Posts Tagged ‘politik’

– og/eller er ligeglade:

(oprindeligt postet som note på Facebook, men det er altså bare ikke det samme… og så kan jeg jo benytte lejligheden til at uddybe lidt)

Så var der lige en artikel på Politiken, i anledning af Greg Smith fra Goldman, Sachs’ offentlige fratrædelsesbrev – og jeg må sige, det er imponerende, så lidt danske journalister åbenbart ved om den internationale økonomi, finanskrisen, Grækenland m.m., og hvor lidt man skammer sig over det – det er jo ligemeget, det er bare de rige, ikke?

Hør så efter, journalisttyper (det gælder også jer andre; jeg har læst lige så indsigtsløse artikler i både Tante B og JP):

– dette handler kun i minimalt omfang om, at rige suger løs på andre rige (Bernie Madoff, og det er vist nogenlunde det). De helt store tabere i det spil, Smith taler om, er almindelige husejere, amatør-investorer, pensionsfonde og skatteydere. Goldman, Sachs, JP Morgan Chase og (før deres kollaps) Lehmann Bros. gik totalt grassat i deres blodrus efter at sælge syntetiske porteføljer til uvidende kunder, som på deres side troede, det var en sikker forretning, blandt andet fordi kreditvurderingsinstitutterne som Standard & Poors og Moody’s var lige så forblændet af ideen om vældige rigdomme som de skrupelløse traders, Smith taler om, og gav disse porteføljer højeste kreditrating.

– denne blodrus havde to virkninger, der især var medvirkede til, at det gik galt – for det første: Investeringsbankernes sult efter aktiver, de kunne pakke pænt ind og sælge, fik låneinstitutter (som f.eks. Countrywide) og banker (som Bank of America) til at smide al fornuft ud ad vinduet og oprette lån for hvemsomhelst, der ville stå stille længe nok. Ingen indkomst-tjek, ingen sikkerhed, i mange tilfælde ikke engang personnumre eller adresser, bare postnumre.
Disse lån var totalt usikre (i en af pakkerne var næsten 20% af dem gået ned efter kun 18 måneder), og blev ikke indgået, for at kreditinstituttet kunne få kunder, men udelukkende for at blive bundtet sammen solgt videre som AAA-ratede pakker.


Nejjj, hvor den f… vent, hvad er det her lugter af?

For det andet: – Investeringsbankerne, der udmærket vidste, hvor uholdbart deres pænt indpakkede lort var (bogstaveligt talt; én Goldman-ansat kaldte på et tidspunkt en bestemt pakke aktiver for “a Sack of Shit” i en intern email), oprettede såkaldte ‘forsikringer’, kaldet Credit Default Swaps, hos firmaer som AIG.
Disse var reelt væddemål: Goldman satsede på, at pakkerne ville gå rabundus – de pakker, de selv havde sammensat og solgt til deres egne klienter – og AIG på at de ikke ville. Gæt, hvem der fik ret – AIG røg på røven (sammen med flere andre ejere af disse CDS’er), fordi de var tvunget til at betale Goldman og Co. større beløb i “forsikring”, end der var råd til.
Man havde nemlig sørget for, via lobbyvirksomhed, at få CDS’er undtaget fra normal forsikringsregulering, og kunne derfor tegne for langt mere, end der var dækning for – CDS’erne var ren spekulation, og var lige så lidt rigtige forsikringer, som de førnævnte lån var rigtige lån.
Om Goldman et al så fik deres penge? Selvfølgelig gjorde de det, via enorme bailouts med skattepenge, blandt andet under TARP-initiativet.
Der var altså penge at hente, først ved at sælge pakkerne til sine klienter (for hvem man systematisk skjulte sin viden om, hvor usikre de var), og så når pakkerne kollapsede (og tog både deres nye ejere og CDS-holderne med ned).

– rigtig mange af køberne af disse “Sack of Shit”-pakker var pensionsfonde, delstater, udenlandske banker og stater, så da hele arrangementet faldt fra hinanden, fordampede millioner af helt almindelige menneskers pensioner, delstater gik konkurs, banker verden over vaklede og måtte understøttes af skattekroner, betalt af deres respektive landes borgere, eller styrtede i grus og tog folks opsparinger med i faldet… vi kender jo historien, den foregår stadig.

Det er også værd at bemærke, at selvom firmaer som AIG og Lehmann gik ned på det, så blev langt de fleste af deres højest rangerende ansatte alligevel absurd rige af disse forretninger, og er i øvrigt i mange tilfælde gået videre til lige så lukrative stillinger i andre finansielle virksomheder. På niveauet for individuel, kortsigtet grådighed er der altså fortsat ingen motivation for ikke at gøre sådan nogle ting, uanset de forretningsmæssige, for ikke at nævne samfundsmæssige, katastrofer, de har medført.


“Greed works” – han var faktisk skurken i den film, det husker man måske?

– en anden form for handel, der viste sig enormt lukrativ for investeringsbankerne, var Currency Swaps, som var den slags handler, Goldman og JP Morgan (blandt andre) lavede med Grækenland. Man vidste godt, at værdien af disse handler var syntetisk og ikke grundlæggende kunne redde landets skrantende økonomi, så samtidig, og bevæbnet med sin insiderviden, investerede man iskoldt store summer imod Grækenlands økonomi – og tjente penge én gang til, da det gik galt.

Den forretningsmodel, Greg Smith ikke længere kan leve med, er, med Matt Taibbis ord, som at binde en fin sløjfe om en vandmelon, kaste den ud ad vinduet fra 50’nde etage, og åbne for investorer: Vinderne er dem, der når at gennemføre deres forretninger, før vandmelonen rammer fortorvet.
I det spil er man på ingen måde interesseret i nogetsomhelst, der ikke er éns egen direkte profit – man vil snyde og lyve for sine kolleger, sine klienter, offenligheden og myndighederne, misbruge sin position og skamride såvel lovgivning som almindelig anstændighed, hvis det er det, der skal til.

Der er tale om en forretningskultur, der ansporer til alt dette, og hvor det eneste der tæller er, at checken er hævet, før vandmelonen splatter ud mod fliserne, uanset hvem der så i øvrigt betaler prisen – og det er faktisk skammeligt af Politiken blot at trække på skulderen og erklære sig ligeglad med, hvad de rige går og laver, og generelt af vores medier, at de ved så lidt om, og interesserer sig så lidt for, disse ting…

Here endeth the lesson, mofos.

Read Full Post »

Du har læst 1’eren, og ventet en hel uge i åndeløs spænding – vansmægt ej længere, for lige efter denne sætning fortsætter føjletonen om os selv, vores selv, og selvets værd…:

En af måderne, det (selv-defineringen – læs lige første afsnit, vi venter) er problematisk på, er netop spørgsmålet om fangenskabet i samfundet. Der er ingen tvivl om, at rigide samfundsnormer og -strukturer har undertrykt mennesker op gennem historien, ofte med forfærdelige følger, men hvis vi vil undgå andre problemer, der nemt kan blive lige så slemme at stå med, så må vi prøve at forstå selvets rolle, også i dét, bedre.

Samfund er jo skabt af en hel masse selv’er – og hvad der er meget væsentligt: Samfund findes overalt, ikke bare i historien, men også i biologien. Det er derfor rimeligt at foreslå, at det er en naturlig ting for os at slutte os sammen; det er til gavn for os allesammen, at vi hjælpes ad om ting.
Rent udviklingsmæssigt kan man sige, at det enkelte individs selvopholdelsesdrift, der dybest set er egoistisk, er blevet tempereret af, at selv det stærkeste individ aldrig ville kunne klare sig bedre end en gruppe (blandt andet fordi “at klare sig” blandt andet vil sige at stifte familie, et behov der rangerer blandt de allermest basale) – erkendelsen af det sociale selv som en fordel for individet.

Dette er også grunden til, at det selvbillede, vil talte om tilbage i starten af Part I, i virkeligheden er grundlæggende forkert, og kontraproduktivt i forhold til at opnå ganske mange af de ting, mennesker tit gerne vil have for at føle sig tilfredse – verden består ikke af en grå masse, pyntet op med farverige dig som et smukt, skinnende bær på toppen. Verden består af en hel masse andre individer, der grundlæggende er præcis lige som dig. De er forskellige fra dig, klart nok, men forskellene er mindre end lighederne, kan du godt bide dig selv lige midt i næsen på.



- og selv hvis det passede…

Men i diktomien mellem individ og samfund, hvor den anden er det førstes fjende, ligger en grum trussel – risikoen for, at individet glemmer, at dets egen position i verden, trygheden og alle mulighederne for at søge glæde, er absolut afhængig af alle andre individers grundlæggende ret til det samme.
Det kan lade sig gøre at glemme det, selvom man lever midt i det, fordi selvet som sagt er lidt nærsynet. Det ser sine egne omstændigheder langt klarere end de andres, så når et andet individ har brug for noget, er det “samfundet” (som jo er fjenden), men når selvet selv har brug for noget er det individets ret (som er af det gode og ses som en trumf).
Det er en logisk fejl, der kaldes “Special Pleading“, og hvis det lyder som en bagatel for nørder, så forestil dig lige, hvad det betyder, hvis man anlægger denne “det er noget andet, når det er mig”-anskuelse på f.eks. politiske eller samfundsmæssige spørgsmål.
Det vil sige, du behøver faktisk ikke forestille dig det, bare læs aviserne eller se lidt TV – det sker rigtig meget for tiden, og det er altid horribelt.

Man kan selvfølgelig sige “- og hva’ så…?” og håbe at være på den vindende side hver gang – men det efterlader stadig én med et andet problem: – hvis kun selvet selv har den ultimative autoritet til at definere det selv, hvilken værdiskala skal det så gøres efter?

Eller, sagt på en anden måde: – hvis det er selvet selv, der værdisætter selvværdet, er det så overhovedet noget værd?

Det er ikke noget trivielt spørgsmål, og igen kan vi kigge os om og finde nogle bud på et svar.
Det har længe været i nogen (og stigende) grad i fokus, at vi i det moderne samfund skal sørge for, at vores børn vokser op og får et godt og sundt selvværd. Vi forventer af skoler og institutioner, at de skal udstyre børnene med det, og især i USA er det et begreb i høj kurs.
Man iscenesætter konkurrencer hvor ingen taber, laver regler for madpakker så ingen bliver misundelige, og foretager sig alle mulige ting for at forebygge, hvad man forestiller sig er omstændigheder der kan underminere selvværd, og man roser børn for alting for at bygge selvværdet op.
Problemet er, at disse arbitrære mål for værdi ikke skaber børn med større selvværd. Værdierne er ikke afhængige af nogen præstation (man vinder noget, alle andre også vinder, får ros for noget ligegyldigt m.m.), så børnenes sind opdager, at de kommer udefra, og derfor bliver børnene afhængige af den udefra kommende anerkendelse. Ingen anerkendelse, ingen værdi.
Resultatet er børn, der i mange tilfælde vokser op med en nær-patologisk trang til hele tiden at modtage omgivelsernes anerkendelse, uanset hvad de så skal gøre for at opnå den – se evt. det meste af reality-TV-genren og dens stakkels protagonister, der skrupelløst opfører sig som idioter for at blive kigget på.

Men selv denne ynkelige udvej, at fedte for ydre tegn på anerkendelse, har selvet ikke, hvis det selv ansætter værdien – det kan forsøge sig med selvros, men det ved godt, at den eneste udvej er at bilde sig selv ind, at værdien netop kommer af en ydre målestok.
– og da løber det ind i problemer, fordi det er ganske vanskeligt for selvet at tilskrive en ydre kilde betydning, samtidig med at det ønsker at fastholde sin egen absolutte autoritet…

Jeg behøver vist ikke trampe mere i det – igen burde det, med kun få eksempler, være klart, hvor ufedt det må siges at være et selv uden samfund.



– ser sejt ud, men havde det ikke været federe hvis man havde nogen at dele en velfortjent og velplaceret high five med lige nu…?

Hov, hvad pokker? Siger jeg nu, at selvværdet skal komme indefra, efter al denne kritik af selvets utilstrækkelighed? – er det ikke det modsatte af, hvad jeg sagde lige før!?

Nej, jeg har ikke sagt, at selvværdet skal komme indefra, eller for den sags skyld at der er noget galt med selvet.
Lad os tage det sidste først: – alle har et selv, det er vores observatør mod verden, vores visitkort til mennesker vi møder, vores brugerprofil, vores interface (så er det nok af dem – jeg kunne ellers blive ved hele eftermiddagen), og det er naturligt at have et.
Min pointe gennem denne to-parts føljeton (som muligvis danner ophav til en eller flere sequels…) har været, at selvet ikke kan eller bør stå alene. Den eneste grund til at have et selv er jo, at dette selv kan møde andre selv’er, og danne broer og venskaber og skabe samfund og udvikling.

Jeg advarer mod selvet som diktator.

Og selvværdet? – det opstår i en vekselvirkning mellem os selv og omverden, og alle de andre mennesker, der bor i den.
Det er resultat af den erkendelse, at vi har gjort noget, der har en eller anden værdi, også set med andre øjne end lige netop vores egne, og selvom vi ikke er der til at forklare eller forsvare det.

– eller som Dr. Wong formulerer det :” -self-esteem and the ability to like yourself only come after you’ve done something that makes you likable”.

– eller, med et citat fra en Batman-film:” – it’s not who you are underneath, but what you do that defines you”.

Vi ses derude.

🙂

Share on Facebook

Read Full Post »

Hvad er meningen?

update: – husk at læse 2’eren bagefter

Politikere er verbale svindlere, skriver retorik-professor Christian Kock i sin nys udkomne bog – og det har han jo ret i.
Men det har de altid været, og det er fordi det ikke alene ikke straffes (som CK, fornuftigt nok, foreslår i oven-linkede artikel), men direkte belønnes: – der er stemmer i det, fordi vi stemmer med maven og husker med røven og i det hele taget bruger vores hoveder foruroligende lidt. Kort sagt.

Men det virkelige problem (og måske berøres det også i bogen, jeg har jo ikke læst den endnu) er, at der er verbale svindlere og sproglige bedragere overalt. Vi snyder med sproget så det står ud af ærmerne, som samfund betragtet – og det mere nære “vi” (som du og jeg, kære læser), vi er medskyldige, når vi lader det fortsætte og blive værre.

Vi glemmer meningen – eller vi er ligeglade med den, hvad der er lige så slemt.

Det snedige ved ord er jo den mening, der ligger i dem. Ord er bæremedium for mening, vi opfandt dem for at transportere mening fra ét sind til et andet, og når vi bruger dem uden at have os det klart på sinde (som man sagde i gamle dage), så bedrager vi dem.
Vi brænder den bro, menneske-arten har bygget for at overkomme svælget, der er imellem individerne.

Når vi bruger udtrykket “en krig på ord” om begivenheder som den verserende Rønn-sag, og beskriver forholdet mellem fru ministeren og de spørgende X’er på den anden side af bordet som en skyttegravskrig, så bruger vi en metafor, der er meget mere præcis end godt er – sådanne to parter forsøger ikke at udveksle mening, men kaster i stedet ord efter hinanden som var de afsikrede håndgranater, i håb om at ét eller flere af dem når at eksplodere mellem hænderne på modparten, før man når at kaste dem tilbage.

Det er ukonstruktivt, det er grimt, og det er også værre end det…

(i parantes bemærket: Denne artikel handler ikke specielt om dén sag, og jeg gider ikke diskutere den – det er bare et eksempel)

Det er værre, fordi vi, når vi lytter til ord, der ikke har til hensigt (eller er i stand til) at overføre mening, øver os i ikke at tillægge og afkode sproget den mening, der er dets eneste grund til at eksistere – ordene bliver løsrevet fra selve begrebet mening, og reduceres til stumpe redskaber man kan slå med.

Og mening er ikke bare det, at man mener hvad man siger – den slags er en utålelig forsimpling, lige som det er altid at kræve objektiv ærlighed af enhver talende. Ting er så meget mere komplekse end det, og det er netop denne kompleksitet, og den helt uvurderlige og uerstattelige rigdom, den indeholder, vi afskærer os selv fra, når vi tillader den ovennævnte løsrivelse at finde sted hele tiden.

Det er sådan her: – forestil dig, at du ser ud over et smukt landskab, lige i den magiske time… den dalende sols gyldne lys, der spiller over den åndeløst betagende sceneri, skønheden der vælter ind ad dine øjne, ind i dit sind, og overskyller det med en vidunderlig følelse… eller forestil dig, at du ser på din elskedes ansigt i skæret af et enkelt stearinlys, hvordan dine øjne inddrikker hver linie i dette ansigt, og du opfyldes af den glæde, det giver dig.

Forestil dig så, at denne synsmæssige oplevelse erstattes, ikke med en sort-hvid udgave (det troede du, jeg ville sige, ikke?), men af en række lysglimt, der i morsekode beskriver landskabet eller personen for dig, eller – hvis du er mere moderne – en lysavis, der et pixeleret ord ad gangen fortæller dig, hvordan landskabet ser ud, eller hvordan det elskede åsyn er formet.

Det er det, vi gør ved vores sproglige oplevelse – vi udpiner den, og erstatter alt det, den burde give os, og sætte os i stand til at give andre, med en meningsforladt surrogat…

Vil du love mig, at du tænker lidt over det? Det betyder meget for mig.

Dagens indlæg indeholder ingen billeder – hvis du stadig er her, tror jeg du måske forstår hvorfor…

– og så var det den toer…

Share on Facebook

Read Full Post »

Og hvad gør vi så?

” – I know it’s a little cliche’d to blame the media but this is kinda their fault…” – Penn Jillette

De unge er enten dumme eller kyniske. Det ser vi tydeligt her og her og i TV og i bussen og allevegne. Pyha, hvordan vi overhovedet skal overleve ved jeg ikke.

– og verden er fuld af galninge, man kan snart ikke træde ud af døren uden at blive overfaldet af økse- og bombemænd. De hedder Lors eller sådan noget.

Verden er af lave, og den er farlig – husk cykelhjelmen, og stol ikke på nogen. Især ikke brune mennesker og videnskabsfolk.


AAAAaaaaarrgggg….!

Hvorfor er der så så megen angst?

Penn har ret: – det er mediernes skyld. Og dermed vores egen.

I dag, hvor jeg skriver dette, er der hele tre overskrifter på forsiden af web-Politiken, som drejer sig om en eksplosion i Bruxelles. Tre.
Hør nu her, jeg kan da godt se, at en ulykke i Belgien med flere døde er en overskrift værd, hvis der ikke er sket andet i dag, men tre artikler, som alle bare siger “Det sagde booom og så var der nogen der døde!”?
Samtidig foregår de vigtigste forhandlinger i Israel-Palæstina-konflikten lige i disse timer, en proces der ifølge kong Abdullah II af Jordan vil betyde forskellen mellem en mulig fred i regionen, og ti år mere med konflikt og krige.

Én overskrift om det – en lille en, langt nede på siden.

Hvorfor?
Fordi indviklet diplomati på højt plan ikke giver læsere – det gør “BØH!” og “BANG!”.


“- men hvis diplomati nu var instrueret af Michael Bay…”
source

Og det er vores egen skyld, det er nemlig os, der lægger penge til, så det kan betale sig for dem – det er ren business.

Desværre er det også den 4. statsmagt, vi taler om, rent bortset fra at pressen burde være én af vores kilder, faktisk en betydningsfuld en, til information og oplysning. Brugen af uddannede journalister, eksistensen af presse-etik m.m. er en slags informationens peer-review, som burde sikre os en vis kvalitet i vores input.

Men når der skal stigende sorte tal på bundlinien, well, så giver man pøblen hvad en ønsker sig og gerne vil betale for – eller det, der holder cirkulationen oppe og/eller bringer clicks og links, så man kan sælge nogle reklamer.

OK, eftersom du stadig er med, her 400 ord senere, så får du det at vide: – det er ikke sandt, hvad de siger.

Nej, det er ikke.
Vi i vesten (den 3. verden har andre problemer, bl.a. os) er mere veluddannede, tryggere og lever længere nu end nogen sinde før – voldsforbrydelser falder i alle vestlige lande, og risikoen for at blive ramt af et terror-angreb er mange gange mindre end risikoen for at blive ramt af lynet eller ædt af en haj.
Selv trafikken, som er størrelsesordener farligere end nogen af de andre ting, vi er bange for, bliver hele tiden sikrere.


helt ærligt, hvor tit ser du det her? – ikke lyve for internettet…

Børnene og de unge i dag, de er klogere og mere indsigtsfulde end nogensinde, de fleste af dem – og de fleste af dem er søde, ved hinanden og ved dem, der er mindre, og nej, de mobber ikke hinanden. De fleste, det meste af tiden, gør ikke.
De har deres at slås med, som alle generationer, men som min blomstermand sagde engang: Da vi var børn, troede alle de voksne, at vi var dømt til at mislykkes, men de fleste af os klarede os faktisk meget godt, så mon ikke børnene i dag også gør det?

(disclaimer: – det er nemt at sige og meget sværere at leve op til, når man selv er forælder)

Men hvad skal der så ske? Skal vi bare leve med, at forskellen mellem, hvad vi siger, skriver og læser om verden, og verden som den i virkeligheden ser ud, bliver større og større?

Eller skal vi gøre et eller andet?

Share on Facebook

Read Full Post »

%d bloggers like this: