I lyset af, at frygt er tidens allermest moderne følelse, synes jeg det er på tide, at et relateret begreb, som for tiden henslæber sit liv i skygge, får noget mere opmærksomhed – så derfor, og uden yderligere omsvøb, vil jeg gerne præsentere:
Modet.
Og lad os starte med at få en almen misforståelse af vejen: Mod er ikke det modsatte af frygt.
Mod er at være bange for noget – og så gøre det alligevel. Hvis man ikke føler nogen frygt til at begynde med, har man ikke brug for mod, så frygtløse mennesker er aldrig lige så seje som modige mennesker.
Hvis du er frygtløs, så er det jo ingen præstation, det du tør, vel?
Af det foregående afsnit burde det stå temmelig klart, at mod ikke er meget værd uden en vis klogskab, omtanke eller hvad man nu vil kalde det.
Det er jo ganske modigt at hoppe ud af en flyver uden faldskærm i 2 km’s højde (noget, alle vist kan blive enige om at være bange for) men med mindre der er en usædvanligt god grund til det, så gavner det jo hverken én selv eller andre at splatte ud mod jorden, om det så var nok så modigt gjort.
Det kalder vi dumdristighed, eller somme tider bare dumhed, og ofte hensynsløshed…
Her er et par bud, fra mig og helt subjektive, på hvor vi mangler noget mod – find selv på flere (I Mit Ansigt er meget interaktiv for tiden)…
Vores børn, vores fremtid
En undersøgelse for nylig (som jeg fa’me ikke kan finde – anybody?) viste, at mange børn i dag går rundt med ubestemt ondt i maven af ren og skær bekymring. Det er fordi de kan se og høre de voksnes verden, og dén er fuld af BØH! og advarsler og bekymring og frygt, i aviserne og TV.
Hvad den derimod ikke er rig på, er mod – voksne, der rejser sig dristigt op og går i rette med alle disse (som det ser ud for barnet) åbenlyse farer. I stedet sidder de voksne med lange ansigter og suger det til sig, og bliver stille og/eller skifter TV-kanal når børnene kommer, åbenbart (igen, set som barn) fordi truslerne er reelle, og det vil børnene ikke kunne tåle at vide.
Sack up, mom & dad, de små kigger på jer!
Det store egotrip
Det har taget et par årtier, men vi er ved at have opnået den perfekte, selvrealiserende tilstand, ser det ud til. Det håber jeg i hvert fald, så den amokløbne egoisme, der hersker i dag, ikke er til ingen verdens nytte.
Alle ser vi os om i verden og tror, at vi er dens centrum – vi kunne jo snakke om, hvad det gør ved f.eks. demokratiet, at alle tror det er til for lige netop dem, men i dag handler det om noget andet.
Ser du, denne selvrealisering har nemlig haft en besynderlig side-effekt, og den har også noget med mod at gøre.
Fordi selvet er blevet vores første (og alt for tit eneste) horisont, står vi jo næsten altid alene, og det kan vi ikke li’ – sindet er simpelthen bygget til at være sammen med andre. Men vi kan ikke rigtigt finde noget at være sammen om mere, andet end at være bange for “de andre”, noget hjernen er næsten lige så god til som at være social.
Så i stedet for at være rummelige over for det anderledes, det “andet”, kigger vi på hinanden og koordinerer vores frygt for det – det dulmer ensomheden og får os til at tro, vi står sammen med nogen.
Hvad vi så til gengæld åbenlyst ikke gør, så snart vi bliver prøvet – for det kræver nemlig også mod.

der var denne gamle historie om en fyr ved navn Jesus, og nogle andre fyre der sagde, de var hans venner, indtil panserne dukkede op – men sådan er vi jo ikke mere, vel?
M og K
*suk* – selvfølgelig skal det også handle om mænnerne og damerne, ikke?
Joeh, det er jo egentlig bare en forlængelse af det ovenstående: – for det ene køn er det andet helt objektivt “det andet”, anderledes, ikke-som-os. Og hold da også lige totalt maul, hvor er vi ikke særligt modige i forhold til hinanden!
Ingen chancer tør vi tage, intet uventet kan eller vil vi håndtere, så vi prøver med alle midler (undtagen mod, selvfølgelig) at imødegå det faktum, at en partner af det andet køn uundgåeligt vil være en person, der med sikkerhed ikke er os selv, men som er lige så kompleks og uforudsigelig.
Allehånde former for overdrevent specifikke datingkoncepter, der skal eliminere usikkerheden allerede før det første møde, eller bare en paratholdning om, at man ved første tegn på uro stikker halen mellem benene og løber, alt hvad remmer og tøj kan holde… på det måske vigtigste punkt af vores liv er vi styret af frygt, og vi nægter at erkende det.
Dér, det var mine tre punkter.
Jeg håber, at jeg har gjort min lillebitte del for begrebet mod – for vi trænger til det.
Og hvis det nu bekymrer dig at skulle til at være så modig så hurtigt, og du måske mener det er for meget at forlange, så får du her til sidst et godt råd fra en meget klog kvinde:
“Do one thing every day that scares you” – the Sunscreen Speech, Mary Schmich, 1997
Det er et sted at starte…
Dagens indlæg behøver ikke et urelateret mande-link, eftersom det allerede indeholder adskillige links re. Aaron Ralston – nok en af de mest badass mænd i nyere tid