Posts Tagged ‘kærlighed’

“… the best way to increase your happiness is to stop worrying about being happy and instead divert your energy to nurturing the social bonds you have with other people … If there’s one thing you’re going to focus on, focus on that. Let all the rest come as it will.”June Gruber

Hvis ellers nogen læste min blog her, ville man måske huske at jeg ved flere lejligheder har talt om mening. Det er lidt af en kæphest for mig, kunne man sige. Nærværende post kommer vist også til at handle en del om det – men udgangspunktet er et andet: Dig.

Eller mig.
Eller ham, eller hende.

Jeg taler om individet – vi er alle individer, men tilstanden er på ingen måde statisk.

Over de seneste årtier er der sket en markant forandring i måden, vi er individer på. Meget kort og groft sagt har vi bevæget os fra primært at være defineret af vores kontekst (samfundsborger, familieforsørger, hvad har vi) til primært at definere os selv.
De fleste mennesker ser ud til at betragte dette som positivt, en bevægelse fra fangenskab mod frihed, en hel generation er vokset op med ordet “selvrealisering” som det store, sublime mål med at være til.

Lad os se lidt på alt det her, og prøve at se rigtig godt efter…


start evt. med dette link til en tydelig visualisering af den moderne selvopfattelse: – alle andre er en ensfarvet, homogen masse, som jeg selv træder frem på baggrund af og/eller hæver mig over… det er uklart, om hensigten er ironisk, hvad der i sig selv er ret ironisk.

Hvis vi starter med dette begreb, “selvrealisering”, hvad er så overhovedet dette “selv” for noget? Well, dette skal jo ikke udarte til et åndeligt-filosofisk værk, og jeg er også sådan en praktisk fætter, så jeg vælger at pege på, at et “selv” grundlæggende er en selvbevidst observatør, det vil sige et væsen, der er bevidst om sin egen placering i den verden, der kan observeres.
Det andet led i ordet, “realisering”, ser ud til at betyde “at optimere sin placering og adfærd i den observerede verden, så den er til størst mulig fordel”. For selvet, altså, eftersom det er dét, der realiserer sig.

Det er nogle år siden, at selvrealisering for alvor var på mode, og vi kunne allerede dengang godt se, at det nemt kunne blive lidt egoistisk. Vi var måske mindre opmærksomme på et par andre problemer med dette udgangspunkt, selvet, og optimeringen af det.
For eksempel kunne man jo spørge, hvad “den størst mulige fordel” vil sige, som optimeringsmål betragtet, og der har da også været diskussioner om, hvilken rolle disciplin kunne have i spillet; disciplin er jo evenen til at gøre noget, man ikke umiddelbart har nogen fornøjelse af, til gavn for et langsigtet mål – men hvad nu hvis man mener (som mange gør), at den fordel, man sigter på i sin realiseringsproces, har med øjeblikkelig (og konstant) glæde, lykke og tilfredshed at gøre?
Vil det så sige, at enhver aktivitet, der ikke øjeblikkeligt medfører lykkefølelse eller tilfredshed er uforenelig med realiseringen af selvet?

Det lyder som et retorisk spørgsmål, men vi kan faktisk godt finde et rimeligt godt svar på det. For vi kan spørge folk, og prøve at finde ud af, hvad der kendtetegner oplevelser, der er ledsaget af disse stærke, positive følelser.
Vi kender jo godt følelsen af at have udrettet noget (tilfredshed), følelsen at være blandt venner (glæde) – jeg har ikke lige én for lykke, måske fordi den er dér, hvor de andre mødes på en helt særlig måde.
Anyways, at udrette noget har det med at gøre os tilfredse, ikke på trods af at det var svært, men netop på grund af det (men ikke omvendt – ikke alt, hvad der er svært, er nødvendigvis tilfredsstillende).
Om man er musiker og netop har spillet en fantastisk solo, eller man netop er blevet færdig med at bygge sin egen terasse i baghaven, eller har været ovre i fitness-centret selvom man havde tømmermænd, så fylder oplevelsen én med tilfredshed, ikke fordi man følte sig skidelykkelig imens, men idet man bagefter ser på resultatet, den gennemførte proces, og ved, hvilket arbejde det var.
Det var svært, og meget af tiden ikke særligt skægt, men det var fa’me det værd.


OK, ikke præcis hvad jeg mente – men det lyder faktisk også som en del arbejde…

Lige sådan med den varme og glæde, man kan føle i venners lag (tak for fødselsdagen, allesammen!). Der er en dybde, når man er blevet og forblevet venner over tid – man har sikkert skændtes om et eller andet, ikke set hinanden i perioder, man har været der, når hinanden har haft det skidt, og man har lært at stole på hinanden, kort sagt, et venskab er noget, der har krævet og stadig kræver tid, energi og engagement, og meget af det er ikke nødvendigvis aktiviteter, der strutter af lagkage og balloner. Men det er en del af det at være venner.
Og det er derfor, det giver så stor en glæde.

Alt det her er interessant i forhold til det hersens udgangspunkt, “selvrealisering”, fordi – og det burde være ret tydeligt, selv med så få eksempler – observatøren, selvet, har ganske betydelige vanskeligheder med at observere, og dermed forstå, nok til at afgøre, hvad der er værd at gøre, og hvad der optimerer eller “realiserer” bedst.
Selvet kan hverken se særlig langt i tid eller i rum (det sociale, eller for den sags skyld det fysiske), men i selvrealiseringen giver vi ikke desto mindre selvet den afgørende autoritet til at beslutte, hvem vi skal være.

OK så, det betyder jo bare, at vi skal udvise lidt besindelse over for dette begreb, og jeg har jo selv nævnt, at ordet ikke er nær så meget på mode, som det har været – så hvorfor analysere dette datede begreb?
Fordi en af grundene til, at det ikke er så meget på mode mere, er at det er blevet utilstrækkeligt. Selvrealisering som buzzword gav kun mening, dengang vi lige var på vej ud af det angivelige fangenskab, det var at være defineret af sin rolle i samfundet, og vi går ikke og taler om selvrealisering i dag, fordi vi er alt for selvrealiserede til det.

Vi er blevet selv-definerende i sådan en grad, så vi dårligt forstår, at der findes andet.

Og selvom det lyder godt, kan det gå en og blive et ret stort problem – det vender vi tilbage til i “Jeg og De Andre, Part Deux“. Stay tuned…

Share on Facebook

Read Full Post »

Hvad er meningen?

update: – husk at læse 2’eren bagefter

Politikere er verbale svindlere, skriver retorik-professor Christian Kock i sin nys udkomne bog – og det har han jo ret i.
Men det har de altid været, og det er fordi det ikke alene ikke straffes (som CK, fornuftigt nok, foreslår i oven-linkede artikel), men direkte belønnes: – der er stemmer i det, fordi vi stemmer med maven og husker med røven og i det hele taget bruger vores hoveder foruroligende lidt. Kort sagt.

Men det virkelige problem (og måske berøres det også i bogen, jeg har jo ikke læst den endnu) er, at der er verbale svindlere og sproglige bedragere overalt. Vi snyder med sproget så det står ud af ærmerne, som samfund betragtet – og det mere nære “vi” (som du og jeg, kære læser), vi er medskyldige, når vi lader det fortsætte og blive værre.

Vi glemmer meningen – eller vi er ligeglade med den, hvad der er lige så slemt.

Det snedige ved ord er jo den mening, der ligger i dem. Ord er bæremedium for mening, vi opfandt dem for at transportere mening fra ét sind til et andet, og når vi bruger dem uden at have os det klart på sinde (som man sagde i gamle dage), så bedrager vi dem.
Vi brænder den bro, menneske-arten har bygget for at overkomme svælget, der er imellem individerne.

Når vi bruger udtrykket “en krig på ord” om begivenheder som den verserende Rønn-sag, og beskriver forholdet mellem fru ministeren og de spørgende X’er på den anden side af bordet som en skyttegravskrig, så bruger vi en metafor, der er meget mere præcis end godt er – sådanne to parter forsøger ikke at udveksle mening, men kaster i stedet ord efter hinanden som var de afsikrede håndgranater, i håb om at ét eller flere af dem når at eksplodere mellem hænderne på modparten, før man når at kaste dem tilbage.

Det er ukonstruktivt, det er grimt, og det er også værre end det…

(i parantes bemærket: Denne artikel handler ikke specielt om dén sag, og jeg gider ikke diskutere den – det er bare et eksempel)

Det er værre, fordi vi, når vi lytter til ord, der ikke har til hensigt (eller er i stand til) at overføre mening, øver os i ikke at tillægge og afkode sproget den mening, der er dets eneste grund til at eksistere – ordene bliver løsrevet fra selve begrebet mening, og reduceres til stumpe redskaber man kan slå med.

Og mening er ikke bare det, at man mener hvad man siger – den slags er en utålelig forsimpling, lige som det er altid at kræve objektiv ærlighed af enhver talende. Ting er så meget mere komplekse end det, og det er netop denne kompleksitet, og den helt uvurderlige og uerstattelige rigdom, den indeholder, vi afskærer os selv fra, når vi tillader den ovennævnte løsrivelse at finde sted hele tiden.

Det er sådan her: – forestil dig, at du ser ud over et smukt landskab, lige i den magiske time… den dalende sols gyldne lys, der spiller over den åndeløst betagende sceneri, skønheden der vælter ind ad dine øjne, ind i dit sind, og overskyller det med en vidunderlig følelse… eller forestil dig, at du ser på din elskedes ansigt i skæret af et enkelt stearinlys, hvordan dine øjne inddrikker hver linie i dette ansigt, og du opfyldes af den glæde, det giver dig.

Forestil dig så, at denne synsmæssige oplevelse erstattes, ikke med en sort-hvid udgave (det troede du, jeg ville sige, ikke?), men af en række lysglimt, der i morsekode beskriver landskabet eller personen for dig, eller – hvis du er mere moderne – en lysavis, der et pixeleret ord ad gangen fortæller dig, hvordan landskabet ser ud, eller hvordan det elskede åsyn er formet.

Det er det, vi gør ved vores sproglige oplevelse – vi udpiner den, og erstatter alt det, den burde give os, og sætte os i stand til at give andre, med en meningsforladt surrogat…

Vil du love mig, at du tænker lidt over det? Det betyder meget for mig.

Dagens indlæg indeholder ingen billeder – hvis du stadig er her, tror jeg du måske forstår hvorfor…

– og så var det den toer…

Share on Facebook

Read Full Post »

Jeg har lige fundet noget, der nærmest var druknet i et par måneders hverdag – og jeg synes, det er for godt til ikke at dele… en nedskrevet beretning om en rejse, jeg tog i foråret, og… well, her er, hvad der skete:

Der var engang, måske cirka da jeg var barn, hvor det at rejse ud i verden med fly var noget stort, indviklet og skræmmende. Den slags oplevelse, som folk forberedte sig på, praktisk og mentalt, flere måneder i forvejen – i modsætning til nu, hvor man bare griber en håndfuld sokker og undertøj og sit pas og hopper på et fly, som var det et S-tog.

Der var også engang, hvor folk hjalp hinanden – i modsætning til nu, hvor verden og dens borgere er blevet både kynisk og kold.

Eller hvad?

Dette er beretningen om en rejse og en oplevelse, der udfordrer begge disse påstande – en rejse, der aldrig var blevet til noget, hvis de var sande, simpelthen.

Det begyndte med en beslutning, som sådan noget har det med at gøre.
Min gode ven Thor og jeg besluttede, at en tur til New York ville være dejligt – midt i maj, godt vejr i Det Store Æble, der var en møbelmesse, vi ville til, og venner i byen, yessir!


New York, here we come!!

Fordi det jo ikke længere er nogen stor sang og dans at flyve, gjorde vi, som man gør i det 21. århundrede: – gik på nettet og købte os en pakke, bestående af ud- og hjemrejse. Vi printede billetter ud, læste om turen på checkmytrip.com, og gav os til at glæde os…

På afrejsedagen, som var en fredag, mødtes vi i god tid, så vidt vi kunne se af klokkeslettene på billetten – der var lidt lang kø ved checkin, men fint nok, vi var som sagt i god tid, og forhastede os ikke. Vi afleverede vores bagage, fik boardingpas, og begav os i et roligt tempo mod gate’en.
Derude blev vi modtaget af det samlede gate-personale, der lidt højspændt spurgte “Er det Jesper og Thor?” – vi var alligevel ikke i så god tid, viste det sig, faktisk var der måske ti minutter til take-off, og vi var de sidste, man manglede.
Jaja, rolig, vi er her, sagde vi med vores afslappede attitude, og afleverede booking-passene. Damen scannede dem og stillede samtidig et spørgsmål, der skulle blive starten på en rejseoplevelse, der kun kan beskrives som surrealistisk:

” – jeres ESTA er i orden, ikke?”

“Hvad er ESTA?”, svarede vi i kor.

Ti sekunders lamslået tavshed i hele gateområdet blev brudt af en eller anden, der i et definitivt tonefald sagde: “Vi bliver nødt til at tage dem af…”.

“Hvad er ESTA for noget?”, spurgte vi.

Der blev ringet til bagage-folk og til kontrolcenter (eller hvad det nu hedder, der hvor bookingerne foregår), og to standby-passagerer fik en god nyhed, imens vi endnu engang spurgte “Hvad fanden er ESTA!?”.


HVAD BETYDER DETTE!?

I løbet af hele vores online-booking, og selv ved checkin i lufthavnen, havde ingen med ét ord nævnt ESTA. Skulle du overveje en rejse til USA, så ved du lige om lidt, hvad det er:

Siden marts måned i år har det været obligatorisk at udfylde en ansøgning til U.S. Department of Homeland Security via Electronic System for Travel Authentication (= E.S.T.A), hvis man vil rejse ind i USA – systemet havde ganske vist eksisteret i et års tid, og formularen er identisk med det aflange, grønne stykke papir, du hidtil har udfyld i flyet, hvor du forsikrer dine amerikanske værter om at du ikke er terrorist, og du skal for resten stadig udfylde papir-udgaven alligevel, men altså: Ingen ESTA, ingen rejse.

Dér står man så. Det er værd at bemærke, at ingen, hverken de tre forskellige rejseagenter, der var involveret (FDM Travel, newyork.dk og SAS), eller endda medarbejderen, der tjekkede vores bagage ind, følte nogen anledning til på nogen måde bare at antyde i forbindelse med vores bestilling af rejsen, at noget sådant som ESTA fandtes, heller ikke selvom det kun havde været obligatorisk i knap to måneder og derfor kunne kaldes noget nyt.
Jeg ved godt, det er éns eget ansvar, men vi er i det 21. århundrede, for pokker! Det kan vel ikke være meningen, at… nå.

“Hvad skal vi så gøre?”

En flink person – den første i en række af dem, bare vent! – fortæller os alt det, du lige har læst, og spørger så om vi vil være interesseret i at rejse med samme fly dagen efter?
YÆS, rejsen lever stadig! “Selvfølgelig!”, siger vi, og han ombooker os på stedet ved hjælp af sin mobiltelefon og sin venlighed. Bagefter viser han os hen til den nærmeste computer med internetforbindelse og hjælper os med at udfylde ESTA-ansøgningerne, der bliver godkendt med det samme (systemet siger, at der kan gå op til 72 timer, men havde vi været lidt tidligere på den denne fredag, kunne vi have nået det før vores oprindelige fly. Første påstand oppe fra indledningen er for alvor begyndt at vakle).

Til sidst tjekker han os ind og udskriver vores boardingpas – det eneste, han ikke kan hjælpe os med er, at vores rejse til New York går via Washington (det var en billig rejse, ik’?), og han kan ikke ombooke indenrigsflyet.

Vi tager det med gåpåmod, synes vi selv – vi finder et fly, eller et tog eller noget, fra Washington til NY, no problemo!

Så dagen er ret meget ved siden af forventningerne: – i stedet for at være på vej til USA går vi nu i stedet ind og ser Iron Man 2 – det smager vel altid lidt af fugl – spiser en sandwich og siger “Vi ses i morgen – SÅ tager vi altså til New York!”.

Jeg tager en udmærket S-tog tilbage til Valby, hvor jeg bor – og så slår idiotien til for alvor: Da jeg står af, efterlader jeg min skuldertaske, medsamt mit pas og boardingpas, i toget, som fortsætter mod Ballerup, eller Frederikssund, eller hvor det nu var på vej hen…. jeg har aldrig efterladt en taske i toget før, og regner ikke med at gøre det igen – har du nogensinde hørt udtrykket “hans hjerte sank helt ned i skoene”?
Nu ved jeg, hvordan det føles; sådan var det at stå i Valby og blive klar over, at anslag nr. 2 mod min rejse til Æblet netop havde ramt, med samme kraft (og lige så uvelkomment) som tusind eksploderende dåser surströmming.


– eller kimchee

DSB’s service-center gjorde deres bedste, kontaktede endda en S-togfører, hvad der ikke normalt er muligt undtagen i nødtilfælde (spørg mig, om jeg syntes det var tilfældet – kom så, spørg!), og rådede mig i øvrigt til at spørge alle togførerne, når de kom tilbage fra Balle-sund, om de havde fundet noget i toget. Næh, desværre, men en af dem gav mig nummeret til Hittegods, der dog heller ikke havde registreret en gul taske med mit rejsehumør i – “Ring i morgen, vi åbner kl. 7”, opmuntrede de.

Det var ganske vanskeligt at falde til ro denne fredag aften – min forsvarsløse taske, alene i et tog, der allerede ved 20-tiden, da jeg efterlod den der, så småt var ved at fyldes med overstadige, drikkende teenagere fra oplandet… hvis den skulle slippe fra det uden at blive tisset eller kastet op i, skulle der jo mirakler til.

Samtidig viste lidt research, at alternativer som midlertidigt pas var yt; USA kræver rigtigt pas, biometrisk og officielt og antageligvis lavet af en eller anden form for patriotisk grundstof – ingen sedler fra mor, tak.
Det betød, at eneste anden udvej var hastepas-proceduren, som tidligst kunne gennemføres mandag. Crap.

Min rejsekammerat opmuntrede mig til at tænke positivt – “nogen vil finde den, finde noget med dit navn på, og ringe, bare vent, any moment now, vi skal nok komme afsted!”. Tak, min ven, jeg prøver…

Næste morgen. Hittegodskontoret: “Desværre. Hvis toget er blevet bortrangeret, kan der gå til mandag morgen, før nogen registrerer din taske – hvis ellers den er fundet”. Hvorfor pokker ville vi også rejse på en fredag!?


TAAAAA-SKØØØØH….? – aaa-skøøh… aa-skøh….

Shit.

OK, tænk positivt: Jeg pakkede mit grej sammen igen (efter at have fjernet tøj til ca. 1 døgn, som jeg jo ikke længere havde brug for at slæbe med) og gjorde mig klar til et bad – og så ringer telefonen: Det er Thor.

Som fortæller mig, at en rar dame, der hedder Ruth, har fundet min taske.
Med mit boardingpas og pas i.
Og har ringet til SAS, som, i skikkelse af en sød pige ved navn Sarah, har fundet Thors firmanavn på bookingen, Googlet ham, og ringet til ham og givet ham Ruths telefonnummer.
Fik du den? I hvert fald tre trin, involverende to forskellige personer, vildt fremmede for såvel mig som hinanden, der hver især kunne være gået anderledes – og det fortsætter:

Klokken er nu nær ni, og vores fly letter kl. 12.20 – skynder mig at ringe til Ruth, som jeg priser til skyerne og takker igen og igen for hendes hjælp, hun viser sig at bo ca. 15 minutter væk i en taxa, jeg bader hurtigt og styrter ud ad døren og til Rødovre i en taxa, idet jeg kun lader mig forsinke af et besøg i en blomsterbutik for at købe den største buket, jeg kan få.

Ruth, det rare menneske, der handlede i tide, står på gaden (i regnvejr!) og vinker, da jeg kommer, med en cigaret i den ene hånd og min gule taske i den anden – jeg giver hende buketten og verdens største kram og så megen tak mine oratoriske evner formår, og får til gengæld min taske, og en lille bamse for held og lykke på rejsen, er det ikke sødt?

Så hør lige det her: – da jeg har sat mig i taxa’en igen og ræser i retning af Kastrup, åbner jeg tasken for at have styr på mine rejsedokumenter, og opdager, at Ruth har lagt en pose med frugt og en håndfuld chokolader i farvestrålende cellofan ned i den!!

Damn, Ruth, dit rare væsen!
Er folk ikke bare søde, altså? Påstand nr. 2 deroppe holder bare heller ikke.

Læs med lidt endnu, for det er ikke slut: – Sarah, den aktive SAS-medarbejder, der googlede Thor og ringede til ham, spurgte ham for resten også, hvorfor vi var booket til Washington, når der var et direkte fly til New York, vi kunne tage? Vi skulle såmænd bare henvende os i bookingservice i lufthavnen.
Dér var de også supersøde, og gav os valget mellem et lidt tidligere, men ikke direkte fly, og et senere, direkte, samt god til til at tænke over det – vi valgte dør nr. 2, det direkte fly, og blev ombooket igen, stadig uden det havde kostet os en krone ekstra, og udelukkende fordi disse folk ydede en service, de ikke er forpligtet til, men har al mulig grund til at være stolte af, hvis du spørger mig.

Tak, allesammen!

Det direkte fly var lidt forsinket, men på grund af Washington-detour’en ankom vi til den tid, vi havde planlagt, alligevel – skal du lige have den sidste krølle på denne totalt surrealistiske rejse?

Ca. 45 minutter efter vi var landet, stod vi, takket være vores lokale ven Tracy, i en typisk New York-baggård, med røde murstensmure og brandtrapper, som var lavet om til en gårdhave, med bagagen i hånden og omgivet af totalt fremmede, men venlige mennesker, og blev budt velkommen til fødselsdag af Tracys ven Patrick Ferrell, der omfavnede os og sagde “Der er mad dérovre, bare tag fat i en af servitricerne og bestil hvad I har lyst til af drinks, kom og hils på min bror, Will”, der stod i et hjørne sammen med Brooke Shields, som stadig ser fantastisk ud… jeg følte mig som var jeg faldet ned fra månen og landet i drejebogen til en eller anden komedie, der ikke var skrevet helt færdig.


thanks for the warm welcome and cold beers guys!

Så dagens opgave til dig: – prøv at regne ud, hvor mange mennesker, der skulle være søde og hjælpsomme, for at denne historie kunne blive til, og hvor få, der skulle have været egoistiske eller ligeglade for at ødelægge det hele.

Helt galt med verden kan det da ikke være.
Vel?

Share on Facebook

Read Full Post »

Jeg er vist ikke helt som andre mænd.

I hvert fald ikke, hvis… OK, hør lige en gang: – hvis askmen.com er bare nogenlunde retvisende, så begynder det at dæmre for mig, hvad det er kvinder går og søger og ej finder i os mænd.

Case in point, denne artikel.
Det vil sige, ikke artiklen (selvom den også indeholder nogle temmeligt tåkrummende råd), men det dér billedgalleri til højre under billedet – det, hvor der står “10 ting der gør dig til en dårligere elsker”. Prøv lige at se det igennem, vi venter her så længe…

wtfbutt
Tante Berlingske har i øvrigt også valgt en smagfuld billedledsagelse…

Hvassirduså…?

Fortæl mig lige, har den gennemsnitlige danske mand & elsker brug for at få at vide, at han skal være opmærksom på sin sex-partner, og f.eks. ikke knuse hendes lunger med sin kropsvægt? Helt ærligt?

Måske er det bare mig.

Måske er Fri’s foretrukne kilde udi mandlighed, askmen.com, et idiotisk website skrevet af den mandlige overgangsalder i egen person, eller af en underground betonfeministisk bevægelse, der ønsker at cementere (fik du den?) alle de mest underlødige fordomme om mænd.

Men disse råd lyder lidt som at minde Garfield om at spise lasagne, eller Anders Fogh om at følge drejebogen – der er, seriøst, tale om ting man lissom burde gå ud fra, at de fleste har nogenlunde fod på, ik’?

Eller hür?

Mænd?

Kvinder?

Anyone…?

Share on Facebook

Read Full Post »

I lyset af, at frygt er tidens allermest moderne følelse, synes jeg det er på tide, at et relateret begreb, som for tiden henslæber sit liv i skygge, får noget mere opmærksomhed – så derfor, og uden yderligere omsvøb, vil jeg gerne præsentere:

Modet.

Og lad os starte med at få en almen misforståelse af vejen: Mod er ikke det modsatte af frygt.

Mod er at være bange for noget – og så gøre det alligevel. Hvis man ikke føler nogen frygt til at begynde med, har man ikke brug for mod, så frygtløse mennesker er aldrig lige så seje som modige mennesker.
Hvis du er frygtløs, så er det jo ingen præstation, det du tør, vel?

aaron ralston

dette er Aaron Ralston, og han kan fortælle dig lidt om at overvinde din frygt

Af det foregående afsnit burde det stå temmelig klart, at mod ikke er meget værd uden en vis klogskab, omtanke eller hvad man nu vil kalde det.
Det er jo ganske modigt at hoppe ud af en flyver uden faldskærm i 2 km’s højde (noget, alle vist kan blive enige om at være bange for) men med mindre der er en usædvanligt god grund til det, så gavner det jo hverken én selv eller andre at splatte ud mod jorden, om det så var nok så modigt gjort.

Det kalder vi dumdristighed, eller somme tider bare dumhed, og ofte hensynsløshed…

chris mccandless

dette er Chris McCandless, og han er død, fordi han var dumdristig og hensynsløs

Her er et par bud, fra mig og helt subjektive, på hvor vi mangler noget mod – find selv på flere (I Mit Ansigt er meget interaktiv for tiden)

Vores børn, vores fremtid
En undersøgelse for nylig (som jeg fa’me ikke kan finde – anybody?) viste, at mange børn i dag går rundt med ubestemt ondt i maven af ren og skær bekymring. Det er fordi de kan se og høre de voksnes verden, og dén er fuld af BØH! og advarsler og bekymring og frygt, i aviserne og TV.
Hvad den derimod ikke er rig på, er mod – voksne, der rejser sig dristigt op og går i rette med alle disse (som det ser ud for barnet) åbenlyse farer. I stedet sidder de voksne med lange ansigter og suger det til sig, og bliver stille og/eller skifter TV-kanal når børnene kommer, åbenbart (igen, set som barn) fordi truslerne er reelle, og det vil børnene ikke kunne tåle at vide.
Sack up, mom & dad, de små kigger på jer!

Det store egotrip
Det har taget et par årtier, men vi er ved at have opnået den perfekte, selvrealiserende tilstand, ser det ud til. Det håber jeg i hvert fald, så den amokløbne egoisme, der hersker i dag, ikke er til ingen verdens nytte.
Alle ser vi os om i verden og tror, at vi er dens centrum – vi kunne jo snakke om, hvad det gør ved f.eks. demokratiet, at alle tror det er til for lige netop dem, men i dag handler det om noget andet.
Ser du, denne selvrealisering har nemlig haft en besynderlig side-effekt, og den har også noget med mod at gøre.
Fordi selvet er blevet vores første (og alt for tit eneste) horisont, står vi jo næsten altid alene, og det kan vi ikke li’ – sindet er simpelthen bygget til at være sammen med andre. Men vi kan ikke rigtigt finde noget at være sammen om mere, andet end at være bange for “de andre”, noget hjernen er næsten lige så god til som at være social.
Så i stedet for at være rummelige over for det anderledes, det “andet”, kigger vi på hinanden og koordinerer vores frygt for det – det dulmer ensomheden og får os til at tro, vi står sammen med nogen.

Hvad vi så til gengæld åbenlyst ikke gør, så snart vi bliver prøvet – for det kræver nemlig også mod.

larrestation du christ

der var denne gamle historie om en fyr ved navn Jesus, og nogle andre fyre der sagde, de var hans venner, indtil panserne dukkede op – men sådan er vi jo ikke mere, vel?

M og K
*suk* – selvfølgelig skal det også handle om mænnerne og damerne, ikke?
Joeh, det er jo egentlig bare en forlængelse af det ovenstående: – for det ene køn er det andet helt objektivt “det andet”, anderledes, ikke-som-os. Og hold da også lige totalt maul, hvor er vi ikke særligt modige i forhold til hinanden!
Ingen chancer tør vi tage, intet uventet kan eller vil vi håndtere, så vi prøver med alle midler (undtagen mod, selvfølgelig) at imødegå det faktum, at en partner af det andet køn uundgåeligt vil være en person, der med sikkerhed ikke er os selv, men som er lige så kompleks og uforudsigelig.
Allehånde former for overdrevent specifikke datingkoncepter, der skal eliminere usikkerheden allerede før det første møde, eller bare en paratholdning om, at man ved første tegn på uro stikker halen mellem benene og løber, alt hvad remmer og tøj kan holde… på det måske vigtigste punkt af vores liv er vi styret af frygt, og vi nægter at erkende det.

Dér, det var mine tre punkter.

Jeg håber, at jeg har gjort min lillebitte del for begrebet mod – for vi trænger til det.

Og hvis det nu bekymrer dig at skulle til at være så modig så hurtigt, og du måske mener det er for meget at forlange, så får du her til sidst et godt råd fra en meget klog kvinde:

“Do one thing every day that scares you”the Sunscreen Speech, Mary Schmich, 1997

Det er et sted at starte…

Dagens indlæg behøver ikke et urelateret mande-link, eftersom det allerede indeholder adskillige links re. Aaron Ralston – nok en af de mest badass mænd i nyere tid

Share on Facebook

Read Full Post »

%d bloggers like this: