Archive for the ‘Jesper Wille’ Category

Føj, hvor er det koldt – på trods af, at vi er næsten midt i marts. Derfor kom jeg ikke til Science & Cocktails‘ foredrag med Susan Blackmore i aftes, og har trøstet mig selv ved at se hende tale på Youtube som det skvat, jeg er, rent temperaturmæssigt, i hvert fald.

Det har inspireret mig til, allerede nu – før ovennævnte foredrag er dukket op på nettet, hvad det uden tvivl snart gør – at nedfælde en række ord omkring emnet selv, illusion og fri vilje…

Først: Én af Blackmore’s mere kontroversielle idéer er, at der ikke eksisterer et “Selv”. Der er ikke en ting til stede i verden, der er Jeg, uanset hvor gennemtrængende vi alle føler, at vi har et Jeg og genkender vores Jeg som os selv.
Det er en yderst interessant påstand, og den giver mening set i lyset af hendes grundpræmis: – at for at noget eksisterer, skal det have en substans i den fysiske verden – og vi har i hvert fald hidtil ikke kunnet finde nogen distinkt ting i det levende menneske, der er et Jeg.

Det leder hende til den næste, åbenlyse påstand (det skal indskydes her, at Blackmore på ingen måde er alene om synspunkter som disse), nemlig at den omtalte Selv-oplevelse, vi alle har, er en illusion; vi er gennemtrængende overbevist om, at vi har et selv, men den objektive undersøgelse (hidtil) viser klart, at vi ikke har et – konklusionen er åbenlys.

Den tredie erkendelse er så selvfølgelig, at hvis vi ikke har et selv, og det selv, vi tror vi har, er en illusion, så har vi ikke, hvad vi selv forstår ved fri vilje – den samme natur, som har bragt os til at eksistere i troen på, vi har et selv, lader os også tro, at dette selv kan udøve fri vilje.


indtil S&C’s video kommer op kan du jo se denne fra 2005

Så vidt Sue Blackmore’s synspunkter – nu går vi over til mine. Eftersom hun er en anerkendt videnskabskvinde, forfatter og foredragsholder, og jeg er ejer af en blog med ca. 0 læsere, er det helt logisk at sidestille de to.

Jeg anerkender besværlighederne i forhold til, at vi ikke kan finde ud af, hvor eller hvordan i hjernen, selvet opstår – vi ved, at synsoplevelsen er splittet op, både tidsligt og rumligt, i hjernen, vi ved, at den bevidste oplevelse er ca. 0,5 sekund bagud i forhold til den fysiske verden, og en række andre ting, og vi kender “the binding problem” med at få alt dette til at gå op i den enhed, vi kalder Bevidsthed.

Men jeg kan ikke tilslutte mig “ergo”-hoppet til, at vi intet selv har. Dertil er beviserne for, at vi har et, for overvældende – startende med, at vi alle oplever det, og at vores oplevelser, skønt individuelt forskellige, overordnet er meget lig. Vi kan også, og dette er ret væsentligt, genkende andres Selv’er; det er det, der sker, når vi føler, vi kender nogen, vi kan skelne Peters Selv, set udefra, fra Pouls – selvet kan altså observeres udefra, også selvom det ikke altid helt ser ud, som det gør indefra.

Der ser altså klart ud til at være et underliggende fænomen til stede, også selvom vi (endnu) ikke ved, hvad det er eller hvor det sidder, og det er faktisk uvidenskabeligt at erklære noget for ikke-eksisterende, blot fordi vi ikke kan få øje på det.

Men jeg afviser jo ikke Blackmore et al’s besværligheder, så hvordan bringe de to til at sameksistere, uden at gøre vold på den kritiske tænkning? Well, jeg tænker på det sådan her: – vi har et selv, men det er ikke begrænset til, hvad vi bevidst beslutter er vores Selv. Det omfatter den identitet, der er summen af vores arv og vores erfaringer indtil nu, og som er absolut unik (ingen anden person end dig selv har nogensinde eller vil nogensinde opleve *eksakt* det samme liv som du), og hvoraf det meste er ikke-bevidst. Vores bevidsthed er blot et lille, temporalt betinget udtryk for alt dette.

Det er ikke noget, jeg selv har fundet på – blandt andre Benjamin Libet (som opdagede 0,5 sekunders forsinkelsen, og som Blackmore ofte henviser til) er inde på dette: At Selvet omfatter hele personen, snarere end blot den bevidste del.

Blackmore begår en fejl, simpelthen: Selvet er ikke kun det, bevidstheden beslutter, det er. Hvis det var, havde vi ikke nogen identitet; de fleste mennesker ønsker jo faktisk ret tit at være anderledes, end de er, og mange af os prøver også at foregive, vi er, med vores bevidste handlen, men det ændrer (som vi også tit erfarer) ikke ved vores grundlæggende identitet. Fejlen bunder muligvis i, at hun fejlfortolker Dan Dennett’s afvisning af den cartesiske observatør – Dennett siger ikke, at denne observatør er selvet, men det synes Blackmore at tro, han gør.


Dennett om bevidsthed – blandt andet cartesisk dualitet. Håber du har lavet en kande kaffe.

Hvordan forholder det synspunkt (mit herover beskrevne) sig så til påstanden om selvet som en illusion? Udmærket, tak – jeg kan sagtens erklære mig enig i, at det, vi bevidst oplever, er en stærkt redigeret simulation af vores væren og handlen i dén del af verden, vores sanseapparat på et givent tidspunkt har adgang til. Idéen med bevidsthed er jo ikke at gengive en videnskabeligt objektiv måling af omgivelserne, men at give os et bruger-interface (tak til Tor Nørretranders for denne metafor for bevidsthed) til os selv – og et bruger-interface er beregnet til at give os lige præcis den information, vi har brug for i den givne sammehæng, præsenteret på en måde, der understøtter vores handlen i sammenhængen.
Det er derfor, en bestemt hastighed på cykel bevidst opleves som “weee, sjovt!” når man er på mountainbike-tur i skoven, men som farlig, når man kører i bytrafikken med sit barn på cyklen. Den objektivt målbare hastighed kan være den samme, men den subjektive oplevelse er gennemtrængende ikke den samme, fordi den er fuldstændig betinget af, hvad der giver mening i sammenhængen.

Den opmærksomme læser vil på dette tidspunkt sandsynligvis have regnet ud, hvad jeg således mener om det tredie punkt: Den frie vilje – men jeg skriver det nu alligevel:

– Vi har fri vilje, men den udøves ikke udelukkende af vores bevidsthed. Eller, som en ukendt filosof engang har formuleret det: “Vores hjerne har fri vilje, men vi har ikke”. Jeg anerkender, at ideen om vilje, udøvet af vores underbevidsthed, skræmmer mange mennesker lige så meget som ideen om ikke at have nogen fri vilje, det kan vi måske vende tilbage til en anden gang – men jeg tror, det ville være sundt, hvis vi var mere vant med at tænke over, at vi ikke først og fremmest er bevidste, og at vores Selv ikke først og fremmest er det, vi er bevidste om. Vi træffer mange flere ubevidste beslutninger, end vi går og tror, og en stor del af bevidsthedens job er efterfølgende at skrive dem overbevisende ind i bruger-interface-illusionen.


Steven Pinker ser mere klart end Blackmore gør f.s.v.a. fri vilje, synes jeg

Jeg tror, at det er vigtigt at være skeptisk over for sig selv – bevidsthed er i virkeligheden meget lige som videnskab: Et fantastisk værktøj, fyldt med muligheder for at nå langt, men det udelukker på ingen måde, at man samtidig tænker kritisk over alt, den fortæller én.

Read Full Post »

note: this was originally posted as a mere status update on Facebook, but I want some of my ramblings to go beyond the FB bubble, not sure why…

note II: This particular post is in English, for obvious reasons.

Dear US – what is wrong with you?

Look, it’s one thing to have individuals who will wipe away the tears for the children of Sandy Hook with the back of a hand holding the bible, while the other grips a gun – it’s one thing for some people to say, again, after yet another tragic public shooting and the deaths of more innocent children, that everyone should pray, even though the prayers offered for the many previous times this happened have obviously not worked.
It’s one thing for some to hold that a tragedy like this is somehow an appropriate time to invoke a supposedly benign deity while at the same time upholding, even championing, the idea that what situations like this need is more guns and bullets.

emilieparker_sandyhookthis is Emelie Parker. She lived to be six – her life ended when a madman’s bullet ripped through her little body, doing exactly what bullets are meant to do, and you should never, ever forget that that’s what we are talking about

It’s one thing for some individuals to make some intrinsic connection between the right to own a gun and personal liberty, as if that one thing makes up all of freedom, while I’m sure we all agree that a whole host of other freedom-inhibiting factors are OK: Not everyone can drive a car in any way they please, not everyone can walk into an operating theatre and cut someone open with a scalpel, and, even leaving out deadly violence, it’s still not OK to just smack somebody in the face – your freedom to swing your arm ends where my nose begins, as mr. Tutu said.

Civilized societies fence in personal liberties, when those would cause harm to our fellow human beings – and they should, or we’d be nothing but animals. The right to own a device designed only for one thing, the expedient killing of other people, is one that a civilized society can do, and in fact, would be better off, without.

As a civilized society, US, as a nation – how can you allow this state of affairs to persist? What is wrong with you? Can’t you see that having instruments of death liberally spread out among the general populace, it would be strange if the number of resulting deaths was *not* higher than in societies that don’t allow this?

gunandbulletsthis is a gun and bullets. They are meant for one thing, and one thing only – now look at the picture of Emilie again

Why is there even a discussion? Are you not a civilized country? Will you only go as far as to mourn another classroom full of bullet-riddled children, but not so far as to at least try to make it harder for this to happen yet again? You’re the nation in which *one* shoe-bomber has everybody flying half naked the next day, even if he was actually foiled before any harm was done – but you will do nothing to keep guns away from children, or worse, actually allow people to carry guns into schools?

A friend once wrote that America is the last civilized country in the world that’s afraid of the dark – but being afraid of the dark is for children. It seems ironic that your childish behavior means you fail to protect the lives of actual children, for whom fear of the dark, fear of the boogeyman, the monster under the bed, should be the kind of thing they had to deal with – not a crazed individual with a gun killing them or ripping away a brother or sister or a parent at the blink of an eye.

America, speaking as a friend, don’t you think it’s time you grew up?

Read Full Post »

– og/eller er ligeglade:

(oprindeligt postet som note på Facebook, men det er altså bare ikke det samme… og så kan jeg jo benytte lejligheden til at uddybe lidt)

Så var der lige en artikel på Politiken, i anledning af Greg Smith fra Goldman, Sachs’ offentlige fratrædelsesbrev – og jeg må sige, det er imponerende, så lidt danske journalister åbenbart ved om den internationale økonomi, finanskrisen, Grækenland m.m., og hvor lidt man skammer sig over det – det er jo ligemeget, det er bare de rige, ikke?

Hør så efter, journalisttyper (det gælder også jer andre; jeg har læst lige så indsigtsløse artikler i både Tante B og JP):

– dette handler kun i minimalt omfang om, at rige suger løs på andre rige (Bernie Madoff, og det er vist nogenlunde det). De helt store tabere i det spil, Smith taler om, er almindelige husejere, amatør-investorer, pensionsfonde og skatteydere. Goldman, Sachs, JP Morgan Chase og (før deres kollaps) Lehmann Bros. gik totalt grassat i deres blodrus efter at sælge syntetiske porteføljer til uvidende kunder, som på deres side troede, det var en sikker forretning, blandt andet fordi kreditvurderingsinstitutterne som Standard & Poors og Moody’s var lige så forblændet af ideen om vældige rigdomme som de skrupelløse traders, Smith taler om, og gav disse porteføljer højeste kreditrating.

– denne blodrus havde to virkninger, der især var medvirkede til, at det gik galt – for det første: Investeringsbankernes sult efter aktiver, de kunne pakke pænt ind og sælge, fik låneinstitutter (som f.eks. Countrywide) og banker (som Bank of America) til at smide al fornuft ud ad vinduet og oprette lån for hvemsomhelst, der ville stå stille længe nok. Ingen indkomst-tjek, ingen sikkerhed, i mange tilfælde ikke engang personnumre eller adresser, bare postnumre.
Disse lån var totalt usikre (i en af pakkerne var næsten 20% af dem gået ned efter kun 18 måneder), og blev ikke indgået, for at kreditinstituttet kunne få kunder, men udelukkende for at blive bundtet sammen solgt videre som AAA-ratede pakker.


Nejjj, hvor den f… vent, hvad er det her lugter af?

For det andet: – Investeringsbankerne, der udmærket vidste, hvor uholdbart deres pænt indpakkede lort var (bogstaveligt talt; én Goldman-ansat kaldte på et tidspunkt en bestemt pakke aktiver for “a Sack of Shit” i en intern email), oprettede såkaldte ‘forsikringer’, kaldet Credit Default Swaps, hos firmaer som AIG.
Disse var reelt væddemål: Goldman satsede på, at pakkerne ville gå rabundus – de pakker, de selv havde sammensat og solgt til deres egne klienter – og AIG på at de ikke ville. Gæt, hvem der fik ret – AIG røg på røven (sammen med flere andre ejere af disse CDS’er), fordi de var tvunget til at betale Goldman og Co. større beløb i “forsikring”, end der var råd til.
Man havde nemlig sørget for, via lobbyvirksomhed, at få CDS’er undtaget fra normal forsikringsregulering, og kunne derfor tegne for langt mere, end der var dækning for – CDS’erne var ren spekulation, og var lige så lidt rigtige forsikringer, som de førnævnte lån var rigtige lån.
Om Goldman et al så fik deres penge? Selvfølgelig gjorde de det, via enorme bailouts med skattepenge, blandt andet under TARP-initiativet.
Der var altså penge at hente, først ved at sælge pakkerne til sine klienter (for hvem man systematisk skjulte sin viden om, hvor usikre de var), og så når pakkerne kollapsede (og tog både deres nye ejere og CDS-holderne med ned).

– rigtig mange af køberne af disse “Sack of Shit”-pakker var pensionsfonde, delstater, udenlandske banker og stater, så da hele arrangementet faldt fra hinanden, fordampede millioner af helt almindelige menneskers pensioner, delstater gik konkurs, banker verden over vaklede og måtte understøttes af skattekroner, betalt af deres respektive landes borgere, eller styrtede i grus og tog folks opsparinger med i faldet… vi kender jo historien, den foregår stadig.

Det er også værd at bemærke, at selvom firmaer som AIG og Lehmann gik ned på det, så blev langt de fleste af deres højest rangerende ansatte alligevel absurd rige af disse forretninger, og er i øvrigt i mange tilfælde gået videre til lige så lukrative stillinger i andre finansielle virksomheder. På niveauet for individuel, kortsigtet grådighed er der altså fortsat ingen motivation for ikke at gøre sådan nogle ting, uanset de forretningsmæssige, for ikke at nævne samfundsmæssige, katastrofer, de har medført.


“Greed works” – han var faktisk skurken i den film, det husker man måske?

– en anden form for handel, der viste sig enormt lukrativ for investeringsbankerne, var Currency Swaps, som var den slags handler, Goldman og JP Morgan (blandt andre) lavede med Grækenland. Man vidste godt, at værdien af disse handler var syntetisk og ikke grundlæggende kunne redde landets skrantende økonomi, så samtidig, og bevæbnet med sin insiderviden, investerede man iskoldt store summer imod Grækenlands økonomi – og tjente penge én gang til, da det gik galt.

Den forretningsmodel, Greg Smith ikke længere kan leve med, er, med Matt Taibbis ord, som at binde en fin sløjfe om en vandmelon, kaste den ud ad vinduet fra 50’nde etage, og åbne for investorer: Vinderne er dem, der når at gennemføre deres forretninger, før vandmelonen rammer fortorvet.
I det spil er man på ingen måde interesseret i nogetsomhelst, der ikke er éns egen direkte profit – man vil snyde og lyve for sine kolleger, sine klienter, offenligheden og myndighederne, misbruge sin position og skamride såvel lovgivning som almindelig anstændighed, hvis det er det, der skal til.

Der er tale om en forretningskultur, der ansporer til alt dette, og hvor det eneste der tæller er, at checken er hævet, før vandmelonen splatter ud mod fliserne, uanset hvem der så i øvrigt betaler prisen – og det er faktisk skammeligt af Politiken blot at trække på skulderen og erklære sig ligeglad med, hvad de rige går og laver, og generelt af vores medier, at de ved så lidt om, og interesserer sig så lidt for, disse ting…

Here endeth the lesson, mofos.

Read Full Post »

Her for en uges tid siden havde jeg lejlighed til, på min Facebook-ting, at kommentere denne artikel og dens emnemæssige nærhed (og tidsmæssige; artiklerne er tidsstemplede med kun godt en måneds mellemrum) til denne artikel og et par andre om samme emne – jeg skrev noget i retning af, at vi har problemer med vores evne til at se sammenhænge, og så fortsatte jeg med min dag, mens kommentaren tikkede nedad i det evigt opdaterende Facebook-feed og forsvandt ud i bunden… men jeg blev ved med at tænke på det.

Emnet, altså, det med sammenhænge, og mangel på dem, og vores skrantende evne til ikke at blive helt guldfiske-agtige og reagere på alting, som om vi aldrig har hørt om det før.


“Denne Lars Løkke lyder som en interessant statsministerkandidat – gad vide hvordan han ville klare jobbet…”

Så nu: Artikeltid. Læs og bliv klogere. Eller underholdt. Eller kedet ihjel, hvis det er det, du trænger til.

Jeg kan jo godt li’ at gå sådan lidt videnskabeligt-agtigt til værks, så jeg tror lige, jeg peger på noget af den art, som kunne være relevant: Mennesket er et dyr, der har været en lang evolution om at blive tobenet og intelligent.
Først for nylig har der været overskud til sådan noget luksus som om- og eftertanke – vi har mange, mange generationer mere øvelse i at reagere instinktivt, end i at reagere med omtanke.

Sagen er bare, at vi har skabt en verden, hvor omtanke efterhånden er enormt vigtig, men vi er stadig langt mere tilbøjelige til at bruge de instinkter, vi har så lang tids erfaring (og succes) med.
Det er det, jeg mener med evnen til at se sammenhænge – vi har den faktisk, fra naturens hånd. Man kunne endda sige, at høj intelligens netop er evnen til at se sammenhænge ud over de åbenlyse. Men de sammenhænge, vi har skullet se hidtil, har været af quasi-mekanisk art: “Hvad sker der med denneher sten, hvis jeg slår til den med min pind”-type opgaver.


– eller “hvor langt kan jeg kaste bæ hvis jeg opfinder slyngen?”…

Ikke “hvilken effekt vil det have på den sociale dynamik i min stamme over de næste 5-10 år, hvis værdien af skinnende sten bliver sat højere end værdien af mad”-type opgaver.
– eller andre opgaver, der indeholder komplekse problemstillinger, abstraktioner og lange tidshorisonter.

Denne sidste type opgaver kræver det omtanke at forholde sig til, og omtanke kræver øvelse, lige som alt andet. Men vi øver os ikke, og en del af grunden til det er (surprise, surprise) vores medielandskab…
Død og ødelæggelse, sensationer, afsløringer og chock fylder aviser (af papir såvel som pixels) og nyhedsudsendelser, og du har sikkert tit hørt om, hvordan aviserne favoriserer det, fordi det sælger.
Det gør en masse ting, både ved mediebilledet selv og ved samfundet, som vi i øvrigt heller ikke rigtigt får diskuteret, og så har det også en anden effekt, som er grunden til, at det sælger: – alle disse “BØH!”-artikler giver dig et mildt adrenalin-rush.

Når nogen råber “BØH!” og får dig til at fare sammen, aktiveres et af de ældste og dybeste instinkter, “fight-or-flight”-mekanismen.
Adrenalin frigives i kroppen, som lukker ned for alle processer der ikke er til umiddelbar fordel for at slås eller få røven med sig (d.v.s. hjerte, muskler og åndedræt, og ikke så meget andet).
Mediernes yndlings-salgstrick (med sex som en sølle nr. 2 langt nede ad rangstigen) holder mediebrugeren i en nær-konstant, mild men distinkt flygt-eller-kæmp-tilstand, en tilstand hvor primitive instinkter vinder over omtanke og besindelse.

Og så reagerer vi på hver enkelt artikel, som var den en individuel ting, for sådan er vores instinkter skruet sammen – vi er skabt til at reagere på den enkelte sabeltiger, når vi møder den, ikke til at forholde os til sabeltigeren som fænomen. I hvert fald ikke, så længe den er midt i at angribe os.


“SÅ DU SIGER DU IKKE ER I FAMILIE MED KATTEDYRENE DET FINDER JEG VÆLDIG INTERESSANT!”

Sagen er bare, er der er tale om det, Skeptic-redaktør Michael Shermer kalder “false positives” – den overvældende majoritet af disse artikler handler jo ikke om noget, der er en trussel, og i de få tilfælde, hvor de gør, er det alt for tit noget, vi alligevel ikke kan gøre noget ved.

Men evolutionen har lært os, at det kan være dyrt at overse en trussel, så vi er hard-wired til hellere at se en fare, hvor der ingen er, end omvendt – det er sabeltiger-princippet igen: Hvis man hører en lyd og tror det er en sabeltiger, og tager fejl, sker der ikke noget, men hvis man tror det ikke er en sabeltiger, og det er, bliver man spist.

Derfor reagerer vi hellere med en sjat adrenalin end med omtanke på en artikel, der grundlæggende er ligegyldig, eller som i hvert fald ikke er nogen trussel – og så reagerer vi, helt ærligt, ret indskrænket.
– og for at gøre det hele endnu værre, så betyder mave-reaktionen på artiklen også, at vi husker detaljerne dårligere, og i stedet danner et “flash bulb memory” om den, og at vi, i vores agiterede tilstand, er mindre tilbøjelige til at lytte til argumenter omkring den (vores instinkter står jo oppe på stolen og fægter med armene og råber “Der er ikke tid til at diskutere det, vi bliver angrebet af en sabeltiger!!”).

Skulle vi ikke begynde at øve os lidt mere i at lade være med det…?

Update: – det er ikke kun død og elendighed, jeg taler om; der er mange andre måder at få os op at ringe på. Se f.eks. Traileren til “Miss Representation”, som i disse dage tager (endnu) en runde på de sociale medier – den er også et glimrende eksempel på, hvordan man, som medie, drejer et glittet, smukt og velproduceret budskab så man får den eftertragtede “Gudddzzz, hvor forfærdeligt”-effekt…

🙂

Share on Facebook

Read Full Post »

Du har læst 1’eren, og ventet en hel uge i åndeløs spænding – vansmægt ej længere, for lige efter denne sætning fortsætter føjletonen om os selv, vores selv, og selvets værd…:

En af måderne, det (selv-defineringen – læs lige første afsnit, vi venter) er problematisk på, er netop spørgsmålet om fangenskabet i samfundet. Der er ingen tvivl om, at rigide samfundsnormer og -strukturer har undertrykt mennesker op gennem historien, ofte med forfærdelige følger, men hvis vi vil undgå andre problemer, der nemt kan blive lige så slemme at stå med, så må vi prøve at forstå selvets rolle, også i dét, bedre.

Samfund er jo skabt af en hel masse selv’er – og hvad der er meget væsentligt: Samfund findes overalt, ikke bare i historien, men også i biologien. Det er derfor rimeligt at foreslå, at det er en naturlig ting for os at slutte os sammen; det er til gavn for os allesammen, at vi hjælpes ad om ting.
Rent udviklingsmæssigt kan man sige, at det enkelte individs selvopholdelsesdrift, der dybest set er egoistisk, er blevet tempereret af, at selv det stærkeste individ aldrig ville kunne klare sig bedre end en gruppe (blandt andet fordi “at klare sig” blandt andet vil sige at stifte familie, et behov der rangerer blandt de allermest basale) – erkendelsen af det sociale selv som en fordel for individet.

Dette er også grunden til, at det selvbillede, vil talte om tilbage i starten af Part I, i virkeligheden er grundlæggende forkert, og kontraproduktivt i forhold til at opnå ganske mange af de ting, mennesker tit gerne vil have for at føle sig tilfredse – verden består ikke af en grå masse, pyntet op med farverige dig som et smukt, skinnende bær på toppen. Verden består af en hel masse andre individer, der grundlæggende er præcis lige som dig. De er forskellige fra dig, klart nok, men forskellene er mindre end lighederne, kan du godt bide dig selv lige midt i næsen på.



- og selv hvis det passede…

Men i diktomien mellem individ og samfund, hvor den anden er det førstes fjende, ligger en grum trussel – risikoen for, at individet glemmer, at dets egen position i verden, trygheden og alle mulighederne for at søge glæde, er absolut afhængig af alle andre individers grundlæggende ret til det samme.
Det kan lade sig gøre at glemme det, selvom man lever midt i det, fordi selvet som sagt er lidt nærsynet. Det ser sine egne omstændigheder langt klarere end de andres, så når et andet individ har brug for noget, er det “samfundet” (som jo er fjenden), men når selvet selv har brug for noget er det individets ret (som er af det gode og ses som en trumf).
Det er en logisk fejl, der kaldes “Special Pleading“, og hvis det lyder som en bagatel for nørder, så forestil dig lige, hvad det betyder, hvis man anlægger denne “det er noget andet, når det er mig”-anskuelse på f.eks. politiske eller samfundsmæssige spørgsmål.
Det vil sige, du behøver faktisk ikke forestille dig det, bare læs aviserne eller se lidt TV – det sker rigtig meget for tiden, og det er altid horribelt.

Man kan selvfølgelig sige “- og hva’ så…?” og håbe at være på den vindende side hver gang – men det efterlader stadig én med et andet problem: – hvis kun selvet selv har den ultimative autoritet til at definere det selv, hvilken værdiskala skal det så gøres efter?

Eller, sagt på en anden måde: – hvis det er selvet selv, der værdisætter selvværdet, er det så overhovedet noget værd?

Det er ikke noget trivielt spørgsmål, og igen kan vi kigge os om og finde nogle bud på et svar.
Det har længe været i nogen (og stigende) grad i fokus, at vi i det moderne samfund skal sørge for, at vores børn vokser op og får et godt og sundt selvværd. Vi forventer af skoler og institutioner, at de skal udstyre børnene med det, og især i USA er det et begreb i høj kurs.
Man iscenesætter konkurrencer hvor ingen taber, laver regler for madpakker så ingen bliver misundelige, og foretager sig alle mulige ting for at forebygge, hvad man forestiller sig er omstændigheder der kan underminere selvværd, og man roser børn for alting for at bygge selvværdet op.
Problemet er, at disse arbitrære mål for værdi ikke skaber børn med større selvværd. Værdierne er ikke afhængige af nogen præstation (man vinder noget, alle andre også vinder, får ros for noget ligegyldigt m.m.), så børnenes sind opdager, at de kommer udefra, og derfor bliver børnene afhængige af den udefra kommende anerkendelse. Ingen anerkendelse, ingen værdi.
Resultatet er børn, der i mange tilfælde vokser op med en nær-patologisk trang til hele tiden at modtage omgivelsernes anerkendelse, uanset hvad de så skal gøre for at opnå den – se evt. det meste af reality-TV-genren og dens stakkels protagonister, der skrupelløst opfører sig som idioter for at blive kigget på.

Men selv denne ynkelige udvej, at fedte for ydre tegn på anerkendelse, har selvet ikke, hvis det selv ansætter værdien – det kan forsøge sig med selvros, men det ved godt, at den eneste udvej er at bilde sig selv ind, at værdien netop kommer af en ydre målestok.
– og da løber det ind i problemer, fordi det er ganske vanskeligt for selvet at tilskrive en ydre kilde betydning, samtidig med at det ønsker at fastholde sin egen absolutte autoritet…

Jeg behøver vist ikke trampe mere i det – igen burde det, med kun få eksempler, være klart, hvor ufedt det må siges at være et selv uden samfund.



– ser sejt ud, men havde det ikke været federe hvis man havde nogen at dele en velfortjent og velplaceret high five med lige nu…?

Hov, hvad pokker? Siger jeg nu, at selvværdet skal komme indefra, efter al denne kritik af selvets utilstrækkelighed? – er det ikke det modsatte af, hvad jeg sagde lige før!?

Nej, jeg har ikke sagt, at selvværdet skal komme indefra, eller for den sags skyld at der er noget galt med selvet.
Lad os tage det sidste først: – alle har et selv, det er vores observatør mod verden, vores visitkort til mennesker vi møder, vores brugerprofil, vores interface (så er det nok af dem – jeg kunne ellers blive ved hele eftermiddagen), og det er naturligt at have et.
Min pointe gennem denne to-parts føljeton (som muligvis danner ophav til en eller flere sequels…) har været, at selvet ikke kan eller bør stå alene. Den eneste grund til at have et selv er jo, at dette selv kan møde andre selv’er, og danne broer og venskaber og skabe samfund og udvikling.

Jeg advarer mod selvet som diktator.

Og selvværdet? – det opstår i en vekselvirkning mellem os selv og omverden, og alle de andre mennesker, der bor i den.
Det er resultat af den erkendelse, at vi har gjort noget, der har en eller anden værdi, også set med andre øjne end lige netop vores egne, og selvom vi ikke er der til at forklare eller forsvare det.

– eller som Dr. Wong formulerer det :” -self-esteem and the ability to like yourself only come after you’ve done something that makes you likable”.

– eller, med et citat fra en Batman-film:” – it’s not who you are underneath, but what you do that defines you”.

Vi ses derude.

🙂

Share on Facebook

Read Full Post »

“… the best way to increase your happiness is to stop worrying about being happy and instead divert your energy to nurturing the social bonds you have with other people … If there’s one thing you’re going to focus on, focus on that. Let all the rest come as it will.”June Gruber

Hvis ellers nogen læste min blog her, ville man måske huske at jeg ved flere lejligheder har talt om mening. Det er lidt af en kæphest for mig, kunne man sige. Nærværende post kommer vist også til at handle en del om det – men udgangspunktet er et andet: Dig.

Eller mig.
Eller ham, eller hende.

Jeg taler om individet – vi er alle individer, men tilstanden er på ingen måde statisk.

Over de seneste årtier er der sket en markant forandring i måden, vi er individer på. Meget kort og groft sagt har vi bevæget os fra primært at være defineret af vores kontekst (samfundsborger, familieforsørger, hvad har vi) til primært at definere os selv.
De fleste mennesker ser ud til at betragte dette som positivt, en bevægelse fra fangenskab mod frihed, en hel generation er vokset op med ordet “selvrealisering” som det store, sublime mål med at være til.

Lad os se lidt på alt det her, og prøve at se rigtig godt efter…


start evt. med dette link til en tydelig visualisering af den moderne selvopfattelse: – alle andre er en ensfarvet, homogen masse, som jeg selv træder frem på baggrund af og/eller hæver mig over… det er uklart, om hensigten er ironisk, hvad der i sig selv er ret ironisk.

Hvis vi starter med dette begreb, “selvrealisering”, hvad er så overhovedet dette “selv” for noget? Well, dette skal jo ikke udarte til et åndeligt-filosofisk værk, og jeg er også sådan en praktisk fætter, så jeg vælger at pege på, at et “selv” grundlæggende er en selvbevidst observatør, det vil sige et væsen, der er bevidst om sin egen placering i den verden, der kan observeres.
Det andet led i ordet, “realisering”, ser ud til at betyde “at optimere sin placering og adfærd i den observerede verden, så den er til størst mulig fordel”. For selvet, altså, eftersom det er dét, der realiserer sig.

Det er nogle år siden, at selvrealisering for alvor var på mode, og vi kunne allerede dengang godt se, at det nemt kunne blive lidt egoistisk. Vi var måske mindre opmærksomme på et par andre problemer med dette udgangspunkt, selvet, og optimeringen af det.
For eksempel kunne man jo spørge, hvad “den størst mulige fordel” vil sige, som optimeringsmål betragtet, og der har da også været diskussioner om, hvilken rolle disciplin kunne have i spillet; disciplin er jo evenen til at gøre noget, man ikke umiddelbart har nogen fornøjelse af, til gavn for et langsigtet mål – men hvad nu hvis man mener (som mange gør), at den fordel, man sigter på i sin realiseringsproces, har med øjeblikkelig (og konstant) glæde, lykke og tilfredshed at gøre?
Vil det så sige, at enhver aktivitet, der ikke øjeblikkeligt medfører lykkefølelse eller tilfredshed er uforenelig med realiseringen af selvet?

Det lyder som et retorisk spørgsmål, men vi kan faktisk godt finde et rimeligt godt svar på det. For vi kan spørge folk, og prøve at finde ud af, hvad der kendtetegner oplevelser, der er ledsaget af disse stærke, positive følelser.
Vi kender jo godt følelsen af at have udrettet noget (tilfredshed), følelsen at være blandt venner (glæde) – jeg har ikke lige én for lykke, måske fordi den er dér, hvor de andre mødes på en helt særlig måde.
Anyways, at udrette noget har det med at gøre os tilfredse, ikke på trods af at det var svært, men netop på grund af det (men ikke omvendt – ikke alt, hvad der er svært, er nødvendigvis tilfredsstillende).
Om man er musiker og netop har spillet en fantastisk solo, eller man netop er blevet færdig med at bygge sin egen terasse i baghaven, eller har været ovre i fitness-centret selvom man havde tømmermænd, så fylder oplevelsen én med tilfredshed, ikke fordi man følte sig skidelykkelig imens, men idet man bagefter ser på resultatet, den gennemførte proces, og ved, hvilket arbejde det var.
Det var svært, og meget af tiden ikke særligt skægt, men det var fa’me det værd.


OK, ikke præcis hvad jeg mente – men det lyder faktisk også som en del arbejde…

Lige sådan med den varme og glæde, man kan føle i venners lag (tak for fødselsdagen, allesammen!). Der er en dybde, når man er blevet og forblevet venner over tid – man har sikkert skændtes om et eller andet, ikke set hinanden i perioder, man har været der, når hinanden har haft det skidt, og man har lært at stole på hinanden, kort sagt, et venskab er noget, der har krævet og stadig kræver tid, energi og engagement, og meget af det er ikke nødvendigvis aktiviteter, der strutter af lagkage og balloner. Men det er en del af det at være venner.
Og det er derfor, det giver så stor en glæde.

Alt det her er interessant i forhold til det hersens udgangspunkt, “selvrealisering”, fordi – og det burde være ret tydeligt, selv med så få eksempler – observatøren, selvet, har ganske betydelige vanskeligheder med at observere, og dermed forstå, nok til at afgøre, hvad der er værd at gøre, og hvad der optimerer eller “realiserer” bedst.
Selvet kan hverken se særlig langt i tid eller i rum (det sociale, eller for den sags skyld det fysiske), men i selvrealiseringen giver vi ikke desto mindre selvet den afgørende autoritet til at beslutte, hvem vi skal være.

OK så, det betyder jo bare, at vi skal udvise lidt besindelse over for dette begreb, og jeg har jo selv nævnt, at ordet ikke er nær så meget på mode, som det har været – så hvorfor analysere dette datede begreb?
Fordi en af grundene til, at det ikke er så meget på mode mere, er at det er blevet utilstrækkeligt. Selvrealisering som buzzword gav kun mening, dengang vi lige var på vej ud af det angivelige fangenskab, det var at være defineret af sin rolle i samfundet, og vi går ikke og taler om selvrealisering i dag, fordi vi er alt for selvrealiserede til det.

Vi er blevet selv-definerende i sådan en grad, så vi dårligt forstår, at der findes andet.

Og selvom det lyder godt, kan det gå en og blive et ret stort problem – det vender vi tilbage til i “Jeg og De Andre, Part Deux“. Stay tuned…

Share on Facebook

Read Full Post »

Kan du huske finanskrisen?

Den dér globale økonomiske nedsmeltning, der – i korte træk – skyldtes, at finansinstitutioner verden over havde valgt at basere store dele af deres økonomi på at købe og sælge gæld, som alle godt vidste var værdiløs, men som man pakkede ind og solgte videre til hinanden, og scorede fine profitter på kvartalsregnskaberne. Indtil nogen pludselig erkendte, at kejseren var bukseløs. Den husker du nok.

Bunden gik mere eller mindre ud af dem, fordi det måtte ske; den værdi, de handlede mellem hinanden, var andres gæld, og i samme øjeblik disse andre ikke er i stand til at betale, at understøtte værdien med substans, bliver varen værdiløs.

Jeg har tænkt på, om vi måske er i færd med at gøre noget lignende med andre ting. Ting, som måske er lidt vigtige.

– eller, i hvert fald vigtige by proxy.

Muisk, for eksempel – alle de uundgåelige ørehængere, der hele tiden afløser hinanden i æteren, bliver lavet til hits hen over hovedet på dig. Store selskaber med enorme PR-budgetter vælger, hvad de vil satse på, og de er ikke interesserede i usikre investeringer og folks smag.
De er interesserede i, at deres investeringer giver afkast, og bruger alle de forretningsmæssige midler, de har, til at sikre sig, at masser af mennesker køber deres produkt – de ejer radio- og TV-stationer, musiktjenester og magasiner, og har tjek på, hvordan de får også de medier, de ikke ejer, til at skrive om deres seneste stjerner, og sådan noget.

Du vil måske sige, at det ikke ville virke, hvis ikke produktet var noget, folk synes om – men hvor mange af de store hits ville have været populære, hvis man bare havde hørt dem mellem en masse andre sange, uden ledsagelse af hele PR-maskinen? Kan vi virkelig li’ dem, eller vænner vi os bare hurtigt til dem, og lader os besnære af hypen og overtale af deres allestedsnærvær, måske for ikke at falde ved siden af, når nu alle andre åbenbart er vilde med dem?

update 14/8: – det sidste dér var åbenbart ikke noget dårligt gæt, hvis man skal tro denne artikel fra New York Times. Det er måske også værd at bemærke, at den rette brug af de nævnte hype-mekanismer kan udløse den ballon-effekt, artiklen taler om; vi behøver ikke vide, at de andre kan li’ sangen, det er nok, at vi tror det.

Det samme med mode – der er toneangivende instanser med økonomisk interesse i branchen, som afgør, hvad der nu skal ske, og hvordan du skal klæde dig i næste sæson, og heller ikke her er man interesseret i, om folk synes det er pænt. Man er interesseret i, at det sælger.

Primetime TV: – reality-shows, gameshows, talking heads med letfordøjelige meninger.

Bøger: – Twilight-sagaen. Don’t even get me started.

I alle disse tilfælde betjener man sig af alle tænkelige tricks fra markedsførings-manualerne, og i alle disse tilfælde er der store økosystemer af folk og medier, der spiller den seneste hype frem og tilbage mellem hinanden, og hvis eksistens er helt afhængige af denne interne handel.
De vil sikkert hævde, at de giver folk, hvad folk vil have, men dels er disse økosystemer tilsammen ikke specielt interesserede i, at du har alternativer, og gør hvad de kan for at forhindre dig i at finde dem (Eli Pariser’s “Filter Bubble” kan meget vel tænkes at være én af måderne), dels er de eksperter i at få os til at opføre os, som om de har ret.

Det har de vel lov til, kunne man sige, og måske er jeg bare ved at blive gammel, og føler mig uden for mainstream’en – jeg forstår bare ikke moden, og musikken og den slags.
Men jeg taler ikke om, hvorvidt jeg personligt kan li’ Medina og Seebach og bamsestøvler. Jeg taler om musik, der (måske) savner musisk værdi, litteratur uden litterær værdi (måske), underholdning, som (måske) savner underholdningsværdi, nyheder, som (helt sikkert) savner nyhedsværdi m.m. – kunne det tænkes, at vi er ved at puste en boble op, der, som det jo er tilfældet med bobler, ikke indeholder andet end luft?

Er al den luft måske de grundlæggende værdiløse varer, et landskab af medieselskaber lever af at sælge til hinanden, med os i rollen som de husejere, boligboblen i USA placerede med røven i vejret i en flyttekasse?

Dem, som troede de var i besiddelse af en værdi, som magter uden for deres indflydelse og forståelse havde gjort værdiløs?

Og i så fald, hvad kan det tænkes at gøre ved os, hvis sådan en boble pludselig brister?
Kan vi risikere at stå over for en erkendelse af, at mange af vores livsstilsvalg var hængt op på tomme værdier?

Hvad kan vi have mistet…?

Share on Facebook

Read Full Post »

Måske læste du etteren, måske ikke – her er i hvert fald den slet ikke efterspurgte toer… here goes, som man siger:

Jeg har passeret 40 og er altså ældgammel, og på trods af mit evigt ungdommelige useende…

_MG_9493_cphmass-1
How you doin’

– har jeg ikke nogen ønsker om at være ung med de unge. Denne artikel burde således være lige noget for mig – og jeg har da også noget at sige om den, som om så meget andet.

Det har igen noget med mening at gøre (hvis ikke titlen deroppe allerede havde afsløret det), det dér med at læse den, tilskrive den, søge den og, hvis man ikke kan finde den eller ikke bryder sig om den, man finder, fabrikere den.

Artiklen udsiger i store træk det samme, som alle generationer har sagt om “de unge”: – at de er mærkelige og, som man siger i dag, fucked up.
Der er en vis selverkendelse i artiklen (kan en artikel have det?), som om man godt ved, at man bare er en gnaven ældre person, der ikke fatter de unge, og måske er lidt misundelig på deres ungdom og velsignede naivitet, men så alligevel…
Alligevel handler det mest om at forklare, hvordan popidoler som Seebach og Medina definerer, og er defineret af, den påståede tidsånd, og det bliver alt sammen lidt mærkeligt. For eksempel kan man jo sige “Det siger du ikke!” til oplysningen om, at popidoler surfer på de populære bølger – er det ikke det, pop går ud på, kaptajn Åbenlys?

Man kan for resten også, som en anden djævelsk advokat, sætte spørgsmålstegn ved, om der nu også er denne sammenhæng mellem idoler og ungdom; glem ikke, at popmageri er en forretning, som der er obskønt mange penge i, og mange folk er helt enormt gode til den forretning (jeg antager, at pengene er en motiverende faktor) – så køber de unge Seebach og Medina fordi de er det bedste, de nogensinde har hørt, eller bare fordi de er der, er hypet, fordi nogen bare er fantastisk dygtige til at sælge dem?

seeme
Seebach og Medina – det er Seebach til venstre

Og her er det så, vi når til det med meningen.

Ser du (hvis du ellers stadig er her), én af de mest almindelige fejl, der begås, når folk undersøger diverse forhold ved verden, er når man forveksler korrelation med kausalitet – man antager, at når man observerer to forhold sammen, så må det ene nødvendigvis være årsag til det andet. Derved kommer man til at betragte det ene forhold som en falsk årsag.

Her: – det er korrekt, at See og Me synger som beskrevet, og det er også korrekt, at nutidens ungdom lever i en verden med meget egofokus, men det betyder ikke nødvendigvis, at SeeMe (så du, hvad jeg lige gjorde der?) er populære på grund af deres repræsentation af en tidsånd. Der kan være tusind andre grunde.
Det er heller ikke sikkert, at de skriver sange sådan, fordi de selv er børn af en ego-verden – der kan være tusind andre grunde til det også.

Os sure gamle knarke, vi kunne nemt blive enige om den mening, der ser ud til at bo i sådan en artikel, nemlig at de unge er fucked up – men det kan også lige så godt tænkes, at vi læser en mening, vi allerede har, ind i nogle påståede fakta, og her er så en anden menings-fælde:
– én ting er, hvad folk siger og skriver på Facebook eller i sange, og noget andet er, hvordan de handler. Hvis vi tror, vi ved alt (eller bare særlig meget) om andre mennesker, baseret på, hvad de ifølge en (også) ukendt trediepart, eller ofte bare ifølge dem selv, mener og siger, så tager vi helt sikkert fejl.

joaquin
“- Nejnej, det er helt sikkert, han er skrupskør!”

Jeg siger ikke, at artiklen er meningsløs, overhovedet ikke – der er rigtig mange gode tråde i den, og jeg håber du synes den var interessant.
Men jeg håber også, at du kun lige er begyndt at tænke over den, når du er færdig med at læse den, og at du, hvis emnerne interesserer dig, læser andre artikler, taler med folk, og observerer verden omkring dig med dine egne øjne. Jeg håber, at du ikke bare anammer en færdig mening, bare fordi den tilsyneladende er godt begrundet, og det samme gælder for din læsning af nærværende udgydelse (som måske, måske ikke er lige så velfunderet, men jeg er glad og taknemmelig, hvis du stadig er med).

Because as we both know, appearances can be deceiving…

tak til Jesper Friis // cphmass for billede

Share on Facebook

Read Full Post »

Hvad er meningen?

update: – husk at læse 2’eren bagefter

Politikere er verbale svindlere, skriver retorik-professor Christian Kock i sin nys udkomne bog – og det har han jo ret i.
Men det har de altid været, og det er fordi det ikke alene ikke straffes (som CK, fornuftigt nok, foreslår i oven-linkede artikel), men direkte belønnes: – der er stemmer i det, fordi vi stemmer med maven og husker med røven og i det hele taget bruger vores hoveder foruroligende lidt. Kort sagt.

Men det virkelige problem (og måske berøres det også i bogen, jeg har jo ikke læst den endnu) er, at der er verbale svindlere og sproglige bedragere overalt. Vi snyder med sproget så det står ud af ærmerne, som samfund betragtet – og det mere nære “vi” (som du og jeg, kære læser), vi er medskyldige, når vi lader det fortsætte og blive værre.

Vi glemmer meningen – eller vi er ligeglade med den, hvad der er lige så slemt.

Det snedige ved ord er jo den mening, der ligger i dem. Ord er bæremedium for mening, vi opfandt dem for at transportere mening fra ét sind til et andet, og når vi bruger dem uden at have os det klart på sinde (som man sagde i gamle dage), så bedrager vi dem.
Vi brænder den bro, menneske-arten har bygget for at overkomme svælget, der er imellem individerne.

Når vi bruger udtrykket “en krig på ord” om begivenheder som den verserende Rønn-sag, og beskriver forholdet mellem fru ministeren og de spørgende X’er på den anden side af bordet som en skyttegravskrig, så bruger vi en metafor, der er meget mere præcis end godt er – sådanne to parter forsøger ikke at udveksle mening, men kaster i stedet ord efter hinanden som var de afsikrede håndgranater, i håb om at ét eller flere af dem når at eksplodere mellem hænderne på modparten, før man når at kaste dem tilbage.

Det er ukonstruktivt, det er grimt, og det er også værre end det…

(i parantes bemærket: Denne artikel handler ikke specielt om dén sag, og jeg gider ikke diskutere den – det er bare et eksempel)

Det er værre, fordi vi, når vi lytter til ord, der ikke har til hensigt (eller er i stand til) at overføre mening, øver os i ikke at tillægge og afkode sproget den mening, der er dets eneste grund til at eksistere – ordene bliver løsrevet fra selve begrebet mening, og reduceres til stumpe redskaber man kan slå med.

Og mening er ikke bare det, at man mener hvad man siger – den slags er en utålelig forsimpling, lige som det er altid at kræve objektiv ærlighed af enhver talende. Ting er så meget mere komplekse end det, og det er netop denne kompleksitet, og den helt uvurderlige og uerstattelige rigdom, den indeholder, vi afskærer os selv fra, når vi tillader den ovennævnte løsrivelse at finde sted hele tiden.

Det er sådan her: – forestil dig, at du ser ud over et smukt landskab, lige i den magiske time… den dalende sols gyldne lys, der spiller over den åndeløst betagende sceneri, skønheden der vælter ind ad dine øjne, ind i dit sind, og overskyller det med en vidunderlig følelse… eller forestil dig, at du ser på din elskedes ansigt i skæret af et enkelt stearinlys, hvordan dine øjne inddrikker hver linie i dette ansigt, og du opfyldes af den glæde, det giver dig.

Forestil dig så, at denne synsmæssige oplevelse erstattes, ikke med en sort-hvid udgave (det troede du, jeg ville sige, ikke?), men af en række lysglimt, der i morsekode beskriver landskabet eller personen for dig, eller – hvis du er mere moderne – en lysavis, der et pixeleret ord ad gangen fortæller dig, hvordan landskabet ser ud, eller hvordan det elskede åsyn er formet.

Det er det, vi gør ved vores sproglige oplevelse – vi udpiner den, og erstatter alt det, den burde give os, og sætte os i stand til at give andre, med en meningsforladt surrogat…

Vil du love mig, at du tænker lidt over det? Det betyder meget for mig.

Dagens indlæg indeholder ingen billeder – hvis du stadig er her, tror jeg du måske forstår hvorfor…

– og så var det den toer…

Share on Facebook

Read Full Post »

Jeg har lige fundet noget, der nærmest var druknet i et par måneders hverdag – og jeg synes, det er for godt til ikke at dele… en nedskrevet beretning om en rejse, jeg tog i foråret, og… well, her er, hvad der skete:

Der var engang, måske cirka da jeg var barn, hvor det at rejse ud i verden med fly var noget stort, indviklet og skræmmende. Den slags oplevelse, som folk forberedte sig på, praktisk og mentalt, flere måneder i forvejen – i modsætning til nu, hvor man bare griber en håndfuld sokker og undertøj og sit pas og hopper på et fly, som var det et S-tog.

Der var også engang, hvor folk hjalp hinanden – i modsætning til nu, hvor verden og dens borgere er blevet både kynisk og kold.

Eller hvad?

Dette er beretningen om en rejse og en oplevelse, der udfordrer begge disse påstande – en rejse, der aldrig var blevet til noget, hvis de var sande, simpelthen.

Det begyndte med en beslutning, som sådan noget har det med at gøre.
Min gode ven Thor og jeg besluttede, at en tur til New York ville være dejligt – midt i maj, godt vejr i Det Store Æble, der var en møbelmesse, vi ville til, og venner i byen, yessir!


New York, here we come!!

Fordi det jo ikke længere er nogen stor sang og dans at flyve, gjorde vi, som man gør i det 21. århundrede: – gik på nettet og købte os en pakke, bestående af ud- og hjemrejse. Vi printede billetter ud, læste om turen på checkmytrip.com, og gav os til at glæde os…

På afrejsedagen, som var en fredag, mødtes vi i god tid, så vidt vi kunne se af klokkeslettene på billetten – der var lidt lang kø ved checkin, men fint nok, vi var som sagt i god tid, og forhastede os ikke. Vi afleverede vores bagage, fik boardingpas, og begav os i et roligt tempo mod gate’en.
Derude blev vi modtaget af det samlede gate-personale, der lidt højspændt spurgte “Er det Jesper og Thor?” – vi var alligevel ikke i så god tid, viste det sig, faktisk var der måske ti minutter til take-off, og vi var de sidste, man manglede.
Jaja, rolig, vi er her, sagde vi med vores afslappede attitude, og afleverede booking-passene. Damen scannede dem og stillede samtidig et spørgsmål, der skulle blive starten på en rejseoplevelse, der kun kan beskrives som surrealistisk:

” – jeres ESTA er i orden, ikke?”

“Hvad er ESTA?”, svarede vi i kor.

Ti sekunders lamslået tavshed i hele gateområdet blev brudt af en eller anden, der i et definitivt tonefald sagde: “Vi bliver nødt til at tage dem af…”.

“Hvad er ESTA for noget?”, spurgte vi.

Der blev ringet til bagage-folk og til kontrolcenter (eller hvad det nu hedder, der hvor bookingerne foregår), og to standby-passagerer fik en god nyhed, imens vi endnu engang spurgte “Hvad fanden er ESTA!?”.


HVAD BETYDER DETTE!?

I løbet af hele vores online-booking, og selv ved checkin i lufthavnen, havde ingen med ét ord nævnt ESTA. Skulle du overveje en rejse til USA, så ved du lige om lidt, hvad det er:

Siden marts måned i år har det været obligatorisk at udfylde en ansøgning til U.S. Department of Homeland Security via Electronic System for Travel Authentication (= E.S.T.A), hvis man vil rejse ind i USA – systemet havde ganske vist eksisteret i et års tid, og formularen er identisk med det aflange, grønne stykke papir, du hidtil har udfyld i flyet, hvor du forsikrer dine amerikanske værter om at du ikke er terrorist, og du skal for resten stadig udfylde papir-udgaven alligevel, men altså: Ingen ESTA, ingen rejse.

Dér står man så. Det er værd at bemærke, at ingen, hverken de tre forskellige rejseagenter, der var involveret (FDM Travel, newyork.dk og SAS), eller endda medarbejderen, der tjekkede vores bagage ind, følte nogen anledning til på nogen måde bare at antyde i forbindelse med vores bestilling af rejsen, at noget sådant som ESTA fandtes, heller ikke selvom det kun havde været obligatorisk i knap to måneder og derfor kunne kaldes noget nyt.
Jeg ved godt, det er éns eget ansvar, men vi er i det 21. århundrede, for pokker! Det kan vel ikke være meningen, at… nå.

“Hvad skal vi så gøre?”

En flink person – den første i en række af dem, bare vent! – fortæller os alt det, du lige har læst, og spørger så om vi vil være interesseret i at rejse med samme fly dagen efter?
YÆS, rejsen lever stadig! “Selvfølgelig!”, siger vi, og han ombooker os på stedet ved hjælp af sin mobiltelefon og sin venlighed. Bagefter viser han os hen til den nærmeste computer med internetforbindelse og hjælper os med at udfylde ESTA-ansøgningerne, der bliver godkendt med det samme (systemet siger, at der kan gå op til 72 timer, men havde vi været lidt tidligere på den denne fredag, kunne vi have nået det før vores oprindelige fly. Første påstand oppe fra indledningen er for alvor begyndt at vakle).

Til sidst tjekker han os ind og udskriver vores boardingpas – det eneste, han ikke kan hjælpe os med er, at vores rejse til New York går via Washington (det var en billig rejse, ik’?), og han kan ikke ombooke indenrigsflyet.

Vi tager det med gåpåmod, synes vi selv – vi finder et fly, eller et tog eller noget, fra Washington til NY, no problemo!

Så dagen er ret meget ved siden af forventningerne: – i stedet for at være på vej til USA går vi nu i stedet ind og ser Iron Man 2 – det smager vel altid lidt af fugl – spiser en sandwich og siger “Vi ses i morgen – SÅ tager vi altså til New York!”.

Jeg tager en udmærket S-tog tilbage til Valby, hvor jeg bor – og så slår idiotien til for alvor: Da jeg står af, efterlader jeg min skuldertaske, medsamt mit pas og boardingpas, i toget, som fortsætter mod Ballerup, eller Frederikssund, eller hvor det nu var på vej hen…. jeg har aldrig efterladt en taske i toget før, og regner ikke med at gøre det igen – har du nogensinde hørt udtrykket “hans hjerte sank helt ned i skoene”?
Nu ved jeg, hvordan det føles; sådan var det at stå i Valby og blive klar over, at anslag nr. 2 mod min rejse til Æblet netop havde ramt, med samme kraft (og lige så uvelkomment) som tusind eksploderende dåser surströmming.


– eller kimchee

DSB’s service-center gjorde deres bedste, kontaktede endda en S-togfører, hvad der ikke normalt er muligt undtagen i nødtilfælde (spørg mig, om jeg syntes det var tilfældet – kom så, spørg!), og rådede mig i øvrigt til at spørge alle togførerne, når de kom tilbage fra Balle-sund, om de havde fundet noget i toget. Næh, desværre, men en af dem gav mig nummeret til Hittegods, der dog heller ikke havde registreret en gul taske med mit rejsehumør i – “Ring i morgen, vi åbner kl. 7”, opmuntrede de.

Det var ganske vanskeligt at falde til ro denne fredag aften – min forsvarsløse taske, alene i et tog, der allerede ved 20-tiden, da jeg efterlod den der, så småt var ved at fyldes med overstadige, drikkende teenagere fra oplandet… hvis den skulle slippe fra det uden at blive tisset eller kastet op i, skulle der jo mirakler til.

Samtidig viste lidt research, at alternativer som midlertidigt pas var yt; USA kræver rigtigt pas, biometrisk og officielt og antageligvis lavet af en eller anden form for patriotisk grundstof – ingen sedler fra mor, tak.
Det betød, at eneste anden udvej var hastepas-proceduren, som tidligst kunne gennemføres mandag. Crap.

Min rejsekammerat opmuntrede mig til at tænke positivt – “nogen vil finde den, finde noget med dit navn på, og ringe, bare vent, any moment now, vi skal nok komme afsted!”. Tak, min ven, jeg prøver…

Næste morgen. Hittegodskontoret: “Desværre. Hvis toget er blevet bortrangeret, kan der gå til mandag morgen, før nogen registrerer din taske – hvis ellers den er fundet”. Hvorfor pokker ville vi også rejse på en fredag!?


TAAAAA-SKØØØØH….? – aaa-skøøh… aa-skøh….

Shit.

OK, tænk positivt: Jeg pakkede mit grej sammen igen (efter at have fjernet tøj til ca. 1 døgn, som jeg jo ikke længere havde brug for at slæbe med) og gjorde mig klar til et bad – og så ringer telefonen: Det er Thor.

Som fortæller mig, at en rar dame, der hedder Ruth, har fundet min taske.
Med mit boardingpas og pas i.
Og har ringet til SAS, som, i skikkelse af en sød pige ved navn Sarah, har fundet Thors firmanavn på bookingen, Googlet ham, og ringet til ham og givet ham Ruths telefonnummer.
Fik du den? I hvert fald tre trin, involverende to forskellige personer, vildt fremmede for såvel mig som hinanden, der hver især kunne være gået anderledes – og det fortsætter:

Klokken er nu nær ni, og vores fly letter kl. 12.20 – skynder mig at ringe til Ruth, som jeg priser til skyerne og takker igen og igen for hendes hjælp, hun viser sig at bo ca. 15 minutter væk i en taxa, jeg bader hurtigt og styrter ud ad døren og til Rødovre i en taxa, idet jeg kun lader mig forsinke af et besøg i en blomsterbutik for at købe den største buket, jeg kan få.

Ruth, det rare menneske, der handlede i tide, står på gaden (i regnvejr!) og vinker, da jeg kommer, med en cigaret i den ene hånd og min gule taske i den anden – jeg giver hende buketten og verdens største kram og så megen tak mine oratoriske evner formår, og får til gengæld min taske, og en lille bamse for held og lykke på rejsen, er det ikke sødt?

Så hør lige det her: – da jeg har sat mig i taxa’en igen og ræser i retning af Kastrup, åbner jeg tasken for at have styr på mine rejsedokumenter, og opdager, at Ruth har lagt en pose med frugt og en håndfuld chokolader i farvestrålende cellofan ned i den!!

Damn, Ruth, dit rare væsen!
Er folk ikke bare søde, altså? Påstand nr. 2 deroppe holder bare heller ikke.

Læs med lidt endnu, for det er ikke slut: – Sarah, den aktive SAS-medarbejder, der googlede Thor og ringede til ham, spurgte ham for resten også, hvorfor vi var booket til Washington, når der var et direkte fly til New York, vi kunne tage? Vi skulle såmænd bare henvende os i bookingservice i lufthavnen.
Dér var de også supersøde, og gav os valget mellem et lidt tidligere, men ikke direkte fly, og et senere, direkte, samt god til til at tænke over det – vi valgte dør nr. 2, det direkte fly, og blev ombooket igen, stadig uden det havde kostet os en krone ekstra, og udelukkende fordi disse folk ydede en service, de ikke er forpligtet til, men har al mulig grund til at være stolte af, hvis du spørger mig.

Tak, allesammen!

Det direkte fly var lidt forsinket, men på grund af Washington-detour’en ankom vi til den tid, vi havde planlagt, alligevel – skal du lige have den sidste krølle på denne totalt surrealistiske rejse?

Ca. 45 minutter efter vi var landet, stod vi, takket være vores lokale ven Tracy, i en typisk New York-baggård, med røde murstensmure og brandtrapper, som var lavet om til en gårdhave, med bagagen i hånden og omgivet af totalt fremmede, men venlige mennesker, og blev budt velkommen til fødselsdag af Tracys ven Patrick Ferrell, der omfavnede os og sagde “Der er mad dérovre, bare tag fat i en af servitricerne og bestil hvad I har lyst til af drinks, kom og hils på min bror, Will”, der stod i et hjørne sammen med Brooke Shields, som stadig ser fantastisk ud… jeg følte mig som var jeg faldet ned fra månen og landet i drejebogen til en eller anden komedie, der ikke var skrevet helt færdig.


thanks for the warm welcome and cold beers guys!

Så dagens opgave til dig: – prøv at regne ud, hvor mange mennesker, der skulle være søde og hjælpsomme, for at denne historie kunne blive til, og hvor få, der skulle have været egoistiske eller ligeglade for at ødelægge det hele.

Helt galt med verden kan det da ikke være.
Vel?

Share on Facebook

Read Full Post »

Older Posts »

%d bloggers like this: