Posts Tagged ‘film’

Jaja, joeh, nejmenaltså, det er bare tanker der strør sig selv ud over et gammelt, halvfærdigt indlæg, som hermed har fået nyt liv af en slags…

femininity

Mød Charra og Zee.
Charra har barberet hoved og et sammenbidt udtryk i ansigtet, hun er kampklar – Zee har fyldigt, krøllet sort hår med et tørklæde om og ser måske lidt mere blid ud (de bliver spillet henholdsvis af Sarah Blackman og Nona Gaye, datter af Marvin Gaye, og de er personer i filmen “The Matrix Revolutions”, FYI).
Er det sådan, at Charra er maskulin og Zee feminin, som kvinder betragtet? – og hvis det er tilfældet, hvorfor er det så sådan?

masculinity

Dette er Xander Cage.
Han har tatoveringer og muller (og bliver spillet af Vin Diesel i “XXX”) – er han en maskulin fætter? – og hvis det er tilfældet, er det så fordi vi ved, at han portrætterer en butch fyr, ville det være anderledes hvis vi vidste, han var en af Chippendales eller medlem af “Right said Fred”?

Mit spørgsmål er, om vi ved særligt meget om, hvad vi mere eller mindre automatisk betragter som maskulint og feminint, eller hvorfor.
Sidder det kun i tøjet, eller håret, eller er det i situationen, eller baserer vi det på hvad vi ved i forvejen, mens vi tror eller foregiver, at det er objektivt og nemt at se?
– og hvad med os selv, hvordan definerer vi vores egen M. eller F.?

I modsætning til sædvanligvis med mig, så har jeg ikke noget der ligner et svar på mine egne spørgsmål denne gang.
Jeg ved bare, at ret mange diskussioner om emnet går ganske meget amok (uden jeg lige kan finde nogle passende eksempler på nettet, sådan lige på stående fod, men du ved nok hvad jeg mener), med en masse påstande om det ene eller det andet.
Som om emnet optager os enormt meget, hvilket også er forståeligt, men hvorfor synes jeg, der ellers praler af en vis opfattelsesevne, så at diskussionerne er så uoverskuelige…?

Og så var der disse “Bare Bröst”-aktivister, der tilsyneladende mente, at femininitet defineres af bryster – ikke af hele kroppen, men kun af brysterne. En kamp for kvindelighed udtrykkes derfor ved at bevæge sig topløs omkring i det offentlige rum.
Topløs.
Ikke trusseløs.
Kun topløs.
Basta.

Men hvad betyder alt det her rod?

Man må sgudda begå visse ho’det-under-armen-og-fremad-løb-handlinger indimellem, når man skal finde ud af (ofte “on the fly”, så at sige) hvordan man – som mand – skal respektere kvinders kvindelighed og samtidig anamme sin egen maskulinitet, hvor forholdet mellem de to ting jo klart nok er noget, ingen tilsyneladende har særligt meget styr på alligevel, og i hvert fald på ingen måde er enige om, når diskussionen kører?

Dagens mandlige bonuslink: – skråt op med numerologi, et uoverskueligt sejt navn er noget, man er født med!

Share on Facebook
Reklamer

Read Full Post »

Jeg er mand – dér, jeg har sagt det.
Denne, min blog, der indtil videre har handlet lidt om løst og fast, ik’? Og som jeg ikke har skrevet til i årevis ik’?
– jeg overvejer, om den måske kommer til at handle lidt om mande-ting, sådan som jeg ser dem… ikke at jeg er særligt glad for mere polarisering og “os og dem”-retorik, så det bliver der ikke noget af, men bare sådan ting.

Om – eller for – mænd.
Eller begge dele.

Måske.

Tror vi trænger.

Det kunne f.eks. være noget om film:
– de fleste fyre hader at blive tvangsindlagt til at se tøsefilm. Du ved, sådan nogen, hvor det hele handler om føøøøølelser, og man skal bli’e rørt, og det ender med at de onde græder og de gode ler til toner af violiner og med douche-filter på kameralinsen. “Joooh, skat, jeg synes vel nok den var rigtig sød, og ham der eks-kærsten var også en skiderik… *suk*”.

Nej, altså, drengene vil ha’ noget overfladisk action, ikke, kvinder? Ikke så mange følelser, bare nogle eksplosioner og todimensionelle karakterer, og nogle babser, så de stakkels drenge-sind ikke bliver overbelastet med ting, de ikke kan rumme, og bare får kildet den indre drengerøv.


Aww HELL yeah! Vent, fås den ikke større…? (courtesy of TyRuben Ellison)

Det er nok sådan, det ser ud for jer – men mindst én mand (spoiler: det er mig) bliver ganske nemt rørt, nærmest idiotisk nemt faktisk. Bare ikke over tøsefilm.
Det er tit sådan nogle små ting, der har sneget sig ind i film der ellers ikke ligefrem er “Manon og Kilden” (som også er så røvkedelig, at man overvejer at gnave sin egen arm af for at slippe for at se mere).

“Hvad kunne det være”, spørger du? Well, sådan noget som…

— o —

Scene: Superhelten Elastigirl bliver tvunget til at give sine to børn et lynkursus i virkelighed:

– Remember the bad guys on the shows you used to watch on Saturday mornings? Well, these guys aren’t like those guys – they won’t exercise restraint because you are children. They – will – kill – you, if they get the chance. (Helen Parr/Elastigirl, “The Incredibles”)

— o —

Scene: Holdt i fangenskab at et totalitært regime finder unge Evey Hammond et afskedsbrev til livet, skrevet på toiletpapir af en tidligere, nu død, fange, Valerie. Brevet slutter:

…but what I hope most of all is that you understand what I mean when I tell you that, even though I do not know you, and even though I may never meet you, laugh with you, cry with you, or kiss you, I love you.
With all my heart, I love you.
(Valerie’s letter, “V for Vendetta” – denneher trækker tårer hver eneste gang, også nu)

— o —

Scene: Postapokalyptisk fremtid, vampyrisk super-dræber-kvinde, manden der elsker hende og ikke forstår, hvorfor hun ikke vil lukke nogen ind:

…because these moments, as beautiful as they are….they’re evil when they’re gone. (Violet Song Jat Sharif, “Ultraviolet”)

— o —

Scene: Borebissen, der redder andres liv (nogle rumvæsner, faktisk) ved at ofre sit eget, har et sidste budskab til den kvinde, han elsker:

Don’t cry baby
knew this was one way ticket
but you know I had to come
Love you
Wife

(Virgil “Bud” Brigman, “The Abyss”)

— o —

En slut-note før vi går: – alle danske film er tøsefilm. Stram så op, danske filmindustri, eller vi inddrager klaptræet.

Read Full Post »

%d bloggers like this: