Archive for juni 2011

Kan du huske finanskrisen?

Den dér globale økonomiske nedsmeltning, der – i korte træk – skyldtes, at finansinstitutioner verden over havde valgt at basere store dele af deres økonomi på at købe og sælge gæld, som alle godt vidste var værdiløs, men som man pakkede ind og solgte videre til hinanden, og scorede fine profitter på kvartalsregnskaberne. Indtil nogen pludselig erkendte, at kejseren var bukseløs. Den husker du nok.

Bunden gik mere eller mindre ud af dem, fordi det måtte ske; den værdi, de handlede mellem hinanden, var andres gæld, og i samme øjeblik disse andre ikke er i stand til at betale, at understøtte værdien med substans, bliver varen værdiløs.

Jeg har tænkt på, om vi måske er i færd med at gøre noget lignende med andre ting. Ting, som måske er lidt vigtige.

– eller, i hvert fald vigtige by proxy.

Muisk, for eksempel – alle de uundgåelige ørehængere, der hele tiden afløser hinanden i æteren, bliver lavet til hits hen over hovedet på dig. Store selskaber med enorme PR-budgetter vælger, hvad de vil satse på, og de er ikke interesserede i usikre investeringer og folks smag.
De er interesserede i, at deres investeringer giver afkast, og bruger alle de forretningsmæssige midler, de har, til at sikre sig, at masser af mennesker køber deres produkt – de ejer radio- og TV-stationer, musiktjenester og magasiner, og har tjek på, hvordan de får også de medier, de ikke ejer, til at skrive om deres seneste stjerner, og sådan noget.

Du vil måske sige, at det ikke ville virke, hvis ikke produktet var noget, folk synes om – men hvor mange af de store hits ville have været populære, hvis man bare havde hørt dem mellem en masse andre sange, uden ledsagelse af hele PR-maskinen? Kan vi virkelig li’ dem, eller vænner vi os bare hurtigt til dem, og lader os besnære af hypen og overtale af deres allestedsnærvær, måske for ikke at falde ved siden af, når nu alle andre åbenbart er vilde med dem?

update 14/8: – det sidste dér var åbenbart ikke noget dårligt gæt, hvis man skal tro denne artikel fra New York Times. Det er måske også værd at bemærke, at den rette brug af de nævnte hype-mekanismer kan udløse den ballon-effekt, artiklen taler om; vi behøver ikke vide, at de andre kan li’ sangen, det er nok, at vi tror det.

Det samme med mode – der er toneangivende instanser med økonomisk interesse i branchen, som afgør, hvad der nu skal ske, og hvordan du skal klæde dig i næste sæson, og heller ikke her er man interesseret i, om folk synes det er pænt. Man er interesseret i, at det sælger.

Primetime TV: – reality-shows, gameshows, talking heads med letfordøjelige meninger.

Bøger: – Twilight-sagaen. Don’t even get me started.

I alle disse tilfælde betjener man sig af alle tænkelige tricks fra markedsførings-manualerne, og i alle disse tilfælde er der store økosystemer af folk og medier, der spiller den seneste hype frem og tilbage mellem hinanden, og hvis eksistens er helt afhængige af denne interne handel.
De vil sikkert hævde, at de giver folk, hvad folk vil have, men dels er disse økosystemer tilsammen ikke specielt interesserede i, at du har alternativer, og gør hvad de kan for at forhindre dig i at finde dem (Eli Pariser’s “Filter Bubble” kan meget vel tænkes at være én af måderne), dels er de eksperter i at få os til at opføre os, som om de har ret.

Det har de vel lov til, kunne man sige, og måske er jeg bare ved at blive gammel, og føler mig uden for mainstream’en – jeg forstår bare ikke moden, og musikken og den slags.
Men jeg taler ikke om, hvorvidt jeg personligt kan li’ Medina og Seebach og bamsestøvler. Jeg taler om musik, der (måske) savner musisk værdi, litteratur uden litterær værdi (måske), underholdning, som (måske) savner underholdningsværdi, nyheder, som (helt sikkert) savner nyhedsværdi m.m. – kunne det tænkes, at vi er ved at puste en boble op, der, som det jo er tilfældet med bobler, ikke indeholder andet end luft?

Er al den luft måske de grundlæggende værdiløse varer, et landskab af medieselskaber lever af at sælge til hinanden, med os i rollen som de husejere, boligboblen i USA placerede med røven i vejret i en flyttekasse?

Dem, som troede de var i besiddelse af en værdi, som magter uden for deres indflydelse og forståelse havde gjort værdiløs?

Og i så fald, hvad kan det tænkes at gøre ved os, hvis sådan en boble pludselig brister?
Kan vi risikere at stå over for en erkendelse af, at mange af vores livsstilsvalg var hængt op på tomme værdier?

Hvad kan vi have mistet…?

Share on Facebook
Reklamer

Read Full Post »

%d bloggers like this: