Posts Tagged ‘selvkritik’

Politikere, medsamt politisk aktive personer, journalister m.m.!

Jeg må spørge jer alle om noget – det er ret personligt, og virker sikkert ret fornærmende lige til at starte med, men det er et spørgsmål, jeg mener er ufatteligt vigtigt, at vi får afklaret:

Lyver I, eller er i psykisk syge?

Jeg sagde jo, det godt kunne virke fornærmende, men jeg prøver faktisk ikke at være flabet, jeg mener præcis, hvad der står – taler I usandt med vilje, eller er der noget galt i jeres hoveder?

Det er jo ret åbenlyst, at ikke bare selve det politiske landskab, forstået som Christiansborg og nærmeste omgivelser, men også enhver debat, der lugter bare en lille smule af politik, er blevet fuldstændig binær – vi har en blokpolitik, der er så ekstremt skismatisk, at det efterhånden er hverdag, at politikere taler om hinanden, som om modparten er bevidst maliciøs.
Ond.
En James Bond-skurk med en hvid kat på skødet og ansigtet i skygge, der er er ude på at omstyrte samfundet, og må stoppes for enhver pris.

“- No, I expect you to die…”

Det er på nuværende tidspunkt blevet objektivt umuligt at skabe et samfund eller en regering i balance, for med den omtalte narrativ er enhver samtale med dem på Den Anden Side ensbetydende med landsforræderi – vi har til enhver tid en halv regering, for valgkampens overspændte retorik er blevet, om noget, for svag til at beskrive hverdagen, og den del af det politiske landskab, der ikke p.t. sidder med regeringsmagten, har én, og kun én opgave: At ødelægge det for De Andre, så man selv kan komme til magten.
De Andre betragtes som så onde, at de negative effekter af at underminere samfundet som helhed i en valgperiode, og altså reelt sætte landets ledelse i stå i årevis, åbenbart regnes for en billig pris at betale for at få Dem stoppet.
(det hjælper sikkert, at de involverede parter sjældent selv betaler denne pris, men det er en anden historie, som vi vender tilbage til en anden dag)

Det er blevet helt normalt for politiske “visioner” at omfatte, hvilke af modpartens tidligere tiltag man har tænkt sig at afskaffe, og tit ikke så meget andet – som om verden er en af de dér Disney-film, hvor alting af sig selv bliver godt og grønt, så snart De Onde er besejret: Man behøver ikke have nogen plan for, hvordan man laver et godt samfund, for alle problemer skyldes De Andres ondskab og inkompetence, og vil derfor gå væk af sig selv, så snart de ikke længere er ved magten.

Det er naturligvis [indsæt politisk modstander her] til venstre

Eftersom vi alle jo godt ved, at verden ikke er delt op mellem Gode og Onde – og fornærm nu ikke min intelligens ved at lade som om vi skal diskutere det – så er ovenstående realitet enten udtryk for, at man bevidst siger noget, der ikke passer, eller også lider man af en psykisk sygdom, noget i retning af paranoid skizofreni (jeg er ikke psykolog, men come on, prøv lige at læse beskrivelsen…).

Du spørger måske, om ikke vi også skulle have medierne med i denne kritik – og du har ret, imaginære læser, medierne er med på denne vogn som Donkey Kong på en pixeleret prinsesse, men mediernes rolle kan man til nød forstå; de producerer et produkt på markedets vilkår.

Dette har politikere ikke lov til.

Politik er ikke et produkt, og antal stemmer, mandater, ministerposter eller år i regering er ikke succeskriterier – politik er samfundets ledelse, og succeskriteriet er det, eftertiden vil se tilbage og tænke.

Jeg tror, jeg håber – var jeg religiøs, så bad jeg til – at de skismatiske politikere, debattører m.m. ville græde sig i søvn hver dag i resten af deres liv, hvis de blot et øjeblik kunne forestille sig, hvor hård eftertidens dom over den indeværende nutid bliver… er der noget, vi kan gøre, for at få dem til at forstå?

Reklamer

Read Full Post »

Føj, hvor er det koldt – på trods af, at vi er næsten midt i marts. Derfor kom jeg ikke til Science & Cocktails‘ foredrag med Susan Blackmore i aftes, og har trøstet mig selv ved at se hende tale på Youtube som det skvat, jeg er, rent temperaturmæssigt, i hvert fald.

Det har inspireret mig til, allerede nu – før ovennævnte foredrag er dukket op på nettet, hvad det uden tvivl snart gør – at nedfælde en række ord omkring emnet selv, illusion og fri vilje…

Først: Én af Blackmore’s mere kontroversielle idéer er, at der ikke eksisterer et “Selv”. Der er ikke en ting til stede i verden, der er Jeg, uanset hvor gennemtrængende vi alle føler, at vi har et Jeg og genkender vores Jeg som os selv.
Det er en yderst interessant påstand, og den giver mening set i lyset af hendes grundpræmis: – at for at noget eksisterer, skal det have en substans i den fysiske verden – og vi har i hvert fald hidtil ikke kunnet finde nogen distinkt ting i det levende menneske, der er et Jeg.

Det leder hende til den næste, åbenlyse påstand (det skal indskydes her, at Blackmore på ingen måde er alene om synspunkter som disse), nemlig at den omtalte Selv-oplevelse, vi alle har, er en illusion; vi er gennemtrængende overbevist om, at vi har et selv, men den objektive undersøgelse (hidtil) viser klart, at vi ikke har et – konklusionen er åbenlys.

Den tredie erkendelse er så selvfølgelig, at hvis vi ikke har et selv, og det selv, vi tror vi har, er en illusion, så har vi ikke, hvad vi selv forstår ved fri vilje – den samme natur, som har bragt os til at eksistere i troen på, vi har et selv, lader os også tro, at dette selv kan udøve fri vilje.


indtil S&C’s video kommer op kan du jo se denne fra 2005

Så vidt Sue Blackmore’s synspunkter – nu går vi over til mine. Eftersom hun er en anerkendt videnskabskvinde, forfatter og foredragsholder, og jeg er ejer af en blog med ca. 0 læsere, er det helt logisk at sidestille de to.

Jeg anerkender besværlighederne i forhold til, at vi ikke kan finde ud af, hvor eller hvordan i hjernen, selvet opstår – vi ved, at synsoplevelsen er splittet op, både tidsligt og rumligt, i hjernen, vi ved, at den bevidste oplevelse er ca. 0,5 sekund bagud i forhold til den fysiske verden, og en række andre ting, og vi kender “the binding problem” med at få alt dette til at gå op i den enhed, vi kalder Bevidsthed.

Men jeg kan ikke tilslutte mig “ergo”-hoppet til, at vi intet selv har. Dertil er beviserne for, at vi har et, for overvældende – startende med, at vi alle oplever det, og at vores oplevelser, skønt individuelt forskellige, overordnet er meget lig. Vi kan også, og dette er ret væsentligt, genkende andres Selv’er; det er det, der sker, når vi føler, vi kender nogen, vi kan skelne Peters Selv, set udefra, fra Pouls – selvet kan altså observeres udefra, også selvom det ikke altid helt ser ud, som det gør indefra.

Der ser altså klart ud til at være et underliggende fænomen til stede, også selvom vi (endnu) ikke ved, hvad det er eller hvor det sidder, og det er faktisk uvidenskabeligt at erklære noget for ikke-eksisterende, blot fordi vi ikke kan få øje på det.

Men jeg afviser jo ikke Blackmore et al’s besværligheder, så hvordan bringe de to til at sameksistere, uden at gøre vold på den kritiske tænkning? Well, jeg tænker på det sådan her: – vi har et selv, men det er ikke begrænset til, hvad vi bevidst beslutter er vores Selv. Det omfatter den identitet, der er summen af vores arv og vores erfaringer indtil nu, og som er absolut unik (ingen anden person end dig selv har nogensinde eller vil nogensinde opleve *eksakt* det samme liv som du), og hvoraf det meste er ikke-bevidst. Vores bevidsthed er blot et lille, temporalt betinget udtryk for alt dette.

Det er ikke noget, jeg selv har fundet på – blandt andre Benjamin Libet (som opdagede 0,5 sekunders forsinkelsen, og som Blackmore ofte henviser til) er inde på dette: At Selvet omfatter hele personen, snarere end blot den bevidste del.

Blackmore begår en fejl, simpelthen: Selvet er ikke kun det, bevidstheden beslutter, det er. Hvis det var, havde vi ikke nogen identitet; de fleste mennesker ønsker jo faktisk ret tit at være anderledes, end de er, og mange af os prøver også at foregive, vi er, med vores bevidste handlen, men det ændrer (som vi også tit erfarer) ikke ved vores grundlæggende identitet. Fejlen bunder muligvis i, at hun fejlfortolker Dan Dennett’s afvisning af den cartesiske observatør – Dennett siger ikke, at denne observatør er selvet, men det synes Blackmore at tro, han gør.


Dennett om bevidsthed – blandt andet cartesisk dualitet. Håber du har lavet en kande kaffe.

Hvordan forholder det synspunkt (mit herover beskrevne) sig så til påstanden om selvet som en illusion? Udmærket, tak – jeg kan sagtens erklære mig enig i, at det, vi bevidst oplever, er en stærkt redigeret simulation af vores væren og handlen i dén del af verden, vores sanseapparat på et givent tidspunkt har adgang til. Idéen med bevidsthed er jo ikke at gengive en videnskabeligt objektiv måling af omgivelserne, men at give os et bruger-interface (tak til Tor Nørretranders for denne metafor for bevidsthed) til os selv – og et bruger-interface er beregnet til at give os lige præcis den information, vi har brug for i den givne sammehæng, præsenteret på en måde, der understøtter vores handlen i sammenhængen.
Det er derfor, en bestemt hastighed på cykel bevidst opleves som “weee, sjovt!” når man er på mountainbike-tur i skoven, men som farlig, når man kører i bytrafikken med sit barn på cyklen. Den objektivt målbare hastighed kan være den samme, men den subjektive oplevelse er gennemtrængende ikke den samme, fordi den er fuldstændig betinget af, hvad der giver mening i sammenhængen.

Den opmærksomme læser vil på dette tidspunkt sandsynligvis have regnet ud, hvad jeg således mener om det tredie punkt: Den frie vilje – men jeg skriver det nu alligevel:

– Vi har fri vilje, men den udøves ikke udelukkende af vores bevidsthed. Eller, som en ukendt filosof engang har formuleret det: “Vores hjerne har fri vilje, men vi har ikke”. Jeg anerkender, at ideen om vilje, udøvet af vores underbevidsthed, skræmmer mange mennesker lige så meget som ideen om ikke at have nogen fri vilje, det kan vi måske vende tilbage til en anden gang – men jeg tror, det ville være sundt, hvis vi var mere vant med at tænke over, at vi ikke først og fremmest er bevidste, og at vores Selv ikke først og fremmest er det, vi er bevidste om. Vi træffer mange flere ubevidste beslutninger, end vi går og tror, og en stor del af bevidsthedens job er efterfølgende at skrive dem overbevisende ind i bruger-interface-illusionen.


Steven Pinker ser mere klart end Blackmore gør f.s.v.a. fri vilje, synes jeg

Jeg tror, at det er vigtigt at være skeptisk over for sig selv – bevidsthed er i virkeligheden meget lige som videnskab: Et fantastisk værktøj, fyldt med muligheder for at nå langt, men det udelukker på ingen måde, at man samtidig tænker kritisk over alt, den fortæller én.

Read Full Post »

%d bloggers like this: