Posts Tagged ‘rejse’

Jeg har lige fundet noget, der nærmest var druknet i et par måneders hverdag – og jeg synes, det er for godt til ikke at dele… en nedskrevet beretning om en rejse, jeg tog i foråret, og… well, her er, hvad der skete:

Der var engang, måske cirka da jeg var barn, hvor det at rejse ud i verden med fly var noget stort, indviklet og skræmmende. Den slags oplevelse, som folk forberedte sig på, praktisk og mentalt, flere måneder i forvejen – i modsætning til nu, hvor man bare griber en håndfuld sokker og undertøj og sit pas og hopper på et fly, som var det et S-tog.

Der var også engang, hvor folk hjalp hinanden – i modsætning til nu, hvor verden og dens borgere er blevet både kynisk og kold.

Eller hvad?

Dette er beretningen om en rejse og en oplevelse, der udfordrer begge disse påstande – en rejse, der aldrig var blevet til noget, hvis de var sande, simpelthen.

Det begyndte med en beslutning, som sådan noget har det med at gøre.
Min gode ven Thor og jeg besluttede, at en tur til New York ville være dejligt – midt i maj, godt vejr i Det Store Æble, der var en møbelmesse, vi ville til, og venner i byen, yessir!


New York, here we come!!

Fordi det jo ikke længere er nogen stor sang og dans at flyve, gjorde vi, som man gør i det 21. århundrede: – gik på nettet og købte os en pakke, bestående af ud- og hjemrejse. Vi printede billetter ud, læste om turen på checkmytrip.com, og gav os til at glæde os…

På afrejsedagen, som var en fredag, mødtes vi i god tid, så vidt vi kunne se af klokkeslettene på billetten – der var lidt lang kø ved checkin, men fint nok, vi var som sagt i god tid, og forhastede os ikke. Vi afleverede vores bagage, fik boardingpas, og begav os i et roligt tempo mod gate’en.
Derude blev vi modtaget af det samlede gate-personale, der lidt højspændt spurgte “Er det Jesper og Thor?” – vi var alligevel ikke i så god tid, viste det sig, faktisk var der måske ti minutter til take-off, og vi var de sidste, man manglede.
Jaja, rolig, vi er her, sagde vi med vores afslappede attitude, og afleverede booking-passene. Damen scannede dem og stillede samtidig et spørgsmål, der skulle blive starten på en rejseoplevelse, der kun kan beskrives som surrealistisk:

” – jeres ESTA er i orden, ikke?”

“Hvad er ESTA?”, svarede vi i kor.

Ti sekunders lamslået tavshed i hele gateområdet blev brudt af en eller anden, der i et definitivt tonefald sagde: “Vi bliver nødt til at tage dem af…”.

“Hvad er ESTA for noget?”, spurgte vi.

Der blev ringet til bagage-folk og til kontrolcenter (eller hvad det nu hedder, der hvor bookingerne foregår), og to standby-passagerer fik en god nyhed, imens vi endnu engang spurgte “Hvad fanden er ESTA!?”.


HVAD BETYDER DETTE!?

I løbet af hele vores online-booking, og selv ved checkin i lufthavnen, havde ingen med ét ord nævnt ESTA. Skulle du overveje en rejse til USA, så ved du lige om lidt, hvad det er:

Siden marts måned i år har det været obligatorisk at udfylde en ansøgning til U.S. Department of Homeland Security via Electronic System for Travel Authentication (= E.S.T.A), hvis man vil rejse ind i USA – systemet havde ganske vist eksisteret i et års tid, og formularen er identisk med det aflange, grønne stykke papir, du hidtil har udfyld i flyet, hvor du forsikrer dine amerikanske værter om at du ikke er terrorist, og du skal for resten stadig udfylde papir-udgaven alligevel, men altså: Ingen ESTA, ingen rejse.

Dér står man så. Det er værd at bemærke, at ingen, hverken de tre forskellige rejseagenter, der var involveret (FDM Travel, newyork.dk og SAS), eller endda medarbejderen, der tjekkede vores bagage ind, følte nogen anledning til på nogen måde bare at antyde i forbindelse med vores bestilling af rejsen, at noget sådant som ESTA fandtes, heller ikke selvom det kun havde været obligatorisk i knap to måneder og derfor kunne kaldes noget nyt.
Jeg ved godt, det er éns eget ansvar, men vi er i det 21. århundrede, for pokker! Det kan vel ikke være meningen, at… nå.

“Hvad skal vi så gøre?”

En flink person – den første i en række af dem, bare vent! – fortæller os alt det, du lige har læst, og spørger så om vi vil være interesseret i at rejse med samme fly dagen efter?
YÆS, rejsen lever stadig! “Selvfølgelig!”, siger vi, og han ombooker os på stedet ved hjælp af sin mobiltelefon og sin venlighed. Bagefter viser han os hen til den nærmeste computer med internetforbindelse og hjælper os med at udfylde ESTA-ansøgningerne, der bliver godkendt med det samme (systemet siger, at der kan gå op til 72 timer, men havde vi været lidt tidligere på den denne fredag, kunne vi have nået det før vores oprindelige fly. Første påstand oppe fra indledningen er for alvor begyndt at vakle).

Til sidst tjekker han os ind og udskriver vores boardingpas – det eneste, han ikke kan hjælpe os med er, at vores rejse til New York går via Washington (det var en billig rejse, ik’?), og han kan ikke ombooke indenrigsflyet.

Vi tager det med gåpåmod, synes vi selv – vi finder et fly, eller et tog eller noget, fra Washington til NY, no problemo!

Så dagen er ret meget ved siden af forventningerne: – i stedet for at være på vej til USA går vi nu i stedet ind og ser Iron Man 2 – det smager vel altid lidt af fugl – spiser en sandwich og siger “Vi ses i morgen – SÅ tager vi altså til New York!”.

Jeg tager en udmærket S-tog tilbage til Valby, hvor jeg bor – og så slår idiotien til for alvor: Da jeg står af, efterlader jeg min skuldertaske, medsamt mit pas og boardingpas, i toget, som fortsætter mod Ballerup, eller Frederikssund, eller hvor det nu var på vej hen…. jeg har aldrig efterladt en taske i toget før, og regner ikke med at gøre det igen – har du nogensinde hørt udtrykket “hans hjerte sank helt ned i skoene”?
Nu ved jeg, hvordan det føles; sådan var det at stå i Valby og blive klar over, at anslag nr. 2 mod min rejse til Æblet netop havde ramt, med samme kraft (og lige så uvelkomment) som tusind eksploderende dåser surströmming.


– eller kimchee

DSB’s service-center gjorde deres bedste, kontaktede endda en S-togfører, hvad der ikke normalt er muligt undtagen i nødtilfælde (spørg mig, om jeg syntes det var tilfældet – kom så, spørg!), og rådede mig i øvrigt til at spørge alle togførerne, når de kom tilbage fra Balle-sund, om de havde fundet noget i toget. Næh, desværre, men en af dem gav mig nummeret til Hittegods, der dog heller ikke havde registreret en gul taske med mit rejsehumør i – “Ring i morgen, vi åbner kl. 7”, opmuntrede de.

Det var ganske vanskeligt at falde til ro denne fredag aften – min forsvarsløse taske, alene i et tog, der allerede ved 20-tiden, da jeg efterlod den der, så småt var ved at fyldes med overstadige, drikkende teenagere fra oplandet… hvis den skulle slippe fra det uden at blive tisset eller kastet op i, skulle der jo mirakler til.

Samtidig viste lidt research, at alternativer som midlertidigt pas var yt; USA kræver rigtigt pas, biometrisk og officielt og antageligvis lavet af en eller anden form for patriotisk grundstof – ingen sedler fra mor, tak.
Det betød, at eneste anden udvej var hastepas-proceduren, som tidligst kunne gennemføres mandag. Crap.

Min rejsekammerat opmuntrede mig til at tænke positivt – “nogen vil finde den, finde noget med dit navn på, og ringe, bare vent, any moment now, vi skal nok komme afsted!”. Tak, min ven, jeg prøver…

Næste morgen. Hittegodskontoret: “Desværre. Hvis toget er blevet bortrangeret, kan der gå til mandag morgen, før nogen registrerer din taske – hvis ellers den er fundet”. Hvorfor pokker ville vi også rejse på en fredag!?


TAAAAA-SKØØØØH….? – aaa-skøøh… aa-skøh….

Shit.

OK, tænk positivt: Jeg pakkede mit grej sammen igen (efter at have fjernet tøj til ca. 1 døgn, som jeg jo ikke længere havde brug for at slæbe med) og gjorde mig klar til et bad – og så ringer telefonen: Det er Thor.

Som fortæller mig, at en rar dame, der hedder Ruth, har fundet min taske.
Med mit boardingpas og pas i.
Og har ringet til SAS, som, i skikkelse af en sød pige ved navn Sarah, har fundet Thors firmanavn på bookingen, Googlet ham, og ringet til ham og givet ham Ruths telefonnummer.
Fik du den? I hvert fald tre trin, involverende to forskellige personer, vildt fremmede for såvel mig som hinanden, der hver især kunne være gået anderledes – og det fortsætter:

Klokken er nu nær ni, og vores fly letter kl. 12.20 – skynder mig at ringe til Ruth, som jeg priser til skyerne og takker igen og igen for hendes hjælp, hun viser sig at bo ca. 15 minutter væk i en taxa, jeg bader hurtigt og styrter ud ad døren og til Rødovre i en taxa, idet jeg kun lader mig forsinke af et besøg i en blomsterbutik for at købe den største buket, jeg kan få.

Ruth, det rare menneske, der handlede i tide, står på gaden (i regnvejr!) og vinker, da jeg kommer, med en cigaret i den ene hånd og min gule taske i den anden – jeg giver hende buketten og verdens største kram og så megen tak mine oratoriske evner formår, og får til gengæld min taske, og en lille bamse for held og lykke på rejsen, er det ikke sødt?

Så hør lige det her: – da jeg har sat mig i taxa’en igen og ræser i retning af Kastrup, åbner jeg tasken for at have styr på mine rejsedokumenter, og opdager, at Ruth har lagt en pose med frugt og en håndfuld chokolader i farvestrålende cellofan ned i den!!

Damn, Ruth, dit rare væsen!
Er folk ikke bare søde, altså? Påstand nr. 2 deroppe holder bare heller ikke.

Læs med lidt endnu, for det er ikke slut: – Sarah, den aktive SAS-medarbejder, der googlede Thor og ringede til ham, spurgte ham for resten også, hvorfor vi var booket til Washington, når der var et direkte fly til New York, vi kunne tage? Vi skulle såmænd bare henvende os i bookingservice i lufthavnen.
Dér var de også supersøde, og gav os valget mellem et lidt tidligere, men ikke direkte fly, og et senere, direkte, samt god til til at tænke over det – vi valgte dør nr. 2, det direkte fly, og blev ombooket igen, stadig uden det havde kostet os en krone ekstra, og udelukkende fordi disse folk ydede en service, de ikke er forpligtet til, men har al mulig grund til at være stolte af, hvis du spørger mig.

Tak, allesammen!

Det direkte fly var lidt forsinket, men på grund af Washington-detour’en ankom vi til den tid, vi havde planlagt, alligevel – skal du lige have den sidste krølle på denne totalt surrealistiske rejse?

Ca. 45 minutter efter vi var landet, stod vi, takket være vores lokale ven Tracy, i en typisk New York-baggård, med røde murstensmure og brandtrapper, som var lavet om til en gårdhave, med bagagen i hånden og omgivet af totalt fremmede, men venlige mennesker, og blev budt velkommen til fødselsdag af Tracys ven Patrick Ferrell, der omfavnede os og sagde “Der er mad dérovre, bare tag fat i en af servitricerne og bestil hvad I har lyst til af drinks, kom og hils på min bror, Will”, der stod i et hjørne sammen med Brooke Shields, som stadig ser fantastisk ud… jeg følte mig som var jeg faldet ned fra månen og landet i drejebogen til en eller anden komedie, der ikke var skrevet helt færdig.


thanks for the warm welcome and cold beers guys!

Så dagens opgave til dig: – prøv at regne ud, hvor mange mennesker, der skulle være søde og hjælpsomme, for at denne historie kunne blive til, og hvor få, der skulle have været egoistiske eller ligeglade for at ødelægge det hele.

Helt galt med verden kan det da ikke være.
Vel?

Share on Facebook

Read Full Post »

%d bloggers like this: