OK, sig bare, at jeg overfortolker, men jeg mindes om det verdensberømte Milgram Experiment – for dem der ikke gider følge linket, var det dét, hvor en autoritær person instruerede almindelige mennesker i at give et andet menneske kraftige elektriske stød (op til, i visse tilfælde over, 400 volt), og hvor op til 68% af disse, helt almindelige, mennesker gjorde det, uden at sige fra og højst under spage protester.

Er det så også for meget sagt, at vi skal til at tage os lidt sammen…?

Read Full Post »

Der gik lige lidt tid, men nu har også jeg fundet ud af, at der er udskrevet noget og hedder valg i DK – og som sådan en, der har en mening om alting, så kan jeg næsten ikke forsvare ikke at køre konceptet gennem maskinen.

Nu har jeg ikke den store tillid til demokratiet p.t., eller det vil sige, systemet er ret godt, ideen om at man arrangerer sig, så folket “at large” kan tilkendegive, hvilken slags samfund man ønsker, og så er der nogen der, af samme folk, udpeges til at realisere det (det repræsentative demokrati, mere specifikt), er god – men det kører sgu ikke så godt, Folk…

Systemet afhænger nemlig af et par menneskelige faktorer, der er helt afgørende:

– omtalte Folk skal sgu tage det alvorligt, for der er et ret stort ansvar ved det. Man skal have en eller anden rimelig grad af samfundsmæssig bevidsthed (i modsætning til samfundsmæssig bevidstløshed, ik’?), og man skal i rimelig grad følge med og justere den, hvis det er nødvendigt.

– omtalte Nogen, der skal realisere Folk’s samfundsmæssige ønske, skal have en tårnhøj integritet, for Folk stoler jo på, at Nogen rent faktisk også gør, og ikke mindst ønsker at gøre, det, Folk beder dem om.

Sådan fungerer det ikke nu, i DK (jeg er ikke gammel nok til at sige noget om, at det gjorde i de go’e gamle dage, og ikke berejst nok til at påstå det virker andre steder) – faktisk har den politiske scene i årevis, og set med mine øjne, set ud som et stadig mere ekstremt eksperiment i at få det til at se ud, som om det er dette velfungerende demokrati, der kører, mens det i virkeligheden mest drejer sig om at foretage sig alt muligt andet end det, Folk ønsker man skal, i stilhed og under stadigt mere indviklede cover stories samt henvisninger til, at enhver, der måtte have et kritisk syn på noget som helst politisk, er maliciøs og købt af modstanderen, og kritikken er så meget hen i vejret, at det slet ikke er nødvendigt at forholde sig til den (meaning: – jeg, som politiker, gør det ikke, og du, som vælger, behøver heller ikke at tage den alvorligt)…

Folk er slet ikke fritaget for ansvar i det hersens noget – vi (for jeg er selv sådan en) er nemlig blevet alt for ego-fokuserede og alt for glade for management-speak, reklame- og coachingsprog og andre kommunikationsmæssige “sugar coatings”, og vi æder næsten hvad som helst, hvis det serveres med disse ingredienser i rette mål: – et budskab, der angår mig personligt (som spindoktor Lotte Hansen siger: “…du kan forholde dig til, om du har lyst til at gå fra arbejdsmarkedet nu eller om fem år, mens det er svært at overskue følgerne af en efterlønsreform.”), nogle buzz-words fra reklameverden (som ellers udmærker sig ved at være spektakulært kortsiget, i modsætning til hvad politik ideelt set bør være) og andre, gerne hjemmelavede, supercharged plus-ord, og så det løse plidder-pladder, sprinkle-sprinkle, og Danskeren tror, der er ved at ske noget, som hun får det bedre af.

– og det har vi ikke lov til, for demokrati er ikke en ret (og slet ikke en ret til at få det som man, rent egoistisk, vil have det!), men en pligt og et ansvar.

The system is broken, Rachel – og derfor har jeg meldt mig ud, og det tager jeg ansvaret for.

Jeg tager også ansvaret for at kalde dansk politik 2007 og deromkring, og valget, for en gang bragesnak og spilfægteri – for hvis det går som en and, og siger som en and…

Jj

edit: – i dag så jeg, på siden af en bus, en reklame for partiet Venstre, som lød noget i retning af “et samfund, selvforsynende med vedvarende energi”. Hvem fanden tror på den slags!? – det har sgudda aldrig været Venstres politik, tværtimod har netop vindmølle-branchen, blandt andre, fået kniven af den siddende regering, men det er åbenbart så ufatteligt ligemeget, hvad man gør i virkeligheden, at man – helt åbenlyst – kan bruge lodret løgn og udsagn der får “mere medvind på cykelstierne” til at lyde rabiat realistisk, i partireklamer…vorherrebevares!

Read Full Post »

%d bloggers like this: