Archive for juli 2010

(i forventningen om, at dette næppe bliver mit sidste ord om emnet… desværre)

Her – det er en artikel i web-Politiken, den handler om børn og sol, læs den lige.

Færdig? Her er en anden en, om børn og røg – tjek lige kommentarerne under artiklen, hvis du har to-tre dage og en stærk trang til at få din tro på menneskeheden prøvet.

Så tager vi lidt “comic relief” – her er en fnise-artikel om nogle love og deres formodede, og reelle, virkning.

Jeg tog mest den sidste artikel med, fordi den meget rammende nævner, at de fleste af de idiotiske ting, vi foretager os, er forklædt som “omsorg for børnene”. I dén logik er der ingen grænser, “… så længe det redder bare ét barn”.

Tillad mig at pege på en detalje her: – logikken er i sig selv totalt retarderet. Ifølge dén kan det forsvares at slukke en brand i et børnehjem, og redde beboerne, ved at smide andre børn på flammerne til man har kvalt dem (flammerne, ikke børnene). Det reddede jo adskillige børneliv, ikke? Så må det da være OK!

Nånånå, der er nok nogen der har overdoseret sarkasmen, tænker du måske – men hør lige en gang: – alarmisterne, dem der advarer med høje hyl og skrig mod alting, har fået amerikanske og engelske (og i stigende grad andre) forældre til, i titusindvis, at afvise at få deres børn vaccineret mod MFR, fordi nogle tosser har fået den fikse ide, at der skulle bestå en forbindelse mellem vaccinen og autisme.
(red. note: Det er der ikke – suck it, Jenny McCarthy)

Det har fået antallet af tilfælde af de tre sygdomme til at stige, og børn kan, og vil, dø af dem, hvis de ikke bliver holdt nede. Det er derfor, vi opfandt vaccinen.

Ipso facto: Det er OK at ofre dette barn for at redde hint. Fra autisme, som ikke engang er dødelig.
(eller, det er forsvarligt, ja faktisk vores pligt, at udsætte barn A for langt, langt større fare end den, vi ønsker at beskytte barn B imod, og “barn A” er i virkeligheden et statistisk signifikant antal, mens “barn B” er en forsvindende minoritet)

Phew, det er ikke et emne der sætter én i godt humør, vel?

Men det kan endda være, det er værre endnu.

Alarmisterne deroppe, sol-frygterne og vaccine-exorcisterne og den passive røgs banemænd-m/k’erne – hvad er deres motivation, siger de?
Omsorg! Det ufravigelige krav om absolut sikkerhed for børnene!
Det er også helt sikkert, at de selv tror på det, når de siger det – men hvordan er det omsorg for sit barn at klæde det i heldragt, bare fordi solen skinner?
“Uhada jo, det beskytter jo barnet!!”
Såeh? Mod hvad?
“CANCER, WRAAAAAH-BØØØØH!!!!”
Er det så dét, du siger til dit barn, cancer – eller en eller anden eufemisme om, at solen kommer for at æde dem levende?

Min pointe er, at uanset hvordan du vender og drejer det, så A) er risikoen ved at blive skinnet på af solen i et fornuftigt omfang (som måske inkluderer et par små-skoldninger i løbet af et helt liv) absolut at betragte som minimal, og B) skræmmer du dit barn fra vid og sans, og lærer det at selv den livgivende, varmende sol er noget, der er ude på at slå det ihjel.
Som forælder reducerer det din funktion til rædsels-formidler – solen er dødbringende, og sådan er det! “Her, tag din rumdragt på, min søn…”

OK, så måske er rygnings-eksemplet deroppe mere clean-cut; rygning er jo decideret skadeligt. Der kan vel ikke være noget galt i at beskytte sit barn mod det, vel?
Nej. Absolut ikke.


uhyret under sengen anno 2010

Med mindre, selvfølgelig, man er en perfid idiot.
Så kan der bestemt være noget galt i det.
Igen: – for så vidt “passiv rygning” gennem gulvbrædderne angår, så er der tale om en risiko, der er absurd lille. De der gule vægge og lofter, man altid ser hos rygere, ik’? Det er fordi tjære og nikotin aflejrer sig på enhver overflade, røgen kommer i kontakt med – når den har været igennem en etageadskillelse og nogle vægge, kan du bide dig i næsen på, at selvom man kan lugte den, er den reduceret til netop dét, dårlig lugt. En minimal risiko.

Derimod er bilosen nede fra gaden, som du overhovedet ikke kan lugte, en meget større trussel mod dit barn – hvis man virkelig er så omsorgsfuld, bor man slet ikke i byen, der jo er en dødsfælde.
Det hører også med til historien, at det, man primært lærer sit barn, er at verden er ude på at slå det ihjel (igen), og at andre mennesker er onde og hensynsløse.

Så hvad er situationen? Er disse folk, alarmisterne, så indskrænkede, at de kun kan håndtere to eller tre trusler, som de så til gengæld overdriver langt hinsides absurditet?
– eller er det hele en selvfornægtet øvelse i at virke omsorgsfuld gennem tegneserie-agtigt primærfarvede jeg-er-en-ansvarlig-forælder-valg, rettet mod udvalgte, men komplet idiotiske, mål?

Og hvad er så værst…?

Share on Facebook
Reklamer

Read Full Post »

%d bloggers like this: