Archive for februar 2011

Hvad er meningen?

update: – husk at læse 2’eren bagefter

Politikere er verbale svindlere, skriver retorik-professor Christian Kock i sin nys udkomne bog – og det har han jo ret i.
Men det har de altid været, og det er fordi det ikke alene ikke straffes (som CK, fornuftigt nok, foreslår i oven-linkede artikel), men direkte belønnes: – der er stemmer i det, fordi vi stemmer med maven og husker med røven og i det hele taget bruger vores hoveder foruroligende lidt. Kort sagt.

Men det virkelige problem (og måske berøres det også i bogen, jeg har jo ikke læst den endnu) er, at der er verbale svindlere og sproglige bedragere overalt. Vi snyder med sproget så det står ud af ærmerne, som samfund betragtet – og det mere nære “vi” (som du og jeg, kære læser), vi er medskyldige, når vi lader det fortsætte og blive værre.

Vi glemmer meningen – eller vi er ligeglade med den, hvad der er lige så slemt.

Det snedige ved ord er jo den mening, der ligger i dem. Ord er bæremedium for mening, vi opfandt dem for at transportere mening fra ét sind til et andet, og når vi bruger dem uden at have os det klart på sinde (som man sagde i gamle dage), så bedrager vi dem.
Vi brænder den bro, menneske-arten har bygget for at overkomme svælget, der er imellem individerne.

Når vi bruger udtrykket “en krig på ord” om begivenheder som den verserende Rønn-sag, og beskriver forholdet mellem fru ministeren og de spørgende X’er på den anden side af bordet som en skyttegravskrig, så bruger vi en metafor, der er meget mere præcis end godt er – sådanne to parter forsøger ikke at udveksle mening, men kaster i stedet ord efter hinanden som var de afsikrede håndgranater, i håb om at ét eller flere af dem når at eksplodere mellem hænderne på modparten, før man når at kaste dem tilbage.

Det er ukonstruktivt, det er grimt, og det er også værre end det…

(i parantes bemærket: Denne artikel handler ikke specielt om dén sag, og jeg gider ikke diskutere den – det er bare et eksempel)

Det er værre, fordi vi, når vi lytter til ord, der ikke har til hensigt (eller er i stand til) at overføre mening, øver os i ikke at tillægge og afkode sproget den mening, der er dets eneste grund til at eksistere – ordene bliver løsrevet fra selve begrebet mening, og reduceres til stumpe redskaber man kan slå med.

Og mening er ikke bare det, at man mener hvad man siger – den slags er en utålelig forsimpling, lige som det er altid at kræve objektiv ærlighed af enhver talende. Ting er så meget mere komplekse end det, og det er netop denne kompleksitet, og den helt uvurderlige og uerstattelige rigdom, den indeholder, vi afskærer os selv fra, når vi tillader den ovennævnte løsrivelse at finde sted hele tiden.

Det er sådan her: – forestil dig, at du ser ud over et smukt landskab, lige i den magiske time… den dalende sols gyldne lys, der spiller over den åndeløst betagende sceneri, skønheden der vælter ind ad dine øjne, ind i dit sind, og overskyller det med en vidunderlig følelse… eller forestil dig, at du ser på din elskedes ansigt i skæret af et enkelt stearinlys, hvordan dine øjne inddrikker hver linie i dette ansigt, og du opfyldes af den glæde, det giver dig.

Forestil dig så, at denne synsmæssige oplevelse erstattes, ikke med en sort-hvid udgave (det troede du, jeg ville sige, ikke?), men af en række lysglimt, der i morsekode beskriver landskabet eller personen for dig, eller – hvis du er mere moderne – en lysavis, der et pixeleret ord ad gangen fortæller dig, hvordan landskabet ser ud, eller hvordan det elskede åsyn er formet.

Det er det, vi gør ved vores sproglige oplevelse – vi udpiner den, og erstatter alt det, den burde give os, og sætte os i stand til at give andre, med en meningsforladt surrogat…

Vil du love mig, at du tænker lidt over det? Det betyder meget for mig.

Dagens indlæg indeholder ingen billeder – hvis du stadig er her, tror jeg du måske forstår hvorfor…

– og så var det den toer…

Share on Facebook
Reklamer

Read Full Post »

%d bloggers like this: