Posts Tagged ‘bevidsthed’

Føj, hvor er det koldt – på trods af, at vi er næsten midt i marts. Derfor kom jeg ikke til Science & Cocktails‘ foredrag med Susan Blackmore i aftes, og har trøstet mig selv ved at se hende tale på Youtube som det skvat, jeg er, rent temperaturmæssigt, i hvert fald.

Det har inspireret mig til, allerede nu – før ovennævnte foredrag er dukket op på nettet, hvad det uden tvivl snart gør – at nedfælde en række ord omkring emnet selv, illusion og fri vilje…

Først: Én af Blackmore’s mere kontroversielle idéer er, at der ikke eksisterer et “Selv”. Der er ikke en ting til stede i verden, der er Jeg, uanset hvor gennemtrængende vi alle føler, at vi har et Jeg og genkender vores Jeg som os selv.
Det er en yderst interessant påstand, og den giver mening set i lyset af hendes grundpræmis: – at for at noget eksisterer, skal det have en substans i den fysiske verden – og vi har i hvert fald hidtil ikke kunnet finde nogen distinkt ting i det levende menneske, der er et Jeg.

Det leder hende til den næste, åbenlyse påstand (det skal indskydes her, at Blackmore på ingen måde er alene om synspunkter som disse), nemlig at den omtalte Selv-oplevelse, vi alle har, er en illusion; vi er gennemtrængende overbevist om, at vi har et selv, men den objektive undersøgelse (hidtil) viser klart, at vi ikke har et – konklusionen er åbenlys.

Den tredie erkendelse er så selvfølgelig, at hvis vi ikke har et selv, og det selv, vi tror vi har, er en illusion, så har vi ikke, hvad vi selv forstår ved fri vilje – den samme natur, som har bragt os til at eksistere i troen på, vi har et selv, lader os også tro, at dette selv kan udøve fri vilje.


indtil S&C’s video kommer op kan du jo se denne fra 2005

Så vidt Sue Blackmore’s synspunkter – nu går vi over til mine. Eftersom hun er en anerkendt videnskabskvinde, forfatter og foredragsholder, og jeg er ejer af en blog med ca. 0 læsere, er det helt logisk at sidestille de to.

Jeg anerkender besværlighederne i forhold til, at vi ikke kan finde ud af, hvor eller hvordan i hjernen, selvet opstår – vi ved, at synsoplevelsen er splittet op, både tidsligt og rumligt, i hjernen, vi ved, at den bevidste oplevelse er ca. 0,5 sekund bagud i forhold til den fysiske verden, og en række andre ting, og vi kender “the binding problem” med at få alt dette til at gå op i den enhed, vi kalder Bevidsthed.

Men jeg kan ikke tilslutte mig “ergo”-hoppet til, at vi intet selv har. Dertil er beviserne for, at vi har et, for overvældende – startende med, at vi alle oplever det, og at vores oplevelser, skønt individuelt forskellige, overordnet er meget lig. Vi kan også, og dette er ret væsentligt, genkende andres Selv’er; det er det, der sker, når vi føler, vi kender nogen, vi kan skelne Peters Selv, set udefra, fra Pouls – selvet kan altså observeres udefra, også selvom det ikke altid helt ser ud, som det gør indefra.

Der ser altså klart ud til at være et underliggende fænomen til stede, også selvom vi (endnu) ikke ved, hvad det er eller hvor det sidder, og det er faktisk uvidenskabeligt at erklære noget for ikke-eksisterende, blot fordi vi ikke kan få øje på det.

Men jeg afviser jo ikke Blackmore et al’s besværligheder, så hvordan bringe de to til at sameksistere, uden at gøre vold på den kritiske tænkning? Well, jeg tænker på det sådan her: – vi har et selv, men det er ikke begrænset til, hvad vi bevidst beslutter er vores Selv. Det omfatter den identitet, der er summen af vores arv og vores erfaringer indtil nu, og som er absolut unik (ingen anden person end dig selv har nogensinde eller vil nogensinde opleve *eksakt* det samme liv som du), og hvoraf det meste er ikke-bevidst. Vores bevidsthed er blot et lille, temporalt betinget udtryk for alt dette.

Det er ikke noget, jeg selv har fundet på – blandt andre Benjamin Libet (som opdagede 0,5 sekunders forsinkelsen, og som Blackmore ofte henviser til) er inde på dette: At Selvet omfatter hele personen, snarere end blot den bevidste del.

Blackmore begår en fejl, simpelthen: Selvet er ikke kun det, bevidstheden beslutter, det er. Hvis det var, havde vi ikke nogen identitet; de fleste mennesker ønsker jo faktisk ret tit at være anderledes, end de er, og mange af os prøver også at foregive, vi er, med vores bevidste handlen, men det ændrer (som vi også tit erfarer) ikke ved vores grundlæggende identitet. Fejlen bunder muligvis i, at hun fejlfortolker Dan Dennett’s afvisning af den cartesiske observatør – Dennett siger ikke, at denne observatør er selvet, men det synes Blackmore at tro, han gør.


Dennett om bevidsthed – blandt andet cartesisk dualitet. Håber du har lavet en kande kaffe.

Hvordan forholder det synspunkt (mit herover beskrevne) sig så til påstanden om selvet som en illusion? Udmærket, tak – jeg kan sagtens erklære mig enig i, at det, vi bevidst oplever, er en stærkt redigeret simulation af vores væren og handlen i dén del af verden, vores sanseapparat på et givent tidspunkt har adgang til. Idéen med bevidsthed er jo ikke at gengive en videnskabeligt objektiv måling af omgivelserne, men at give os et bruger-interface (tak til Tor Nørretranders for denne metafor for bevidsthed) til os selv – og et bruger-interface er beregnet til at give os lige præcis den information, vi har brug for i den givne sammehæng, præsenteret på en måde, der understøtter vores handlen i sammenhængen.
Det er derfor, en bestemt hastighed på cykel bevidst opleves som “weee, sjovt!” når man er på mountainbike-tur i skoven, men som farlig, når man kører i bytrafikken med sit barn på cyklen. Den objektivt målbare hastighed kan være den samme, men den subjektive oplevelse er gennemtrængende ikke den samme, fordi den er fuldstændig betinget af, hvad der giver mening i sammenhængen.

Den opmærksomme læser vil på dette tidspunkt sandsynligvis have regnet ud, hvad jeg således mener om det tredie punkt: Den frie vilje – men jeg skriver det nu alligevel:

– Vi har fri vilje, men den udøves ikke udelukkende af vores bevidsthed. Eller, som en ukendt filosof engang har formuleret det: “Vores hjerne har fri vilje, men vi har ikke”. Jeg anerkender, at ideen om vilje, udøvet af vores underbevidsthed, skræmmer mange mennesker lige så meget som ideen om ikke at have nogen fri vilje, det kan vi måske vende tilbage til en anden gang – men jeg tror, det ville være sundt, hvis vi var mere vant med at tænke over, at vi ikke først og fremmest er bevidste, og at vores Selv ikke først og fremmest er det, vi er bevidste om. Vi træffer mange flere ubevidste beslutninger, end vi går og tror, og en stor del af bevidsthedens job er efterfølgende at skrive dem overbevisende ind i bruger-interface-illusionen.


Steven Pinker ser mere klart end Blackmore gør f.s.v.a. fri vilje, synes jeg

Jeg tror, at det er vigtigt at være skeptisk over for sig selv – bevidsthed er i virkeligheden meget lige som videnskab: Et fantastisk værktøj, fyldt med muligheder for at nå langt, men det udelukker på ingen måde, at man samtidig tænker kritisk over alt, den fortæller én.

Reklamer

Read Full Post »

Her for en uges tid siden havde jeg lejlighed til, på min Facebook-ting, at kommentere denne artikel og dens emnemæssige nærhed (og tidsmæssige; artiklerne er tidsstemplede med kun godt en måneds mellemrum) til denne artikel og et par andre om samme emne – jeg skrev noget i retning af, at vi har problemer med vores evne til at se sammenhænge, og så fortsatte jeg med min dag, mens kommentaren tikkede nedad i det evigt opdaterende Facebook-feed og forsvandt ud i bunden… men jeg blev ved med at tænke på det.

Emnet, altså, det med sammenhænge, og mangel på dem, og vores skrantende evne til ikke at blive helt guldfiske-agtige og reagere på alting, som om vi aldrig har hørt om det før.


“Denne Lars Løkke lyder som en interessant statsministerkandidat – gad vide hvordan han ville klare jobbet…”

Så nu: Artikeltid. Læs og bliv klogere. Eller underholdt. Eller kedet ihjel, hvis det er det, du trænger til.

Jeg kan jo godt li’ at gå sådan lidt videnskabeligt-agtigt til værks, så jeg tror lige, jeg peger på noget af den art, som kunne være relevant: Mennesket er et dyr, der har været en lang evolution om at blive tobenet og intelligent.
Først for nylig har der været overskud til sådan noget luksus som om- og eftertanke – vi har mange, mange generationer mere øvelse i at reagere instinktivt, end i at reagere med omtanke.

Sagen er bare, at vi har skabt en verden, hvor omtanke efterhånden er enormt vigtig, men vi er stadig langt mere tilbøjelige til at bruge de instinkter, vi har så lang tids erfaring (og succes) med.
Det er det, jeg mener med evnen til at se sammenhænge – vi har den faktisk, fra naturens hånd. Man kunne endda sige, at høj intelligens netop er evnen til at se sammenhænge ud over de åbenlyse. Men de sammenhænge, vi har skullet se hidtil, har været af quasi-mekanisk art: “Hvad sker der med denneher sten, hvis jeg slår til den med min pind”-type opgaver.


– eller “hvor langt kan jeg kaste bæ hvis jeg opfinder slyngen?”…

Ikke “hvilken effekt vil det have på den sociale dynamik i min stamme over de næste 5-10 år, hvis værdien af skinnende sten bliver sat højere end værdien af mad”-type opgaver.
– eller andre opgaver, der indeholder komplekse problemstillinger, abstraktioner og lange tidshorisonter.

Denne sidste type opgaver kræver det omtanke at forholde sig til, og omtanke kræver øvelse, lige som alt andet. Men vi øver os ikke, og en del af grunden til det er (surprise, surprise) vores medielandskab…
Død og ødelæggelse, sensationer, afsløringer og chock fylder aviser (af papir såvel som pixels) og nyhedsudsendelser, og du har sikkert tit hørt om, hvordan aviserne favoriserer det, fordi det sælger.
Det gør en masse ting, både ved mediebilledet selv og ved samfundet, som vi i øvrigt heller ikke rigtigt får diskuteret, og så har det også en anden effekt, som er grunden til, at det sælger: – alle disse “BØH!”-artikler giver dig et mildt adrenalin-rush.

Når nogen råber “BØH!” og får dig til at fare sammen, aktiveres et af de ældste og dybeste instinkter, “fight-or-flight”-mekanismen.
Adrenalin frigives i kroppen, som lukker ned for alle processer der ikke er til umiddelbar fordel for at slås eller få røven med sig (d.v.s. hjerte, muskler og åndedræt, og ikke så meget andet).
Mediernes yndlings-salgstrick (med sex som en sølle nr. 2 langt nede ad rangstigen) holder mediebrugeren i en nær-konstant, mild men distinkt flygt-eller-kæmp-tilstand, en tilstand hvor primitive instinkter vinder over omtanke og besindelse.

Og så reagerer vi på hver enkelt artikel, som var den en individuel ting, for sådan er vores instinkter skruet sammen – vi er skabt til at reagere på den enkelte sabeltiger, når vi møder den, ikke til at forholde os til sabeltigeren som fænomen. I hvert fald ikke, så længe den er midt i at angribe os.


“SÅ DU SIGER DU IKKE ER I FAMILIE MED KATTEDYRENE DET FINDER JEG VÆLDIG INTERESSANT!”

Sagen er bare, er der er tale om det, Skeptic-redaktør Michael Shermer kalder “false positives” – den overvældende majoritet af disse artikler handler jo ikke om noget, der er en trussel, og i de få tilfælde, hvor de gør, er det alt for tit noget, vi alligevel ikke kan gøre noget ved.

Men evolutionen har lært os, at det kan være dyrt at overse en trussel, så vi er hard-wired til hellere at se en fare, hvor der ingen er, end omvendt – det er sabeltiger-princippet igen: Hvis man hører en lyd og tror det er en sabeltiger, og tager fejl, sker der ikke noget, men hvis man tror det ikke er en sabeltiger, og det er, bliver man spist.

Derfor reagerer vi hellere med en sjat adrenalin end med omtanke på en artikel, der grundlæggende er ligegyldig, eller som i hvert fald ikke er nogen trussel – og så reagerer vi, helt ærligt, ret indskrænket.
– og for at gøre det hele endnu værre, så betyder mave-reaktionen på artiklen også, at vi husker detaljerne dårligere, og i stedet danner et “flash bulb memory” om den, og at vi, i vores agiterede tilstand, er mindre tilbøjelige til at lytte til argumenter omkring den (vores instinkter står jo oppe på stolen og fægter med armene og råber “Der er ikke tid til at diskutere det, vi bliver angrebet af en sabeltiger!!”).

Skulle vi ikke begynde at øve os lidt mere i at lade være med det…?

Update: – det er ikke kun død og elendighed, jeg taler om; der er mange andre måder at få os op at ringe på. Se f.eks. Traileren til “Miss Representation”, som i disse dage tager (endnu) en runde på de sociale medier – den er også et glimrende eksempel på, hvordan man, som medie, drejer et glittet, smukt og velproduceret budskab så man får den eftertragtede “Gudddzzz, hvor forfærdeligt”-effekt…

🙂

Share on Facebook

Read Full Post »

%d bloggers like this: