Posts Tagged ‘kommunikation’

Politikere, medsamt politisk aktive personer, journalister m.m.!

Jeg må spørge jer alle om noget – det er ret personligt, og virker sikkert ret fornærmende lige til at starte med, men det er et spørgsmål, jeg mener er ufatteligt vigtigt, at vi får afklaret:

Lyver I, eller er i psykisk syge?

Jeg sagde jo, det godt kunne virke fornærmende, men jeg prøver faktisk ikke at være flabet, jeg mener præcis, hvad der står – taler I usandt med vilje, eller er der noget galt i jeres hoveder?

Det er jo ret åbenlyst, at ikke bare selve det politiske landskab, forstået som Christiansborg og nærmeste omgivelser, men også enhver debat, der lugter bare en lille smule af politik, er blevet fuldstændig binær – vi har en blokpolitik, der er så ekstremt skismatisk, at det efterhånden er hverdag, at politikere taler om hinanden, som om modparten er bevidst maliciøs.
Ond.
En James Bond-skurk med en hvid kat på skødet og ansigtet i skygge, der er er ude på at omstyrte samfundet, og må stoppes for enhver pris.

“- No, I expect you to die…”

Det er på nuværende tidspunkt blevet objektivt umuligt at skabe et samfund eller en regering i balance, for med den omtalte narrativ er enhver samtale med dem på Den Anden Side ensbetydende med landsforræderi – vi har til enhver tid en halv regering, for valgkampens overspændte retorik er blevet, om noget, for svag til at beskrive hverdagen, og den del af det politiske landskab, der ikke p.t. sidder med regeringsmagten, har én, og kun én opgave: At ødelægge det for De Andre, så man selv kan komme til magten.
De Andre betragtes som så onde, at de negative effekter af at underminere samfundet som helhed i en valgperiode, og altså reelt sætte landets ledelse i stå i årevis, åbenbart regnes for en billig pris at betale for at få Dem stoppet.
(det hjælper sikkert, at de involverede parter sjældent selv betaler denne pris, men det er en anden historie, som vi vender tilbage til en anden dag)

Det er blevet helt normalt for politiske “visioner” at omfatte, hvilke af modpartens tidligere tiltag man har tænkt sig at afskaffe, og tit ikke så meget andet – som om verden er en af de dér Disney-film, hvor alting af sig selv bliver godt og grønt, så snart De Onde er besejret: Man behøver ikke have nogen plan for, hvordan man laver et godt samfund, for alle problemer skyldes De Andres ondskab og inkompetence, og vil derfor gå væk af sig selv, så snart de ikke længere er ved magten.

Det er naturligvis [indsæt politisk modstander her] til venstre

Eftersom vi alle jo godt ved, at verden ikke er delt op mellem Gode og Onde – og fornærm nu ikke min intelligens ved at lade som om vi skal diskutere det – så er ovenstående realitet enten udtryk for, at man bevidst siger noget, der ikke passer, eller også lider man af en psykisk sygdom, noget i retning af paranoid skizofreni (jeg er ikke psykolog, men come on, prøv lige at læse beskrivelsen…).

Du spørger måske, om ikke vi også skulle have medierne med i denne kritik – og du har ret, imaginære læser, medierne er med på denne vogn som Donkey Kong på en pixeleret prinsesse, men mediernes rolle kan man til nød forstå; de producerer et produkt på markedets vilkår.

Dette har politikere ikke lov til.

Politik er ikke et produkt, og antal stemmer, mandater, ministerposter eller år i regering er ikke succeskriterier – politik er samfundets ledelse, og succeskriteriet er det, eftertiden vil se tilbage og tænke.

Jeg tror, jeg håber – var jeg religiøs, så bad jeg til – at de skismatiske politikere, debattører m.m. ville græde sig i søvn hver dag i resten af deres liv, hvis de blot et øjeblik kunne forestille sig, hvor hård eftertidens dom over den indeværende nutid bliver… er der noget, vi kan gøre, for at få dem til at forstå?

Read Full Post »

Her for en uges tid siden havde jeg lejlighed til, på min Facebook-ting, at kommentere denne artikel og dens emnemæssige nærhed (og tidsmæssige; artiklerne er tidsstemplede med kun godt en måneds mellemrum) til denne artikel og et par andre om samme emne – jeg skrev noget i retning af, at vi har problemer med vores evne til at se sammenhænge, og så fortsatte jeg med min dag, mens kommentaren tikkede nedad i det evigt opdaterende Facebook-feed og forsvandt ud i bunden… men jeg blev ved med at tænke på det.

Emnet, altså, det med sammenhænge, og mangel på dem, og vores skrantende evne til ikke at blive helt guldfiske-agtige og reagere på alting, som om vi aldrig har hørt om det før.


“Denne Lars Løkke lyder som en interessant statsministerkandidat – gad vide hvordan han ville klare jobbet…”

Så nu: Artikeltid. Læs og bliv klogere. Eller underholdt. Eller kedet ihjel, hvis det er det, du trænger til.

Jeg kan jo godt li’ at gå sådan lidt videnskabeligt-agtigt til værks, så jeg tror lige, jeg peger på noget af den art, som kunne være relevant: Mennesket er et dyr, der har været en lang evolution om at blive tobenet og intelligent.
Først for nylig har der været overskud til sådan noget luksus som om- og eftertanke – vi har mange, mange generationer mere øvelse i at reagere instinktivt, end i at reagere med omtanke.

Sagen er bare, at vi har skabt en verden, hvor omtanke efterhånden er enormt vigtig, men vi er stadig langt mere tilbøjelige til at bruge de instinkter, vi har så lang tids erfaring (og succes) med.
Det er det, jeg mener med evnen til at se sammenhænge – vi har den faktisk, fra naturens hånd. Man kunne endda sige, at høj intelligens netop er evnen til at se sammenhænge ud over de åbenlyse. Men de sammenhænge, vi har skullet se hidtil, har været af quasi-mekanisk art: “Hvad sker der med denneher sten, hvis jeg slår til den med min pind”-type opgaver.


– eller “hvor langt kan jeg kaste bæ hvis jeg opfinder slyngen?”…

Ikke “hvilken effekt vil det have på den sociale dynamik i min stamme over de næste 5-10 år, hvis værdien af skinnende sten bliver sat højere end værdien af mad”-type opgaver.
– eller andre opgaver, der indeholder komplekse problemstillinger, abstraktioner og lange tidshorisonter.

Denne sidste type opgaver kræver det omtanke at forholde sig til, og omtanke kræver øvelse, lige som alt andet. Men vi øver os ikke, og en del af grunden til det er (surprise, surprise) vores medielandskab…
Død og ødelæggelse, sensationer, afsløringer og chock fylder aviser (af papir såvel som pixels) og nyhedsudsendelser, og du har sikkert tit hørt om, hvordan aviserne favoriserer det, fordi det sælger.
Det gør en masse ting, både ved mediebilledet selv og ved samfundet, som vi i øvrigt heller ikke rigtigt får diskuteret, og så har det også en anden effekt, som er grunden til, at det sælger: – alle disse “BØH!”-artikler giver dig et mildt adrenalin-rush.

Når nogen råber “BØH!” og får dig til at fare sammen, aktiveres et af de ældste og dybeste instinkter, “fight-or-flight”-mekanismen.
Adrenalin frigives i kroppen, som lukker ned for alle processer der ikke er til umiddelbar fordel for at slås eller få røven med sig (d.v.s. hjerte, muskler og åndedræt, og ikke så meget andet).
Mediernes yndlings-salgstrick (med sex som en sølle nr. 2 langt nede ad rangstigen) holder mediebrugeren i en nær-konstant, mild men distinkt flygt-eller-kæmp-tilstand, en tilstand hvor primitive instinkter vinder over omtanke og besindelse.

Og så reagerer vi på hver enkelt artikel, som var den en individuel ting, for sådan er vores instinkter skruet sammen – vi er skabt til at reagere på den enkelte sabeltiger, når vi møder den, ikke til at forholde os til sabeltigeren som fænomen. I hvert fald ikke, så længe den er midt i at angribe os.


“SÅ DU SIGER DU IKKE ER I FAMILIE MED KATTEDYRENE DET FINDER JEG VÆLDIG INTERESSANT!”

Sagen er bare, er der er tale om det, Skeptic-redaktør Michael Shermer kalder “false positives” – den overvældende majoritet af disse artikler handler jo ikke om noget, der er en trussel, og i de få tilfælde, hvor de gør, er det alt for tit noget, vi alligevel ikke kan gøre noget ved.

Men evolutionen har lært os, at det kan være dyrt at overse en trussel, så vi er hard-wired til hellere at se en fare, hvor der ingen er, end omvendt – det er sabeltiger-princippet igen: Hvis man hører en lyd og tror det er en sabeltiger, og tager fejl, sker der ikke noget, men hvis man tror det ikke er en sabeltiger, og det er, bliver man spist.

Derfor reagerer vi hellere med en sjat adrenalin end med omtanke på en artikel, der grundlæggende er ligegyldig, eller som i hvert fald ikke er nogen trussel – og så reagerer vi, helt ærligt, ret indskrænket.
– og for at gøre det hele endnu værre, så betyder mave-reaktionen på artiklen også, at vi husker detaljerne dårligere, og i stedet danner et “flash bulb memory” om den, og at vi, i vores agiterede tilstand, er mindre tilbøjelige til at lytte til argumenter omkring den (vores instinkter står jo oppe på stolen og fægter med armene og råber “Der er ikke tid til at diskutere det, vi bliver angrebet af en sabeltiger!!”).

Skulle vi ikke begynde at øve os lidt mere i at lade være med det…?

Update: – det er ikke kun død og elendighed, jeg taler om; der er mange andre måder at få os op at ringe på. Se f.eks. Traileren til “Miss Representation”, som i disse dage tager (endnu) en runde på de sociale medier – den er også et glimrende eksempel på, hvordan man, som medie, drejer et glittet, smukt og velproduceret budskab så man får den eftertragtede “Gudddzzz, hvor forfærdeligt”-effekt…

🙂

Share on Facebook

Read Full Post »

Du har læst 1’eren, og ventet en hel uge i åndeløs spænding – vansmægt ej længere, for lige efter denne sætning fortsætter føjletonen om os selv, vores selv, og selvets værd…:

En af måderne, det (selv-defineringen – læs lige første afsnit, vi venter) er problematisk på, er netop spørgsmålet om fangenskabet i samfundet. Der er ingen tvivl om, at rigide samfundsnormer og -strukturer har undertrykt mennesker op gennem historien, ofte med forfærdelige følger, men hvis vi vil undgå andre problemer, der nemt kan blive lige så slemme at stå med, så må vi prøve at forstå selvets rolle, også i dét, bedre.

Samfund er jo skabt af en hel masse selv’er – og hvad der er meget væsentligt: Samfund findes overalt, ikke bare i historien, men også i biologien. Det er derfor rimeligt at foreslå, at det er en naturlig ting for os at slutte os sammen; det er til gavn for os allesammen, at vi hjælpes ad om ting.
Rent udviklingsmæssigt kan man sige, at det enkelte individs selvopholdelsesdrift, der dybest set er egoistisk, er blevet tempereret af, at selv det stærkeste individ aldrig ville kunne klare sig bedre end en gruppe (blandt andet fordi “at klare sig” blandt andet vil sige at stifte familie, et behov der rangerer blandt de allermest basale) – erkendelsen af det sociale selv som en fordel for individet.

Dette er også grunden til, at det selvbillede, vil talte om tilbage i starten af Part I, i virkeligheden er grundlæggende forkert, og kontraproduktivt i forhold til at opnå ganske mange af de ting, mennesker tit gerne vil have for at føle sig tilfredse – verden består ikke af en grå masse, pyntet op med farverige dig som et smukt, skinnende bær på toppen. Verden består af en hel masse andre individer, der grundlæggende er præcis lige som dig. De er forskellige fra dig, klart nok, men forskellene er mindre end lighederne, kan du godt bide dig selv lige midt i næsen på.



- og selv hvis det passede…

Men i diktomien mellem individ og samfund, hvor den anden er det førstes fjende, ligger en grum trussel – risikoen for, at individet glemmer, at dets egen position i verden, trygheden og alle mulighederne for at søge glæde, er absolut afhængig af alle andre individers grundlæggende ret til det samme.
Det kan lade sig gøre at glemme det, selvom man lever midt i det, fordi selvet som sagt er lidt nærsynet. Det ser sine egne omstændigheder langt klarere end de andres, så når et andet individ har brug for noget, er det “samfundet” (som jo er fjenden), men når selvet selv har brug for noget er det individets ret (som er af det gode og ses som en trumf).
Det er en logisk fejl, der kaldes “Special Pleading“, og hvis det lyder som en bagatel for nørder, så forestil dig lige, hvad det betyder, hvis man anlægger denne “det er noget andet, når det er mig”-anskuelse på f.eks. politiske eller samfundsmæssige spørgsmål.
Det vil sige, du behøver faktisk ikke forestille dig det, bare læs aviserne eller se lidt TV – det sker rigtig meget for tiden, og det er altid horribelt.

Man kan selvfølgelig sige “- og hva’ så…?” og håbe at være på den vindende side hver gang – men det efterlader stadig én med et andet problem: – hvis kun selvet selv har den ultimative autoritet til at definere det selv, hvilken værdiskala skal det så gøres efter?

Eller, sagt på en anden måde: – hvis det er selvet selv, der værdisætter selvværdet, er det så overhovedet noget værd?

Det er ikke noget trivielt spørgsmål, og igen kan vi kigge os om og finde nogle bud på et svar.
Det har længe været i nogen (og stigende) grad i fokus, at vi i det moderne samfund skal sørge for, at vores børn vokser op og får et godt og sundt selvværd. Vi forventer af skoler og institutioner, at de skal udstyre børnene med det, og især i USA er det et begreb i høj kurs.
Man iscenesætter konkurrencer hvor ingen taber, laver regler for madpakker så ingen bliver misundelige, og foretager sig alle mulige ting for at forebygge, hvad man forestiller sig er omstændigheder der kan underminere selvværd, og man roser børn for alting for at bygge selvværdet op.
Problemet er, at disse arbitrære mål for værdi ikke skaber børn med større selvværd. Værdierne er ikke afhængige af nogen præstation (man vinder noget, alle andre også vinder, får ros for noget ligegyldigt m.m.), så børnenes sind opdager, at de kommer udefra, og derfor bliver børnene afhængige af den udefra kommende anerkendelse. Ingen anerkendelse, ingen værdi.
Resultatet er børn, der i mange tilfælde vokser op med en nær-patologisk trang til hele tiden at modtage omgivelsernes anerkendelse, uanset hvad de så skal gøre for at opnå den – se evt. det meste af reality-TV-genren og dens stakkels protagonister, der skrupelløst opfører sig som idioter for at blive kigget på.

Men selv denne ynkelige udvej, at fedte for ydre tegn på anerkendelse, har selvet ikke, hvis det selv ansætter værdien – det kan forsøge sig med selvros, men det ved godt, at den eneste udvej er at bilde sig selv ind, at værdien netop kommer af en ydre målestok.
– og da løber det ind i problemer, fordi det er ganske vanskeligt for selvet at tilskrive en ydre kilde betydning, samtidig med at det ønsker at fastholde sin egen absolutte autoritet…

Jeg behøver vist ikke trampe mere i det – igen burde det, med kun få eksempler, være klart, hvor ufedt det må siges at være et selv uden samfund.



– ser sejt ud, men havde det ikke været federe hvis man havde nogen at dele en velfortjent og velplaceret high five med lige nu…?

Hov, hvad pokker? Siger jeg nu, at selvværdet skal komme indefra, efter al denne kritik af selvets utilstrækkelighed? – er det ikke det modsatte af, hvad jeg sagde lige før!?

Nej, jeg har ikke sagt, at selvværdet skal komme indefra, eller for den sags skyld at der er noget galt med selvet.
Lad os tage det sidste først: – alle har et selv, det er vores observatør mod verden, vores visitkort til mennesker vi møder, vores brugerprofil, vores interface (så er det nok af dem – jeg kunne ellers blive ved hele eftermiddagen), og det er naturligt at have et.
Min pointe gennem denne to-parts føljeton (som muligvis danner ophav til en eller flere sequels…) har været, at selvet ikke kan eller bør stå alene. Den eneste grund til at have et selv er jo, at dette selv kan møde andre selv’er, og danne broer og venskaber og skabe samfund og udvikling.

Jeg advarer mod selvet som diktator.

Og selvværdet? – det opstår i en vekselvirkning mellem os selv og omverden, og alle de andre mennesker, der bor i den.
Det er resultat af den erkendelse, at vi har gjort noget, der har en eller anden værdi, også set med andre øjne end lige netop vores egne, og selvom vi ikke er der til at forklare eller forsvare det.

– eller som Dr. Wong formulerer det :” -self-esteem and the ability to like yourself only come after you’ve done something that makes you likable”.

– eller, med et citat fra en Batman-film:” – it’s not who you are underneath, but what you do that defines you”.

Vi ses derude.

🙂

Share on Facebook

Read Full Post »

Kan du huske finanskrisen?

Den dér globale økonomiske nedsmeltning, der – i korte træk – skyldtes, at finansinstitutioner verden over havde valgt at basere store dele af deres økonomi på at købe og sælge gæld, som alle godt vidste var værdiløs, men som man pakkede ind og solgte videre til hinanden, og scorede fine profitter på kvartalsregnskaberne. Indtil nogen pludselig erkendte, at kejseren var bukseløs. Den husker du nok.

Bunden gik mere eller mindre ud af dem, fordi det måtte ske; den værdi, de handlede mellem hinanden, var andres gæld, og i samme øjeblik disse andre ikke er i stand til at betale, at understøtte værdien med substans, bliver varen værdiløs.

Jeg har tænkt på, om vi måske er i færd med at gøre noget lignende med andre ting. Ting, som måske er lidt vigtige.

– eller, i hvert fald vigtige by proxy.

Muisk, for eksempel – alle de uundgåelige ørehængere, der hele tiden afløser hinanden i æteren, bliver lavet til hits hen over hovedet på dig. Store selskaber med enorme PR-budgetter vælger, hvad de vil satse på, og de er ikke interesserede i usikre investeringer og folks smag.
De er interesserede i, at deres investeringer giver afkast, og bruger alle de forretningsmæssige midler, de har, til at sikre sig, at masser af mennesker køber deres produkt – de ejer radio- og TV-stationer, musiktjenester og magasiner, og har tjek på, hvordan de får også de medier, de ikke ejer, til at skrive om deres seneste stjerner, og sådan noget.

Du vil måske sige, at det ikke ville virke, hvis ikke produktet var noget, folk synes om – men hvor mange af de store hits ville have været populære, hvis man bare havde hørt dem mellem en masse andre sange, uden ledsagelse af hele PR-maskinen? Kan vi virkelig li’ dem, eller vænner vi os bare hurtigt til dem, og lader os besnære af hypen og overtale af deres allestedsnærvær, måske for ikke at falde ved siden af, når nu alle andre åbenbart er vilde med dem?

update 14/8: – det sidste dér var åbenbart ikke noget dårligt gæt, hvis man skal tro denne artikel fra New York Times. Det er måske også værd at bemærke, at den rette brug af de nævnte hype-mekanismer kan udløse den ballon-effekt, artiklen taler om; vi behøver ikke vide, at de andre kan li’ sangen, det er nok, at vi tror det.

Det samme med mode – der er toneangivende instanser med økonomisk interesse i branchen, som afgør, hvad der nu skal ske, og hvordan du skal klæde dig i næste sæson, og heller ikke her er man interesseret i, om folk synes det er pænt. Man er interesseret i, at det sælger.

Primetime TV: – reality-shows, gameshows, talking heads med letfordøjelige meninger.

Bøger: – Twilight-sagaen. Don’t even get me started.

I alle disse tilfælde betjener man sig af alle tænkelige tricks fra markedsførings-manualerne, og i alle disse tilfælde er der store økosystemer af folk og medier, der spiller den seneste hype frem og tilbage mellem hinanden, og hvis eksistens er helt afhængige af denne interne handel.
De vil sikkert hævde, at de giver folk, hvad folk vil have, men dels er disse økosystemer tilsammen ikke specielt interesserede i, at du har alternativer, og gør hvad de kan for at forhindre dig i at finde dem (Eli Pariser’s “Filter Bubble” kan meget vel tænkes at være én af måderne), dels er de eksperter i at få os til at opføre os, som om de har ret.

Det har de vel lov til, kunne man sige, og måske er jeg bare ved at blive gammel, og føler mig uden for mainstream’en – jeg forstår bare ikke moden, og musikken og den slags.
Men jeg taler ikke om, hvorvidt jeg personligt kan li’ Medina og Seebach og bamsestøvler. Jeg taler om musik, der (måske) savner musisk værdi, litteratur uden litterær værdi (måske), underholdning, som (måske) savner underholdningsværdi, nyheder, som (helt sikkert) savner nyhedsværdi m.m. – kunne det tænkes, at vi er ved at puste en boble op, der, som det jo er tilfældet med bobler, ikke indeholder andet end luft?

Er al den luft måske de grundlæggende værdiløse varer, et landskab af medieselskaber lever af at sælge til hinanden, med os i rollen som de husejere, boligboblen i USA placerede med røven i vejret i en flyttekasse?

Dem, som troede de var i besiddelse af en værdi, som magter uden for deres indflydelse og forståelse havde gjort værdiløs?

Og i så fald, hvad kan det tænkes at gøre ved os, hvis sådan en boble pludselig brister?
Kan vi risikere at stå over for en erkendelse af, at mange af vores livsstilsvalg var hængt op på tomme værdier?

Hvad kan vi have mistet…?

Share on Facebook

Read Full Post »

Måske læste du etteren, måske ikke – her er i hvert fald den slet ikke efterspurgte toer… here goes, som man siger:

Jeg har passeret 40 og er altså ældgammel, og på trods af mit evigt ungdommelige useende…

_MG_9493_cphmass-1
How you doin’

– har jeg ikke nogen ønsker om at være ung med de unge. Denne artikel burde således være lige noget for mig – og jeg har da også noget at sige om den, som om så meget andet.

Det har igen noget med mening at gøre (hvis ikke titlen deroppe allerede havde afsløret det), det dér med at læse den, tilskrive den, søge den og, hvis man ikke kan finde den eller ikke bryder sig om den, man finder, fabrikere den.

Artiklen udsiger i store træk det samme, som alle generationer har sagt om “de unge”: – at de er mærkelige og, som man siger i dag, fucked up.
Der er en vis selverkendelse i artiklen (kan en artikel have det?), som om man godt ved, at man bare er en gnaven ældre person, der ikke fatter de unge, og måske er lidt misundelig på deres ungdom og velsignede naivitet, men så alligevel…
Alligevel handler det mest om at forklare, hvordan popidoler som Seebach og Medina definerer, og er defineret af, den påståede tidsånd, og det bliver alt sammen lidt mærkeligt. For eksempel kan man jo sige “Det siger du ikke!” til oplysningen om, at popidoler surfer på de populære bølger – er det ikke det, pop går ud på, kaptajn Åbenlys?

Man kan for resten også, som en anden djævelsk advokat, sætte spørgsmålstegn ved, om der nu også er denne sammenhæng mellem idoler og ungdom; glem ikke, at popmageri er en forretning, som der er obskønt mange penge i, og mange folk er helt enormt gode til den forretning (jeg antager, at pengene er en motiverende faktor) – så køber de unge Seebach og Medina fordi de er det bedste, de nogensinde har hørt, eller bare fordi de er der, er hypet, fordi nogen bare er fantastisk dygtige til at sælge dem?

seeme
Seebach og Medina – det er Seebach til venstre

Og her er det så, vi når til det med meningen.

Ser du (hvis du ellers stadig er her), én af de mest almindelige fejl, der begås, når folk undersøger diverse forhold ved verden, er når man forveksler korrelation med kausalitet – man antager, at når man observerer to forhold sammen, så må det ene nødvendigvis være årsag til det andet. Derved kommer man til at betragte det ene forhold som en falsk årsag.

Her: – det er korrekt, at See og Me synger som beskrevet, og det er også korrekt, at nutidens ungdom lever i en verden med meget egofokus, men det betyder ikke nødvendigvis, at SeeMe (så du, hvad jeg lige gjorde der?) er populære på grund af deres repræsentation af en tidsånd. Der kan være tusind andre grunde.
Det er heller ikke sikkert, at de skriver sange sådan, fordi de selv er børn af en ego-verden – der kan være tusind andre grunde til det også.

Os sure gamle knarke, vi kunne nemt blive enige om den mening, der ser ud til at bo i sådan en artikel, nemlig at de unge er fucked up – men det kan også lige så godt tænkes, at vi læser en mening, vi allerede har, ind i nogle påståede fakta, og her er så en anden menings-fælde:
– én ting er, hvad folk siger og skriver på Facebook eller i sange, og noget andet er, hvordan de handler. Hvis vi tror, vi ved alt (eller bare særlig meget) om andre mennesker, baseret på, hvad de ifølge en (også) ukendt trediepart, eller ofte bare ifølge dem selv, mener og siger, så tager vi helt sikkert fejl.

joaquin
“- Nejnej, det er helt sikkert, han er skrupskør!”

Jeg siger ikke, at artiklen er meningsløs, overhovedet ikke – der er rigtig mange gode tråde i den, og jeg håber du synes den var interessant.
Men jeg håber også, at du kun lige er begyndt at tænke over den, når du er færdig med at læse den, og at du, hvis emnerne interesserer dig, læser andre artikler, taler med folk, og observerer verden omkring dig med dine egne øjne. Jeg håber, at du ikke bare anammer en færdig mening, bare fordi den tilsyneladende er godt begrundet, og det samme gælder for din læsning af nærværende udgydelse (som måske, måske ikke er lige så velfunderet, men jeg er glad og taknemmelig, hvis du stadig er med).

Because as we both know, appearances can be deceiving…

tak til Jesper Friis // cphmass for billede

Share on Facebook

Read Full Post »

%d bloggers like this: