Posts Tagged ‘børn’

Du har læst 1’eren, og ventet en hel uge i åndeløs spænding – vansmægt ej længere, for lige efter denne sætning fortsætter føjletonen om os selv, vores selv, og selvets værd…:

En af måderne, det (selv-defineringen – læs lige første afsnit, vi venter) er problematisk på, er netop spørgsmålet om fangenskabet i samfundet. Der er ingen tvivl om, at rigide samfundsnormer og -strukturer har undertrykt mennesker op gennem historien, ofte med forfærdelige følger, men hvis vi vil undgå andre problemer, der nemt kan blive lige så slemme at stå med, så må vi prøve at forstå selvets rolle, også i dét, bedre.

Samfund er jo skabt af en hel masse selv’er – og hvad der er meget væsentligt: Samfund findes overalt, ikke bare i historien, men også i biologien. Det er derfor rimeligt at foreslå, at det er en naturlig ting for os at slutte os sammen; det er til gavn for os allesammen, at vi hjælpes ad om ting.
Rent udviklingsmæssigt kan man sige, at det enkelte individs selvopholdelsesdrift, der dybest set er egoistisk, er blevet tempereret af, at selv det stærkeste individ aldrig ville kunne klare sig bedre end en gruppe (blandt andet fordi “at klare sig” blandt andet vil sige at stifte familie, et behov der rangerer blandt de allermest basale) – erkendelsen af det sociale selv som en fordel for individet.

Dette er også grunden til, at det selvbillede, vil talte om tilbage i starten af Part I, i virkeligheden er grundlæggende forkert, og kontraproduktivt i forhold til at opnå ganske mange af de ting, mennesker tit gerne vil have for at føle sig tilfredse – verden består ikke af en grå masse, pyntet op med farverige dig som et smukt, skinnende bær på toppen. Verden består af en hel masse andre individer, der grundlæggende er præcis lige som dig. De er forskellige fra dig, klart nok, men forskellene er mindre end lighederne, kan du godt bide dig selv lige midt i næsen på.



- og selv hvis det passede…

Men i diktomien mellem individ og samfund, hvor den anden er det førstes fjende, ligger en grum trussel – risikoen for, at individet glemmer, at dets egen position i verden, trygheden og alle mulighederne for at søge glæde, er absolut afhængig af alle andre individers grundlæggende ret til det samme.
Det kan lade sig gøre at glemme det, selvom man lever midt i det, fordi selvet som sagt er lidt nærsynet. Det ser sine egne omstændigheder langt klarere end de andres, så når et andet individ har brug for noget, er det “samfundet” (som jo er fjenden), men når selvet selv har brug for noget er det individets ret (som er af det gode og ses som en trumf).
Det er en logisk fejl, der kaldes “Special Pleading“, og hvis det lyder som en bagatel for nørder, så forestil dig lige, hvad det betyder, hvis man anlægger denne “det er noget andet, når det er mig”-anskuelse på f.eks. politiske eller samfundsmæssige spørgsmål.
Det vil sige, du behøver faktisk ikke forestille dig det, bare læs aviserne eller se lidt TV – det sker rigtig meget for tiden, og det er altid horribelt.

Man kan selvfølgelig sige “- og hva’ så…?” og håbe at være på den vindende side hver gang – men det efterlader stadig én med et andet problem: – hvis kun selvet selv har den ultimative autoritet til at definere det selv, hvilken værdiskala skal det så gøres efter?

Eller, sagt på en anden måde: – hvis det er selvet selv, der værdisætter selvværdet, er det så overhovedet noget værd?

Det er ikke noget trivielt spørgsmål, og igen kan vi kigge os om og finde nogle bud på et svar.
Det har længe været i nogen (og stigende) grad i fokus, at vi i det moderne samfund skal sørge for, at vores børn vokser op og får et godt og sundt selvværd. Vi forventer af skoler og institutioner, at de skal udstyre børnene med det, og især i USA er det et begreb i høj kurs.
Man iscenesætter konkurrencer hvor ingen taber, laver regler for madpakker så ingen bliver misundelige, og foretager sig alle mulige ting for at forebygge, hvad man forestiller sig er omstændigheder der kan underminere selvværd, og man roser børn for alting for at bygge selvværdet op.
Problemet er, at disse arbitrære mål for værdi ikke skaber børn med større selvværd. Værdierne er ikke afhængige af nogen præstation (man vinder noget, alle andre også vinder, får ros for noget ligegyldigt m.m.), så børnenes sind opdager, at de kommer udefra, og derfor bliver børnene afhængige af den udefra kommende anerkendelse. Ingen anerkendelse, ingen værdi.
Resultatet er børn, der i mange tilfælde vokser op med en nær-patologisk trang til hele tiden at modtage omgivelsernes anerkendelse, uanset hvad de så skal gøre for at opnå den – se evt. det meste af reality-TV-genren og dens stakkels protagonister, der skrupelløst opfører sig som idioter for at blive kigget på.

Men selv denne ynkelige udvej, at fedte for ydre tegn på anerkendelse, har selvet ikke, hvis det selv ansætter værdien – det kan forsøge sig med selvros, men det ved godt, at den eneste udvej er at bilde sig selv ind, at værdien netop kommer af en ydre målestok.
– og da løber det ind i problemer, fordi det er ganske vanskeligt for selvet at tilskrive en ydre kilde betydning, samtidig med at det ønsker at fastholde sin egen absolutte autoritet…

Jeg behøver vist ikke trampe mere i det – igen burde det, med kun få eksempler, være klart, hvor ufedt det må siges at være et selv uden samfund.



– ser sejt ud, men havde det ikke været federe hvis man havde nogen at dele en velfortjent og velplaceret high five med lige nu…?

Hov, hvad pokker? Siger jeg nu, at selvværdet skal komme indefra, efter al denne kritik af selvets utilstrækkelighed? – er det ikke det modsatte af, hvad jeg sagde lige før!?

Nej, jeg har ikke sagt, at selvværdet skal komme indefra, eller for den sags skyld at der er noget galt med selvet.
Lad os tage det sidste først: – alle har et selv, det er vores observatør mod verden, vores visitkort til mennesker vi møder, vores brugerprofil, vores interface (så er det nok af dem – jeg kunne ellers blive ved hele eftermiddagen), og det er naturligt at have et.
Min pointe gennem denne to-parts føljeton (som muligvis danner ophav til en eller flere sequels…) har været, at selvet ikke kan eller bør stå alene. Den eneste grund til at have et selv er jo, at dette selv kan møde andre selv’er, og danne broer og venskaber og skabe samfund og udvikling.

Jeg advarer mod selvet som diktator.

Og selvværdet? – det opstår i en vekselvirkning mellem os selv og omverden, og alle de andre mennesker, der bor i den.
Det er resultat af den erkendelse, at vi har gjort noget, der har en eller anden værdi, også set med andre øjne end lige netop vores egne, og selvom vi ikke er der til at forklare eller forsvare det.

– eller som Dr. Wong formulerer det :” -self-esteem and the ability to like yourself only come after you’ve done something that makes you likable”.

– eller, med et citat fra en Batman-film:” – it’s not who you are underneath, but what you do that defines you”.

Vi ses derude.

🙂

Share on Facebook
Reklamer

Read Full Post »

(i forventningen om, at dette næppe bliver mit sidste ord om emnet… desværre)

Her – det er en artikel i web-Politiken, den handler om børn og sol, læs den lige.

Færdig? Her er en anden en, om børn og røg – tjek lige kommentarerne under artiklen, hvis du har to-tre dage og en stærk trang til at få din tro på menneskeheden prøvet.

Så tager vi lidt “comic relief” – her er en fnise-artikel om nogle love og deres formodede, og reelle, virkning.

Jeg tog mest den sidste artikel med, fordi den meget rammende nævner, at de fleste af de idiotiske ting, vi foretager os, er forklædt som “omsorg for børnene”. I dén logik er der ingen grænser, “… så længe det redder bare ét barn”.

Tillad mig at pege på en detalje her: – logikken er i sig selv totalt retarderet. Ifølge dén kan det forsvares at slukke en brand i et børnehjem, og redde beboerne, ved at smide andre børn på flammerne til man har kvalt dem (flammerne, ikke børnene). Det reddede jo adskillige børneliv, ikke? Så må det da være OK!

Nånånå, der er nok nogen der har overdoseret sarkasmen, tænker du måske – men hør lige en gang: – alarmisterne, dem der advarer med høje hyl og skrig mod alting, har fået amerikanske og engelske (og i stigende grad andre) forældre til, i titusindvis, at afvise at få deres børn vaccineret mod MFR, fordi nogle tosser har fået den fikse ide, at der skulle bestå en forbindelse mellem vaccinen og autisme.
(red. note: Det er der ikke – suck it, Jenny McCarthy)

Det har fået antallet af tilfælde af de tre sygdomme til at stige, og børn kan, og vil, dø af dem, hvis de ikke bliver holdt nede. Det er derfor, vi opfandt vaccinen.

Ipso facto: Det er OK at ofre dette barn for at redde hint. Fra autisme, som ikke engang er dødelig.
(eller, det er forsvarligt, ja faktisk vores pligt, at udsætte barn A for langt, langt større fare end den, vi ønsker at beskytte barn B imod, og “barn A” er i virkeligheden et statistisk signifikant antal, mens “barn B” er en forsvindende minoritet)

Phew, det er ikke et emne der sætter én i godt humør, vel?

Men det kan endda være, det er værre endnu.

Alarmisterne deroppe, sol-frygterne og vaccine-exorcisterne og den passive røgs banemænd-m/k’erne – hvad er deres motivation, siger de?
Omsorg! Det ufravigelige krav om absolut sikkerhed for børnene!
Det er også helt sikkert, at de selv tror på det, når de siger det – men hvordan er det omsorg for sit barn at klæde det i heldragt, bare fordi solen skinner?
“Uhada jo, det beskytter jo barnet!!”
Såeh? Mod hvad?
“CANCER, WRAAAAAH-BØØØØH!!!!”
Er det så dét, du siger til dit barn, cancer – eller en eller anden eufemisme om, at solen kommer for at æde dem levende?

Min pointe er, at uanset hvordan du vender og drejer det, så A) er risikoen ved at blive skinnet på af solen i et fornuftigt omfang (som måske inkluderer et par små-skoldninger i løbet af et helt liv) absolut at betragte som minimal, og B) skræmmer du dit barn fra vid og sans, og lærer det at selv den livgivende, varmende sol er noget, der er ude på at slå det ihjel.
Som forælder reducerer det din funktion til rædsels-formidler – solen er dødbringende, og sådan er det! “Her, tag din rumdragt på, min søn…”

OK, så måske er rygnings-eksemplet deroppe mere clean-cut; rygning er jo decideret skadeligt. Der kan vel ikke være noget galt i at beskytte sit barn mod det, vel?
Nej. Absolut ikke.


uhyret under sengen anno 2010

Med mindre, selvfølgelig, man er en perfid idiot.
Så kan der bestemt være noget galt i det.
Igen: – for så vidt “passiv rygning” gennem gulvbrædderne angår, så er der tale om en risiko, der er absurd lille. De der gule vægge og lofter, man altid ser hos rygere, ik’? Det er fordi tjære og nikotin aflejrer sig på enhver overflade, røgen kommer i kontakt med – når den har været igennem en etageadskillelse og nogle vægge, kan du bide dig i næsen på, at selvom man kan lugte den, er den reduceret til netop dét, dårlig lugt. En minimal risiko.

Derimod er bilosen nede fra gaden, som du overhovedet ikke kan lugte, en meget større trussel mod dit barn – hvis man virkelig er så omsorgsfuld, bor man slet ikke i byen, der jo er en dødsfælde.
Det hører også med til historien, at det, man primært lærer sit barn, er at verden er ude på at slå det ihjel (igen), og at andre mennesker er onde og hensynsløse.

Så hvad er situationen? Er disse folk, alarmisterne, så indskrænkede, at de kun kan håndtere to eller tre trusler, som de så til gengæld overdriver langt hinsides absurditet?
– eller er det hele en selvfornægtet øvelse i at virke omsorgsfuld gennem tegneserie-agtigt primærfarvede jeg-er-en-ansvarlig-forælder-valg, rettet mod udvalgte, men komplet idiotiske, mål?

Og hvad er så værst…?

Share on Facebook

Read Full Post »

I lyset af, at frygt er tidens allermest moderne følelse, synes jeg det er på tide, at et relateret begreb, som for tiden henslæber sit liv i skygge, får noget mere opmærksomhed – så derfor, og uden yderligere omsvøb, vil jeg gerne præsentere:

Modet.

Og lad os starte med at få en almen misforståelse af vejen: Mod er ikke det modsatte af frygt.

Mod er at være bange for noget – og så gøre det alligevel. Hvis man ikke føler nogen frygt til at begynde med, har man ikke brug for mod, så frygtløse mennesker er aldrig lige så seje som modige mennesker.
Hvis du er frygtløs, så er det jo ingen præstation, det du tør, vel?

aaron ralston

dette er Aaron Ralston, og han kan fortælle dig lidt om at overvinde din frygt

Af det foregående afsnit burde det stå temmelig klart, at mod ikke er meget værd uden en vis klogskab, omtanke eller hvad man nu vil kalde det.
Det er jo ganske modigt at hoppe ud af en flyver uden faldskærm i 2 km’s højde (noget, alle vist kan blive enige om at være bange for) men med mindre der er en usædvanligt god grund til det, så gavner det jo hverken én selv eller andre at splatte ud mod jorden, om det så var nok så modigt gjort.

Det kalder vi dumdristighed, eller somme tider bare dumhed, og ofte hensynsløshed…

chris mccandless

dette er Chris McCandless, og han er død, fordi han var dumdristig og hensynsløs

Her er et par bud, fra mig og helt subjektive, på hvor vi mangler noget mod – find selv på flere (I Mit Ansigt er meget interaktiv for tiden)

Vores børn, vores fremtid
En undersøgelse for nylig (som jeg fa’me ikke kan finde – anybody?) viste, at mange børn i dag går rundt med ubestemt ondt i maven af ren og skær bekymring. Det er fordi de kan se og høre de voksnes verden, og dén er fuld af BØH! og advarsler og bekymring og frygt, i aviserne og TV.
Hvad den derimod ikke er rig på, er mod – voksne, der rejser sig dristigt op og går i rette med alle disse (som det ser ud for barnet) åbenlyse farer. I stedet sidder de voksne med lange ansigter og suger det til sig, og bliver stille og/eller skifter TV-kanal når børnene kommer, åbenbart (igen, set som barn) fordi truslerne er reelle, og det vil børnene ikke kunne tåle at vide.
Sack up, mom & dad, de små kigger på jer!

Det store egotrip
Det har taget et par årtier, men vi er ved at have opnået den perfekte, selvrealiserende tilstand, ser det ud til. Det håber jeg i hvert fald, så den amokløbne egoisme, der hersker i dag, ikke er til ingen verdens nytte.
Alle ser vi os om i verden og tror, at vi er dens centrum – vi kunne jo snakke om, hvad det gør ved f.eks. demokratiet, at alle tror det er til for lige netop dem, men i dag handler det om noget andet.
Ser du, denne selvrealisering har nemlig haft en besynderlig side-effekt, og den har også noget med mod at gøre.
Fordi selvet er blevet vores første (og alt for tit eneste) horisont, står vi jo næsten altid alene, og det kan vi ikke li’ – sindet er simpelthen bygget til at være sammen med andre. Men vi kan ikke rigtigt finde noget at være sammen om mere, andet end at være bange for “de andre”, noget hjernen er næsten lige så god til som at være social.
Så i stedet for at være rummelige over for det anderledes, det “andet”, kigger vi på hinanden og koordinerer vores frygt for det – det dulmer ensomheden og får os til at tro, vi står sammen med nogen.

Hvad vi så til gengæld åbenlyst ikke gør, så snart vi bliver prøvet – for det kræver nemlig også mod.

larrestation du christ

der var denne gamle historie om en fyr ved navn Jesus, og nogle andre fyre der sagde, de var hans venner, indtil panserne dukkede op – men sådan er vi jo ikke mere, vel?

M og K
*suk* – selvfølgelig skal det også handle om mænnerne og damerne, ikke?
Joeh, det er jo egentlig bare en forlængelse af det ovenstående: – for det ene køn er det andet helt objektivt “det andet”, anderledes, ikke-som-os. Og hold da også lige totalt maul, hvor er vi ikke særligt modige i forhold til hinanden!
Ingen chancer tør vi tage, intet uventet kan eller vil vi håndtere, så vi prøver med alle midler (undtagen mod, selvfølgelig) at imødegå det faktum, at en partner af det andet køn uundgåeligt vil være en person, der med sikkerhed ikke er os selv, men som er lige så kompleks og uforudsigelig.
Allehånde former for overdrevent specifikke datingkoncepter, der skal eliminere usikkerheden allerede før det første møde, eller bare en paratholdning om, at man ved første tegn på uro stikker halen mellem benene og løber, alt hvad remmer og tøj kan holde… på det måske vigtigste punkt af vores liv er vi styret af frygt, og vi nægter at erkende det.

Dér, det var mine tre punkter.

Jeg håber, at jeg har gjort min lillebitte del for begrebet mod – for vi trænger til det.

Og hvis det nu bekymrer dig at skulle til at være så modig så hurtigt, og du måske mener det er for meget at forlange, så får du her til sidst et godt råd fra en meget klog kvinde:

“Do one thing every day that scares you”the Sunscreen Speech, Mary Schmich, 1997

Det er et sted at starte…

Dagens indlæg behøver ikke et urelateret mande-link, eftersom det allerede indeholder adskillige links re. Aaron Ralston – nok en af de mest badass mænd i nyere tid

Share on Facebook

Read Full Post »

%d bloggers like this: