Posts Tagged ‘mod’

Du har læst 1’eren, og ventet en hel uge i åndeløs spænding – vansmægt ej længere, for lige efter denne sætning fortsætter føjletonen om os selv, vores selv, og selvets værd…:

En af måderne, det (selv-defineringen – læs lige første afsnit, vi venter) er problematisk på, er netop spørgsmålet om fangenskabet i samfundet. Der er ingen tvivl om, at rigide samfundsnormer og -strukturer har undertrykt mennesker op gennem historien, ofte med forfærdelige følger, men hvis vi vil undgå andre problemer, der nemt kan blive lige så slemme at stå med, så må vi prøve at forstå selvets rolle, også i dét, bedre.

Samfund er jo skabt af en hel masse selv’er – og hvad der er meget væsentligt: Samfund findes overalt, ikke bare i historien, men også i biologien. Det er derfor rimeligt at foreslå, at det er en naturlig ting for os at slutte os sammen; det er til gavn for os allesammen, at vi hjælpes ad om ting.
Rent udviklingsmæssigt kan man sige, at det enkelte individs selvopholdelsesdrift, der dybest set er egoistisk, er blevet tempereret af, at selv det stærkeste individ aldrig ville kunne klare sig bedre end en gruppe (blandt andet fordi “at klare sig” blandt andet vil sige at stifte familie, et behov der rangerer blandt de allermest basale) – erkendelsen af det sociale selv som en fordel for individet.

Dette er også grunden til, at det selvbillede, vil talte om tilbage i starten af Part I, i virkeligheden er grundlæggende forkert, og kontraproduktivt i forhold til at opnå ganske mange af de ting, mennesker tit gerne vil have for at føle sig tilfredse – verden består ikke af en grå masse, pyntet op med farverige dig som et smukt, skinnende bær på toppen. Verden består af en hel masse andre individer, der grundlæggende er præcis lige som dig. De er forskellige fra dig, klart nok, men forskellene er mindre end lighederne, kan du godt bide dig selv lige midt i næsen på.



- og selv hvis det passede…

Men i diktomien mellem individ og samfund, hvor den anden er det førstes fjende, ligger en grum trussel – risikoen for, at individet glemmer, at dets egen position i verden, trygheden og alle mulighederne for at søge glæde, er absolut afhængig af alle andre individers grundlæggende ret til det samme.
Det kan lade sig gøre at glemme det, selvom man lever midt i det, fordi selvet som sagt er lidt nærsynet. Det ser sine egne omstændigheder langt klarere end de andres, så når et andet individ har brug for noget, er det “samfundet” (som jo er fjenden), men når selvet selv har brug for noget er det individets ret (som er af det gode og ses som en trumf).
Det er en logisk fejl, der kaldes “Special Pleading“, og hvis det lyder som en bagatel for nørder, så forestil dig lige, hvad det betyder, hvis man anlægger denne “det er noget andet, når det er mig”-anskuelse på f.eks. politiske eller samfundsmæssige spørgsmål.
Det vil sige, du behøver faktisk ikke forestille dig det, bare læs aviserne eller se lidt TV – det sker rigtig meget for tiden, og det er altid horribelt.

Man kan selvfølgelig sige “- og hva’ så…?” og håbe at være på den vindende side hver gang – men det efterlader stadig én med et andet problem: – hvis kun selvet selv har den ultimative autoritet til at definere det selv, hvilken værdiskala skal det så gøres efter?

Eller, sagt på en anden måde: – hvis det er selvet selv, der værdisætter selvværdet, er det så overhovedet noget værd?

Det er ikke noget trivielt spørgsmål, og igen kan vi kigge os om og finde nogle bud på et svar.
Det har længe været i nogen (og stigende) grad i fokus, at vi i det moderne samfund skal sørge for, at vores børn vokser op og får et godt og sundt selvværd. Vi forventer af skoler og institutioner, at de skal udstyre børnene med det, og især i USA er det et begreb i høj kurs.
Man iscenesætter konkurrencer hvor ingen taber, laver regler for madpakker så ingen bliver misundelige, og foretager sig alle mulige ting for at forebygge, hvad man forestiller sig er omstændigheder der kan underminere selvværd, og man roser børn for alting for at bygge selvværdet op.
Problemet er, at disse arbitrære mål for værdi ikke skaber børn med større selvværd. Værdierne er ikke afhængige af nogen præstation (man vinder noget, alle andre også vinder, får ros for noget ligegyldigt m.m.), så børnenes sind opdager, at de kommer udefra, og derfor bliver børnene afhængige af den udefra kommende anerkendelse. Ingen anerkendelse, ingen værdi.
Resultatet er børn, der i mange tilfælde vokser op med en nær-patologisk trang til hele tiden at modtage omgivelsernes anerkendelse, uanset hvad de så skal gøre for at opnå den – se evt. det meste af reality-TV-genren og dens stakkels protagonister, der skrupelløst opfører sig som idioter for at blive kigget på.

Men selv denne ynkelige udvej, at fedte for ydre tegn på anerkendelse, har selvet ikke, hvis det selv ansætter værdien – det kan forsøge sig med selvros, men det ved godt, at den eneste udvej er at bilde sig selv ind, at værdien netop kommer af en ydre målestok.
– og da løber det ind i problemer, fordi det er ganske vanskeligt for selvet at tilskrive en ydre kilde betydning, samtidig med at det ønsker at fastholde sin egen absolutte autoritet…

Jeg behøver vist ikke trampe mere i det – igen burde det, med kun få eksempler, være klart, hvor ufedt det må siges at være et selv uden samfund.



– ser sejt ud, men havde det ikke været federe hvis man havde nogen at dele en velfortjent og velplaceret high five med lige nu…?

Hov, hvad pokker? Siger jeg nu, at selvværdet skal komme indefra, efter al denne kritik af selvets utilstrækkelighed? – er det ikke det modsatte af, hvad jeg sagde lige før!?

Nej, jeg har ikke sagt, at selvværdet skal komme indefra, eller for den sags skyld at der er noget galt med selvet.
Lad os tage det sidste først: – alle har et selv, det er vores observatør mod verden, vores visitkort til mennesker vi møder, vores brugerprofil, vores interface (så er det nok af dem – jeg kunne ellers blive ved hele eftermiddagen), og det er naturligt at have et.
Min pointe gennem denne to-parts føljeton (som muligvis danner ophav til en eller flere sequels…) har været, at selvet ikke kan eller bør stå alene. Den eneste grund til at have et selv er jo, at dette selv kan møde andre selv’er, og danne broer og venskaber og skabe samfund og udvikling.

Jeg advarer mod selvet som diktator.

Og selvværdet? – det opstår i en vekselvirkning mellem os selv og omverden, og alle de andre mennesker, der bor i den.
Det er resultat af den erkendelse, at vi har gjort noget, der har en eller anden værdi, også set med andre øjne end lige netop vores egne, og selvom vi ikke er der til at forklare eller forsvare det.

– eller som Dr. Wong formulerer det :” -self-esteem and the ability to like yourself only come after you’ve done something that makes you likable”.

– eller, med et citat fra en Batman-film:” – it’s not who you are underneath, but what you do that defines you”.

Vi ses derude.

🙂

Share on Facebook
Reklamer

Read Full Post »

“… the best way to increase your happiness is to stop worrying about being happy and instead divert your energy to nurturing the social bonds you have with other people … If there’s one thing you’re going to focus on, focus on that. Let all the rest come as it will.”June Gruber

Hvis ellers nogen læste min blog her, ville man måske huske at jeg ved flere lejligheder har talt om mening. Det er lidt af en kæphest for mig, kunne man sige. Nærværende post kommer vist også til at handle en del om det – men udgangspunktet er et andet: Dig.

Eller mig.
Eller ham, eller hende.

Jeg taler om individet – vi er alle individer, men tilstanden er på ingen måde statisk.

Over de seneste årtier er der sket en markant forandring i måden, vi er individer på. Meget kort og groft sagt har vi bevæget os fra primært at være defineret af vores kontekst (samfundsborger, familieforsørger, hvad har vi) til primært at definere os selv.
De fleste mennesker ser ud til at betragte dette som positivt, en bevægelse fra fangenskab mod frihed, en hel generation er vokset op med ordet “selvrealisering” som det store, sublime mål med at være til.

Lad os se lidt på alt det her, og prøve at se rigtig godt efter…


start evt. med dette link til en tydelig visualisering af den moderne selvopfattelse: – alle andre er en ensfarvet, homogen masse, som jeg selv træder frem på baggrund af og/eller hæver mig over… det er uklart, om hensigten er ironisk, hvad der i sig selv er ret ironisk.

Hvis vi starter med dette begreb, “selvrealisering”, hvad er så overhovedet dette “selv” for noget? Well, dette skal jo ikke udarte til et åndeligt-filosofisk værk, og jeg er også sådan en praktisk fætter, så jeg vælger at pege på, at et “selv” grundlæggende er en selvbevidst observatør, det vil sige et væsen, der er bevidst om sin egen placering i den verden, der kan observeres.
Det andet led i ordet, “realisering”, ser ud til at betyde “at optimere sin placering og adfærd i den observerede verden, så den er til størst mulig fordel”. For selvet, altså, eftersom det er dét, der realiserer sig.

Det er nogle år siden, at selvrealisering for alvor var på mode, og vi kunne allerede dengang godt se, at det nemt kunne blive lidt egoistisk. Vi var måske mindre opmærksomme på et par andre problemer med dette udgangspunkt, selvet, og optimeringen af det.
For eksempel kunne man jo spørge, hvad “den størst mulige fordel” vil sige, som optimeringsmål betragtet, og der har da også været diskussioner om, hvilken rolle disciplin kunne have i spillet; disciplin er jo evenen til at gøre noget, man ikke umiddelbart har nogen fornøjelse af, til gavn for et langsigtet mål – men hvad nu hvis man mener (som mange gør), at den fordel, man sigter på i sin realiseringsproces, har med øjeblikkelig (og konstant) glæde, lykke og tilfredshed at gøre?
Vil det så sige, at enhver aktivitet, der ikke øjeblikkeligt medfører lykkefølelse eller tilfredshed er uforenelig med realiseringen af selvet?

Det lyder som et retorisk spørgsmål, men vi kan faktisk godt finde et rimeligt godt svar på det. For vi kan spørge folk, og prøve at finde ud af, hvad der kendtetegner oplevelser, der er ledsaget af disse stærke, positive følelser.
Vi kender jo godt følelsen af at have udrettet noget (tilfredshed), følelsen at være blandt venner (glæde) – jeg har ikke lige én for lykke, måske fordi den er dér, hvor de andre mødes på en helt særlig måde.
Anyways, at udrette noget har det med at gøre os tilfredse, ikke på trods af at det var svært, men netop på grund af det (men ikke omvendt – ikke alt, hvad der er svært, er nødvendigvis tilfredsstillende).
Om man er musiker og netop har spillet en fantastisk solo, eller man netop er blevet færdig med at bygge sin egen terasse i baghaven, eller har været ovre i fitness-centret selvom man havde tømmermænd, så fylder oplevelsen én med tilfredshed, ikke fordi man følte sig skidelykkelig imens, men idet man bagefter ser på resultatet, den gennemførte proces, og ved, hvilket arbejde det var.
Det var svært, og meget af tiden ikke særligt skægt, men det var fa’me det værd.


OK, ikke præcis hvad jeg mente – men det lyder faktisk også som en del arbejde…

Lige sådan med den varme og glæde, man kan føle i venners lag (tak for fødselsdagen, allesammen!). Der er en dybde, når man er blevet og forblevet venner over tid – man har sikkert skændtes om et eller andet, ikke set hinanden i perioder, man har været der, når hinanden har haft det skidt, og man har lært at stole på hinanden, kort sagt, et venskab er noget, der har krævet og stadig kræver tid, energi og engagement, og meget af det er ikke nødvendigvis aktiviteter, der strutter af lagkage og balloner. Men det er en del af det at være venner.
Og det er derfor, det giver så stor en glæde.

Alt det her er interessant i forhold til det hersens udgangspunkt, “selvrealisering”, fordi – og det burde være ret tydeligt, selv med så få eksempler – observatøren, selvet, har ganske betydelige vanskeligheder med at observere, og dermed forstå, nok til at afgøre, hvad der er værd at gøre, og hvad der optimerer eller “realiserer” bedst.
Selvet kan hverken se særlig langt i tid eller i rum (det sociale, eller for den sags skyld det fysiske), men i selvrealiseringen giver vi ikke desto mindre selvet den afgørende autoritet til at beslutte, hvem vi skal være.

OK så, det betyder jo bare, at vi skal udvise lidt besindelse over for dette begreb, og jeg har jo selv nævnt, at ordet ikke er nær så meget på mode, som det har været – så hvorfor analysere dette datede begreb?
Fordi en af grundene til, at det ikke er så meget på mode mere, er at det er blevet utilstrækkeligt. Selvrealisering som buzzword gav kun mening, dengang vi lige var på vej ud af det angivelige fangenskab, det var at være defineret af sin rolle i samfundet, og vi går ikke og taler om selvrealisering i dag, fordi vi er alt for selvrealiserede til det.

Vi er blevet selv-definerende i sådan en grad, så vi dårligt forstår, at der findes andet.

Og selvom det lyder godt, kan det gå en og blive et ret stort problem – det vender vi tilbage til i “Jeg og De Andre, Part Deux“. Stay tuned…

Share on Facebook

Read Full Post »

Hvad er meningen?

update: – husk at læse 2’eren bagefter

Politikere er verbale svindlere, skriver retorik-professor Christian Kock i sin nys udkomne bog – og det har han jo ret i.
Men det har de altid været, og det er fordi det ikke alene ikke straffes (som CK, fornuftigt nok, foreslår i oven-linkede artikel), men direkte belønnes: – der er stemmer i det, fordi vi stemmer med maven og husker med røven og i det hele taget bruger vores hoveder foruroligende lidt. Kort sagt.

Men det virkelige problem (og måske berøres det også i bogen, jeg har jo ikke læst den endnu) er, at der er verbale svindlere og sproglige bedragere overalt. Vi snyder med sproget så det står ud af ærmerne, som samfund betragtet – og det mere nære “vi” (som du og jeg, kære læser), vi er medskyldige, når vi lader det fortsætte og blive værre.

Vi glemmer meningen – eller vi er ligeglade med den, hvad der er lige så slemt.

Det snedige ved ord er jo den mening, der ligger i dem. Ord er bæremedium for mening, vi opfandt dem for at transportere mening fra ét sind til et andet, og når vi bruger dem uden at have os det klart på sinde (som man sagde i gamle dage), så bedrager vi dem.
Vi brænder den bro, menneske-arten har bygget for at overkomme svælget, der er imellem individerne.

Når vi bruger udtrykket “en krig på ord” om begivenheder som den verserende Rønn-sag, og beskriver forholdet mellem fru ministeren og de spørgende X’er på den anden side af bordet som en skyttegravskrig, så bruger vi en metafor, der er meget mere præcis end godt er – sådanne to parter forsøger ikke at udveksle mening, men kaster i stedet ord efter hinanden som var de afsikrede håndgranater, i håb om at ét eller flere af dem når at eksplodere mellem hænderne på modparten, før man når at kaste dem tilbage.

Det er ukonstruktivt, det er grimt, og det er også værre end det…

(i parantes bemærket: Denne artikel handler ikke specielt om dén sag, og jeg gider ikke diskutere den – det er bare et eksempel)

Det er værre, fordi vi, når vi lytter til ord, der ikke har til hensigt (eller er i stand til) at overføre mening, øver os i ikke at tillægge og afkode sproget den mening, der er dets eneste grund til at eksistere – ordene bliver løsrevet fra selve begrebet mening, og reduceres til stumpe redskaber man kan slå med.

Og mening er ikke bare det, at man mener hvad man siger – den slags er en utålelig forsimpling, lige som det er altid at kræve objektiv ærlighed af enhver talende. Ting er så meget mere komplekse end det, og det er netop denne kompleksitet, og den helt uvurderlige og uerstattelige rigdom, den indeholder, vi afskærer os selv fra, når vi tillader den ovennævnte løsrivelse at finde sted hele tiden.

Det er sådan her: – forestil dig, at du ser ud over et smukt landskab, lige i den magiske time… den dalende sols gyldne lys, der spiller over den åndeløst betagende sceneri, skønheden der vælter ind ad dine øjne, ind i dit sind, og overskyller det med en vidunderlig følelse… eller forestil dig, at du ser på din elskedes ansigt i skæret af et enkelt stearinlys, hvordan dine øjne inddrikker hver linie i dette ansigt, og du opfyldes af den glæde, det giver dig.

Forestil dig så, at denne synsmæssige oplevelse erstattes, ikke med en sort-hvid udgave (det troede du, jeg ville sige, ikke?), men af en række lysglimt, der i morsekode beskriver landskabet eller personen for dig, eller – hvis du er mere moderne – en lysavis, der et pixeleret ord ad gangen fortæller dig, hvordan landskabet ser ud, eller hvordan det elskede åsyn er formet.

Det er det, vi gør ved vores sproglige oplevelse – vi udpiner den, og erstatter alt det, den burde give os, og sætte os i stand til at give andre, med en meningsforladt surrogat…

Vil du love mig, at du tænker lidt over det? Det betyder meget for mig.

Dagens indlæg indeholder ingen billeder – hvis du stadig er her, tror jeg du måske forstår hvorfor…

– og så var det den toer…

Share on Facebook

Read Full Post »

Og hvad gør vi så?

” – I know it’s a little cliche’d to blame the media but this is kinda their fault…” – Penn Jillette

De unge er enten dumme eller kyniske. Det ser vi tydeligt her og her og i TV og i bussen og allevegne. Pyha, hvordan vi overhovedet skal overleve ved jeg ikke.

– og verden er fuld af galninge, man kan snart ikke træde ud af døren uden at blive overfaldet af økse- og bombemænd. De hedder Lors eller sådan noget.

Verden er af lave, og den er farlig – husk cykelhjelmen, og stol ikke på nogen. Især ikke brune mennesker og videnskabsfolk.


AAAAaaaaarrgggg….!

Hvorfor er der så så megen angst?

Penn har ret: – det er mediernes skyld. Og dermed vores egen.

I dag, hvor jeg skriver dette, er der hele tre overskrifter på forsiden af web-Politiken, som drejer sig om en eksplosion i Bruxelles. Tre.
Hør nu her, jeg kan da godt se, at en ulykke i Belgien med flere døde er en overskrift værd, hvis der ikke er sket andet i dag, men tre artikler, som alle bare siger “Det sagde booom og så var der nogen der døde!”?
Samtidig foregår de vigtigste forhandlinger i Israel-Palæstina-konflikten lige i disse timer, en proces der ifølge kong Abdullah II af Jordan vil betyde forskellen mellem en mulig fred i regionen, og ti år mere med konflikt og krige.

Én overskrift om det – en lille en, langt nede på siden.

Hvorfor?
Fordi indviklet diplomati på højt plan ikke giver læsere – det gør “BØH!” og “BANG!”.


“- men hvis diplomati nu var instrueret af Michael Bay…”
source

Og det er vores egen skyld, det er nemlig os, der lægger penge til, så det kan betale sig for dem – det er ren business.

Desværre er det også den 4. statsmagt, vi taler om, rent bortset fra at pressen burde være én af vores kilder, faktisk en betydningsfuld en, til information og oplysning. Brugen af uddannede journalister, eksistensen af presse-etik m.m. er en slags informationens peer-review, som burde sikre os en vis kvalitet i vores input.

Men når der skal stigende sorte tal på bundlinien, well, så giver man pøblen hvad en ønsker sig og gerne vil betale for – eller det, der holder cirkulationen oppe og/eller bringer clicks og links, så man kan sælge nogle reklamer.

OK, eftersom du stadig er med, her 400 ord senere, så får du det at vide: – det er ikke sandt, hvad de siger.

Nej, det er ikke.
Vi i vesten (den 3. verden har andre problemer, bl.a. os) er mere veluddannede, tryggere og lever længere nu end nogen sinde før – voldsforbrydelser falder i alle vestlige lande, og risikoen for at blive ramt af et terror-angreb er mange gange mindre end risikoen for at blive ramt af lynet eller ædt af en haj.
Selv trafikken, som er størrelsesordener farligere end nogen af de andre ting, vi er bange for, bliver hele tiden sikrere.


helt ærligt, hvor tit ser du det her? – ikke lyve for internettet…

Børnene og de unge i dag, de er klogere og mere indsigtsfulde end nogensinde, de fleste af dem – og de fleste af dem er søde, ved hinanden og ved dem, der er mindre, og nej, de mobber ikke hinanden. De fleste, det meste af tiden, gør ikke.
De har deres at slås med, som alle generationer, men som min blomstermand sagde engang: Da vi var børn, troede alle de voksne, at vi var dømt til at mislykkes, men de fleste af os klarede os faktisk meget godt, så mon ikke børnene i dag også gør det?

(disclaimer: – det er nemt at sige og meget sværere at leve op til, når man selv er forælder)

Men hvad skal der så ske? Skal vi bare leve med, at forskellen mellem, hvad vi siger, skriver og læser om verden, og verden som den i virkeligheden ser ud, bliver større og større?

Eller skal vi gøre et eller andet?

Share on Facebook

Read Full Post »

I lyset af, at frygt er tidens allermest moderne følelse, synes jeg det er på tide, at et relateret begreb, som for tiden henslæber sit liv i skygge, får noget mere opmærksomhed – så derfor, og uden yderligere omsvøb, vil jeg gerne præsentere:

Modet.

Og lad os starte med at få en almen misforståelse af vejen: Mod er ikke det modsatte af frygt.

Mod er at være bange for noget – og så gøre det alligevel. Hvis man ikke føler nogen frygt til at begynde med, har man ikke brug for mod, så frygtløse mennesker er aldrig lige så seje som modige mennesker.
Hvis du er frygtløs, så er det jo ingen præstation, det du tør, vel?

aaron ralston

dette er Aaron Ralston, og han kan fortælle dig lidt om at overvinde din frygt

Af det foregående afsnit burde det stå temmelig klart, at mod ikke er meget værd uden en vis klogskab, omtanke eller hvad man nu vil kalde det.
Det er jo ganske modigt at hoppe ud af en flyver uden faldskærm i 2 km’s højde (noget, alle vist kan blive enige om at være bange for) men med mindre der er en usædvanligt god grund til det, så gavner det jo hverken én selv eller andre at splatte ud mod jorden, om det så var nok så modigt gjort.

Det kalder vi dumdristighed, eller somme tider bare dumhed, og ofte hensynsløshed…

chris mccandless

dette er Chris McCandless, og han er død, fordi han var dumdristig og hensynsløs

Her er et par bud, fra mig og helt subjektive, på hvor vi mangler noget mod – find selv på flere (I Mit Ansigt er meget interaktiv for tiden)

Vores børn, vores fremtid
En undersøgelse for nylig (som jeg fa’me ikke kan finde – anybody?) viste, at mange børn i dag går rundt med ubestemt ondt i maven af ren og skær bekymring. Det er fordi de kan se og høre de voksnes verden, og dén er fuld af BØH! og advarsler og bekymring og frygt, i aviserne og TV.
Hvad den derimod ikke er rig på, er mod – voksne, der rejser sig dristigt op og går i rette med alle disse (som det ser ud for barnet) åbenlyse farer. I stedet sidder de voksne med lange ansigter og suger det til sig, og bliver stille og/eller skifter TV-kanal når børnene kommer, åbenbart (igen, set som barn) fordi truslerne er reelle, og det vil børnene ikke kunne tåle at vide.
Sack up, mom & dad, de små kigger på jer!

Det store egotrip
Det har taget et par årtier, men vi er ved at have opnået den perfekte, selvrealiserende tilstand, ser det ud til. Det håber jeg i hvert fald, så den amokløbne egoisme, der hersker i dag, ikke er til ingen verdens nytte.
Alle ser vi os om i verden og tror, at vi er dens centrum – vi kunne jo snakke om, hvad det gør ved f.eks. demokratiet, at alle tror det er til for lige netop dem, men i dag handler det om noget andet.
Ser du, denne selvrealisering har nemlig haft en besynderlig side-effekt, og den har også noget med mod at gøre.
Fordi selvet er blevet vores første (og alt for tit eneste) horisont, står vi jo næsten altid alene, og det kan vi ikke li’ – sindet er simpelthen bygget til at være sammen med andre. Men vi kan ikke rigtigt finde noget at være sammen om mere, andet end at være bange for “de andre”, noget hjernen er næsten lige så god til som at være social.
Så i stedet for at være rummelige over for det anderledes, det “andet”, kigger vi på hinanden og koordinerer vores frygt for det – det dulmer ensomheden og får os til at tro, vi står sammen med nogen.

Hvad vi så til gengæld åbenlyst ikke gør, så snart vi bliver prøvet – for det kræver nemlig også mod.

larrestation du christ

der var denne gamle historie om en fyr ved navn Jesus, og nogle andre fyre der sagde, de var hans venner, indtil panserne dukkede op – men sådan er vi jo ikke mere, vel?

M og K
*suk* – selvfølgelig skal det også handle om mænnerne og damerne, ikke?
Joeh, det er jo egentlig bare en forlængelse af det ovenstående: – for det ene køn er det andet helt objektivt “det andet”, anderledes, ikke-som-os. Og hold da også lige totalt maul, hvor er vi ikke særligt modige i forhold til hinanden!
Ingen chancer tør vi tage, intet uventet kan eller vil vi håndtere, så vi prøver med alle midler (undtagen mod, selvfølgelig) at imødegå det faktum, at en partner af det andet køn uundgåeligt vil være en person, der med sikkerhed ikke er os selv, men som er lige så kompleks og uforudsigelig.
Allehånde former for overdrevent specifikke datingkoncepter, der skal eliminere usikkerheden allerede før det første møde, eller bare en paratholdning om, at man ved første tegn på uro stikker halen mellem benene og løber, alt hvad remmer og tøj kan holde… på det måske vigtigste punkt af vores liv er vi styret af frygt, og vi nægter at erkende det.

Dér, det var mine tre punkter.

Jeg håber, at jeg har gjort min lillebitte del for begrebet mod – for vi trænger til det.

Og hvis det nu bekymrer dig at skulle til at være så modig så hurtigt, og du måske mener det er for meget at forlange, så får du her til sidst et godt råd fra en meget klog kvinde:

“Do one thing every day that scares you”the Sunscreen Speech, Mary Schmich, 1997

Det er et sted at starte…

Dagens indlæg behøver ikke et urelateret mande-link, eftersom det allerede indeholder adskillige links re. Aaron Ralston – nok en af de mest badass mænd i nyere tid

Share on Facebook

Read Full Post »

%d bloggers like this: