Archive for november 2009

Cykelhjelmen.

giro

Symbolet på, at der er noget der er væltet (et i høj grad tilsigtet lille ordspil der, mange tak).

Hvor gammel er du?
Kan du huske engang, hvor ingen kørte med cykelhjelm? Hvordan vi cyklede gennem en sø af blod og knuste kranier? Ikke?
Men du kender da en, der er død eller blevet hjerneskadet af et styrt på cykel?
Nå.
Men har du selv slået skallen halvt itu ved et fald på en cykel?

Det er helt sikkert forfærdeligt for de involverede, og hvis ellers nogen læste min blog her, ville jeg nok komme til at stå for skud for at bruge sådan noget grufuldt noget til at argumentere for, at samfundet er ved at blive for lidt dumt.

Men hør mig nu alligevel…

Det handler om balance.
Balance mellem forholdsregler og risiko, mellem smart og dumt (“dumt” betyder i denne sammenhæng “ulogisk”, “noget, man ikke rationelt kan forsvare”), mellem kvinder og mænd, fup og fakta – balancer, der er forskudt, og det er ikke så bra.

Det er jo ubestridelig logik, at man bør bruge cykelhjelm, hvis man på nogen måde bekymrer sig om, at man kan ende på den rædselsfulde statistik over cykel-relaterede, kroniske hovedskader.

Det er til gengæld fuldstændig ulogisk at nægte at bære sådan en fanden på sit kranium, under henvisning til at selv den mest velmente designer-cykelhjelm ligner at man har stukket ho’det op i røven på en Transformer.

bumblebee
afbildet: – en af Bumblebee’s hæmorrider

– og få mig nu slet ikke til at nævne de dér absurd idiotiske, grimme, stupide, uklædelige, fjogede hjembetræk (nå, nu nævnte vi dem alligevel)…!

aaaaarghhh
AAAARGH! FÅ DEN TINGEST VÆK FRA MIG!!

Kig lige på de to afsnit – måske er det alligevel ikke hugget i sten, at mænd er logiske, og kvinder følsomme.
Det er vist tydeligt nok, at det første argument er noget, man vil høre fra sin mor (eller kæreste), mens det andet er noget, en mand (f.eks. jeg) kan finde på at sige.

Det tidspunkt er langt overskredet…
– hvor vi dumme, ulogiske mænd kræver at vores synspunkt i dén slags sammenhænge bli’r taget til efterretning, og DU, mand-der-har-valgt-at-bære-cykelhjelm-for-at-slippe-for-diskussionen-med-din-kæreste, står ved at du vil være ulogisk, tjekket (hjelm-wise, om ikke andet), og nægter at lade dig kujonisere af en marginal risiko for at slå hovedet.

angrywoman
vel bli’r hun da ej sur – sig det nu bare!

Ikke bare for at stå ved noget mandigt og dumt (for det ville jo være… well, dumt), men fordi vi – og især vores børn – har brug for at kunne foretage en risikovurdering, endda mange, tit, måske næsten hver dag, uden at gå i panik, og uden at ligge under for et princip om, at ingen risiko er værd at løbe.

Selvfølgelig er der risici, der er værd at løbe – som f.eks. at være sammen med en kvinde, selvom du kan risikere, at hun en dag skrider eller bliver syg og dør, eller at gå uden for sin dør hver dag, også selvom du kan blive ramt af en faldende tagsten, eller snuble ned ad trappen og brække ryggen.
Du gør de ting alligevel, fordi den forventede gevinst, glæde eller fordel står i hvad du vurderer er et rimeligt forhold til risikoen.

Som sagt er hjelmen bare et symbol – symbolet på, at der altid er en skæbne, der er ude efter dig, men selve livet forventer, nej, kræver, at du tager nogle rimelige chancer, i stedet for at forsøge at beskytte dig imod al tænkelig modgang…

– og det totalt uvedkommende dagens-mande-link: Hvis du tror, computerspil er for nørder og overvægtige, forvoksede drengerøve, har du ikke fattet en pind!

Share on Facebook
Reklamer

Read Full Post »

Jaja, joeh, nejmenaltså, det er bare tanker der strør sig selv ud over et gammelt, halvfærdigt indlæg, som hermed har fået nyt liv af en slags…

femininity

Mød Charra og Zee.
Charra har barberet hoved og et sammenbidt udtryk i ansigtet, hun er kampklar – Zee har fyldigt, krøllet sort hår med et tørklæde om og ser måske lidt mere blid ud (de bliver spillet henholdsvis af Sarah Blackman og Nona Gaye, datter af Marvin Gaye, og de er personer i filmen “The Matrix Revolutions”, FYI).
Er det sådan, at Charra er maskulin og Zee feminin, som kvinder betragtet? – og hvis det er tilfældet, hvorfor er det så sådan?

masculinity

Dette er Xander Cage.
Han har tatoveringer og muller (og bliver spillet af Vin Diesel i “XXX”) – er han en maskulin fætter? – og hvis det er tilfældet, er det så fordi vi ved, at han portrætterer en butch fyr, ville det være anderledes hvis vi vidste, han var en af Chippendales eller medlem af “Right said Fred”?

Mit spørgsmål er, om vi ved særligt meget om, hvad vi mere eller mindre automatisk betragter som maskulint og feminint, eller hvorfor.
Sidder det kun i tøjet, eller håret, eller er det i situationen, eller baserer vi det på hvad vi ved i forvejen, mens vi tror eller foregiver, at det er objektivt og nemt at se?
– og hvad med os selv, hvordan definerer vi vores egen M. eller F.?

I modsætning til sædvanligvis med mig, så har jeg ikke noget der ligner et svar på mine egne spørgsmål denne gang.
Jeg ved bare, at ret mange diskussioner om emnet går ganske meget amok (uden jeg lige kan finde nogle passende eksempler på nettet, sådan lige på stående fod, men du ved nok hvad jeg mener), med en masse påstande om det ene eller det andet.
Som om emnet optager os enormt meget, hvilket også er forståeligt, men hvorfor synes jeg, der ellers praler af en vis opfattelsesevne, så at diskussionerne er så uoverskuelige…?

Og så var der disse “Bare Bröst”-aktivister, der tilsyneladende mente, at femininitet defineres af bryster – ikke af hele kroppen, men kun af brysterne. En kamp for kvindelighed udtrykkes derfor ved at bevæge sig topløs omkring i det offentlige rum.
Topløs.
Ikke trusseløs.
Kun topløs.
Basta.

Men hvad betyder alt det her rod?

Man må sgudda begå visse ho’det-under-armen-og-fremad-løb-handlinger indimellem, når man skal finde ud af (ofte “on the fly”, så at sige) hvordan man – som mand – skal respektere kvinders kvindelighed og samtidig anamme sin egen maskulinitet, hvor forholdet mellem de to ting jo klart nok er noget, ingen tilsyneladende har særligt meget styr på alligevel, og i hvert fald på ingen måde er enige om, når diskussionen kører?

Dagens mandlige bonuslink: – skråt op med numerologi, et uoverskueligt sejt navn er noget, man er født med!

Share on Facebook

Read Full Post »

Jeg er mand – dér, jeg har sagt det.
Denne, min blog, der indtil videre har handlet lidt om løst og fast, ik’? Og som jeg ikke har skrevet til i årevis ik’?
– jeg overvejer, om den måske kommer til at handle lidt om mande-ting, sådan som jeg ser dem… ikke at jeg er særligt glad for mere polarisering og “os og dem”-retorik, så det bliver der ikke noget af, men bare sådan ting.

Om – eller for – mænd.
Eller begge dele.

Måske.

Tror vi trænger.

Det kunne f.eks. være noget om film:
– de fleste fyre hader at blive tvangsindlagt til at se tøsefilm. Du ved, sådan nogen, hvor det hele handler om føøøøølelser, og man skal bli’e rørt, og det ender med at de onde græder og de gode ler til toner af violiner og med douche-filter på kameralinsen. “Joooh, skat, jeg synes vel nok den var rigtig sød, og ham der eks-kærsten var også en skiderik… *suk*”.

Nej, altså, drengene vil ha’ noget overfladisk action, ikke, kvinder? Ikke så mange følelser, bare nogle eksplosioner og todimensionelle karakterer, og nogle babser, så de stakkels drenge-sind ikke bliver overbelastet med ting, de ikke kan rumme, og bare får kildet den indre drengerøv.


Aww HELL yeah! Vent, fås den ikke større…? (courtesy of TyRuben Ellison)

Det er nok sådan, det ser ud for jer – men mindst én mand (spoiler: det er mig) bliver ganske nemt rørt, nærmest idiotisk nemt faktisk. Bare ikke over tøsefilm.
Det er tit sådan nogle små ting, der har sneget sig ind i film der ellers ikke ligefrem er “Manon og Kilden” (som også er så røvkedelig, at man overvejer at gnave sin egen arm af for at slippe for at se mere).

“Hvad kunne det være”, spørger du? Well, sådan noget som…

— o —

Scene: Superhelten Elastigirl bliver tvunget til at give sine to børn et lynkursus i virkelighed:

– Remember the bad guys on the shows you used to watch on Saturday mornings? Well, these guys aren’t like those guys – they won’t exercise restraint because you are children. They – will – kill – you, if they get the chance. (Helen Parr/Elastigirl, “The Incredibles”)

— o —

Scene: Holdt i fangenskab at et totalitært regime finder unge Evey Hammond et afskedsbrev til livet, skrevet på toiletpapir af en tidligere, nu død, fange, Valerie. Brevet slutter:

…but what I hope most of all is that you understand what I mean when I tell you that, even though I do not know you, and even though I may never meet you, laugh with you, cry with you, or kiss you, I love you.
With all my heart, I love you.
(Valerie’s letter, “V for Vendetta” – denneher trækker tårer hver eneste gang, også nu)

— o —

Scene: Postapokalyptisk fremtid, vampyrisk super-dræber-kvinde, manden der elsker hende og ikke forstår, hvorfor hun ikke vil lukke nogen ind:

…because these moments, as beautiful as they are….they’re evil when they’re gone. (Violet Song Jat Sharif, “Ultraviolet”)

— o —

Scene: Borebissen, der redder andres liv (nogle rumvæsner, faktisk) ved at ofre sit eget, har et sidste budskab til den kvinde, han elsker:

Don’t cry baby
knew this was one way ticket
but you know I had to come
Love you
Wife

(Virgil “Bud” Brigman, “The Abyss”)

— o —

En slut-note før vi går: – alle danske film er tøsefilm. Stram så op, danske filmindustri, eller vi inddrager klaptræet.

Read Full Post »

%d bloggers like this: