Posts Tagged ‘frygt’

Politikere, medsamt politisk aktive personer, journalister m.m.!

Jeg må spørge jer alle om noget – det er ret personligt, og virker sikkert ret fornærmende lige til at starte med, men det er et spørgsmål, jeg mener er ufatteligt vigtigt, at vi får afklaret:

Lyver I, eller er i psykisk syge?

Jeg sagde jo, det godt kunne virke fornærmende, men jeg prøver faktisk ikke at være flabet, jeg mener præcis, hvad der står – taler I usandt med vilje, eller er der noget galt i jeres hoveder?

Det er jo ret åbenlyst, at ikke bare selve det politiske landskab, forstået som Christiansborg og nærmeste omgivelser, men også enhver debat, der lugter bare en lille smule af politik, er blevet fuldstændig binær – vi har en blokpolitik, der er så ekstremt skismatisk, at det efterhånden er hverdag, at politikere taler om hinanden, som om modparten er bevidst maliciøs.
Ond.
En James Bond-skurk med en hvid kat på skødet og ansigtet i skygge, der er er ude på at omstyrte samfundet, og må stoppes for enhver pris.

“- No, I expect you to die…”

Det er på nuværende tidspunkt blevet objektivt umuligt at skabe et samfund eller en regering i balance, for med den omtalte narrativ er enhver samtale med dem på Den Anden Side ensbetydende med landsforræderi – vi har til enhver tid en halv regering, for valgkampens overspændte retorik er blevet, om noget, for svag til at beskrive hverdagen, og den del af det politiske landskab, der ikke p.t. sidder med regeringsmagten, har én, og kun én opgave: At ødelægge det for De Andre, så man selv kan komme til magten.
De Andre betragtes som så onde, at de negative effekter af at underminere samfundet som helhed i en valgperiode, og altså reelt sætte landets ledelse i stå i årevis, åbenbart regnes for en billig pris at betale for at få Dem stoppet.
(det hjælper sikkert, at de involverede parter sjældent selv betaler denne pris, men det er en anden historie, som vi vender tilbage til en anden dag)

Det er blevet helt normalt for politiske “visioner” at omfatte, hvilke af modpartens tidligere tiltag man har tænkt sig at afskaffe, og tit ikke så meget andet – som om verden er en af de dér Disney-film, hvor alting af sig selv bliver godt og grønt, så snart De Onde er besejret: Man behøver ikke have nogen plan for, hvordan man laver et godt samfund, for alle problemer skyldes De Andres ondskab og inkompetence, og vil derfor gå væk af sig selv, så snart de ikke længere er ved magten.

Det er naturligvis [indsæt politisk modstander her] til venstre

Eftersom vi alle jo godt ved, at verden ikke er delt op mellem Gode og Onde – og fornærm nu ikke min intelligens ved at lade som om vi skal diskutere det – så er ovenstående realitet enten udtryk for, at man bevidst siger noget, der ikke passer, eller også lider man af en psykisk sygdom, noget i retning af paranoid skizofreni (jeg er ikke psykolog, men come on, prøv lige at læse beskrivelsen…).

Du spørger måske, om ikke vi også skulle have medierne med i denne kritik – og du har ret, imaginære læser, medierne er med på denne vogn som Donkey Kong på en pixeleret prinsesse, men mediernes rolle kan man til nød forstå; de producerer et produkt på markedets vilkår.

Dette har politikere ikke lov til.

Politik er ikke et produkt, og antal stemmer, mandater, ministerposter eller år i regering er ikke succeskriterier – politik er samfundets ledelse, og succeskriteriet er det, eftertiden vil se tilbage og tænke.

Jeg tror, jeg håber – var jeg religiøs, så bad jeg til – at de skismatiske politikere, debattører m.m. ville græde sig i søvn hver dag i resten af deres liv, hvis de blot et øjeblik kunne forestille sig, hvor hård eftertidens dom over den indeværende nutid bliver… er der noget, vi kan gøre, for at få dem til at forstå?

Read Full Post »

– og/eller er ligeglade:

(oprindeligt postet som note på Facebook, men det er altså bare ikke det samme… og så kan jeg jo benytte lejligheden til at uddybe lidt)

Så var der lige en artikel på Politiken, i anledning af Greg Smith fra Goldman, Sachs’ offentlige fratrædelsesbrev – og jeg må sige, det er imponerende, så lidt danske journalister åbenbart ved om den internationale økonomi, finanskrisen, Grækenland m.m., og hvor lidt man skammer sig over det – det er jo ligemeget, det er bare de rige, ikke?

Hør så efter, journalisttyper (det gælder også jer andre; jeg har læst lige så indsigtsløse artikler i både Tante B og JP):

– dette handler kun i minimalt omfang om, at rige suger løs på andre rige (Bernie Madoff, og det er vist nogenlunde det). De helt store tabere i det spil, Smith taler om, er almindelige husejere, amatør-investorer, pensionsfonde og skatteydere. Goldman, Sachs, JP Morgan Chase og (før deres kollaps) Lehmann Bros. gik totalt grassat i deres blodrus efter at sælge syntetiske porteføljer til uvidende kunder, som på deres side troede, det var en sikker forretning, blandt andet fordi kreditvurderingsinstitutterne som Standard & Poors og Moody’s var lige så forblændet af ideen om vældige rigdomme som de skrupelløse traders, Smith taler om, og gav disse porteføljer højeste kreditrating.

– denne blodrus havde to virkninger, der især var medvirkede til, at det gik galt – for det første: Investeringsbankernes sult efter aktiver, de kunne pakke pænt ind og sælge, fik låneinstitutter (som f.eks. Countrywide) og banker (som Bank of America) til at smide al fornuft ud ad vinduet og oprette lån for hvemsomhelst, der ville stå stille længe nok. Ingen indkomst-tjek, ingen sikkerhed, i mange tilfælde ikke engang personnumre eller adresser, bare postnumre.
Disse lån var totalt usikre (i en af pakkerne var næsten 20% af dem gået ned efter kun 18 måneder), og blev ikke indgået, for at kreditinstituttet kunne få kunder, men udelukkende for at blive bundtet sammen solgt videre som AAA-ratede pakker.


Nejjj, hvor den f… vent, hvad er det her lugter af?

For det andet: – Investeringsbankerne, der udmærket vidste, hvor uholdbart deres pænt indpakkede lort var (bogstaveligt talt; én Goldman-ansat kaldte på et tidspunkt en bestemt pakke aktiver for “a Sack of Shit” i en intern email), oprettede såkaldte ‘forsikringer’, kaldet Credit Default Swaps, hos firmaer som AIG.
Disse var reelt væddemål: Goldman satsede på, at pakkerne ville gå rabundus – de pakker, de selv havde sammensat og solgt til deres egne klienter – og AIG på at de ikke ville. Gæt, hvem der fik ret – AIG røg på røven (sammen med flere andre ejere af disse CDS’er), fordi de var tvunget til at betale Goldman og Co. større beløb i “forsikring”, end der var råd til.
Man havde nemlig sørget for, via lobbyvirksomhed, at få CDS’er undtaget fra normal forsikringsregulering, og kunne derfor tegne for langt mere, end der var dækning for – CDS’erne var ren spekulation, og var lige så lidt rigtige forsikringer, som de førnævnte lån var rigtige lån.
Om Goldman et al så fik deres penge? Selvfølgelig gjorde de det, via enorme bailouts med skattepenge, blandt andet under TARP-initiativet.
Der var altså penge at hente, først ved at sælge pakkerne til sine klienter (for hvem man systematisk skjulte sin viden om, hvor usikre de var), og så når pakkerne kollapsede (og tog både deres nye ejere og CDS-holderne med ned).

– rigtig mange af køberne af disse “Sack of Shit”-pakker var pensionsfonde, delstater, udenlandske banker og stater, så da hele arrangementet faldt fra hinanden, fordampede millioner af helt almindelige menneskers pensioner, delstater gik konkurs, banker verden over vaklede og måtte understøttes af skattekroner, betalt af deres respektive landes borgere, eller styrtede i grus og tog folks opsparinger med i faldet… vi kender jo historien, den foregår stadig.

Det er også værd at bemærke, at selvom firmaer som AIG og Lehmann gik ned på det, så blev langt de fleste af deres højest rangerende ansatte alligevel absurd rige af disse forretninger, og er i øvrigt i mange tilfælde gået videre til lige så lukrative stillinger i andre finansielle virksomheder. På niveauet for individuel, kortsigtet grådighed er der altså fortsat ingen motivation for ikke at gøre sådan nogle ting, uanset de forretningsmæssige, for ikke at nævne samfundsmæssige, katastrofer, de har medført.


“Greed works” – han var faktisk skurken i den film, det husker man måske?

– en anden form for handel, der viste sig enormt lukrativ for investeringsbankerne, var Currency Swaps, som var den slags handler, Goldman og JP Morgan (blandt andre) lavede med Grækenland. Man vidste godt, at værdien af disse handler var syntetisk og ikke grundlæggende kunne redde landets skrantende økonomi, så samtidig, og bevæbnet med sin insiderviden, investerede man iskoldt store summer imod Grækenlands økonomi – og tjente penge én gang til, da det gik galt.

Den forretningsmodel, Greg Smith ikke længere kan leve med, er, med Matt Taibbis ord, som at binde en fin sløjfe om en vandmelon, kaste den ud ad vinduet fra 50’nde etage, og åbne for investorer: Vinderne er dem, der når at gennemføre deres forretninger, før vandmelonen rammer fortorvet.
I det spil er man på ingen måde interesseret i nogetsomhelst, der ikke er éns egen direkte profit – man vil snyde og lyve for sine kolleger, sine klienter, offenligheden og myndighederne, misbruge sin position og skamride såvel lovgivning som almindelig anstændighed, hvis det er det, der skal til.

Der er tale om en forretningskultur, der ansporer til alt dette, og hvor det eneste der tæller er, at checken er hævet, før vandmelonen splatter ud mod fliserne, uanset hvem der så i øvrigt betaler prisen – og det er faktisk skammeligt af Politiken blot at trække på skulderen og erklære sig ligeglad med, hvad de rige går og laver, og generelt af vores medier, at de ved så lidt om, og interesserer sig så lidt for, disse ting…

Here endeth the lesson, mofos.

Read Full Post »

I lyset af, at frygt er tidens allermest moderne følelse, synes jeg det er på tide, at et relateret begreb, som for tiden henslæber sit liv i skygge, får noget mere opmærksomhed – så derfor, og uden yderligere omsvøb, vil jeg gerne præsentere:

Modet.

Og lad os starte med at få en almen misforståelse af vejen: Mod er ikke det modsatte af frygt.

Mod er at være bange for noget – og så gøre det alligevel. Hvis man ikke føler nogen frygt til at begynde med, har man ikke brug for mod, så frygtløse mennesker er aldrig lige så seje som modige mennesker.
Hvis du er frygtløs, så er det jo ingen præstation, det du tør, vel?

aaron ralston

dette er Aaron Ralston, og han kan fortælle dig lidt om at overvinde din frygt

Af det foregående afsnit burde det stå temmelig klart, at mod ikke er meget værd uden en vis klogskab, omtanke eller hvad man nu vil kalde det.
Det er jo ganske modigt at hoppe ud af en flyver uden faldskærm i 2 km’s højde (noget, alle vist kan blive enige om at være bange for) men med mindre der er en usædvanligt god grund til det, så gavner det jo hverken én selv eller andre at splatte ud mod jorden, om det så var nok så modigt gjort.

Det kalder vi dumdristighed, eller somme tider bare dumhed, og ofte hensynsløshed…

chris mccandless

dette er Chris McCandless, og han er død, fordi han var dumdristig og hensynsløs

Her er et par bud, fra mig og helt subjektive, på hvor vi mangler noget mod – find selv på flere (I Mit Ansigt er meget interaktiv for tiden)

Vores børn, vores fremtid
En undersøgelse for nylig (som jeg fa’me ikke kan finde – anybody?) viste, at mange børn i dag går rundt med ubestemt ondt i maven af ren og skær bekymring. Det er fordi de kan se og høre de voksnes verden, og dén er fuld af BØH! og advarsler og bekymring og frygt, i aviserne og TV.
Hvad den derimod ikke er rig på, er mod – voksne, der rejser sig dristigt op og går i rette med alle disse (som det ser ud for barnet) åbenlyse farer. I stedet sidder de voksne med lange ansigter og suger det til sig, og bliver stille og/eller skifter TV-kanal når børnene kommer, åbenbart (igen, set som barn) fordi truslerne er reelle, og det vil børnene ikke kunne tåle at vide.
Sack up, mom & dad, de små kigger på jer!

Det store egotrip
Det har taget et par årtier, men vi er ved at have opnået den perfekte, selvrealiserende tilstand, ser det ud til. Det håber jeg i hvert fald, så den amokløbne egoisme, der hersker i dag, ikke er til ingen verdens nytte.
Alle ser vi os om i verden og tror, at vi er dens centrum – vi kunne jo snakke om, hvad det gør ved f.eks. demokratiet, at alle tror det er til for lige netop dem, men i dag handler det om noget andet.
Ser du, denne selvrealisering har nemlig haft en besynderlig side-effekt, og den har også noget med mod at gøre.
Fordi selvet er blevet vores første (og alt for tit eneste) horisont, står vi jo næsten altid alene, og det kan vi ikke li’ – sindet er simpelthen bygget til at være sammen med andre. Men vi kan ikke rigtigt finde noget at være sammen om mere, andet end at være bange for “de andre”, noget hjernen er næsten lige så god til som at være social.
Så i stedet for at være rummelige over for det anderledes, det “andet”, kigger vi på hinanden og koordinerer vores frygt for det – det dulmer ensomheden og får os til at tro, vi står sammen med nogen.

Hvad vi så til gengæld åbenlyst ikke gør, så snart vi bliver prøvet – for det kræver nemlig også mod.

larrestation du christ

der var denne gamle historie om en fyr ved navn Jesus, og nogle andre fyre der sagde, de var hans venner, indtil panserne dukkede op – men sådan er vi jo ikke mere, vel?

M og K
*suk* – selvfølgelig skal det også handle om mænnerne og damerne, ikke?
Joeh, det er jo egentlig bare en forlængelse af det ovenstående: – for det ene køn er det andet helt objektivt “det andet”, anderledes, ikke-som-os. Og hold da også lige totalt maul, hvor er vi ikke særligt modige i forhold til hinanden!
Ingen chancer tør vi tage, intet uventet kan eller vil vi håndtere, så vi prøver med alle midler (undtagen mod, selvfølgelig) at imødegå det faktum, at en partner af det andet køn uundgåeligt vil være en person, der med sikkerhed ikke er os selv, men som er lige så kompleks og uforudsigelig.
Allehånde former for overdrevent specifikke datingkoncepter, der skal eliminere usikkerheden allerede før det første møde, eller bare en paratholdning om, at man ved første tegn på uro stikker halen mellem benene og løber, alt hvad remmer og tøj kan holde… på det måske vigtigste punkt af vores liv er vi styret af frygt, og vi nægter at erkende det.

Dér, det var mine tre punkter.

Jeg håber, at jeg har gjort min lillebitte del for begrebet mod – for vi trænger til det.

Og hvis det nu bekymrer dig at skulle til at være så modig så hurtigt, og du måske mener det er for meget at forlange, så får du her til sidst et godt råd fra en meget klog kvinde:

“Do one thing every day that scares you”the Sunscreen Speech, Mary Schmich, 1997

Det er et sted at starte…

Dagens indlæg behøver ikke et urelateret mande-link, eftersom det allerede indeholder adskillige links re. Aaron Ralston – nok en af de mest badass mænd i nyere tid

Share on Facebook

Read Full Post »

%d bloggers like this: