Posts Tagged ‘kønsroller’

Jeg er vist ikke helt som andre mænd.

I hvert fald ikke, hvis… OK, hør lige en gang: – hvis askmen.com er bare nogenlunde retvisende, så begynder det at dæmre for mig, hvad det er kvinder går og søger og ej finder i os mænd.

Case in point, denne artikel.
Det vil sige, ikke artiklen (selvom den også indeholder nogle temmeligt tåkrummende råd), men det dér billedgalleri til højre under billedet – det, hvor der står “10 ting der gør dig til en dårligere elsker”. Prøv lige at se det igennem, vi venter her så længe…

wtfbutt
Tante Berlingske har i øvrigt også valgt en smagfuld billedledsagelse…

Hvassirduså…?

Fortæl mig lige, har den gennemsnitlige danske mand & elsker brug for at få at vide, at han skal være opmærksom på sin sex-partner, og f.eks. ikke knuse hendes lunger med sin kropsvægt? Helt ærligt?

Måske er det bare mig.

Måske er Fri’s foretrukne kilde udi mandlighed, askmen.com, et idiotisk website skrevet af den mandlige overgangsalder i egen person, eller af en underground betonfeministisk bevægelse, der ønsker at cementere (fik du den?) alle de mest underlødige fordomme om mænd.

Men disse råd lyder lidt som at minde Garfield om at spise lasagne, eller Anders Fogh om at følge drejebogen – der er, seriøst, tale om ting man lissom burde gå ud fra, at de fleste har nogenlunde fod på, ik’?

Eller hür?

Mænd?

Kvinder?

Anyone…?

Share on Facebook

Read Full Post »

I lyset af, at frygt er tidens allermest moderne følelse, synes jeg det er på tide, at et relateret begreb, som for tiden henslæber sit liv i skygge, får noget mere opmærksomhed – så derfor, og uden yderligere omsvøb, vil jeg gerne præsentere:

Modet.

Og lad os starte med at få en almen misforståelse af vejen: Mod er ikke det modsatte af frygt.

Mod er at være bange for noget – og så gøre det alligevel. Hvis man ikke føler nogen frygt til at begynde med, har man ikke brug for mod, så frygtløse mennesker er aldrig lige så seje som modige mennesker.
Hvis du er frygtløs, så er det jo ingen præstation, det du tør, vel?

aaron ralston

dette er Aaron Ralston, og han kan fortælle dig lidt om at overvinde din frygt

Af det foregående afsnit burde det stå temmelig klart, at mod ikke er meget værd uden en vis klogskab, omtanke eller hvad man nu vil kalde det.
Det er jo ganske modigt at hoppe ud af en flyver uden faldskærm i 2 km’s højde (noget, alle vist kan blive enige om at være bange for) men med mindre der er en usædvanligt god grund til det, så gavner det jo hverken én selv eller andre at splatte ud mod jorden, om det så var nok så modigt gjort.

Det kalder vi dumdristighed, eller somme tider bare dumhed, og ofte hensynsløshed…

chris mccandless

dette er Chris McCandless, og han er død, fordi han var dumdristig og hensynsløs

Her er et par bud, fra mig og helt subjektive, på hvor vi mangler noget mod – find selv på flere (I Mit Ansigt er meget interaktiv for tiden)

Vores børn, vores fremtid
En undersøgelse for nylig (som jeg fa’me ikke kan finde – anybody?) viste, at mange børn i dag går rundt med ubestemt ondt i maven af ren og skær bekymring. Det er fordi de kan se og høre de voksnes verden, og dén er fuld af BØH! og advarsler og bekymring og frygt, i aviserne og TV.
Hvad den derimod ikke er rig på, er mod – voksne, der rejser sig dristigt op og går i rette med alle disse (som det ser ud for barnet) åbenlyse farer. I stedet sidder de voksne med lange ansigter og suger det til sig, og bliver stille og/eller skifter TV-kanal når børnene kommer, åbenbart (igen, set som barn) fordi truslerne er reelle, og det vil børnene ikke kunne tåle at vide.
Sack up, mom & dad, de små kigger på jer!

Det store egotrip
Det har taget et par årtier, men vi er ved at have opnået den perfekte, selvrealiserende tilstand, ser det ud til. Det håber jeg i hvert fald, så den amokløbne egoisme, der hersker i dag, ikke er til ingen verdens nytte.
Alle ser vi os om i verden og tror, at vi er dens centrum – vi kunne jo snakke om, hvad det gør ved f.eks. demokratiet, at alle tror det er til for lige netop dem, men i dag handler det om noget andet.
Ser du, denne selvrealisering har nemlig haft en besynderlig side-effekt, og den har også noget med mod at gøre.
Fordi selvet er blevet vores første (og alt for tit eneste) horisont, står vi jo næsten altid alene, og det kan vi ikke li’ – sindet er simpelthen bygget til at være sammen med andre. Men vi kan ikke rigtigt finde noget at være sammen om mere, andet end at være bange for “de andre”, noget hjernen er næsten lige så god til som at være social.
Så i stedet for at være rummelige over for det anderledes, det “andet”, kigger vi på hinanden og koordinerer vores frygt for det – det dulmer ensomheden og får os til at tro, vi står sammen med nogen.

Hvad vi så til gengæld åbenlyst ikke gør, så snart vi bliver prøvet – for det kræver nemlig også mod.

larrestation du christ

der var denne gamle historie om en fyr ved navn Jesus, og nogle andre fyre der sagde, de var hans venner, indtil panserne dukkede op – men sådan er vi jo ikke mere, vel?

M og K
*suk* – selvfølgelig skal det også handle om mænnerne og damerne, ikke?
Joeh, det er jo egentlig bare en forlængelse af det ovenstående: – for det ene køn er det andet helt objektivt “det andet”, anderledes, ikke-som-os. Og hold da også lige totalt maul, hvor er vi ikke særligt modige i forhold til hinanden!
Ingen chancer tør vi tage, intet uventet kan eller vil vi håndtere, så vi prøver med alle midler (undtagen mod, selvfølgelig) at imødegå det faktum, at en partner af det andet køn uundgåeligt vil være en person, der med sikkerhed ikke er os selv, men som er lige så kompleks og uforudsigelig.
Allehånde former for overdrevent specifikke datingkoncepter, der skal eliminere usikkerheden allerede før det første møde, eller bare en paratholdning om, at man ved første tegn på uro stikker halen mellem benene og løber, alt hvad remmer og tøj kan holde… på det måske vigtigste punkt af vores liv er vi styret af frygt, og vi nægter at erkende det.

Dér, det var mine tre punkter.

Jeg håber, at jeg har gjort min lillebitte del for begrebet mod – for vi trænger til det.

Og hvis det nu bekymrer dig at skulle til at være så modig så hurtigt, og du måske mener det er for meget at forlange, så får du her til sidst et godt råd fra en meget klog kvinde:

“Do one thing every day that scares you”the Sunscreen Speech, Mary Schmich, 1997

Det er et sted at starte…

Dagens indlæg behøver ikke et urelateret mande-link, eftersom det allerede indeholder adskillige links re. Aaron Ralston – nok en af de mest badass mænd i nyere tid

Share on Facebook

Read Full Post »

Mænd og kvinder har ikke altid været stillet lige i verden.

Det er de stadig ikke.

Men hvem styrer – hvem har det bedst, og er der nogen, der er ofre, og i så fald hvem?

Well, gennem de sidste 40 år eller så har kvinder kæmpet deres egen sag, og kudos til dem for det – de har vundet mange, mange slag, og rent formelt er det nu ikke længere tilladt at forfordele kvinder på basis af deres køn, ikke under nogen som helst omstændigheder.

Det er sgudda flot, fantastisk, tillykke med det kvinder, og… undskyld, I var ikke færdige med at tale?

Nej, for ét af de slag, kvinder har vundet (fordi mænd ikke har været interesseret i lige præcis dén sejr, måske), er det om retten til at hævde, hvem der har det værst.
Er du kvinde, kan du til enhver tid spille kønskortet, og forvente at alle er enige med dig i, at mænd holder dig nede hvor de kan, og dominerer den verden, du lever i.

Men ka’ det nu å’ pas’?

Lad os lige starte med en hurtig quiz:
Én af de mest gennemtrængende historier om mænd og vores dominans over kvinder er den om, hvordan det offentlige rum er fyldt med pornoficerende afbildinger af kvinder – og porno, det ved alle, er jo noget alle mænd kan li’ (den diskussion kan vi eventuelt vende tilbage til en anden dag).

OK, så tag lige et kig på disse billeder, og fortæl mig, hvilket af dem der er fra en såkaldt pornografisk publikation – resten af dem, kan jeg afsløre, er fra dameblade og reklamer.



billede nr. 1


billede nr. 2


billede nr. 3


billede nr. 4


billede nr. 5

Skriv dit bud nede i kommentarfeltet, jeg afslører ikke svaret nu…

(det tog mig ca. 10 minutter og lidt let googling at skrue den der sammen – så hvis du helst vil tro, at det er resultatet af timers forudindtaget research, så må jeg skuffe dig)

Så er der måske nogen, der vil hævde, at det er fordi mode- eller reklamebranchen styres af mænd – men hvis jeg lige må pege på en ting her: Disse brancher er, som alle andre, styret af penge, punktum.
Kvinder har penge i dag, takket være den føromtalte frigørelse, og elsker at bruge dem – måske endda mere end mænd gør, eller i hvert fald i andre forbrugsmønstre.
Når reklamer rettet mod kvinder ser ud, som de gør, så kan du bide dig selv lige midt i næsen på, at det er fordi lortet virker. Hvis kvinder reagerede bare moderat negativt på den slags, ville det forsvinde fra den ene dag til den anden.

Så med mindre I, kvinder, vil argumentere for, at vi, mænd, har hjernevasket jer alle til at bruge jeres penge på jeres behov (tro mig når jeg siger, at det ikke er os, der kræver at I køber det 117. par sko), efter mønstre vi bestemmer, så må I prøve at tage til efterretning, at langt den overvejende tingsliggørelse af jeres køn finder sted takket være jer selv.

Det er et av-av-emne, det her, og jeg har sikkert allerede stukket min hånd i en hvepserede, så vi holder her for i dag – jeg vil bare lige slutte med at sige, at jeg og alle mine mandevenner er ret enige om, at det meste af det vi ser i det såkaldt “pornoficerede” offentlige rum ikke er specielt sexet eller tiltrækkende, og allermindst de indslag i mainstream-moden, som af uforklarlige årsager forsøger at låne fra pornqueen-look’et (for vi, mænd, skal jo generelt også have skylden, når kvinder – og piger, herren hjælpe mig – klæder sig udfordrende fordi det er moderne, og begynder at ligne købedamer. Men vi er faktisk helst fri).



hvad ville du sige hvis jeg påstod, at hun får penge for at se sådan der ud?


– oh, go fuck yourself.

Hvis det var os, der styrede det pis, så det hele meget anderledes, og en hel del bedre, ud.

– og dagens urelaterede mandelink: Badass of the Week.
Nærmere introduktion er helt unødvendig.

Share on Facebook

Read Full Post »

Cykelhjelmen.

giro

Symbolet på, at der er noget der er væltet (et i høj grad tilsigtet lille ordspil der, mange tak).

Hvor gammel er du?
Kan du huske engang, hvor ingen kørte med cykelhjelm? Hvordan vi cyklede gennem en sø af blod og knuste kranier? Ikke?
Men du kender da en, der er død eller blevet hjerneskadet af et styrt på cykel?
Nå.
Men har du selv slået skallen halvt itu ved et fald på en cykel?

Det er helt sikkert forfærdeligt for de involverede, og hvis ellers nogen læste min blog her, ville jeg nok komme til at stå for skud for at bruge sådan noget grufuldt noget til at argumentere for, at samfundet er ved at blive for lidt dumt.

Men hør mig nu alligevel…

Det handler om balance.
Balance mellem forholdsregler og risiko, mellem smart og dumt (“dumt” betyder i denne sammenhæng “ulogisk”, “noget, man ikke rationelt kan forsvare”), mellem kvinder og mænd, fup og fakta – balancer, der er forskudt, og det er ikke så bra.

Det er jo ubestridelig logik, at man bør bruge cykelhjelm, hvis man på nogen måde bekymrer sig om, at man kan ende på den rædselsfulde statistik over cykel-relaterede, kroniske hovedskader.

Det er til gengæld fuldstændig ulogisk at nægte at bære sådan en fanden på sit kranium, under henvisning til at selv den mest velmente designer-cykelhjelm ligner at man har stukket ho’det op i røven på en Transformer.

bumblebee
afbildet: – en af Bumblebee’s hæmorrider

– og få mig nu slet ikke til at nævne de dér absurd idiotiske, grimme, stupide, uklædelige, fjogede hjembetræk (nå, nu nævnte vi dem alligevel)…!

aaaaarghhh
AAAARGH! FÅ DEN TINGEST VÆK FRA MIG!!

Kig lige på de to afsnit – måske er det alligevel ikke hugget i sten, at mænd er logiske, og kvinder følsomme.
Det er vist tydeligt nok, at det første argument er noget, man vil høre fra sin mor (eller kæreste), mens det andet er noget, en mand (f.eks. jeg) kan finde på at sige.

Det tidspunkt er langt overskredet…
– hvor vi dumme, ulogiske mænd kræver at vores synspunkt i dén slags sammenhænge bli’r taget til efterretning, og DU, mand-der-har-valgt-at-bære-cykelhjelm-for-at-slippe-for-diskussionen-med-din-kæreste, står ved at du vil være ulogisk, tjekket (hjelm-wise, om ikke andet), og nægter at lade dig kujonisere af en marginal risiko for at slå hovedet.

angrywoman
vel bli’r hun da ej sur – sig det nu bare!

Ikke bare for at stå ved noget mandigt og dumt (for det ville jo være… well, dumt), men fordi vi – og især vores børn – har brug for at kunne foretage en risikovurdering, endda mange, tit, måske næsten hver dag, uden at gå i panik, og uden at ligge under for et princip om, at ingen risiko er værd at løbe.

Selvfølgelig er der risici, der er værd at løbe – som f.eks. at være sammen med en kvinde, selvom du kan risikere, at hun en dag skrider eller bliver syg og dør, eller at gå uden for sin dør hver dag, også selvom du kan blive ramt af en faldende tagsten, eller snuble ned ad trappen og brække ryggen.
Du gør de ting alligevel, fordi den forventede gevinst, glæde eller fordel står i hvad du vurderer er et rimeligt forhold til risikoen.

Som sagt er hjelmen bare et symbol – symbolet på, at der altid er en skæbne, der er ude efter dig, men selve livet forventer, nej, kræver, at du tager nogle rimelige chancer, i stedet for at forsøge at beskytte dig imod al tænkelig modgang…

– og det totalt uvedkommende dagens-mande-link: Hvis du tror, computerspil er for nørder og overvægtige, forvoksede drengerøve, har du ikke fattet en pind!

Share on Facebook

Read Full Post »

Jaja, joeh, nejmenaltså, det er bare tanker der strør sig selv ud over et gammelt, halvfærdigt indlæg, som hermed har fået nyt liv af en slags…

femininity

Mød Charra og Zee.
Charra har barberet hoved og et sammenbidt udtryk i ansigtet, hun er kampklar – Zee har fyldigt, krøllet sort hår med et tørklæde om og ser måske lidt mere blid ud (de bliver spillet henholdsvis af Sarah Blackman og Nona Gaye, datter af Marvin Gaye, og de er personer i filmen “The Matrix Revolutions”, FYI).
Er det sådan, at Charra er maskulin og Zee feminin, som kvinder betragtet? – og hvis det er tilfældet, hvorfor er det så sådan?

masculinity

Dette er Xander Cage.
Han har tatoveringer og muller (og bliver spillet af Vin Diesel i “XXX”) – er han en maskulin fætter? – og hvis det er tilfældet, er det så fordi vi ved, at han portrætterer en butch fyr, ville det være anderledes hvis vi vidste, han var en af Chippendales eller medlem af “Right said Fred”?

Mit spørgsmål er, om vi ved særligt meget om, hvad vi mere eller mindre automatisk betragter som maskulint og feminint, eller hvorfor.
Sidder det kun i tøjet, eller håret, eller er det i situationen, eller baserer vi det på hvad vi ved i forvejen, mens vi tror eller foregiver, at det er objektivt og nemt at se?
– og hvad med os selv, hvordan definerer vi vores egen M. eller F.?

I modsætning til sædvanligvis med mig, så har jeg ikke noget der ligner et svar på mine egne spørgsmål denne gang.
Jeg ved bare, at ret mange diskussioner om emnet går ganske meget amok (uden jeg lige kan finde nogle passende eksempler på nettet, sådan lige på stående fod, men du ved nok hvad jeg mener), med en masse påstande om det ene eller det andet.
Som om emnet optager os enormt meget, hvilket også er forståeligt, men hvorfor synes jeg, der ellers praler af en vis opfattelsesevne, så at diskussionerne er så uoverskuelige…?

Og så var der disse “Bare Bröst”-aktivister, der tilsyneladende mente, at femininitet defineres af bryster – ikke af hele kroppen, men kun af brysterne. En kamp for kvindelighed udtrykkes derfor ved at bevæge sig topløs omkring i det offentlige rum.
Topløs.
Ikke trusseløs.
Kun topløs.
Basta.

Men hvad betyder alt det her rod?

Man må sgudda begå visse ho’det-under-armen-og-fremad-løb-handlinger indimellem, når man skal finde ud af (ofte “on the fly”, så at sige) hvordan man – som mand – skal respektere kvinders kvindelighed og samtidig anamme sin egen maskulinitet, hvor forholdet mellem de to ting jo klart nok er noget, ingen tilsyneladende har særligt meget styr på alligevel, og i hvert fald på ingen måde er enige om, når diskussionen kører?

Dagens mandlige bonuslink: – skråt op med numerologi, et uoverskueligt sejt navn er noget, man er født med!

Share on Facebook

Read Full Post »

Jeg er mand – dér, jeg har sagt det.
Denne, min blog, der indtil videre har handlet lidt om løst og fast, ik’? Og som jeg ikke har skrevet til i årevis ik’?
– jeg overvejer, om den måske kommer til at handle lidt om mande-ting, sådan som jeg ser dem… ikke at jeg er særligt glad for mere polarisering og “os og dem”-retorik, så det bliver der ikke noget af, men bare sådan ting.

Om – eller for – mænd.
Eller begge dele.

Måske.

Tror vi trænger.

Det kunne f.eks. være noget om film:
– de fleste fyre hader at blive tvangsindlagt til at se tøsefilm. Du ved, sådan nogen, hvor det hele handler om føøøøølelser, og man skal bli’e rørt, og det ender med at de onde græder og de gode ler til toner af violiner og med douche-filter på kameralinsen. “Joooh, skat, jeg synes vel nok den var rigtig sød, og ham der eks-kærsten var også en skiderik… *suk*”.

Nej, altså, drengene vil ha’ noget overfladisk action, ikke, kvinder? Ikke så mange følelser, bare nogle eksplosioner og todimensionelle karakterer, og nogle babser, så de stakkels drenge-sind ikke bliver overbelastet med ting, de ikke kan rumme, og bare får kildet den indre drengerøv.


Aww HELL yeah! Vent, fås den ikke større…? (courtesy of TyRuben Ellison)

Det er nok sådan, det ser ud for jer – men mindst én mand (spoiler: det er mig) bliver ganske nemt rørt, nærmest idiotisk nemt faktisk. Bare ikke over tøsefilm.
Det er tit sådan nogle små ting, der har sneget sig ind i film der ellers ikke ligefrem er “Manon og Kilden” (som også er så røvkedelig, at man overvejer at gnave sin egen arm af for at slippe for at se mere).

“Hvad kunne det være”, spørger du? Well, sådan noget som…

— o —

Scene: Superhelten Elastigirl bliver tvunget til at give sine to børn et lynkursus i virkelighed:

– Remember the bad guys on the shows you used to watch on Saturday mornings? Well, these guys aren’t like those guys – they won’t exercise restraint because you are children. They – will – kill – you, if they get the chance. (Helen Parr/Elastigirl, “The Incredibles”)

— o —

Scene: Holdt i fangenskab at et totalitært regime finder unge Evey Hammond et afskedsbrev til livet, skrevet på toiletpapir af en tidligere, nu død, fange, Valerie. Brevet slutter:

…but what I hope most of all is that you understand what I mean when I tell you that, even though I do not know you, and even though I may never meet you, laugh with you, cry with you, or kiss you, I love you.
With all my heart, I love you.
(Valerie’s letter, “V for Vendetta” – denneher trækker tårer hver eneste gang, også nu)

— o —

Scene: Postapokalyptisk fremtid, vampyrisk super-dræber-kvinde, manden der elsker hende og ikke forstår, hvorfor hun ikke vil lukke nogen ind:

…because these moments, as beautiful as they are….they’re evil when they’re gone. (Violet Song Jat Sharif, “Ultraviolet”)

— o —

Scene: Borebissen, der redder andres liv (nogle rumvæsner, faktisk) ved at ofre sit eget, har et sidste budskab til den kvinde, han elsker:

Don’t cry baby
knew this was one way ticket
but you know I had to come
Love you
Wife

(Virgil “Bud” Brigman, “The Abyss”)

— o —

En slut-note før vi går: – alle danske film er tøsefilm. Stram så op, danske filmindustri, eller vi inddrager klaptræet.

Read Full Post »

%d bloggers like this: