Archive for februar 2010

I lyset af, at frygt er tidens allermest moderne følelse, synes jeg det er på tide, at et relateret begreb, som for tiden henslæber sit liv i skygge, får noget mere opmærksomhed – så derfor, og uden yderligere omsvøb, vil jeg gerne præsentere:

Modet.

Og lad os starte med at få en almen misforståelse af vejen: Mod er ikke det modsatte af frygt.

Mod er at være bange for noget – og så gøre det alligevel. Hvis man ikke føler nogen frygt til at begynde med, har man ikke brug for mod, så frygtløse mennesker er aldrig lige så seje som modige mennesker.
Hvis du er frygtløs, så er det jo ingen præstation, det du tør, vel?

aaron ralston

dette er Aaron Ralston, og han kan fortælle dig lidt om at overvinde din frygt

Af det foregående afsnit burde det stå temmelig klart, at mod ikke er meget værd uden en vis klogskab, omtanke eller hvad man nu vil kalde det.
Det er jo ganske modigt at hoppe ud af en flyver uden faldskærm i 2 km’s højde (noget, alle vist kan blive enige om at være bange for) men med mindre der er en usædvanligt god grund til det, så gavner det jo hverken én selv eller andre at splatte ud mod jorden, om det så var nok så modigt gjort.

Det kalder vi dumdristighed, eller somme tider bare dumhed, og ofte hensynsløshed…

chris mccandless

dette er Chris McCandless, og han er død, fordi han var dumdristig og hensynsløs

Her er et par bud, fra mig og helt subjektive, på hvor vi mangler noget mod – find selv på flere (I Mit Ansigt er meget interaktiv for tiden)

Vores børn, vores fremtid
En undersøgelse for nylig (som jeg fa’me ikke kan finde – anybody?) viste, at mange børn i dag går rundt med ubestemt ondt i maven af ren og skær bekymring. Det er fordi de kan se og høre de voksnes verden, og dén er fuld af BØH! og advarsler og bekymring og frygt, i aviserne og TV.
Hvad den derimod ikke er rig på, er mod – voksne, der rejser sig dristigt op og går i rette med alle disse (som det ser ud for barnet) åbenlyse farer. I stedet sidder de voksne med lange ansigter og suger det til sig, og bliver stille og/eller skifter TV-kanal når børnene kommer, åbenbart (igen, set som barn) fordi truslerne er reelle, og det vil børnene ikke kunne tåle at vide.
Sack up, mom & dad, de små kigger på jer!

Det store egotrip
Det har taget et par årtier, men vi er ved at have opnået den perfekte, selvrealiserende tilstand, ser det ud til. Det håber jeg i hvert fald, så den amokløbne egoisme, der hersker i dag, ikke er til ingen verdens nytte.
Alle ser vi os om i verden og tror, at vi er dens centrum – vi kunne jo snakke om, hvad det gør ved f.eks. demokratiet, at alle tror det er til for lige netop dem, men i dag handler det om noget andet.
Ser du, denne selvrealisering har nemlig haft en besynderlig side-effekt, og den har også noget med mod at gøre.
Fordi selvet er blevet vores første (og alt for tit eneste) horisont, står vi jo næsten altid alene, og det kan vi ikke li’ – sindet er simpelthen bygget til at være sammen med andre. Men vi kan ikke rigtigt finde noget at være sammen om mere, andet end at være bange for “de andre”, noget hjernen er næsten lige så god til som at være social.
Så i stedet for at være rummelige over for det anderledes, det “andet”, kigger vi på hinanden og koordinerer vores frygt for det – det dulmer ensomheden og får os til at tro, vi står sammen med nogen.

Hvad vi så til gengæld åbenlyst ikke gør, så snart vi bliver prøvet – for det kræver nemlig også mod.

larrestation du christ

der var denne gamle historie om en fyr ved navn Jesus, og nogle andre fyre der sagde, de var hans venner, indtil panserne dukkede op – men sådan er vi jo ikke mere, vel?

M og K
*suk* – selvfølgelig skal det også handle om mænnerne og damerne, ikke?
Joeh, det er jo egentlig bare en forlængelse af det ovenstående: – for det ene køn er det andet helt objektivt “det andet”, anderledes, ikke-som-os. Og hold da også lige totalt maul, hvor er vi ikke særligt modige i forhold til hinanden!
Ingen chancer tør vi tage, intet uventet kan eller vil vi håndtere, så vi prøver med alle midler (undtagen mod, selvfølgelig) at imødegå det faktum, at en partner af det andet køn uundgåeligt vil være en person, der med sikkerhed ikke er os selv, men som er lige så kompleks og uforudsigelig.
Allehånde former for overdrevent specifikke datingkoncepter, der skal eliminere usikkerheden allerede før det første møde, eller bare en paratholdning om, at man ved første tegn på uro stikker halen mellem benene og løber, alt hvad remmer og tøj kan holde… på det måske vigtigste punkt af vores liv er vi styret af frygt, og vi nægter at erkende det.

Dér, det var mine tre punkter.

Jeg håber, at jeg har gjort min lillebitte del for begrebet mod – for vi trænger til det.

Og hvis det nu bekymrer dig at skulle til at være så modig så hurtigt, og du måske mener det er for meget at forlange, så får du her til sidst et godt råd fra en meget klog kvinde:

“Do one thing every day that scares you”the Sunscreen Speech, Mary Schmich, 1997

Det er et sted at starte…

Dagens indlæg behøver ikke et urelateret mande-link, eftersom det allerede indeholder adskillige links re. Aaron Ralston – nok en af de mest badass mænd i nyere tid

Share on Facebook

Read Full Post »

Mænd og kvinder har ikke altid været stillet lige i verden.

Det er de stadig ikke.

Men hvem styrer – hvem har det bedst, og er der nogen, der er ofre, og i så fald hvem?

Well, gennem de sidste 40 år eller så har kvinder kæmpet deres egen sag, og kudos til dem for det – de har vundet mange, mange slag, og rent formelt er det nu ikke længere tilladt at forfordele kvinder på basis af deres køn, ikke under nogen som helst omstændigheder.

Det er sgudda flot, fantastisk, tillykke med det kvinder, og… undskyld, I var ikke færdige med at tale?

Nej, for ét af de slag, kvinder har vundet (fordi mænd ikke har været interesseret i lige præcis dén sejr, måske), er det om retten til at hævde, hvem der har det værst.
Er du kvinde, kan du til enhver tid spille kønskortet, og forvente at alle er enige med dig i, at mænd holder dig nede hvor de kan, og dominerer den verden, du lever i.

Men ka’ det nu å’ pas’?

Lad os lige starte med en hurtig quiz:
Én af de mest gennemtrængende historier om mænd og vores dominans over kvinder er den om, hvordan det offentlige rum er fyldt med pornoficerende afbildinger af kvinder – og porno, det ved alle, er jo noget alle mænd kan li’ (den diskussion kan vi eventuelt vende tilbage til en anden dag).

OK, så tag lige et kig på disse billeder, og fortæl mig, hvilket af dem der er fra en såkaldt pornografisk publikation – resten af dem, kan jeg afsløre, er fra dameblade og reklamer.



billede nr. 1


billede nr. 2


billede nr. 3


billede nr. 4


billede nr. 5

Skriv dit bud nede i kommentarfeltet, jeg afslører ikke svaret nu…

(det tog mig ca. 10 minutter og lidt let googling at skrue den der sammen – så hvis du helst vil tro, at det er resultatet af timers forudindtaget research, så må jeg skuffe dig)

Så er der måske nogen, der vil hævde, at det er fordi mode- eller reklamebranchen styres af mænd – men hvis jeg lige må pege på en ting her: Disse brancher er, som alle andre, styret af penge, punktum.
Kvinder har penge i dag, takket være den føromtalte frigørelse, og elsker at bruge dem – måske endda mere end mænd gør, eller i hvert fald i andre forbrugsmønstre.
Når reklamer rettet mod kvinder ser ud, som de gør, så kan du bide dig selv lige midt i næsen på, at det er fordi lortet virker. Hvis kvinder reagerede bare moderat negativt på den slags, ville det forsvinde fra den ene dag til den anden.

Så med mindre I, kvinder, vil argumentere for, at vi, mænd, har hjernevasket jer alle til at bruge jeres penge på jeres behov (tro mig når jeg siger, at det ikke er os, der kræver at I køber det 117. par sko), efter mønstre vi bestemmer, så må I prøve at tage til efterretning, at langt den overvejende tingsliggørelse af jeres køn finder sted takket være jer selv.

Det er et av-av-emne, det her, og jeg har sikkert allerede stukket min hånd i en hvepserede, så vi holder her for i dag – jeg vil bare lige slutte med at sige, at jeg og alle mine mandevenner er ret enige om, at det meste af det vi ser i det såkaldt “pornoficerede” offentlige rum ikke er specielt sexet eller tiltrækkende, og allermindst de indslag i mainstream-moden, som af uforklarlige årsager forsøger at låne fra pornqueen-look’et (for vi, mænd, skal jo generelt også have skylden, når kvinder – og piger, herren hjælpe mig – klæder sig udfordrende fordi det er moderne, og begynder at ligne købedamer. Men vi er faktisk helst fri).



hvad ville du sige hvis jeg påstod, at hun får penge for at se sådan der ud?


– oh, go fuck yourself.

Hvis det var os, der styrede det pis, så det hele meget anderledes, og en hel del bedre, ud.

– og dagens urelaterede mandelink: Badass of the Week.
Nærmere introduktion er helt unødvendig.

Share on Facebook

Read Full Post »

%d bloggers like this: