Posts Tagged ‘WTF’

Politikere, medsamt politisk aktive personer, journalister m.m.!

Jeg må spørge jer alle om noget – det er ret personligt, og virker sikkert ret fornærmende lige til at starte med, men det er et spørgsmål, jeg mener er ufatteligt vigtigt, at vi får afklaret:

Lyver I, eller er i psykisk syge?

Jeg sagde jo, det godt kunne virke fornærmende, men jeg prøver faktisk ikke at være flabet, jeg mener præcis, hvad der står – taler I usandt med vilje, eller er der noget galt i jeres hoveder?

Det er jo ret åbenlyst, at ikke bare selve det politiske landskab, forstået som Christiansborg og nærmeste omgivelser, men også enhver debat, der lugter bare en lille smule af politik, er blevet fuldstændig binær – vi har en blokpolitik, der er så ekstremt skismatisk, at det efterhånden er hverdag, at politikere taler om hinanden, som om modparten er bevidst maliciøs.
Ond.
En James Bond-skurk med en hvid kat på skødet og ansigtet i skygge, der er er ude på at omstyrte samfundet, og må stoppes for enhver pris.

“- No, I expect you to die…”

Det er på nuværende tidspunkt blevet objektivt umuligt at skabe et samfund eller en regering i balance, for med den omtalte narrativ er enhver samtale med dem på Den Anden Side ensbetydende med landsforræderi – vi har til enhver tid en halv regering, for valgkampens overspændte retorik er blevet, om noget, for svag til at beskrive hverdagen, og den del af det politiske landskab, der ikke p.t. sidder med regeringsmagten, har én, og kun én opgave: At ødelægge det for De Andre, så man selv kan komme til magten.
De Andre betragtes som så onde, at de negative effekter af at underminere samfundet som helhed i en valgperiode, og altså reelt sætte landets ledelse i stå i årevis, åbenbart regnes for en billig pris at betale for at få Dem stoppet.
(det hjælper sikkert, at de involverede parter sjældent selv betaler denne pris, men det er en anden historie, som vi vender tilbage til en anden dag)

Det er blevet helt normalt for politiske “visioner” at omfatte, hvilke af modpartens tidligere tiltag man har tænkt sig at afskaffe, og tit ikke så meget andet – som om verden er en af de dér Disney-film, hvor alting af sig selv bliver godt og grønt, så snart De Onde er besejret: Man behøver ikke have nogen plan for, hvordan man laver et godt samfund, for alle problemer skyldes De Andres ondskab og inkompetence, og vil derfor gå væk af sig selv, så snart de ikke længere er ved magten.

Det er naturligvis [indsæt politisk modstander her] til venstre

Eftersom vi alle jo godt ved, at verden ikke er delt op mellem Gode og Onde – og fornærm nu ikke min intelligens ved at lade som om vi skal diskutere det – så er ovenstående realitet enten udtryk for, at man bevidst siger noget, der ikke passer, eller også lider man af en psykisk sygdom, noget i retning af paranoid skizofreni (jeg er ikke psykolog, men come on, prøv lige at læse beskrivelsen…).

Du spørger måske, om ikke vi også skulle have medierne med i denne kritik – og du har ret, imaginære læser, medierne er med på denne vogn som Donkey Kong på en pixeleret prinsesse, men mediernes rolle kan man til nød forstå; de producerer et produkt på markedets vilkår.

Dette har politikere ikke lov til.

Politik er ikke et produkt, og antal stemmer, mandater, ministerposter eller år i regering er ikke succeskriterier – politik er samfundets ledelse, og succeskriteriet er det, eftertiden vil se tilbage og tænke.

Jeg tror, jeg håber – var jeg religiøs, så bad jeg til – at de skismatiske politikere, debattører m.m. ville græde sig i søvn hver dag i resten af deres liv, hvis de blot et øjeblik kunne forestille sig, hvor hård eftertidens dom over den indeværende nutid bliver… er der noget, vi kan gøre, for at få dem til at forstå?

Read Full Post »

Og hvad gør vi så?

” – I know it’s a little cliche’d to blame the media but this is kinda their fault…” – Penn Jillette

De unge er enten dumme eller kyniske. Det ser vi tydeligt her og her og i TV og i bussen og allevegne. Pyha, hvordan vi overhovedet skal overleve ved jeg ikke.

– og verden er fuld af galninge, man kan snart ikke træde ud af døren uden at blive overfaldet af økse- og bombemænd. De hedder Lors eller sådan noget.

Verden er af lave, og den er farlig – husk cykelhjelmen, og stol ikke på nogen. Især ikke brune mennesker og videnskabsfolk.


AAAAaaaaarrgggg….!

Hvorfor er der så så megen angst?

Penn har ret: – det er mediernes skyld. Og dermed vores egen.

I dag, hvor jeg skriver dette, er der hele tre overskrifter på forsiden af web-Politiken, som drejer sig om en eksplosion i Bruxelles. Tre.
Hør nu her, jeg kan da godt se, at en ulykke i Belgien med flere døde er en overskrift værd, hvis der ikke er sket andet i dag, men tre artikler, som alle bare siger “Det sagde booom og så var der nogen der døde!”?
Samtidig foregår de vigtigste forhandlinger i Israel-Palæstina-konflikten lige i disse timer, en proces der ifølge kong Abdullah II af Jordan vil betyde forskellen mellem en mulig fred i regionen, og ti år mere med konflikt og krige.

Én overskrift om det – en lille en, langt nede på siden.

Hvorfor?
Fordi indviklet diplomati på højt plan ikke giver læsere – det gør “BØH!” og “BANG!”.


“- men hvis diplomati nu var instrueret af Michael Bay…”
source

Og det er vores egen skyld, det er nemlig os, der lægger penge til, så det kan betale sig for dem – det er ren business.

Desværre er det også den 4. statsmagt, vi taler om, rent bortset fra at pressen burde være én af vores kilder, faktisk en betydningsfuld en, til information og oplysning. Brugen af uddannede journalister, eksistensen af presse-etik m.m. er en slags informationens peer-review, som burde sikre os en vis kvalitet i vores input.

Men når der skal stigende sorte tal på bundlinien, well, så giver man pøblen hvad en ønsker sig og gerne vil betale for – eller det, der holder cirkulationen oppe og/eller bringer clicks og links, så man kan sælge nogle reklamer.

OK, eftersom du stadig er med, her 400 ord senere, så får du det at vide: – det er ikke sandt, hvad de siger.

Nej, det er ikke.
Vi i vesten (den 3. verden har andre problemer, bl.a. os) er mere veluddannede, tryggere og lever længere nu end nogen sinde før – voldsforbrydelser falder i alle vestlige lande, og risikoen for at blive ramt af et terror-angreb er mange gange mindre end risikoen for at blive ramt af lynet eller ædt af en haj.
Selv trafikken, som er størrelsesordener farligere end nogen af de andre ting, vi er bange for, bliver hele tiden sikrere.


helt ærligt, hvor tit ser du det her? – ikke lyve for internettet…

Børnene og de unge i dag, de er klogere og mere indsigtsfulde end nogensinde, de fleste af dem – og de fleste af dem er søde, ved hinanden og ved dem, der er mindre, og nej, de mobber ikke hinanden. De fleste, det meste af tiden, gør ikke.
De har deres at slås med, som alle generationer, men som min blomstermand sagde engang: Da vi var børn, troede alle de voksne, at vi var dømt til at mislykkes, men de fleste af os klarede os faktisk meget godt, så mon ikke børnene i dag også gør det?

(disclaimer: – det er nemt at sige og meget sværere at leve op til, når man selv er forælder)

Men hvad skal der så ske? Skal vi bare leve med, at forskellen mellem, hvad vi siger, skriver og læser om verden, og verden som den i virkeligheden ser ud, bliver større og større?

Eller skal vi gøre et eller andet?

Share on Facebook

Read Full Post »

Nej. Også: nej.

“Everybody is entitled to their own opinions – but they are not entitled to their own facts” – Michael Specter (i denne video fra TED)

Hvad er tro, og hvad er viden? Well, det går ud over min præmis for denne blog (og ud over mine evner) at fastslå – men jeg har alligevel noget at sige om det… hør lige engang:

Så sent som i dag kan man læse en artikel på Politiken’s webavis, som taler om “the 911 truth” og om hvordan en række kendte danskere støtter denne bevægelse. Hvis du ikke har hørt om det, så er det, kort fortalt, en gruppe(ish) af rigtig mange mennesker, som tror vi er blevet løjet for om hvad der i virkeligheden skete den 11. september 2001.

Nu er der jo ikke noget galt i at tro, så længe man ikke skader nogen, og jeg skal være den sidste til at beklage sund skepsis – faktisk kommer dette indlæg til at handle om lige netop det, men på den helt forkerte måde. Det kommer til at handle om folk, der kæmper imod sund skepsis, sund fornuft og sund viden….

Det bliver nok også lidt langt. Og tekst-tungt. Jeg beklager. Det er ret vigtigt, det her.

Den danske bannerfører for 911-tvivlerne er en kemiker ved navn Niels Harrit – han har en masse at sige om det, men lægger især vægt på to faktorer som fundament for sin skepsis:

1 – der er angiveligt fundet noget, der kaldes nanothermit, ved bygningerne

2 – bygningerne faldt i fritfalds-hastighed

Disse to faktorer (især) giver ham basis for at mene, at bygningerne ikke faldt på grund af fly-kollisionerne, men fordi de blev destrueret med vilje.

Dette er ikke ment som en debunking-artikel, men jeg er nødt til at tage lidt af dether med for at nå min pointe, så let’s do this… *suk*

1- Der er ikke fundet nanothermit ved bygningerne – de “røde flager”, Harrit taler om, minder ham om nanothermit. Flagerne har i øvrigt ingen “chain of evidence” (som man siger på spansk); de blev givet til Harrit af folk, som hævder at have fundet dem ved ground zero lige efter sammenstyrtningen, men han fik dem først flere år senere, i hvilken periode de, selv hvis de er fra stedet, kan være blevet kontamineret sønder og sammen.

2 – Ingen officielle, offentligt tilgængelige data bekræfter fritfalds-teorien – beregninger (som denneher), og almindelig observation viser faktisk noget helt andet. Dertil kommer, at Harrit, som kemiker, måske nok ved en del om den kemiske adfærd hos jern og aluminium, men han er ikke materialefysiker, og slet ikke ingeniør, og han ved intet om at destruere bygninger med eksplosiver.

Men der er jo ikke foretaget nogen officielle, offentligt tilgængelige undersøgelser, hævder Harrit og 911truth – men det er der. Der er mange af dem, udført af allehånde eksperter, både data og konklusioner er offentligt tilgængelige, og de bliver løbende bekræftet af andre eksperter.
Tjek f.eks. denne artikel og dens referencer.

Det, Harrit gør, er at lave sine egne fakta.

OK, lad os skifte spor et øjeblik – har du nogensinde hørt om Gregg Braden?

Han er det, sunde skeptikere kalder pseudo-videnskabsmand, det vil sige en person, der understøtter sine personlige meninger og sin tro med beviser, der skal forestille at være videnskabelige. Folk som han, og Maharishi, L. Ron Hubbard og mange, mange flere, har store skarer af disciple, som bliver tiltrukket af, at de, hos disse guruer, ikke behøver at tro. De kan vide. Det er jo videnskabeligt.

Men guruerne er enten løgnere eller gakgak, eller begge dele – se for eksempel denne video, hvor en eller anden tilfældig fyr ved navn White, med Google og et grundlæggende greb om naturfag på gymnasieniveau, piller en række af Bradens formodet videnskabelige udlægninger i stumper og stykker.

Blandt andet påviser White, hvordan Braden tager kendte videnskabelige principper som f.eks. Schumann-effekten, og misfortolker dem så de passer i hans kram – og hvordan han tager forhold, man rent faktisk kan verificere, og siger ting der ikke passer om dem, som om han har opdaget noget, ingen andre ved (mens der i virkeligheden er tale om ting, ingen andre siger, fordi de er helt ude i hampen).

Han laver sine egne fakta.

Det var bare to eksempler, der er ingen speciel grund til, at det lige var 911 og Braden – ikke andet, end at begge eksempler er ret klassiske og derfor er gode, well, eksempler.

Min pointe med at skrive sådan en lang, og måske kedeligt alvorlig og naiv, diatribe er, at jeg grundlæggende tror på, at det skader verden at tro på den slags folk, og jeg føler trang til at opløfte min egen, beskedne fistelstemme i protest – hvis du har set videoen oppe ved det indledende citat, så ved du lidt om, hvad jeg mener, men der er også mere end det.

Der er det med skepsis.

Det er sundt og produktivt at tvivle og undersøge nærmere, men disse folk, konspirationstosser og pseudovidenskabsfolk, lokker deres fans til at gøre det modsatte: At sætte dømmekraften ud af spillet, at lade være med at tvivle (på dem, guruerne).

Tag ikke ved lære af dem – de er, som sagt, enten skøre, eller også taler de usandt med fuldt overlæg. Udøv kildekritik, søg alternativ be- eller afkræftelse, brug den viden, du har i forvejen, og din fornuft. Lad dem ikke lære dig overtro…

Vi slutter dagens foredrag med et par honorable mentions af mennesker, som vi rent faktisk bør lytte (med sund skepsis) til:


Michael Specter – som jeg især holder af for at sige “kom ikke og påstå at det ikke skader at tro på fup og fiduser” og have hårde data til at bakke det op


James Randi – som har udlovet 1 million dollars til enhver, der kan bevise et hvilket som helst overnaturligt fænomen under kontrollerede forhold


Robert Todd Caroll – forfatter til bogen (og websitet) Skeptic’s Dictionary


Michael Schermer – chefredaktør på Skeptic Magazine

– og hvis du vil diskutere 911, plantepsykologi, Dianetics eller andet hokuspokus med mig, så er det ikke sikkert, jeg tager handsken op – men hvis jeg gør, så taber du.

Share on Facebook

Read Full Post »

(i forventningen om, at dette næppe bliver mit sidste ord om emnet… desværre)

Her – det er en artikel i web-Politiken, den handler om børn og sol, læs den lige.

Færdig? Her er en anden en, om børn og røg – tjek lige kommentarerne under artiklen, hvis du har to-tre dage og en stærk trang til at få din tro på menneskeheden prøvet.

Så tager vi lidt “comic relief” – her er en fnise-artikel om nogle love og deres formodede, og reelle, virkning.

Jeg tog mest den sidste artikel med, fordi den meget rammende nævner, at de fleste af de idiotiske ting, vi foretager os, er forklædt som “omsorg for børnene”. I dén logik er der ingen grænser, “… så længe det redder bare ét barn”.

Tillad mig at pege på en detalje her: – logikken er i sig selv totalt retarderet. Ifølge dén kan det forsvares at slukke en brand i et børnehjem, og redde beboerne, ved at smide andre børn på flammerne til man har kvalt dem (flammerne, ikke børnene). Det reddede jo adskillige børneliv, ikke? Så må det da være OK!

Nånånå, der er nok nogen der har overdoseret sarkasmen, tænker du måske – men hør lige en gang: – alarmisterne, dem der advarer med høje hyl og skrig mod alting, har fået amerikanske og engelske (og i stigende grad andre) forældre til, i titusindvis, at afvise at få deres børn vaccineret mod MFR, fordi nogle tosser har fået den fikse ide, at der skulle bestå en forbindelse mellem vaccinen og autisme.
(red. note: Det er der ikke – suck it, Jenny McCarthy)

Det har fået antallet af tilfælde af de tre sygdomme til at stige, og børn kan, og vil, dø af dem, hvis de ikke bliver holdt nede. Det er derfor, vi opfandt vaccinen.

Ipso facto: Det er OK at ofre dette barn for at redde hint. Fra autisme, som ikke engang er dødelig.
(eller, det er forsvarligt, ja faktisk vores pligt, at udsætte barn A for langt, langt større fare end den, vi ønsker at beskytte barn B imod, og “barn A” er i virkeligheden et statistisk signifikant antal, mens “barn B” er en forsvindende minoritet)

Phew, det er ikke et emne der sætter én i godt humør, vel?

Men det kan endda være, det er værre endnu.

Alarmisterne deroppe, sol-frygterne og vaccine-exorcisterne og den passive røgs banemænd-m/k’erne – hvad er deres motivation, siger de?
Omsorg! Det ufravigelige krav om absolut sikkerhed for børnene!
Det er også helt sikkert, at de selv tror på det, når de siger det – men hvordan er det omsorg for sit barn at klæde det i heldragt, bare fordi solen skinner?
“Uhada jo, det beskytter jo barnet!!”
Såeh? Mod hvad?
“CANCER, WRAAAAAH-BØØØØH!!!!”
Er det så dét, du siger til dit barn, cancer – eller en eller anden eufemisme om, at solen kommer for at æde dem levende?

Min pointe er, at uanset hvordan du vender og drejer det, så A) er risikoen ved at blive skinnet på af solen i et fornuftigt omfang (som måske inkluderer et par små-skoldninger i løbet af et helt liv) absolut at betragte som minimal, og B) skræmmer du dit barn fra vid og sans, og lærer det at selv den livgivende, varmende sol er noget, der er ude på at slå det ihjel.
Som forælder reducerer det din funktion til rædsels-formidler – solen er dødbringende, og sådan er det! “Her, tag din rumdragt på, min søn…”

OK, så måske er rygnings-eksemplet deroppe mere clean-cut; rygning er jo decideret skadeligt. Der kan vel ikke være noget galt i at beskytte sit barn mod det, vel?
Nej. Absolut ikke.


uhyret under sengen anno 2010

Med mindre, selvfølgelig, man er en perfid idiot.
Så kan der bestemt være noget galt i det.
Igen: – for så vidt “passiv rygning” gennem gulvbrædderne angår, så er der tale om en risiko, der er absurd lille. De der gule vægge og lofter, man altid ser hos rygere, ik’? Det er fordi tjære og nikotin aflejrer sig på enhver overflade, røgen kommer i kontakt med – når den har været igennem en etageadskillelse og nogle vægge, kan du bide dig i næsen på, at selvom man kan lugte den, er den reduceret til netop dét, dårlig lugt. En minimal risiko.

Derimod er bilosen nede fra gaden, som du overhovedet ikke kan lugte, en meget større trussel mod dit barn – hvis man virkelig er så omsorgsfuld, bor man slet ikke i byen, der jo er en dødsfælde.
Det hører også med til historien, at det, man primært lærer sit barn, er at verden er ude på at slå det ihjel (igen), og at andre mennesker er onde og hensynsløse.

Så hvad er situationen? Er disse folk, alarmisterne, så indskrænkede, at de kun kan håndtere to eller tre trusler, som de så til gengæld overdriver langt hinsides absurditet?
– eller er det hele en selvfornægtet øvelse i at virke omsorgsfuld gennem tegneserie-agtigt primærfarvede jeg-er-en-ansvarlig-forælder-valg, rettet mod udvalgte, men komplet idiotiske, mål?

Og hvad er så værst…?

Share on Facebook

Read Full Post »

Mænd og kvinder har ikke altid været stillet lige i verden.

Det er de stadig ikke.

Men hvem styrer – hvem har det bedst, og er der nogen, der er ofre, og i så fald hvem?

Well, gennem de sidste 40 år eller så har kvinder kæmpet deres egen sag, og kudos til dem for det – de har vundet mange, mange slag, og rent formelt er det nu ikke længere tilladt at forfordele kvinder på basis af deres køn, ikke under nogen som helst omstændigheder.

Det er sgudda flot, fantastisk, tillykke med det kvinder, og… undskyld, I var ikke færdige med at tale?

Nej, for ét af de slag, kvinder har vundet (fordi mænd ikke har været interesseret i lige præcis dén sejr, måske), er det om retten til at hævde, hvem der har det værst.
Er du kvinde, kan du til enhver tid spille kønskortet, og forvente at alle er enige med dig i, at mænd holder dig nede hvor de kan, og dominerer den verden, du lever i.

Men ka’ det nu å’ pas’?

Lad os lige starte med en hurtig quiz:
Én af de mest gennemtrængende historier om mænd og vores dominans over kvinder er den om, hvordan det offentlige rum er fyldt med pornoficerende afbildinger af kvinder – og porno, det ved alle, er jo noget alle mænd kan li’ (den diskussion kan vi eventuelt vende tilbage til en anden dag).

OK, så tag lige et kig på disse billeder, og fortæl mig, hvilket af dem der er fra en såkaldt pornografisk publikation – resten af dem, kan jeg afsløre, er fra dameblade og reklamer.



billede nr. 1


billede nr. 2


billede nr. 3


billede nr. 4


billede nr. 5

Skriv dit bud nede i kommentarfeltet, jeg afslører ikke svaret nu…

(det tog mig ca. 10 minutter og lidt let googling at skrue den der sammen – så hvis du helst vil tro, at det er resultatet af timers forudindtaget research, så må jeg skuffe dig)

Så er der måske nogen, der vil hævde, at det er fordi mode- eller reklamebranchen styres af mænd – men hvis jeg lige må pege på en ting her: Disse brancher er, som alle andre, styret af penge, punktum.
Kvinder har penge i dag, takket være den føromtalte frigørelse, og elsker at bruge dem – måske endda mere end mænd gør, eller i hvert fald i andre forbrugsmønstre.
Når reklamer rettet mod kvinder ser ud, som de gør, så kan du bide dig selv lige midt i næsen på, at det er fordi lortet virker. Hvis kvinder reagerede bare moderat negativt på den slags, ville det forsvinde fra den ene dag til den anden.

Så med mindre I, kvinder, vil argumentere for, at vi, mænd, har hjernevasket jer alle til at bruge jeres penge på jeres behov (tro mig når jeg siger, at det ikke er os, der kræver at I køber det 117. par sko), efter mønstre vi bestemmer, så må I prøve at tage til efterretning, at langt den overvejende tingsliggørelse af jeres køn finder sted takket være jer selv.

Det er et av-av-emne, det her, og jeg har sikkert allerede stukket min hånd i en hvepserede, så vi holder her for i dag – jeg vil bare lige slutte med at sige, at jeg og alle mine mandevenner er ret enige om, at det meste af det vi ser i det såkaldt “pornoficerede” offentlige rum ikke er specielt sexet eller tiltrækkende, og allermindst de indslag i mainstream-moden, som af uforklarlige årsager forsøger at låne fra pornqueen-look’et (for vi, mænd, skal jo generelt også have skylden, når kvinder – og piger, herren hjælpe mig – klæder sig udfordrende fordi det er moderne, og begynder at ligne købedamer. Men vi er faktisk helst fri).



hvad ville du sige hvis jeg påstod, at hun får penge for at se sådan der ud?


– oh, go fuck yourself.

Hvis det var os, der styrede det pis, så det hele meget anderledes, og en hel del bedre, ud.

– og dagens urelaterede mandelink: Badass of the Week.
Nærmere introduktion er helt unødvendig.

Share on Facebook

Read Full Post »

I dag kan man i web-Politiken læse, at vi danskere, gennem vores officielle talerør (vores politikere, man husker nok, at de taler for os? Vi har jo demokrati) vil stramme våbenlovgivningen i EU, fordi våben er adbad-fyfy og gør os utrygge.

For et par dage siden kunne vi læse i samme avis, at samme talerør støtter ideen om, at vi og vores venner fra USA, m.fl., giver os til arbitrært at uddele våben til civile afghanere, angiveligt så de kan forsvare sig mod Taleban.

– så du og jeg, som borgere i et demokratisk land, tages til indtægt for den holdning, at våben er OK, så længe det kun er sådan nogle sortsmudskede muslim-nogen, der skyder på hinanden.

God weekend.

Read Full Post »

%d bloggers like this: